16.07.2013 Views

udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

FRISAT-UDSAT<br />

EN GRUNDBOG I UNGDOMSPÆDAGOGIK<br />

AF FLEMMING ANDERSEN OG MARIANNE VESTERBIRK<br />

UDVIKLINGS- OG FORMIDLINGSCENTER FOR BØRN OG UNGE


Frisat – <strong>udsat</strong><br />

En grundbog i ungdomspædagogik


Kolofon<br />

Forfattere: Flemming Andersen og Marianne Vesterbirk<br />

Udviklings- og Formidlingscenter for Børn og Unge<br />

1. udgave 2005<br />

ISBN: 87-90822-28-5<br />

Forsidefoto: Signe Vad, photo@signevad.dk<br />

Layout og tryk: IKON Document Services<br />

Tegninger: Jan Skaarup<br />

Publikationen er finansieret af midler fra Klubudviklingspuljen under<br />

Socialministeriet<br />

Bogen kan bestilles hos: www.ufc-bu.dk<br />

Udviklings- og Formidlingscenter for Børn og Unge<br />

Haderslevvej 1<br />

6200 Aabenraa<br />

Tlf: 73 63 02 00<br />

Fax: 74 62 68 46<br />

E-mail: ufc@ufc-bu.dk<br />

Københavns afdeling:<br />

Vesterbrogade 35 A<br />

1620 København V<br />

Tlf.: 48 20 00 10<br />

E-mail: ufc@ufc-bu.dk<br />

Publikationen må kun citeres med tydelig kildeangivelse


Indhold<br />

FORORD<br />

PROLOG<br />

1<br />

DIALOG 1:<br />

HVILKE GRUNDANTAGELSER BYGGER BOGEN PÅ?<br />

Hvorfor nu denne dialog? ................................................................................................................ 12<br />

1. antagelse: Den liniære tankegang ender i en blindgyde. .............................................................. 13<br />

2. antagelse: Virkeligheden er en social konstruktion. .................................................................... 16<br />

3. antagelse: Relationen går forud for personligheden. .................................................................. 18<br />

4. antagelse: Vi danner vores virkelighedsopfattelse i dialog med andre. ........................................ 22<br />

5. antagelse: Selvet er et forhold, som forholder sig til sig selv. .................................................... 24<br />

6. antagelse: Figur og grund kan ikke ses samtidigt......................................................................... 25<br />

7. antagelse: Mennesket forstår sig selv via sin livsfortælling. ...................................................... 27<br />

8. antagelse: Mennesket stræber efter selvværd, selvtillid og respekt. .......................................... 29<br />

9. antagelse: Alle mennesker ønsker at gøre en forskel. ................................................................ 30<br />

2<br />

DIALOG 2:<br />

HVILKET SAMFUND LEVER VI I?<br />

Hvorfor denne dialog?...................................................................................................................... 32<br />

1. Et moderne eller et postmoderne samfund? ................................................................................ 32<br />

2. Et traditionelt eller et posttraditionelt samfund? ........................................................................ 33<br />

3. Et informationssamfund eller et videnssamfund ? ........................................................................ 34<br />

4. Et drømmesamfund ? .................................................................................................................. 35<br />

5. Et netværkssamfund? .................................................................................................................. 36<br />

6. Hvorfor har vi valgt at kalde samfundet posttraditionelt ? .......................................................... 37<br />

7. Hvad karakteriserer det post-traditionelle samfund? .................................................................. 37<br />

a) Kulturel frisættelse. .................................................................................................................... 37<br />

b. Øget <strong>udsat</strong>hed.............................................................................................................................. 39<br />

c. Øgede valgmuligheder.................................................................................................................. 40<br />

d. Midlertidige fællesskaber ............................................................................................................ 41<br />

e. Globalisering .............................................................................................................................. 43<br />

f. Nye dannelsesvilkår .................................................................................................................... 45


3<br />

DIALOG 3:<br />

HVILKEN UNGDOM TALER VI OM?<br />

Hvorfor denne dialog?...................................................................................................................... 48<br />

1. Den posttraditionelle ungdom som en social konstruktion. .......................................................... 49<br />

2. De <strong>frisat</strong>te unge........................................................................................................................... 51<br />

3. De <strong>udsat</strong>te unge .......................................................................................................................... 52<br />

4. De unge i klubudviklingspuljen. .................................................................................................... 54<br />

5. De unge har væsensforskellige livsstrategier............................................................................... 55<br />

6. De unges krav til uddannelse og arbejde. .................................................................................... 58<br />

7. Unge med et belastet forhold til uddannelse og arbejde. ............................................................ 60<br />

8. De mønsterbrydende unge. .......................................................................................................... 66<br />

DIALOG 4:<br />

HVILKE SAMMENHÆNGE SKAL DE UNGE FINDE SIG (SELV) I?<br />

Hvorfor denne dialog?...................................................................................................................... 69<br />

1. Om system- og livsverden. .......................................................................................................... 69<br />

4<br />

2. Livet i familien. ............................................................................................................................ 72<br />

3. Livet i kammeratskabsgruppen. .................................................................................................. 75<br />

4. Livet i fritids- og ungdomsklubberne. .......................................................................................... 77<br />

5. De nye krav til klubberne............................................................................................................. 81<br />

6. Er klubberne udtryk for systemverdenen eller livsverdenen? ...................................................... 82<br />

7. Det tværgående og tværsektorielle samarbejde om de unge. ...................................................... 86<br />

DIALOG 5:<br />

HVAD SKAL EN UNGDOMSPÆDAGOG KUNNE I DAG?<br />

Hvorfor denne dialog?...................................................................................................................... 89<br />

1. Pæadgogen skal kunne rive fordommenes slør fra sine øjne. ...................................................... 590<br />

2. Pædagogen skal kunne indgå i en personlig relation til den unge. .............................................. 90<br />

3. Pædagogen skal se, høre og spejle den unge............................................................................... 94<br />

4. Pædagogen må kunne stille etiske krav til den unge. .................................................................. 96<br />

5. Pædagogen må kunne finde et fælles tredje med den unge. ........................................................ 100<br />

6. Pædagogen skal arbejde i zonen for den nærmeste udvikling....................................................... 102<br />

7. Pædagogen skal kunne gennemføre en anerkendende undersøgelse............................................ 103<br />

8. Pædagogens må arbejde på at kunne kunne påvirke den unges narrativ...................................... 106<br />

A. Om at stabilisere et ustabilt narrativ. .......................................................................................... 107


6<br />

DIALOG 6:<br />

HVAD SKAL DEN PÆDAGOGISKE ARBEJDSPLADS KUNNE ?<br />

Hvorfor denne dialog?...................................................................................................................... 111<br />

1. Den pædagogiske arbejdsplads skal sikre kompetenceudvikling................................................... 111<br />

2. Den pædagogiske arbejdsplads skal sikre god ledelse. ................................................................ 116<br />

3. Den pædagogiske arbejdsplads skal styre og forstyrre selvtilfredshed og bedreviden................. 118<br />

4. Den pædagogiske arbejdsplads skal sikre flow og begejstring i samarbejdet .............................. 119<br />

5. Den pædagogiske arbejdsplads skal dokumentere sin indsats...................................................... 120<br />

6. Den pædagogiske arbejdsplads skal udvikle en proaktiv kultur .................................................... 121<br />

7<br />

DIALOG 7:<br />

HVILKEN TEORI HAR EN UNGDOMSPÆDAGOG BRUG FOR?<br />

Hvorfor denne dialog?...................................................................................................................... 126<br />

1. George H. Mead teori om selvets sociale grundlag. .................................................................... 127<br />

2. Fred Zimring’s teori om mig- og jeg-tilstanden. .......................................................................... 131<br />

3. Heinz Kohuts teori om modsætningen mellem ambition og spejling ............................................ 134<br />

4. Eriksons teori om menneskets eksistentielle opgaver. ................................................................ 137<br />

Udviklingen i skolealderen: Flid kontra mindreværd ........................................................................ 139<br />

Udviklingen i ungdommen: Identitet kontra rolleforvirring .............................................................. 140<br />

5. Kenneth Gergens teori om det ”mættede” selv. .......................................................................... 142<br />

Selvet i det romantiske samfund. .................................................................................................... 143<br />

Selvet i det modernistiske samfund. ................................................................................................ 144<br />

Selverne i det postmoderne samfund............................................................................................... 145<br />

6. Robert Kegan’s teori om menneskets modningproces. ................................................................ 148<br />

Niveau 1: Magisk bevidsthed. .......................................................................................................... 150<br />

Niveau 2: Den selvcentrerede bevidsthed. ...................................................................................... 151<br />

Niveau 3: Den normative bevidsthed. .............................................................................................. 152<br />

Niveau 4: Den autoritative bevidsthed. ............................................................................................ 153<br />

Niveau 5: Den integrerede bevidsthed. ............................................................................................ 153<br />

EPILOG<br />

Kierkegaards og menneskets fortvivlelse ........................................................................................ 157<br />

1. Ikke at være bevidst om at være et selv .................................................................................... 158<br />

2. Ikke at ville være sig selv bekendt .............................................................................................. 159<br />

3. At ville være et særligt storslået selv ........................................................................................ 159<br />

4. Trodsigt at ville undgå at forandre sit selv ................................................................................ 160<br />

Hvor der er ungdom, er der håb. .................................................................................................... 161<br />

Litteraturliste .................................................................................................................................. 163


Forord<br />

FORORD SIDE 8<br />

Frisat – Udsat: En grundbog i ungdomspædagogik er den sidste i rækken af publikationer, der er finansieret af<br />

Socialministeriets klubudviklingspulje: En pulje, der blev afsat til at udvikle kvaliteten i klubtilbuddene især i forhold<br />

til sårbare og <strong>udsat</strong>te unge.<br />

Bogen henvender sig til klubpædagoger og andre pædagoger, der arbejder inden for ungdomspædagogik, som<br />

efter vores mening er en særlig disciplin inden for pædagogikken. Ungdomspædagogikkens fornemmeste<br />

opgave er at være understøttende, udviklende, provokerende og tryghedsskabende i forhold til de unge, der<br />

bl.a. skal bruge ungdomsperioden til at udvikle en voksenidentitet. I denne proces har de unge brug for at<br />

kunne spejle sig i andre unge og i troværdige voksne, der kan være relevante rollemodeller i en identitetssøgende<br />

proces. Gennem samarbejdet med de mange pædagoger i forbindelse med klubudviklingspuljen og<br />

gennem omfattende litteratursøgning har vi erfaret, at ungdomspædagoger kan have en meget stor betydning i<br />

udviklingsprocessen for de sårbare og <strong>udsat</strong>te unge - både som rollemodeller og som supervisorer.<br />

