Den opdelte eksistens og stress - Provokator

kroppens centrum og til en samlende midterlinje ned igennem hele kroppen. Disse metaforiske
retningslinjer medfører, som vi ser det en indre forestilling om kroppen, en forestilling om kroppen
som et sammenhængende hele. Dette billede kunne vi selv fornemme til kropsterapien (Bilag 5, s. 2), og
denne måde at forestille sig samlende linjer, et styrkende centrum og et stærkt fundament i kroppens
indre, lader til at have samme virkning, som de bærende strukturer har i et hus. Selvom vi har et solidt
bærende skelet i kroppen, lader det ikke til at være nok, hvis ikke fornemmelsen af noget bærende er der.
Denne bærende fornemmelse bliver udbudt i kropsterapien ved hjælp af disse metaforiske billeder.
Genopbyggende og præventive redskaber
Som det fremgår af ovenstående, arbejder man på Kalmia med en samlende strategi, der skal sikre, at
kommunikationen mellem krop og tanke integreres. Hensigten er, at patienterne får oparbejdet et
beredskab, som kan imødekomme belastende situationer under og efter endt behandling: ”(…) det er
vigtigt i forhold til at forebygge, det er vigtigt i forhold til, at vedkommende bliver opmærksom på, at kroppen faktisk giver
nogle signaler (…)” (Bilag 10, s. 6). Charlotte forklarer på samme måde, at behandlingen forsøger at
hjælpe patienterne til at bryde mønstre, der har en belastende indvirkning på dagligdagen: ”Og det tænker
jeg også på i forhold til de her patienter, at de får en mulighed for at få øje på ting, handlemønstre, tanker hos sig selv, som
de kan forholde sig til, konstruktivt og med bevidsthed, at man ikke, hvad skal man sige, bevidstløst handler, som man
har gjort tidligere” (Bilag 11, s. 8). Behandlingen tilsigter således både at hjælpe patienterne gennem et
vanskeligt forløb med en krævende stressrelateret sygdom og tilstræber på samme tid at forberede
patienterne på en tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Patienterne efterspørger i den forbindelse en
række ”redskaber”, som de kan gøre brug af i deres fremtidige virke på egne ben, hvorfor Kalmia især i
den forbindelse arbejder med kroppens signalberedskab: ”Rigtig mange kommer og siger, arj, jeg vil så gerne
have nogle redskaber. Jeg var ikke klar over, helt præcis hvad det er for nogle redskaber, de gerne vil have, men hvis jeg
endelig skal give dem et redskab, så er det muligheden for at kunne blive bedre til at lytte til deres krop. At de kan bruge
deres krop som et stressbarometer, til hvordan de har det. I stedet for at de bare, fuldstændig målrettet køre [videre].”
(Bilag 9 s. 2). Det, patienterne efterspørger, er teknikker eller værktøjer til at slippe ”stramningen”, og
turde give slip på den kontrol, det kræver at få arbejdsliv og andet liv til at hænge sammen, og det, de
hovedsagligt tager med sig fra Kalmia, er færdigheden til at ”tage temperaturen” på egen tilstand ved
blandt andet at trække vejret og mærke kroppens signaler: ”Så stopper jeg lige op, uden at jeg svarer med det
samme, stopper lige op engang, lige giver mig selv roen og mærker efter, om jeg har en god mavefornemmelse, og siger, er det
ok for dig i dag, eller er det ikke, er det ok for dig i dag, kan du overskue det, kan du rumme det?(…) så mærker jeg
med min mavefornemmelse, hvad den siger mig. Og finder roen, for hvis jeg ikke har roen, så kan jeg ikke finde svaret”
(Bilag 13, s. 29). At finde roen ved at være lydhør over for de manifestationer, der viser sig i kroppen,
131