Den opdelte eksistens og stress - Provokator

dermed også det tusindårige tankespind, der har haft mennesket som sit genstandsfelt 32 . I den
forbindelse spiller dualismen en særlig rolle, idet psykologien på flere måder har forsøgt at etablere sig
som et opgør mod adskillelsen mellem krop og psyke, men samtidigt har insisteret på at arbejde med
noget særligt psykisk, også kaldet bevidsthed, der på forskellige måder interagerer med kroppen og de
fysiske omgivelser. Psykologien havde oprindeligt til hensigt at afklare og kortlægge den menneskelige
bevidsthed og erkendelse, men fandt hurtigt ud af, at dette var mere komplekst end forventet.
Problemet har især været at lokalisere generelle sammenhænge mellem en psykisk tilstand og en fysisk
tilstand (Christensen 2005, 83). Undersøgelserne af forholdet mellem krop, hjerne og psyke har generelt
haft stor betydning for måden, hvorpå psykologien har forholdt sig til genstandsfeltet og derfor er det
vigtigt at diskutere forskellige psykologiske retningers behandling af den dualistiske problematik, hvis
man ønsker at forstå, hvorfor en særlig kropslig disciplinering og underkendelse af faresignaler har
konsolideret sig i menneskets nærværende måde at forstå sig selv på. Psykologien har altså forsøgt at
ophæve dualismen, men har samtidig erkendt at en ontologisk reduktionisme, der udelukkende gør
brug af fysikkens love, også kaldet monisme, ikke kan indfange fremkomstbetingelserne for
psyken/bevidstheden. Det såkaldte psykofysiske problem (Christensen 2005, 82) har gennem tiden
udmøntet sig som en gennemgående ”irritation” for psykologien. Vi vil i det følgende skitsere et
eksempel på et udviklingsforløb inden for psykologien, hvor flere retninger tog afsæt i den dualistiske
problematik, men i dag er endt i det samme dilemma. Det viser sig især som et metodisk og praktisk
onde. Denne gennemgang skal kvalitativt vise, hvordan psykologiens forsøg på at fjerne dualismen ofte
ender i en reduktion af problemet til neurofysiologi, semiotik, politisk økonomi og kulturelle forhold.
Psyken som drift
Den moderne psykologis indpas i humaniora og humanvidenskab tog afsæt i det 20. århundrede med
en begrebsliggørelse af den menneskelige personlighed som værende underlagt drifter, impulser,
fortrængninger, projektioner og forsvarsmekanismer – alt sammen forankret i en konkretiseret model 33 .
Psykoanalysen tog afsæt i den dualistiske problematik og satte spørgsmålstegn ved lægevidenskabens
traditionelle skarpe skel mellem legemlige og psykiske sygdomme og banede vej for den
psykosomatiske medicin, der udforsker psykiske faktorers betydning for somatiske sygdomme. Et af
32 Det viser sig bl.a. i den aktuelle psykologiske praksis, der ifølge embodiment-teoretikerne Edward Slingerland samt
George Lakoff og Mark Johnson knytter an til en semividenskabelig tradition fyldt med uvidenskabelige common-senseforståelser,
der i flere tilfælde knytter an til folklore og andre mytiske fortællinger (Slingerland 2008, 129; Lakoff & Johnson
1999, 440). Eksempler på dette er psykoanalysens brug af græske tragedier som Ødipus og sagnet om Narcissus og ikke
mindst den humanistiske psykologis anvendelse af taoisme og zenbuddhisme. Jerome Bruner underbygger dette postulat
med sin teori om den såkaldte folkepsykologi (Bruner 2004, 44).
33 Fremkomsten af psykologien som vidensfag fandt egentlig sted med Wilhelm Wundts oprettelse et psykologisk
laboratorium i 1879, men psykologien som professionsfag tager først rigtigt sit indpas i moderne videnskab med Sigmund
Freud, hvis terapeutiske metode først introduceredes ca. 10 år senere.
36