Ungdomspædagoger spiller således en central rolle både for de unge, som de arbejder med og i samfundet<br />

som helhed. Ungdomspædagogisk arbejde er en vigtig brik i udviklingen af unges kompetencer i forhold til at<br />

kunne klare sig i et kompliceret, postmoderne samfund.<br />

Man kan stille det provokerende spørgsmål, om en ungdomspædagog kan udvikle og kvalificere sit pædagogiske<br />

arbejde ved at tilegne sig generel viden om ungdomspædagogik og om den samfundsmæssige kontekst<br />

for denne, når det pædagogiske arbejde skal og må udfolde sig i praksis i de handlinger, vi foretager os i de<br />

sociale relationer, som vi indgår i.<br />

En af forudsætningerne for udførelse af pædagogisk arbejde med den fornødne kvalitet er efter vores mening<br />

evnen til at kunne reflektere over egne og andres handlinger og samspillet mellem disse. Refleksion handler<br />

om at udvikle sin evne til at forholde sig kreativt og analyserende til sig selv og sin omverden for at kvalificere<br />

sine fremtidige handlinger i en målrettet proces. Forudsætningen for kompetent refleksion er, at vi er i stand til<br />

at samordne konkrete erfaringer til generelle erfaringer således, at vi kan bruge de generelle erfaringer i det<br />

konkrete pædagogiske arbejde med unge.<br />

Det er her, at bogen - eller det læste ord - om ungdomspædagogik kommer ind som et relevant værktøj i


SIDE 9 FORORD<br />

bestræbelserne på at udføre det bedst mulige pædagogiske arbejde. Bogens syv temaer afspejler de områder,<br />

som vi gennem vores arbejde med klubudviklingspuljen har erfaret, at pædagoger er optagede af og stiller<br />

spørgsmål til, og som vi med vores generelle indsigt om arbejdet med unge finder relevante. Spørgsmålene til<br />

og nysgerrigheden omkring de syv temaer udspringer af pædagogernes daglige arbejde og deres bestræbelser<br />

på at udføre arbejdet med højst mulig kvalitet, men i en travl hverdag kan det være svært at samle de konkrete<br />

erfaringer til en generel viden. Det er den proces, som man bl.a. kan blive hjulpet til gennem læsning og tilegnelse<br />

af teorier og metoder om specifikke emner inden for det ungdomspædagogiske felt.<br />

Bogen præsenterer en række tænkemåder og teorier om ungdomspædagogik og de samfundsmæssige kontekster.<br />

Dette vil forhåbentlig give læseren lyst til yderligere fordybelse og refleksion i det pædagogiske arbejde<br />

– en nødvendig og livslang proces, som vi er nødt til at forpligte os til, når vi har valgt at arbejde med os selv<br />

og vores egne faglige og ikke mindst personlige kompetencer som det primære arbejdsredskab.<br />

Refleksion i forhold til ungdomspædagogik må altid tage afsæt i pædagogikkens evne til at være understøttende<br />

og udviklende i forhold til de unges håndtering af egen udviklingsproces. Denne refleksion foregår altid ud<br />

fra et bestemt grundsyn eller en række grundlæggende antagelser – bevidste eller ubevidste.<br />

Denne bog er på samme vis skrevet ud fra en række grundlæggende antagelser om mennesket og dets stræben<br />

efter anerkendelse, selvtillid og respekt og i forlængelse heraf menneskets ønske om at gøre en forskel.<br />

UFC Børn og Unge og dermed denne publikation, der er udgivet af UFC Børn og Unge, vedkender sig dette<br />

grundlæggende menneskesyn.<br />

Som konsekvens heraf er bogen skrevet i dyb respekt for de mange ungdomspædagoger, der efter UFC Børn<br />

og Unges opfattelse gør en stor og betydningsfuld indsats i forhold til <strong>udsat</strong>te og sårbare unges udviklingsproces.<br />

Måtte denne bog kunne give sit bidrag til dette menneskeligt og samfundsmæssigt vigtige arbejde.<br />

Ida Flachs<br />

Souschef, UFC Børn og Unge


Prolog<br />

PROLOG SIDE 10<br />

Vi har kaldt denne bog Frisat - Udsat for at tematisere et vigtigt fænomen i tiden: At dagens unge er <strong>frisat</strong> fra<br />

de kulturelle traditioner, som normalt har sat rammerne for unges selvudvikling, og at de samtidigt er <strong>udsat</strong> for<br />

at fare vild i deres bestræbelser på at finde sig en identitet.<br />

De <strong>frisat</strong>te unges bestræbelser har vidt forskellig karakter: De strækker sig fra at handle om at eksperimentere<br />

med kønsroller, udtryksformer, beklædning over stoffer, vold og hærværk til selvdestruktion.<br />

Vi har ikke haft den ambition at komme rundt om alt, men kun at slå en rød sløjfe om det, vi finder at man<br />

som ungdomspædagoger nødvendigvis må forholde sig til i dag. Bogens undertitel er Grundbog i ungdomspædagogik,<br />

og man kan diskutere, hvad der skal med, før man med rette kan tale om en grundbog.<br />

Den røde tråd, som vi har vævet ind i bogen er et forsøg på at forstå de vilkår, som de særligt <strong>udsat</strong>te unge<br />

har midt i det uendelige mulighedsfelt, som de befinder sig i. Vi mener at forstå, hvorfor nogle unge ”spræller<br />

sig træt i muligheder” netop, fordi de nødvendigheder, som de er opvokset med ikke har indgivet dem troen på<br />

selv at kunne finde ud af det (= det komplekse og indviklede). Den røde tråd væver sig også rundt om, hvad vi<br />

mener, at ungdomspædagoger skal være og kunne for at gøre en forskel, og hvad vi mener, at den pædagogiske<br />

arbejdsplads skal kunne for at udfordre og støtte pædagogernes udvikling. Det skriver vi særligt om i de<br />

afsluttende tre dialoger.<br />

Bogen har en prolog, en epilog og syv dialoger<br />

Vi har valgt at inddele bogen i syv dialoger med læseren ud fra syv grundlæggende spørgsmål. De syv spørgsmål<br />

er:<br />

1) Hvilke grundantagelser bygger bogen på?<br />

2) Hvilket samfund lever vi i?<br />

3) Hvilken ungdom taler vi om?<br />

4) Hvilke sammenhænge må de unge finde sig (selv) i?<br />

5) Hvad skal en ungdomspædagog kunne i dag?<br />

6) Hvad skal den pædagogiske arbejdsplads kunne?<br />

7) Hvilken teori har en ungdomspædagog brug for?


SIDE 11 EPILOG<br />

Spørgsmålene udpeger det felt, som vi gennem vort arbejde med Socialministeriets Klubudviklingspulje er blevet<br />

opmærksom på, at klubpædagogerne er stærkt optagede af. Når vi kalder de enkelte afsnit dialoger, er det<br />

således dels for at illustrere forfatternes indbyrdes dialog, og dels for at skildre vores mange samtaler med<br />

klubpædagogerne gennem de seneste tre-fire år, hvor klubudviklingspuljen har eksisteret.<br />

Det er imidlertid vigtigt for os at understrege, at vi ser klubmedarbejderen og ungdomsklubben som en case<br />

på hele det ungdomspædagogiske felt. Det betyder, at når vi f.eks. skriver om klubmedarbejderen, kunne vi<br />

lige så godt have skrevet ungdomspædagogen; ligesom ungdomsklubben er det konkrete eksempel på den<br />

pædagogiske institution og arbejdsplads.<br />

Vi har ønsket at skrive en bog, som fagligt passer til de mange kloge ungdomspædagoger, som vi har truffet<br />

på vor ”vandring gennem ungdomsklubberne”.<br />

Flemming har primært været med til at gennemføre<br />

en uddannelse af klubmedarbejdere til ”kompetenceudviklingsagenter”.<br />

Marianne har været konsulent<br />

for medarbejderne i klubprojekterne og har været<br />

med til at planlægge og gennemføre de faglige seminarer<br />

og konferencer, som er blevet afholdt i forbindelse<br />

med puljen. Sammen har vi bidraget til de fem<br />

hæfter med fællestitlen Fagets stemme, som indeholder<br />

en stor del af de såkaldte narrativer (livsfortællinger),<br />

der er indsamlet undervejs i arbejdet med<br />

puljen.<br />

Vi har følt os beriget af det faktum, at<br />

Socialministeriet har givet os mulighed for at skrive<br />

denne bog. Vi havde imidlertid ikke kunne skrive<br />

denne bog uden de mange værdifulde bidrag fra<br />

vores kolleger i UFC i form af forslag, vurderinger og<br />

kærlig kritik. Det skal de have tak for.<br />

Flemming Andersen og Marianne Vesterbirk<br />

København, januar 2005


DIALOG 1 SIDE 12<br />

Hvilke grundantagelser<br />

bygger bogen på?<br />

Hvorfor nu denne dialog?<br />

Forestillingen om, at man kan forholde sig observerende og neutralt til verden<br />

uden at påvirke den, er udledt af et forældet naturvidenskabeligt ideal, som<br />

fører ind i en blindgyde - særligt hvis det overføres til det samfundsvidenskabelige<br />

og humanistiske område.<br />

Mennesker er motiverede observatører af det, de ser. Det gælder i særdeleshed,<br />

når det, de ser, handler om andre mennesker. Selv når vi ihærdigt bestræber<br />

os på at være værdineutrale (eller måske særligt når vi bestræber os på at<br />

være det) spiller vores subjektive forestillinger os et puds.<br />

Derfor vil vi her fra bogens start anføre de grundantagelser, som er forudsætningen<br />

for at forstå bogens <strong>indhold</strong>. De første antagelser kan være vanskelige<br />

at fordøje, når man som vestligt skolet er opdraget til at tænke i lineære<br />

årsagsforklaringer. Lineær tænkning er troen på, at der til enhver virkning findes<br />

én enkelt årsag. Når en tagsten falder ned fra taget, skyldes det enten, at<br />

vinden har blæst den løs, eller at den ståltråd, der tidligere holdt tagstenen, er<br />

rustet over. I dette tilfælde kan en simpel årsagsforklaring være god nok. Men<br />

livets begivenheder er ofte langt mere komplicerede. Her spiller adskillige<br />

