Den opdelte eksistens og stress - Provokator

Den lingvistisk-orienterede filosofiske tradition, der har bredt sig inden for både human-, social- og
samfundsvidenskaben, ligger til grund for vores måde at begribe vores verden og os selv på og
adskillelsen mellem krop og psyke, og det omfattende fokus på tekstlighed gennemsyrer til stadighed
vores måde at håndtere sociale problemer på, herunder også problemer, som vedrører og manifesterer
sig andre steder end i sproget og bevidstheden. Sat lidt på spidsen kan man sige, at det
konstruktivistiske paradigmes subjekt er bortmanet til fordel for struktur. Mennesket med hud, hår og
følelser er bogstaveligt talt blevet skrevet ud af humanismen, hvilket, som det senere vil fremgå, er en
voldsom begrænsning og en graverende problematik for den senmoderne humaniora. Nu kan man
imidlertid hævde, at den meget lingvistisk orienterede konstruktivisme blev mere blødgjort i 1970‟erne
og 1980‟erne og siden hen måtte betragtes som passé, men hvis man rent faktisk ser på den konkrete
anvendelse af både poststrukturalisme og socialkonstruktionisme, må man konstatere, at den til
stadighed havner i samme sproglige blindgyde (Slingerland 2008, 80). Det gør sig ligeledes gældende
med nyere forsøg på at komme videre fra tekstligheden, som man eksempelvis kan se hos Pierre
Bourdieu og ”den senere” Latour, der forsøger at tale om integration mellem krop og kultur, men i
sidste ende farer vild og vender tilbage til sikker grund (Slingerland 2008, 96) 31 . Med forsøget på at
komme videre ind i mennesket løber også mange andre, som kønsforskerne Judith Butler (Butler 1993)
og Vicki Kirby, panden mod en mur og ender med kun at se skriften på væggen. Med konstruktivistiske
briller sker der en adskillelse mellem mennesket og dets ydre, forstået på den måde, at subjektet ingen
adgang har til verden andet end gennem sproget. Som vi senere vil behandle, er dette udgangspunkt
grundlæggende forkert, idet mennesket basalt set er lige så materielt som den verden, det befinder sig i.
Den konstruktivistiske anti-essentialisme har haft stor betydning for den moderne måde at forstå
mennesket på. Og teorier, som tager afsæt i spekulationer om menneskelig natur og indre dynamikker,
er blevet dementeret med konstruktionsbegrebet som fortegn. Især Wittgensteins tanker har haft en
afgørende betydning for denne udvikling og hans indædte indvendinger mod brugen af kropslige
forklaringsmodeller på psykologiske nøglebegreber som emotion og vilje og selvbevidsthed lever i høj
grad videre i human-, social- og samfundsvidenskaben (Shusterman 2008, 10-11).
Sammenfattende kan vi konkludere, at mennesket i det konstruktivistiske paradigme ses som
samfundets diskursorgan, hvor kroppen (men også psyken) nedsættes til råmateriale. Således
fremkommer de som en art modellervoks, der kan formes og omdannes efter forskellige forskydninger
i magt og forståelse. Bevidstheden, og i denne forbindelse den sproglige bevidsthed, tildeles en
fremtrædende og afgørende position for måden, hvorpå mennesket konstrueres og konstruerer sig selv.
31 Se behandlingen af denne problematik i ”Den Tredje Vej”.
34