Den opdelte eksistens og stress - Provokator

netop lider under at være drænet for energi og finder det intimiderende at stille krav til sig selv – det er
jo netop disse indikationer, som kroppen har givet op overfor. I det følgende afsnit ser vi således
nærmere på denne udfordrende og forandrende metodiske tilgang.
Nødværge
Den forandrende tilgang viser sig allerede ved patienternes første møde med den gruppeterapeutiske
behandling. Det forholder sig generelt sådan, at patienterne, ifølge Bettina, ”dør af skræk” (Bilag 9, s. 4),
når de bliver informeret om gruppesamtalerne, hvilket underbygges af Kristinas udsagn om sit første
møde med gruppen: ”( … )Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, det var totalt grænseoverskridende – det var det, det
var rigtig grænseoverskridende, det følte de andre også, fordi vi snakkede om det bagefter, eller senere hen i forløbet (…) jeg
kan huske, jeg ringede til Bettina efter den første gang og sagde, ved du hvad, jeg tror simpelthen ikke det der, det er noget
for mig, det der med at skulle sidde over for nogle andre og fortælle om min situation, jeg synes det, det har jeg det sådan
lidt skidt med(…)” (Bilag 13, s. 18). Behandlerne er bekendt med den indledende modstand, de møder
hos patienterne og mener ikke, det er ualmindeligt, at de finder det intimiderende at betro sig til en
samling fremmede eller bryde sammen i gråd, tværtimod: ”(…) vi er opdraget i et samfund, hvor følelser er
meget private. Det er de færreste, der har lyst til at græde på deres arbejdsplads og de færreste, der har lyst til at blive
meget vrede. I virkeligheden tror jeg de fleste hellere vil begynde at græde end at blive vrede, fordi det der med at blive vred,
det er virkelig ikke nogen ordentlig følelse, man må få lov til.” (Bilag 9, s. 4). Det kan derfor synes farligt for dem
at åbne op og vise sårbarhed, da det kan resultere i, at de positioneres som det svageste led i kæden;
som Foucaults udstødte. Men gradvist vender patienterne sig til formen. Dette betyder imidlertid ikke,
at forløbet ophører med at være intimiderende, idet behandlerne løbende afsøger de emner, der synes
vanskelige og smertefulde for patienterne. Det viser sig blandt andet ved, at de tager udgangspunkt i
patienternes aktuelle problemstillinger for derefter at slå ned på de emner, som fremstår særligt
relevante for patienten. Dette indebærer ofte en granskning af narrative udlægninger om tidligere
hændelsesforløb: ”(…) fordi der er en grund til, at man bliver ved med at havne i nogle besværlige situationer, og det
fører som regel tilbage til et eller andet tidligere, man har dårlige erfaringer med, eller bare at man har de erfaringer, man
har, dem slæber man jo med sig, man har nogle bestemte handlemønstre og måder at forholde sig til ting på, som man har
lært tidligt i sit liv. Men det afspejler sig jo, at jeg tænker, man kan ikke kun arbejde i nuet, og man kan ikke kun
arbejde i fortiden, tingene hænger sammen” (Bilag 10, s. 2). Derudover bidrager medpatienterne ligeledes med
konfronterende indspark, hvilket vi blandt andet var vidne til under en gruppesession, hvor Elise
konfronterede Klaus med, at hans søn var vred på ham. På trods af, at han blot havde nævnt det
flygtigt, mente hun, det måtte have stor indvirkning på ham. Denne kommentar fra Elise gjorde stort
indtryk på Klaus, der som reaktion herpå blev trist og følte trang til at græde (Bilag 3, s. 2). Ifølge
127