årsager sammen, og årsager og virkninger kan udgøre en cirkulær proces,<br />

hvor virkninger bliver til årsager og vice versa. Spinder katten, fordi konen stryger<br />

den over pelsen, eller stryger konen katten, fordi den spinder?<br />

Der er flere grunde til, at vi lægger ud med at beskrive vores grundantagelser:<br />

For det første gør vi det i håbet om, at læseren giver sig tid til at diskutere<br />

med sig selv og andre, hvilke grundantagelser han eller hun har om ”virkelig-


SIDE 13 DIALOG 1<br />

heden”. For det andet har det været nødvendigt for os som forfattere med forskellige<br />

udgangspunkter at afklare, hvilke antagelser bogen skulle bygge på.<br />

Og for det tredje har vi fundet det vigtigt at sikre en erkendelsesteoretisk rød<br />

tråd gennem bogen.<br />

Vi håber, at vores grundantagelser udfordrer læserens tankegang og udvider<br />

de hverdagsmæssige forklaringer på, hvordan komplekse systemer som f.eks.<br />

den menneskelige psyke, organisationer og samfund hænger sammen.<br />

Til hverdagsbrug benytter de fleste mennesker sig af en lineær tankegang.<br />

Den kaldes sådan, fordi den bygger på en antagelse om, at der til enhver<br />

virkning findes en årsag, som er at finde (umiddelbart) før virkningen; så at<br />

sige på en tidsmæssig lige linje.<br />

Så enkelt kan et system imidlertid ikke forstås. Derfor vil vi i vores første antagelse<br />

argumentere for, at de forandrende bevægelser, som optræder i et system,<br />

finder sted på kryds og tværs og frem og tilbage - men meget sjældent<br />

lineært.<br />

Det kan være svært at forstå den systemiske årsagsforklaring, så de første<br />

dialoger vil utvivlsomt irritere nogle læsere. Hvis de forekommer alt for vanskelige<br />

at komme igennem, skyldes det, at det er svært.<br />

Den lineære tankegang ender i en blindgyde<br />

Ophævelsen af den lineære tankegang vil give nye forestillinger om, hvordan<br />

man kan og skal forstå den komplekse virkelighed. Men den systemiske<br />

tænkning rejser også en række nye vanskeligheder. I det følgende gennemgås<br />

seks af de mere hyppige vanskeligheder, der kan opstå i forbindelse med, at<br />

man begynder at tænke systemisk og arbejde cirkulært (Roberts & Kemeny i<br />

Senge, 1999).<br />

1. antagelse:


DIALOG 1 SIDE 14<br />

Der findes ingen entydigt rigtige svar<br />

At forstå et komplekst system er at forsøge at trænge ind i den dynamik af<br />

gensidige relationer, som er alle komplekse systemers karakter. Desværre kan<br />

man aldrig opnå at finde et enkelt og rigtigt svar på sine spørgsmål. Der findes<br />

altid et utal af mulige svar. Nogle fortolkninger fører til, at du kan håndtere de<br />

problemer, som systemet stiller dig overfor på en effektiv måde, mens andre<br />

fortolkninger fører til mindre effektive håndteringer. Nogle handlinger vil medføre<br />

ønskede resultater; andre vil sandsynligvis have uønskede virkninger andre<br />

steder i systemet. Derfor medfører den cirkulære tænkning, at du må lære dig,<br />

at alle handlinger har sin pris, og at der ikke findes en enkelt sandhed om et<br />

systems indre dynamik.<br />

Man kan ikke dele en elefant op i småbidder<br />

Det går ikke at forholde sig til et komplekst system (som f.eks. en elefant) ved<br />

at beskæftige sig med dets enkeltdele. Ingen enkeltdele af et system fungerer<br />

uafhængigt af de øvrige dele. Hvis man alene ser på elefantens snabel, kunne<br />

man tro, at den er en stor slange, og hvis man kun ser elefantens ben, kunne<br />

man få den idé, at der er tale om fire pæle. Man bliver derfor nødt til at se et<br />

system i dets helhed og f.eks. se dets problemer i sammenhæng med de<br />

ikke-problematiske aspekter.


SIDE 15 DIALOG 1<br />

For at skabe brugbare informationer om et komplekst system må man forsøge<br />

at se systemet fra så mange forskellige positioner som muligt. Det kræver, at<br />

der er flere personer involveret i analysen. Cirkulær tænkning fordrer i sin<br />

kerne gensidighed og samarbejde.<br />

Årsag og effekt er ikke nødvendigvis forbundet i tid og rum<br />

Man kan aldrig slutte sig til, hvordan man skal håndtere et problem blot ved at<br />

fokusere på problemets symptomer. Gå hellere mod strømmen eller tilbage i<br />

tid for at få nyttige informationer om problemets dynamik. Hvis man skal gøre<br />

sig håb om at finde konstruktive måder at håndtere problemer på, er det ofte<br />

bedst at gøre ingenting. Andre gange kan der dukke idéer op fra helt uventede<br />

kilder. Men den traditionelle kausale indfaldsvinkel vil som regel føre dine tanker<br />

ind i blindgyder.<br />

Man kan ikke både spise sin kage og gemme den til i morgen<br />

Når man forbereder sig på, hvordan man vil håndtere en udfordring, bør man<br />

huske at medtænke den tidsforsinkelse, der er mellem udfordringen og den<br />

mulige håndtering. Hvis du f.eks. foreslår, at antallet af medarbejdere skal<br />

udvides for at håndtere en overvældende arbejdsmængde, er det klart, at det<br />

tager tid at give medarbejderne den nødvendige træning og uddannelse.<br />

Sådan er det med alle systemiske problemhåndteringer: Ting tager tid, og du<br />

må lære dig, hvordan et givent system fungerer, hvis du vil forsøge at gribe ind<br />

i det. Forsøg at beherske din trang til at springe analysen over og gå direkte<br />

fra problem til problemløsning.<br />

Den direkte vej til en løsning fører ofte tilbage til start<br />

Pas på de lette, hurtige løsninger. De fleste griber ind i et system på et overfladisk<br />

niveau ved f.eks. at ændre reglerne, strukturerne, arbejdsprocesserne,


2. antagelse:<br />

DIALOG 1 SIDE 16<br />

materialerne, belønningsformerne eller informationsprocedurerne. Men det sikrer<br />

ikke blivende udviklingsprocesser i et system. Hvis et system skal ændres,<br />

må man have fat i de dybere systemvariable: Forståelsen af menneskers holdninger,<br />

grundantagelser og værdier er en forudsætning for at forstå, hvorfor<br />

regler, strukturer og arbejdsprocesser i et system er, som de er.<br />

Forholdene vil ofte blive værre,<br />

før de bliver bedre<br />

Den systemiske teori er blevet kaldt ”den ny<br />

mistrøstigheds videnskab", fordi den systemiske<br />

tænkning påpeger systemets sårbarheder<br />

og begrænsede forståelser – og ikke<br />

mindst fordi den systemiske teori peger på<br />

den kendsgerning, at dagens løsninger er<br />

morgendagens problemer. Problemer må<br />

bringes frem i lyset for at kunne håndteres.<br />

Kun ved at synliggøre det tidligere tilslørede<br />

åbnes dørene til en reel gradvis forbedring.<br />

Virkeligheden er en social konstruktion<br />

Som mennesker har vi over tid og med besvær lært os, at vi ikke ved noget<br />

om virkeligheden i sig selv. Vi tror at vide, hvad virkeligheden er for os med det<br />

sprog, den kultur og de (for)domme, vi har udviklet. Den ”kulturelle suppe”,<br />

som vi er omgivet af, betyder, at vi har fået et særligt kulturelt syn på virkeligheden<br />

. Virkeligheden er ikke én gang for alle objektivt givet, og den eksisterer<br />

ikke uafhængigt af vores forestillinger om den eller uafhængigt af det sprog,<br />

som vi taler om den i.


SIDE 17 DIALOG 1<br />

Menneskelig vækst består ganske vidst i gradvist at overvinde det subjektive.<br />

At gøre verden til genstand til objekt for refleksion og beskuelse er at objektivisere<br />

den (hvilket betyder at stille os selv udenfor eller overfor fænomenerne).<br />

Men at overvinde den subjektive farvning af verden en gang for alle er ikke<br />

erkendelsesteoretisk muligt. Det, vi ser, afhænger af øjnene, der ser, og selv<br />

med et højt bevidsthedsniveau (se Dialog 7: Kegans teori) er vore observationer<br />

fortsat prægede af vores begrænsede sprog, ligesom vores følelser og håb<br />

farver det, vi ser.<br />

Omvendt er virkeligheden heller ikke blot et produkt af vores egen frie, individuelle<br />

fantasi. Virkeligheden er konstrueret af os i samarbejde med andre.<br />

I en samtale om, hvad der er en hund, og hvad der ikke er en hund, udvikler vi<br />

ikke blot vores begreber, men også vores syn på, hvad der er virkeligt. Ikke<br />

alene har vi måtte lære os at benævne (eller begribe) hunden - vi har også lært<br />

os, hvordan vi i praksis skal omgås hunden uden at komme til skade.<br />

Når det drejer sig om hunde, er der et begrænset antal måder at begribe og<br />

gribe dem an på. Drejer det sig om stole og borde, er mulighederne endnu<br />

mere begrænsede, hvorfor vi let kan blive enige om, hvad de ”i virkeligheden<br />

er”. Men jo mere vi nærmer os de abstrakte begreber (som vi ikke fysisk kan<br />

gribe), desto større forhandlinger skal der til, før vi lærer at leve med forskellene<br />

i vores syn på virkeligheden.<br />

Mennesket – dets bevidsthed og personlighed – er en social konstruktion.<br />

Disse begreber er oparbejdet i vores kultur gennem en lang række mellemmenneskelige<br />

