Den opdelte eksistens og stress - Provokator

arbejde så, vi har tidligere har haft flere, som både dels har været i arbejde, men som har været sygemeldt fra arbejdet, eller
deltidssygemeldt og skulle tilbage på samme arbejdsplads, og der har vi snakket meget om, hvad er det for nogle forhold på
dit arbejde, som du nu kan se, efter vi har arbejdet med det, fundet ud af, hvad er det for nogle ting, som er belastende, og
hvad er det for nogle ting, du har svært ved, og hvordan skulle det så tilrettelægges, for at du ikke bliver stresset af det,
eller for at tingene kunne fungere bedre, og i nogle tilfælde har de selv gået ud og taget et møde med arbejdsgiveren og fået
snakket om de her ting, og fået ændret på det, og (…) der har også været tilfælde, hvor vi har tilbudt at tage med til en
samtale med arbejdsgiveren” (Bilag 10, s. 10). Man kan som udgangspunkt rette en kritik mod
behandlingstilbud, der retter sig mod et individuelt niveau og argumentere for, at man i stedet bør
fokusere på en forebyggende indsats, der inkluderer politiske og organisatoriske ændringer. Men som vi
ser det, kan man gennem denne oparbejdelse af modmagtsteknikker starte en bevægelse nedefra, hvor
folk selv kan sætte grænser for, hvor meget de vil investere af sig selv i arbejdslivet. Når det er sagt,
ønsker vi at bidrage med en række betragtninger, der forhåbentlig kan afstedkomme en refleksion over
egen praksis og dermed åbne op for en yderligere raffinering af behandlingsmetoden på Kalmia. Vi vil
derfor i det følgende se lidt nærmere på en række forhold, som vi har ”studset” over under vores
ophold på stresscentret. Disse iagttagelser har vi diskuteret mere indgående med behandlerne på stedet
og efterfølgende implementeret deres betragtninger i analysen.
Homo duplex
På flere niveauer forsøger Kalmia med vores formulering at ophæve parentesen og skrive kroppen ind i
det performative paradigme. Fremgangsmåden tilsigter i den sammenhæng at fjerne den dualistiske
adskillelse mellem krop og psyke og i stedet arbejde med det, vi har valgt at betegne som en
hybridtanke. Det inkluderer grundlæggende et forsøg på at danne bro mellem det italesatte og følte,
hvilket ifølge Bettina har til hensigt at samle de fragmenterede stresspatienter: ” Fordi hvis man har levet
under meget stress, så vil man helt klart have en oplevelse af at være blevet fragmenteret, så det er utrolig vigtigt, at man
får, ligesom samlet…” (Bilag 9, s. 12). Men som vi har erfaret ligger dualismen dybt integreret i sproget, og
det forekommer vanskeligt, ikke blot for patienterne, men også for behandlerne og os som
forskersubjekter at undslippe udtalelser, som adskiller psyken fra kroppen. Det hænder ofte, at
deltagerne i interviewene enten henviser til en psykisk tilstand eller omtaler kroppen som en størrelse,
der er uafhængig af os. Det er faktisk umuligt ikke at tale i disse termer, hvis man ønsker at gøre sig
forståelig på dette område. Og derfor er man rent pædagogisk henvist til at tale om tanke og krop som
to adskilte størrelser: ”det, der foregår mellem ørerne, det kan man også mærke i kroppen” (Bilag 10, s. 10); ”Og
det mellem ørerne påvirker hele kroppen også, men kroppen har jo også et liv” (Bilag 9, s. 5). Problemet med den
slags kollektive italesættelser er, at de institutionaliseres i hverdagssproget og sideløbende forankres
133