Den opdelte eksistens og stress - Provokator

dem, hvornår og hvorledes de første gang bemærkede en ændring i deres krop som tegn på stress.
Hermed inviterer vi til en yderligere refleksion over, hvilke faktorer der kunne have udløst disse
reaktioner. Som forskere har vi ansvaret for, at refleksionerne breder sig ud gennem narrativerne, da
informanten muligvis vil udlægge fortællingerne på automatiseret vis med risiko for, at vigtige
nedslagspunkter negligeres. En måde at få uddybet enkelte narrativer er at bede informanten gentage en
fortælling, og samtidig – via et spørgsmål eller ved at vise særlig interesse – søge en ny vinkel på den
samme hændelse (Järvinen og Mik-Meyer 2005, 66-68). Dog er det vigtigt i denne forbindelse at være
opmærksom på, at andre relevante spor ikke lukkes ned, hvilket kan hænde ved en afbrydning af en
igangværende fortælling. Gennemgående er det således hensigtsmæssigt i videst omfang at holde sig til
åbne spørgsmål for derigennem at motivere informanten til at stille sig selv de samme spørgsmål og
dermed udfolde og uddybe refleksionen.
Hensigten med vores analyse af stedet er at bidrage med en forklaringsramme for behandlernes
praktiske virke. Vi vil således i det følgende forsøge at afstedkomme en mulig forståelse af de
dynamikker, som finder sted i behandlingen på Kalmia. Som de selv siger, kan en sådan udredning
måske hjælpe dem til ”at forstå, hvad det er de laver, og hvorfor det virker”.
Analysestrategi og begrebsapparatur
I den analytiske behandling vil vi som gennemgående præmis inddrage vores overvejelser om egen
tilstedeværelse og iagttagelser i feltet og i interviewsituationer. Dem vil vi aktivt integrere i behandlingen
og dermed tillade os, som forskersubjekter, at træde eksplicit frem i teksten. Dette gør vi for at undgå en
fremskrivning, der laver de samme fejl som de typiske krops- og ansigtsløse, depersonaliserede og
dekontekstualiserede forskningsanalyser. Vi vil på denne led tage afsæt i vores subjektive og kropslige
forankring og derfor aktivt være jeg-fortællere og ikke den stereotype tredjepersonsfortæller, som man så
ofte støder på inden for den traditionelle videnskabs rapportgenre, der forsøger at sminke sine
iagttagelser som ”objektivt” konstitueret. Samtidig ønsker vi at gøre brug af vores iagttagelser fra
samtale- og kropssessionerne og i den forbindelse gengive både behandlingsmæssige fremgangsmåder
og udtalelser fra patienter og behandlere som vi husker dem. Vi er klar over vores egne
hukommelsesmæssige begrænsninger, og derfor analyserer vi med visse forbehold på baggrund af disse
gengivelser.
Dette genreskift indebærer desuden, at vi erkender, at vi er placeret på samme niveau og er en del af
den samme uoverskuelige virkelighed som vores informanter og forskningsobjekter, og vi kan i den
115