(sproglige) forhandlinger. Abstrakte begreber som tid, rum,<br />

psyke, sammenhænge osv. ved vi endnu mindre entydigt om, end vi gør om de<br />

fysiske genstande. Abstrakte begreber kender vi kun indirekte gennem vores<br />

fælles sproglige tilnærmelser til dem.<br />

Denne antagelse om virkeligheden hører til den filosofiske skole, som kaldes<br />

socialkonstruktionisme. Socialkonstruktionismen hævder, at virkeligheden er


3. antagelse:<br />

DIALOG 1 SIDE 18<br />

socialt konstrueret. Det gælder ikke mindst vores opfattelse af godt og ondt og<br />

af sandt og falsk. Det sprog, som vi orienterer os ved hjælp af, er konstrueret<br />

over tid gennem mere eller mindre bevidste forhandlinger mellem mennesker,<br />

og det gælder kun for mennesker.<br />

Det vil føre for vidt at indføre læseren i hele den socialkonstruktionistiske filosofi.<br />

Men den socialkonstruktionistiske forestilling om, at den unges personlighed<br />

er resultatet af en konstruktion (en sproglig forhandling) er ikke fremmed<br />

for klubmedarbejdere. Det er den tanke, som ligger bag klubmedarbejdernes<br />

ønske om at gå i dialog med de unge om deres relationer, interesser og vilkår<br />

for herigennem bedre at forstå, hvorfor de er blevet til den person, de er.<br />

Den socialkonstruktionistiske tankegang fremtvinger et opgør med de mange<br />

psykokemiske, biologiske og genetiske diagnoser (f.eks. DAMP), som for tiden<br />

forurener den pædagogiske tænkning.<br />

Relationen går forud for personligheden<br />

Denne vores tredje antagelse er, at vi kun kan forstå et menneske på baggrund<br />

af de konkrete mellemmenneskelige relationer, som individet er og har<br />

været indvævet i.<br />

At forstå et menneskes relationer er at se det i samspil med familien, i forhold<br />

til vennerne, lærerne, pædagogerne og andre betydningsfulde personer. Det er<br />

i relation til sådanne betydningsfulde andre, at det enkelte menneske udvikler<br />

sine egenskaber, sine værdier og sine meninger (for en grundigere redegørelse<br />

se Dialog 7).<br />

Socialkonstruktionisterne hævder altså, at relationerne går forud for det, der<br />

bliver til den individuelle psyke. At relationerne går forud for individualiteten<br />

betyder ikke, at personligheden kan reduceres til at være et produkt af sine<br />

sociale relationer. Ifølge socialkonstruktionismen er ”selvet” en konstruktion,<br />

hvor individets dialog med dets omgivelser giver de nødvendige input. Det er i


SIDE 19 DIALOG 1<br />

dialogen og i det gensidige møde med den anden, at vi lærer noget om os<br />

selv, som vi kan tage til efterretning eller arbejde på at ændre.<br />

Som de sociale væsener, vi er, udvikler selvet sig indenfor de input, som vores<br />

sociale relationer giver og indenfor de sociale rammer, som relationerne udfolder<br />

sig i: ”Identitet formes af sociale processer. Når den først har udkrystalliseret<br />

sig, vedligeholdes den, modificeres, eller omformes af de sociale relationer”<br />

(Berger & Luckmann, 1966/1990, s. 200).<br />

Ud over at forsøge at forstå den unge i sine relationer må vi skaffe os indblik i<br />

de sociale og psykiske rammer, som fremmer eller begrænser den unges valg<br />

og konkrete adfærd. En ung er altså andet og mere end resultatet af sin biologiske<br />

opskrift (generne). Mennesket er allerede fra livets start blevet dyppet i<br />

en ”kulturel suppe”, som det har fået fuldt så meget næring af, som det har<br />

fra moderens bryst.<br />

Den unge er i sine relationer og må finde sit selv (sig selv) i dem. Ligesom rammerne<br />

(f.eks. de økonomiske vilkår, den unge er opvokset under) sætter sine<br />

muligheder og sine begrænsninger for de relationer den unge er præget af .<br />

Vi tror i øvrigt, at hvis man lærer sig at se den unge i dennes relationer og<br />

politiske, sociale og psykologiske vilkår, åbnes der for en mere optimistisk<br />

synsvinkel på, hvad man som hjælper kan og bør gøre for at skaffe den unge<br />

nye og bedre muligheder for at træffe identitetsskabende valg (f.eks. indgå i<br />

nye relationer og gøre op med eller omfortolke sine vilkår).<br />

Mange af de traditionelle psykologiske betragtninger om selvet tager udgangspunkt<br />

i, at selvet er en observerbar enhed, der kan udforskes uafhængigt af de<br />

relationer, som selvet indgår i; at man kan udforske selvet på nogenlunde<br />

samme måde, som man mener, at objekter i den fysiske verden kan udforskes.<br />

Men ifølge socialkonstruktionismen kan dette ikke lade sig gøre, idet<br />

selvet (ligesom alt andet i vores psykiske såvel som vores fysiske verden) er<br />

tæt forbundet med vores sociale, relationelle virkelighed.


DIALOG 1 SIDE 20<br />

Den relationelle pointe kan illustreres med Flemming Andersens model af relationens<br />

forrang for det individuelle:<br />

BEVIDSTHED<br />

PRAKSIS<br />

Model 1 er en stiliseret tegning af den mindste relation,<br />

som man indgår i: Dyaden. I denne dyade<br />

repræsenterer de to sløjfer to individer, som står i<br />

relation til hinanden. Hver sløjfe har en overbygning<br />

(hovedet, bevidstheden), som dels får input fra ”det”<br />

(verden udenfor relationen) og dels fra ”du” (den<br />

anden i relationen). En sådan dyade er den mindste<br />

sociale enhed, der kan tænkes. Mennesket er ikke<br />

en monade (et selvstændigt univers), men indgår<br />

mindst i en dyade med en betydningsfuld anden . At<br />

være i relation betyder, at vi kun kan forstå vores<br />

egne succeser, fiaskoer, ressourcer og problemer<br />

som resultatet af, hvordan vi har set os selv i den<br />

andens øjne. Vi er ikke isolerede, men relaterede.<br />

Vores psyke er ikke en enhed dannet og udviklet af<br />

sig selv, men et resultat af de relationer, som vi til<br />

enhver tid har indgået og aktuelt indgår i.<br />

Sådan starter det. ”Manden” og ”kvinden” griber ind i hinandens liv (her<br />

underliv) og bidrager med et æg og en spermatozo til det kommende foster.<br />

Fosteret og moderen udgør en ubrydelig komplementær relation som forudsætning<br />

for fosterets vækst. Efter fødslen udgør omsorgspersonen og barnet<br />

også en tæt relation, som varer, indtil barnet kan løsrive sig på et givet tidspunkt<br />

i ungdomsårene for at indgå i nye relationer – og næste generation<br />

kører en ny runde på udviklingens cykel.<br />

Imellem de store cykler indgår vi i utallige dyadiske relationer til betydningsfulde<br />

andre: Voksen og barn, leder og medarbejder, spiller og dommer osv. Alle<br />

disse relationer udgør en relationel komplementaritet af to forskellige personer,<br />

som i deres forskellighed formår at fuldstændiggøre hinanden.


SIDE 21 DIALOG 1<br />

Begrebet komplementaritet benytter vi i overensstemmelse med den danske<br />

kvantefysiker Niels Bohrs brug af ordet. Bohr brugte det for at forklare en<br />

række paradoksale fænomener, som optræder i kvantefysikken. Et af disse<br />

fænomener er, at man må bruge to gensidigt udelukkende tankemodeller for at<br />

forstå partiklernes bevægelse omkring atomkernen.<br />

Den ene model beskriver elektronerne som partikler, mens den anden beskriver<br />

elektronerne som stofbølger. Begge modeller kan ikke være sande, da de i<br />

forhold til den klassiske fysik udelukker hinanden. Men tilsammen er de nødvendige<br />

for at forklare de komplekse fænomener, som optræder i kvantefysikken.<br />

Bohr opfattede også forholdet mellem et videnskabeligt forsøg og observationen<br />

af forsøget som et komplementært forhold.<br />

Udover at være et nødvendigt begreb i forbindelse med kvantefysikken, mente<br />

Bohr, at begrebet komplementaritet kunne generaliseres til et alment princip<br />

for forståelse af de iagttagelsesvilkår, som optræder i alle menneskelige mikroprocesser.<br />

F.eks. er det umuligt for et menneske at iagttage forholdet mellem<br />

egne tanker, følelser og handlinger på den ene side og samtidigt de ydre<br />

udtryk af disse på den anden side. Betragter jeg mit spejlbillede for at se,<br />

hvorledes mit udtryk er, når jeg har følelsen X, ser jeg ikke det, men derimod<br />

det udtryk, som jeg har, når jeg betragter mit spejlbillede.<br />

Der optræder altid en principiel spaltning og en komplementaritet mellem det<br />

ydre og det indre. Sådan er det også, når mennesker indtræder i en relation.<br />

Du ser verden fra din position, og jeg ser verden fra min. Hvis du er kvinde, og<br />

jeg er mand, er vi blevet viklet ind i så forskellige forståelser, at det ikke er<br />

muligt for os at se verden på samme måde. Gennem dialog har vi en mulighed<br />

for at bringe os tættere på en forståelse af de forskelle, som gør forskellen.<br />

Det komplementære i relationen gør samtalen mellem os nødvendig. Min forståelse<br />

er ikke tilstrækkelig, ligesom din ikke er det. Først når vi ser sagen fra<br />

hver vores position, udvikles vores forståelse. Derfor er der i komplementariteten<br />

både indlejret en konflikt (skærpet uenighed) og en mulighed for læring<br />

(dybere indsigt).


4. antagelse:<br />

DIALOG 1 SIDE 22<br />

Tanken om, at relationen går forud for individet, er vanskelig for de fleste at<br />

fange. Robert Kegan (1994) har forsøgt at anskueliggøre forholdet mellem<br />

delene og helheden på denne måde:<br />

”Forestil dig en glascylinder eller et rør, som er åbent i hver ende og som ligger<br />

på siden. Inde i cylinderen er der en marmorkugle. Vi vil nu skubbe til<br />

cylinderen, så kuglen kommer i bevægelse. Hvilken ende vil kuglen komme ud<br />

af? Mens vi diskuterer det, er det helt naturligt for os at skelne mellem<br />

cylinderens to ender, som var de uafhængige af hinanden. Hvis vi står på<br />

samme side af cylinderen, vil vi skelne mellem den ”højre åbning” og den<br />

”venstre åbning”. Hvis vi nu begyndte at være meget opmærksom på de to<br />

åbninger, ville vi kunne konkludere, at cylinderen kunne opfattes som to<br />

åbninger forbundet af glasset i cylinderen. Vi ville se glasset som noget, der<br />

forbandt eller relaterede de to åbninger til hinanden. På trods af, at dette er et<br />

uheldigt stationært og tingsliggjort billede af en relation, er røret faktisk et<br />

bånd eller et link mellem de to dele; åbningerne. Delene ”har en relation”; en<br />

relation til hinanden, og røret definerer relationen... Det vil være naturligt at<br />

sige: Relationen går forud for de to dele. Delene (åbningerne) indgår i en relation.”<br />

(Kegan, s. 313).<br />

Vi danner vores virkelighedsopfattelse i dialog med andre<br />

Vi er af den antagelse, at menneskers virkelighedsopfattelse skabes i dialog<br />

med andre.<br />

Men hvad er en dialog? En dialog er andet og mere end at tale sammen eller<br />

diskutere et emne.<br />

Det kræver dialogisk kompetence at kunne gå i dialog med andre. Det første<br />

og afgørende element i dialogiske kompetence er evnen til at se den anden i<br />

egen ret, altså som et individ med interessante meninger og en særegen<br />

viden. I praksis demonstreres denne oplevelse gennem tre deldiscipliner: At<br />

høre hvad der bliver sagt, at spejle den andens udsagn og vurderinger og at


SIDE 23 DIALOG 1<br />

spørge til den anden på en konstruktiv og engagerende måde. Det sidste og<br />

afgørende element i dialogiske kompetence er, at man sikrer en naturlig ”turtagning”<br />

i dialogen; at den foregår som en organisk ind- og udånding, hvor der<br />

er plads til begge i udfyldelsen af samtalerummet.<br />

Når dialogens betydning hører blandt vores grundantagelser om, hvordan man kan<br />

og bør arbejde med unge, hænger det sammen med, at alt for mange unge bliver<br />

talt til af voksne frem for at blive inddraget i en ligeværdig dialog. Den ligeværdige<br />

dialog er den simple forudsætning for, at den unge kan finde frem til, hvad han<br />

eller hun selv mener – eller rettere: Det er gennem dialogen, at den unge kan gennemføre<br />

meningsmæssige sproghandlinger, som åbner for selvindsigt.<br />

Den voksne skal i den dialogiske sproghandling være det, som Bennet Pierce (i<br />

Ritchie, 2004) kalder en ”game master”: Den, der sætter sprogspillet i gang,<br />

så den mindre erfarne unge kan blive medspiller (en gennemgang af Pierces<br />

sprogteori findes hos Ritchie, 2004, s. 227).<br />

Dialogen er den vigtigste sproghandling. Den påvirker vores selvbillede, og den<br />

kan både såre og hele. Dialogens væsentligste medium er sproget. Ifølge socialkonstruktionismen<br />

er sproget ikke kun et middel til en nuanceret dialog, men<br />

også et middel til socialt samvær og følelsesmæssig udveksling mellem mennesker.<br />

Forholdet mellem ord, kropslige udtryk (f.eks. gestik), tanke og følelse er<br />

sammenvævet i én proces, hvor særligt det verbale sprog er styrende for de<br />

øvrige delprocesser. Men den opfattelse, at tanker først fuldt eksisterer, når de<br />

kommer til udtryk i sproget, er ikke ny. Den kan spores tilbage til Vygotsky og<br />

til den kulturhistoriske skole i sovjetisk psykologi. Vygotsky understreger således,<br />

at alle handlinger, både de sociale og de individuelle, udføres ved hjælp af<br />

værktøjer og symboler, hvor sproget er det mest betydningsbærende.<br />

Menneskets viden bygger ikke alene på egne erfaringer, men også på andres<br />

erfaringer og her spiller sproget som kilde til viden, social adfærd og bevidst-<br />

Definition af begrebet<br />

dialog:<br />

Ordet dialog kommer af<br />

det græske ord ”dia”,<br />

som betyder, at noget flyder<br />

igennem, og ”logos”,<br />

som betyder ord eller<br />

viden. Dialog betyder<br />

altså, at vi lader vores<br />

forskellige viden flyde<br />

mellem os til gensidig<br />

gavn, inspiration og<br />

oplysning. Alle taler om<br />

dialog, men meget få<br />

besidder en egentlig dialogisk<br />

kompetence.<br />

Dialogen er udviklende,<br />

og dialogen forbedrer<br />

indsigt og forståelse af,<br />

hvad det vil sige at være<br />

menneske i almindelighed<br />

og at være mig med<br />

dig, min dialogpartner, i<br />

særdeleshed.


5. antagelse:<br />

DIALOG 1 SIDE 24<br />

hed en afgørende rolle. Ifølge Vygotsky er det via sproget, at vi danner og former<br />

vores identitet og giver udtryk for vores oplevelse af verden.<br />

Selvet er et forhold, som forholder sig til sig selv<br />

Mennesket forholder sig til sig selv. Det kan det, fordi det kan se sig selv udefra.<br />

Og det kan se sig selv udefra, fordi det har to hjernehalvdele, som i en vis<br />

udstrækning kan tænke uafhængigt af hinanden, og som kan opretholde to<br />

forskellige psykiske tilstande. De to tilstande kalder vi for henholdsvis Mig-tilstanden<br />

og Jeg-tilstanden.<br />

Når en person er i sin Mig-tilstand, forholder han eller hun sig beskuende til<br />

sig selv og sin adfærd, og når mennesket er i sin Jeg-tilstand, forholder han<br />

eller hun sig spontant eller umiddelbart til sig selv og situationen.<br />

De to forskellige tilstande, som vi skifter mellem, er afhængige af hvilke ”indre<br />

stemmer”, der dominerer i den øjeblikkelige mentale dialog, som vi altid har<br />

med os selv i form af vores tænkning over den situation, vi befinder os i.<br />

Mig-tilstanden repræsenterer det, som George H. Mead og Zemring kalder den<br />

socialiserede del af selvet. Denne tilstand repræsenterer den ”indre observatør”,<br />

der som en fremmed ser på sig selv udefra. Jeg-tilstanden dominerer, når<br />

vi slipper vores impulser løs (læs mere om de to tilstande i Dialog 7).<br />

De to tilstande eller ”indre stemmer” skifter for de fleste af os fra det ene øjeblik<br />

til det andet. De sikrer et vibrerende positionsskifte, hvor vi henholdsvis<br />

tænker over de sociale konsekvenser af vores handlinger, og hvor vi slipper os<br />

selv fri til at nyde det spontane.<br />

Denne vekselvirkning betyder, at den socialt veltilpassede unge sjældent helt<br />

taber kontrollen med sig selv, ligesom det kun er i kortere momenter, at den<br />

veltilpassede unge helt og holdent bliver styret af de ydre forventninger og<br />

krav.


SIDE 25 DIALOG 1<br />

De socialt <strong>udsat</strong>te unge er i modsætning hertil enten overvejende behersket af<br />

Mig-tilstanden (den inderliggjorte, irettesættende stemme), eller de er ”besat”<br />

af en Jeg-tilstand. Er den unge behersket af Mig-tilstanden, kan naturlig spontanitet<br />

ikke komme til udtryk (typisk hos de stille, hæmmede piger). Er den<br />

unge ”besat” af Jeg-tilstanden, har han eller hun ikke den nødvendige distance<br />

til sine impulser (hvilket præger de vilde, impulsstyrede drenge).<br />

Figur og grund kan ikke ses samtidigt<br />

Enhver, der som barn har været optaget af at finde Holger i et komplekst billede,<br />

ved, hvor svært det kan være at skelne mellem figur og grund, som perceptionspsykologer<br />

kalder det.<br />

Jo mere kompleks en baggrund er, desto vanskeligere<br />

er det af finde figuren. Og når man<br />

endelig har fundet figuren, bliver man blind<br />

overfor baggrunden og omvendt.<br />

Forestillingen om figur og grund har skiftet<br />

afgørende karakter fra de objektivistiske forestillinger<br />

i det 20. århundredes begyndelse til<br />

nutidens forestillinger om omstændighedernes<br />

relativitet. Her i det posttraditionelle samfund<br />

må vi lære at leve med den kendsgerning, at<br />

vi kun kan se dét i det hyperkomplekse mønster,<br />

som vi er indstillet på at se.<br />

Leder du f.eks. efter problemer hos de unge, ser du dem til overmål. Leder du<br />

derimod efter den unges ressourcer og muligheder, er det disse, der springer<br />

dig i øjnene. Din indstilling til den unge er altså afgørende for, hvad du finder:<br />

Et fænomen, der kaldes en selvopfyldende profeti.<br />

6. antagelse:


DIALOG 1 SIDE 26<br />

Denne antagelse af forskellen mellem at se problemerne eller ressourcerne<br />

som figuren i det samlede billede, handler nok så meget om, at ressourcerne<br />

og problemerne er alt for komplekse og nuancerede fænomener til, at vi kan<br />

holde vores opmærksomhed på begge elementer på samme tid. Hvis man primært<br />

er orienteret mod problemerne, har ressourcerne en tilbøjelighed til at<br />

skrumpe og svinde ud af opmærksomheden. Er man derimod særlig opmærksom<br />

på ressourcerne, skrumper problemerne og bliver af mindre betydning.<br />

Derfor er vores grundindstilling til de unges problemer og ressourcer et valg af<br />

dyb betydning for det, vi ser og forventer. Vi må således fastholde, at den mest<br />

konstruktive synsvinkel er at lede efter den unges ressourcer.<br />

Naturligvis kan man ikke over tid undgå at se problemerne, vanskelighederne<br />

og barriererne i tilværelsen (eller hos en ung). Men når problemer og begrænsninger<br />

dukker op, ses de på grundlag af et sæt ressourcer hos den unge og<br />

ikke omvendt.<br />

Erfaringerne fra klubudviklingspuljen er entydige på dette punkt: Når man<br />

møder de unge med et ressource- og mulighedssyn, kommer der langt mere<br />

konstruktive møder ud af samspillet, end hvis man forventer problemer og<br />

besvær.<br />

Den anerkendende indfaldsvinkel til det socialpædagogiske arbejde med<br />

<strong>udsat</strong>te unge har vist sig meget brugbar. Men der er fortsat en del ”problemaner”<br />

i det ungdomspædagogiske felt, som tilsyneladende kun oplever sig som<br />

betydningsfulde, hvis de kan få lov at sætte deres problembeskrivelser af de<br />

unge på førstepladsen før ressourcebeskrivelserne.<br />

Det er egentligt forbløffende, at denne grundantagelse først er blevet udbredt<br />

indenfor de sidste 10 år på trods af, at placebo-effekten (f.eks. troen på, at en<br />

kalkpille virker) og de såkaldte selvopfyldende profetier har været kendt og<br />

undersøgt siden 1950’erne. At problemorienteringen har været stærkere end<br />

ressourceorienteringen kan skyldes, at netop det at se problemer er et<br />

væsentligt omdrejningspunkt i langt de fleste akademiske discipliner.


Mennesket forstår sig selv via sin livsfortælling<br />

SIDE 27 DIALOG 1<br />

Det fortællende eller narrative perspektiv er i de senere år begyndt at fylde i<br />

den psykologiske diskussion om identitet og udvikling. Det er ved at trænge<br />

ind i den psykologiske teori, at selvfølelse, mening og betydningskoder ligger<br />

indstøbt i de personlige fortællinger (narrativer), og at den letteste måde at få<br />

indsigt i det enkelte menneskes psykiske liv er ved at bede dem fortælle,<br />

hvem de er.<br />

Den hollandske psykolog Hubert Hermans (1995) ser således ”selvet” (personlighedens<br />

kerne) som menneskets grundfortælling om sig selv. Det personlige<br />

narrativ har vi imidlertid ikke skabt i enrum. Det er derimod resultatet af vores<br />

forhandlinger med betydningsfulde andre i vores liv.<br />

Vores narrativer er som alle andre fortællinger en blanding af fiktion og konkrete<br />

oplevelser. Vi kan ofte have vanskeligt ved at skelne mellem fiktion og<br />

fakta i de historier om vores liv, som vi fortæller til os selv og til andre. Hvad<br />

enten der er tale om fiktion (fantasi) eller om mere faktuelle kendsgerninger,<br />

udgør vores livshistorier et grundlag for vores selvforståelse, vores selvbillede<br />

og vores følelsesliv.<br />

Når vores selvfortælling først er fastlagt (f.eks.<br />

”jeg er initiativrig”), optræder pointen som en<br />

objektiv kendsgerning. Når vi har navngivet<br />

vores egenskaber, mener vi at vide, hvad det<br />

er, vi taler om: ”To name it is to tame it”.<br />

7. antagelse:


DIALOG 1 SIDE 28<br />

Hvis en kammeratskabsgruppe har forhandlet sig frem til, at ”Ole er en<br />

tyveknægt”, er der produceret en historie (en social konstruktion) om Ole, som<br />

tager sig ud som en kendsgerning. Jo tidligere Ole selv har hørt denne historie,<br />

desto mere vil historien finde sin bekræftelse i form af, at Ole lever op til<br />

udsagnet og selv spiller rollen i det livsmanuskript, der har ham som<br />

tyveknægt i hovedrollen.<br />

Som sagt er et menneskes selvforståelse (narrativ) ikke blot en passiv indoptagelse<br />

af andres historier om ’mig’. Selvforståelsen dannes også af personens<br />

egne værdsættelser (valueringer) af de hændelser, som ’jeg’ kommer ud for.<br />

Hovedtemaerne i vores narrativer udgør grundlaget for et samlet livsmanuskript,<br />

som vi mere eller mindre bevidst forsøger at efterleve. Vi danner så at<br />

sige en personlighed som den ansvarlige hovedperson i vores livsmanuskript.<br />

I pædagogens arbejde er det vigtigt at få den unge til at fortælle sin personlige<br />

historie (sit narrativ). Herved opnår pædagogen ikke blot en dybere kontakt<br />

med den unge, men får også indblik i den unges forventninger til livet og til de<br />

voksne. Og ved at fortælle sit narrativ får den unge mulighed for at se sig selv<br />

udefra.<br />

En hovedpointe med at arbejde med de personlige narrativer er, at det giver<br />

klubmedarbejderen anledning til at hjælpe den unge til at finde alternative fortolkninger<br />

af, hvorfor en ven gjorde, som han gjorde, eller hvorfor den unge<br />

handlede, som han gjorde (se Dialog 5).<br />

Gennem hele klubudviklingspuljen har arbejdet med de personlige narrativer<br />

været den røde tråd. For flere eksempler eller argumenter for metodens fundamentale<br />

vigtighed henviser vi til serien Fagets stemme. (Fagets stemme –<br />

erfaringer fra Klubudviklingspuljen, UFC Børn og Unge, fem hæfter i perioden<br />

2001–2004.)


SIDE 29 DIALOG 1<br />

Mennesket stræber efter selvværd, selvtillid og respekt<br />

Det er for os at se vigtigt, at man som pædagog forstår, at alle mennesker –<br />

og ikke mindst de unge – søger at opnå selvværd og selvtillid, og at disse kvaliteter<br />

vokser, når man bliver set, spejlet og lyttet til med respekt.<br />

Selvværdet er den psykiske kvalitet, som ligger dybest i vores psykiske beredskab.<br />

Når vores selvværd såres, har det dramatiske effekter på vores velvære,<br />

drømme og adfærd. Derfor er det vigtigt for alle at opnå en stabil følelse af at<br />

være noget værd for sig selv og andre.<br />

Selvværdsfølelsen er imidlertid kun hos de færreste en stabil realitet. For de<br />

fleste mennesker ændrer selvværdet sig fra tid til anden. I det ene øjeblik har<br />

man en oplevelse af at være af høj værdi for sig selv og andre, og i næste øjeblik<br />

føler man sig værdiløs og uden overblik over, hvordan man igen kan finde<br />

frem til den høje værdifølelse. En stærkt skiftende følelse af afmagt og almagt<br />

er særlig karakteristisk for børn af ustabile forældre, som snart udtrykte stor<br />

beundring for barnet og snart overså barnet.<br />

I psykologien taler man om, at en stærkt skiftende selvværdsfølelse særligt findes<br />

hos narcissistiske personligheder, men følelsen kan også findes hos mindre<br />

psykisk påfaldende personer. Personer, der lider af lavt selvværd, reagerer<br />

typisk nervøst, underdanigt eller aggressivt i situationer, hvor de oplever sig<br />

truet. Eller de undgår simpelthen at møde frem og isolerer sig (se Kohuts teori<br />

i Dialog 7).<br />

Selvtillid er en egenskab, som udvikles oven på vort selvværd. Man kan være i<br />

besiddelse af god selvtillid og alligevel have et lav selvværd og omvendt.<br />

Selvtillid handler om, hvad man tror sig i stand til. Selvtilliden handler om, hvad<br />

jeg kan og ikke kan og er uløseligt forbundet med præstationer.<br />

Graden af selvværd grundlægges tidligt i barndommen, mens selvtilliden i særlig<br />

grad be- eller afkræftes i ungdomsårene. Kampen for selvværd bliver hos<br />

nogle mennesker opgivet på det tidspunkt i livet, hvor man slår sig til tåls med,<br />

8. antagelse:


Definition af begrebet<br />

respekt:<br />

Ordet respekt kommer af<br />

’re’ (på dansk: gen) og<br />

’spekt’ (på dansk: at se)<br />

og betyder altså at<br />

gense. At møde respekt<br />

betyder således at blive<br />

set eller genset.<br />

9. antagelse:<br />

DIALOG 1 SIDE 30<br />

at man er uden værdi for andre. Så erstattes selvværdet af en tillid til, at man<br />

kan beundres for et givet træk (f.eks. sejhed, vildskab eller kriminel adfærd).<br />

Manglende selvværd og overdreven selvtillid til negative egenskaber er en farlig<br />

cocktail, der får personen til at søge sin bekræftelse hos andre. Livet igennem<br />

kæmpes en kamp for at vinde andres respekt – og ikke mindst en kamp<br />

for at vinde selvrespekt.<br />

Klubudviklingspuljen har givet os den erfaring, at arbejdet med <strong>udsat</strong>te unge<br />

først og sidst handler om at komme ind bag en eksempelvis brovtende selvtillid<br />

og nå den sårede selvværdsfølelse, og at et sådan arbejde kræver troværdige<br />

voksne, der formår at lede efter de ofte små rester af et uantastet selvværd,<br />

som det er muligt at bygge videre på.<br />

Alle mennesker ønsker at gøre en forskel<br />

Vi leder alle efter en mening med vores liv eller en måde hvorpå, vi kan sætte<br />

store eller små mærker på tilværelsen. Vi har alle behov for en mission, en<br />

livsopgave og et livs<strong>indhold</strong>, hvoraf det fremgår, at vi har været her. Vi kan<br />

finde vores betydning gennem forholdet til andre mennesker, i familien, i arbejdet,<br />

i hverdagslivet, osv.<br />

Beklageligvis har alle ikke lige muligheder for at efterlade tydelige spor. Vores<br />

forskellige sociale opvækstvilkår, konkrete familieforhold, skole/uddannelse,<br />

arbejdssituation og etniske tilhørsforhold giver forskellige muligheder for at<br />

opnå betydning i tilværelsen. Men ønsket om at gøre en forskel kan genfindes<br />

hos alle.<br />

De unge, som i forbindelse med klubudviklingspuljen har fortalt os deres narrativer,<br />

beskriver entydigt, hvordan de stræber efter at være aktive og involverede<br />

medlemmer i fællesskaber, der ser dem og værdsætter deres deltagelse.<br />

Vi har alle som mennesker behov for at blive set, bemærket og anerkendt af<br />

andre.


SIDE 31 DIALOG 1<br />

Knud Erik Pedersen (1999) gengiver i bogen Drop afmagten – skab kontakten<br />

nedenstående digt af Hjalmer Söderberg, som fortæller om menneskets desperate<br />

kamp for at være noget, sætte sig mærker og opnå kontakt:<br />

Helst ønsker man at være elsket<br />

I mangel derpå beundret<br />

I mangel derpå frygtet<br />

I det mindste at være afskyet og foragtet.<br />

Sjælen gyser tilbage fra det tomme rum<br />

Og ønsker kontakt for enhver pris.<br />

Blandt forhold af betydning for at være noget er, om ens økonomiske forhold er<br />

trygge. Rimelige (dvs. mindst gennemsnitlige) økonomiske og sociale levevilkår<br />

synes også at være en forudsætning for, at vi kan opleve os som ligeværdige<br />

med andre og have det overskud, der skal til for at kunne bidrage til fællesskabet.<br />

Mennesker har brug for en materiel basis, der sikrer, at vi kan leve anstændigt.<br />

Ellers bliver vi ydmyge og undseelige. Det vil udover at have tag over hovedet,<br />

tøj på kroppen og mad i maven også sige at kunne deltage i aktiviteter, som er<br />

en naturlig del af et socialt hverdagsliv.<br />

Ifølge den svenske psykiater Allan Topor har unge brug for at finde deres personlige<br />

”kneb og knob” for at opnå betydning. De unge har naturligvis forskellige<br />

styrkesider og ressourcer og har ulige muligheder for at udvikle sig. Derfor<br />

ønsker de unge, at de konkrete fællesskaber, som de er tilknyttet (ungdomsklubber,<br />

skoler, osv.) fokuserer på de unges individuelle ressourcer, og at der<br />

heri tages afsæt til personlig og social dannelse og læring. Ifølge Topor er det<br />

fællesskabet og ikke den enkelte, der har et problem, hvis den pågældende<br />

ikke kan følge med i skolen. De unge ønsker at lære, og de ønsker at finde<br />

deres personlige ”kneb og knob” til at håndtere livets udfordringer.


DIALOG 2 SIDE 32<br />

Hvilket samfund lever vi i?<br />

Hvorfor denne dialog?<br />

Et samfund er som en levende organisme under konstant forandring og tilpasning<br />

til indre og ydre kræfter. Svaret på, hvilket samfund vi lever i, vil afhænge<br />

af den optik, man anlægger, når man skal bestemme den samfundsmæssige<br />

udvikling, hvad det er for briller, man ser på verdenen med.<br />

Med vores virkelighedssyn er det ikke muligt at give et fyldestgørende billede<br />

af samfundsudviklingen, men vi kan søge at indfange forskellige samfundstræk<br />

og tage forskellige optikker på samfundsudviklingen, som optræder i<br />

vores del af verden, det vestlige samfund.<br />

Og da ungdommen er bærere af de kommende samfundsmæssige beslutninger,<br />

er det helt afgørende at undersøge de særlige udfordringer og muligheder,<br />

som de unge har.<br />

Ved at stille skarpt på forskellige udviklingstræk får vi nogle fingerpeg om<br />

udfordringer og muligheder her i begyndelsen af det 21. århundrede.<br />

1. Et moderne eller et postmoderne samfund?<br />

Ofte bruges begrebet det moderne samfund. Det er et bredt begreb for den<br />

type samfund, der har kendetegnet den vestlige del af verden igennem de<br />

seneste to århundreder. Mere konkret kan den moderne samfundstype også<br />

beskrives som en blanding af udbredte fænomener og forhold som eksempelvis<br />

urbanisering, parlamentarisme og bestræbelser på at realisere det rationelt<br />

beherskede og organiserede samfund. Eksempelvis bygger de klassiske sociologers<br />

moderne samfund – industrisamfundet – på et ideal om at basere samfundet<br />

på rationalitet, fornuft og videnskabelige løsninger på samfundsmæssige<br />

problemer.


SIDE 33 DIALOG 2<br />

Det postmoderne samfund er et andet begreb, der hyppigt anvendes. Helt<br />

overordnet betyder det dét, der kommer efter det moderne. Det postmoderne<br />

er at udpege specifikke moderne forhold og fænomener. Det postmoderne<br />

peger altså på fremspirende tilstande, der i sagens natur ikke er håndfaste<br />

eller klart definerede (Andersen & Kaspersen, 1996). Den franske filosof<br />

Jean-Francois Lyotard definerede begrebet postmodernisme i slutningen af<br />

1970’erne, hvor han gjorde op med modernitetens ”store fortællinger”,<br />

f.eks. oplysningens tro på menneskehedens perfektion i den historiske<br />

udvikling og på systemtænkning som f.eks. marxisme. I det postmoderne<br />

samfund findes ingen objektive sandheder. Virkeligheden ses altid i et subjektivt<br />

perspektiv.<br />

2. Et traditionelt eller et posttraditionelt samfund?<br />

Tidligere – i det samfund, som undertiden beskrives som det præmoderne<br />

eller det traditionelle – var samfundet karakteriseret ved en høj grad af konformitet<br />

og ensartethed. Der var konsensus om stabile og uforanderlige værdier<br />

og normer. Rammerne for den individuelle frihed var snævre. Afvigelser fra<br />

normerne blev ikke tolereret (Juul, 1996). Der var klare forventninger til, hvordan<br />

den enkelte skulle leve sit liv f.eks. ved, at man fulgte i forældrenes fodspor<br />

med hensyn til uddannelse og valg af erhverv, ligesom man blev boende i<br />

det lokalsamfund, som man var født og vokset op i. Man levede i overensstemmelse<br />

med de eksisterende normer og værdier, f.eks. de religiøse overbevisninger.<br />

I det aktuelle samfund er normerne mindre faste. Den betydning, som familien,<br />

lokalsamfundet og civilsamfundet tidligere havde som fællesskabsformer, er<br />

blevet mindre betydningsfuldt for den enkelte. Nogle taler om, at fællesskabsformerne<br />

er blevet tømt for det meningsfulde <strong>indhold</strong>, som de engang havde.<br />

Hvor den enkeltes livsbane tidligere var udstukket på forhånd, er det posttraditionelle<br />

samfund karakteriseret ved, at den enkelte selv skal træffe valg og<br />

konstant skal tage individuel stilling. Netop fordi der er færre bindinger af normer<br />

og traditioner, skal det enkelte menneske selv beslutte forhold, der tidlige-<br />

Definition af begrebet<br />

”det moderne”:<br />

Begrebet kommer af<br />

ordene mode og måde.<br />

Det henviser til, at der<br />

ikke findes én universel<br />

mode eller måde, som<br />

gælder til alle tider, men<br />

at måden/moden skifter<br />

konstant. Når moden<br />

således kan skifte, skyldes<br />

det, at mennesker<br />

ikke længere forestiller<br />

sig en højere magt (Gud),<br />

der tidligere var den, der<br />

bestemte, hvordan mennesket<br />

skulle leve. I det<br />

moderne er det primært<br />

mennesket, som bestemmer<br />

moden eller måden<br />

at leve og tænke på.<br />

Definition af begrebet<br />

”det postmoderne”:<br />

I et samfund hvor alt eller<br />

intet, både det ene og det<br />

andet kan gælde, findes<br />

ingen særlig mode. Det<br />

er altså noget, der indtræffer,<br />

når moden er<br />

ophævet; når der ikke er<br />

én særlig måde, der er<br />

moderne.


DIALOG 2 SIDE 34<br />

re var givne. Der er ikke mange områder, hvor man kan gøre, som man plejer.<br />

Vi må selv tage stilling til, hvilke veje vi vil gå, hvad enten det drejer sig om<br />

uddannelse, arbejde eller privatliv.<br />

3. Et informationssamfund<br />

eller et vidensamfund?<br />

Én optik på samfundet i dag er begrebet om<br />

informationssamfundet.<br />

Informationssamfundet handler om den spredning<br />

af information, der er alle vegne, og som<br />

stiller krav til vores evne til at udvælge de<br />

relevante informationer og til, hvordan man<br />

skal servere sine budskaber, så de kan<br />

trænge igennem al den øvrige information.<br />

Udgangspunktet for informationssamfundet er<br />

den teknologiske udvikling, der har muliggjort,<br />

at informationer og viden kan nå bredt ud til<br />

befolkningen. Udbredelsen af computere og<br />

forbindelser til internettet betyder, at de fleste<br />

mennesker med et par klik på musen har<br />

adgang til et væld af informationer og viden.<br />

Det betyder også, at den måde, vi kommunikerer med hinanden på, er ændret.<br />

I informationssamfundet kan man eksempelvis uddanne sig hjemmefra ved at<br />

følge et uddannelsesforløb over nettet. En af vinklerne på informationssamfundet<br />

er, at skabelse og bearbejdning af viden er blevet den væsentligste kilde til<br />

produktivitet og magt. Som led i magtudredningen har der været sat fokus på,<br />

hvilke muligheder og barrierer for politik og demokrati, der er i informationssamfundet.<br />

Her peges der bl.a. på, at den globalisering, som den informationsteknologiske<br />

udvikling er en væsentlig drivkraft i, betyder omfattende forandringer<br />

i magten i samfundet og i demokratiet (Hoff, 2004). Samtidig med, at<br />

magten spredes gennem etableringen af nye politiske beslutningsarenaer, koncentreres<br />

den også i form af nye politiske autoriteter som f.eks. Microsoft, der


SIDE 35 DIALOG 2<br />

forsøger at kontrollere bestemte områder af det globale informationssamfund. I<br />

magtudredningen peges der på, at mange af de nye politiske autoriteter i<br />

informationssamfundet ikke er demokratiske, men at informations- og kommunikationsteknologien<br />

skaber nye offentligheder og fællesskaber, der kan påvirke<br />

og ændre dem.<br />

Det, som nogle kalder informationssamfundet, kalder andre videnssamfundet<br />

for at understrege, at det ikke er selve informationerne, der er de vigtige, men<br />

derimod den eksponentielle stigning i mængden af viden og den hastige forældelse<br />

af viden. Netop internettet har givet såvel lægmanden som videnskabskvinden<br />

en helt ny mulighed for videndeling. Det er også blevet fremhævet, at<br />

den største vækst i job er sket indenfor det område, der kaldes vidensjob.<br />

Disse forhold betyder, at mennesker, som ikke til stadighed er under livslang<br />

læring, besidder en viden, som efter få år er forældet.<br />

4. Et drømmesamfund?<br />

En anden optik på samfundskarakteristika er begrebet om drømmesamfundet<br />

(se Jensen, 1999). Her er fokus på drømmene (eller de gode historier), der<br />

sætter ting, forhold og produkter i relation til mennesket, giver det et budskab<br />

og sætter det ind i en sammenhæng. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at vi<br />

køber produkter med historier: Vi køber ikke bare gulerødder, men også historien<br />

om det sted, hvor gulerødderne er produceret og høstet; vi får billeder af<br />

gården, navnet på landmanden og måske små fortællinger om, hvordan høsten<br />

er gået. Drømmesamfundet understreger værdien af fortællinger, der er med til<br />

at skabe vores identitet og giver vores liv og hverdag mening i tid og rum. I og<br />

med, at de store fortællingers død medfører usikkerhed og uvished, er de små<br />

fortællinger med til at gøre tiden overskuelig for os. Mennesket må selv søge<br />

at etablere et meningsfuldt verdensbillede, og vi må selv vælge, hvilke små<br />

fortællinger (det vil sige hvilke delperspektiver og delsandheder) vi vil tage til<br />

os eller skabe.


DIALOG 2 SIDE 36<br />

5. Et netværkssamfund?<br />

Netværkssamfundet er også et begreb for samfundet i dag. Man kan hævde,<br />

at alle samfund er netværkssamfund – uanset hvad de selv må have haft af<br />

forestillinger om deres indretning – forstået på den måde, at alle samfund producerer<br />

og kommunikerer information gennem bestemte former for netværk.<br />

Det, der karakteriserer de moderne netværk, er, at individet kan deltage i en<br />

række af selvvalgte netværk. Muligheden for selv at vælge netværk er et<br />

væsentligt element i individets øgede frihed, fordi individet kan vælge netværk,<br />

der modsvarer egne behov og interesser. Hvor industrisamfundet byggede på<br />

idealet om rationelle, hierarkiske organisationer, der forfulgte givne mål og<br />

udførte målene i overensstemmelse hermed, er netværkssamfundet et billede<br />

på, hvordan beslutninger ikke nødvendigvis foregår i afgrænsede organisationer,<br />

hvor man kender aktørerne, men i netværk af en række aktører, der kan<br />

skifte fra opgave til opgave.<br />

Der findes en række forskellige typer af netværk. Netværkene kan variere efter<br />

1) typen af omstændigheder for dets dannelse (eksempelvis netværk, man er<br />

født ind i, netværk baseret på lighed og interesse eller netværk, der er dannet<br />

med bestemte formål), 2) adgangskriterier (eksempelvis er man født ind i familien,<br />

man optages i en venskabskreds, man kan være berettiget, hvis man har<br />

en given uddannelse, arbejder på en bestemt arbejdsplads, eller hvis man<br />

respekterer bestemte koder og ritualer) og 3) karakteren og omfanget af netværkets<br />

krav på individet (nogle netværk opstiller optagelsesritualer, nogle kræver<br />

eksklusivitet i forhold til deltagelse i andre netværk, nogle er partielle,<br />

begrænset til en enkelt interesse eller et specifikt formål). Netværk kan også<br />

variere efter 4) netværkets indre arkitektur (nogle netværk er lukkede, måske<br />

hemmelige, mens andre er åbne; nogle er hierarkiske, etc.) og 5) netværkets<br />

funktion (nogle netværk tjener som uformelle kommunikationsnetværk, nogle<br />

fungerer måske kun som overgangsform og nogle som fritstående, selvstændige,<br />

sociale netværk af venner og bekendte). (Kilde: Niels Ole Finnemann, foredrag<br />

i MODINET-workshop 26. marts 2003).


SIDE 37 DIALOG 2<br />

6. Hvorfor har vi valgt<br />

at kalde samfundet posttraditionelt?<br />

Uanset hvilken af de skitserede optikker man har på samfundet og samfundsudviklingen,<br />

kan en lang række af de forhold, der karakteriserer samfundet i<br />

dag, beskrives som noget, der kommer efter det traditionelle samfund. Flere<br />

sociologer og samfundsforskere er enige om, at moderniteten på omfattende<br />

vis har ændret de livssammenhænge, der dominerede i det traditionelle samfund.<br />

Slægtskabsrelationer, lokalmiljøer, religiøse forestillinger og traditioner<br />

(som et middel til at forbinde fortid, nutid og fremtid) har mistet betydning som<br />

fikspunkter i den enkeltes tilværelse. Sociologen Anthony Giddens kalder<br />

denne nye samfundsform for det posttraditionelle samfund, fordi traditionerne<br />

ikke blot er moderniserede (følger den øjeblikkelige mode), men bryder så<br />

meget med traditionerne, at intet længere kan bestemmes som moderne.<br />

Derfor har vi valgt at lægge os op ad begrebet om det posttraditionelle samfund<br />

som et overordnet begreb om samfundet i dag.<br />

7. Hvad karakteriserer det post-traditionelle samfund?<br />

a) Kulturel frisættelse<br />

Den tyske kultursociolog Thomas Ziehe mener, at udviklingen i vores del af verden<br />

siden 1950’erne har medført en øget frisættelse af mennesket fra de traditionelle<br />

normer og værdier, som hidtil har præget samfundet (Ziehe, 1983).<br />

Mennesker er blevet frigjort fra sted, slægt, religion og fra den traditionelle<br />

kønsidentitet. Alle de instanser, der i det traditionelle samfund medvirker til, at<br />

normer og holdninger bliver ens og fasttømrede fra generation til generation og<br />

inden for den enkelte klasse eller gruppe, er også blevet <strong>frisat</strong>. Hvor man før i<br />

tiden var mere fastlåst og mere eller mindre kunne regne med at følge kulturelt,<br />

socialt og følelsesmæssigt i forældrenes fodspor, er tendensen og holdningen<br />

nu, at man har alle muligheder for at forme sit eget liv. Det gælder blot om at<br />

tage de valg, man selv mener, er de rigtige. Man kan sige, at vi har bevæget os<br />

fra et cyklisk over et lineært til et kaotisk eller komplekst samfund.


DIALOG 2 SIDE 38<br />

Ifølge Ziehe ligger der en dyb ambivalens i denne ændrede tilstand. På den<br />

ene side kan det være personligt frisættende, idet man har større mulighed for<br />

at kunne skabe sin tilværelse. Men det kan også være belastende, fordi ansvaret<br />

for, hvordan ens eget liv former sig, i langt højere grad end tidligere bliver<br />

et personligt anliggende. Det mindsker den sikkerhedsfølelse, det er at vide<br />

hvilke forventninger, man kan tillade sig at have til tilværelsen. Kravene til den<br />

enkelte øges, og det voksende spillerum for ens egne forventninger, drømme<br />

og længsler kontra disses begrænsede virkeliggørelse kan skabe usikkerhed<br />

og splid. Jo mindre ens livsperspektiver og afgørelser kan fastlægges ud fra<br />

traditionerne, jo vigtigere bliver ens individuelle beslutninger og valg, og jo<br />

mere sætter man sig selv i fokus.<br />

De unge kan efter Ziehes opfattelse eksempelvis afgrænses fra deres forældre<br />

og andre voksne ved deres måde at omgås de mange nye kommunikationsmuligheder.<br />

Således kommer de unge til at udgøre en vigtig kilde til information<br />

og til tydning af de nye symboler og hændelser. De unge besidder også en<br />

anden magt i hjemmene, end man hidtil har set – f.eks. i kraft af deres stærke<br />

kendskab til IT.<br />

Ziehe beskriver tre kulturelle tendenser, som sammenlagt betyder en forandring<br />

af de muligheder, der står til rådighed for den enkelte, men som også<br />

påtvinges denne.<br />

• Øget refleksivitet<br />

Begrebet refleksivitet dækker over den mulighed, som det enkelte individ<br />

har for at forholde sig til sig selv. Man må reflektere i forhold til sig selv og<br />

sine sekundære erfaringer, hvilket vil sige den viden, man er omgivet af,<br />

eksempelvis fra massemediernes billeder. Man skal tænke over, hvem man<br />

er, hvorfor man tænker og handler, som man gør, hvordan man virker på<br />

andre osv. Som et led i aftraditionaliseringen er overtro, myter, traditionelle<br />

normer og værdier blevet erstattet af videnskabelig viden og rationel indsigt.<br />

Den stigende aftraditionalisering af alle områder af tilværelsen betyder,<br />

at alt i princippet er til diskussion.


SIDE 39 DIALOG 2<br />

• Øget formbarhed<br />

Mennesket i det posttraditionelle samfund skal være åben for alle muligheder<br />

og forme sig selv. I dette ligger også en følelse af ambivalens. På den<br />

ene side er det befriende med øgede valgmuligheder, men bagsiden kan<br />

være et næsten ubærligt præstationspres. ”Det, der ikke er skæbne, kan<br />

jeg ændre og det, jeg kan ændre, er jeg ansvarlig for, et ansvar jeg ikke<br />

længere kan smyge mig uden om”.<br />

• Øget individualisering<br />

I det posttraditionelle samfund må det enkelte menneske nødvendigvis<br />

fremstå som unikt. Opløsningen af bærende traditioner og udviskningen af<br />

fastdefinerede roller gør, at enhver ny generation må opfinde sig selv.<br />

Forældres forsøg på at bistå børnene i valgsituationerne kan falde ynkeligt<br />

ud, fordi forældrenes erfaringer er forældede i forhold til de situationer, som<br />

de unge står i i dag.<br />

b) Øget <strong>udsat</strong>hed<br />

Den tyske sociolog Ulrich Beck mener, at samfundet bedst kan beskrives som<br />

et risikosamfund. Baggrunden for begrebet er, at Beck ser en række problematiske<br />

sider ved velfærdssamfundet. I modsætning til industrisamfundet, der fordeler<br />

goder, er risikosamfundet kendetegnet ved, at det fordeler onder. Det<br />

producerer risici. Risici er efter Becks opfattelse de utilsigtede konsekvenser af<br />

de moderne, industrielle produktionsmetoder. Det viser sig eksempelvis ved, at<br />

der er hormonforstyrrende stoffer i en lang række produkter lige fra solcremer<br />

til ammepuder, der er dioxin i fisk og giftstoffer i udstødningen. En masse ubehageligheder,<br />

som vi er nødt til at leve med. Mennesket har altid levet med<br />

risici, men i dag er de blevet mere diffuse. Det, vi gør i vores dagligdag, kan<br />

påvirke folk på den anden side af jorden og omvendt. Risiciene skal også ses i<br />

sammenhæng med den stigende individualisering, der sker på baggrund af en<br />

række forandringer i samfundets sociale struktur (eksempelvis i de sociale<br />

klasser og i familieformer).<br />

Samtidig med, at traditioner og normer får mindre betydning for den enkeltes<br />

organisering af sit liv, sker der ifølge Beck et brud med de kollektive menings-


Definition af begrebet<br />

”diskurs”.<br />

En diskurs er en særlig<br />

form for meningssammenhæng,<br />

som en given<br />

gruppe, teoretisk skoledannelse<br />

eller fag har<br />

udviklet over tid, og som<br />

kan være vanskelig at<br />

trænge ind i for udenforstående,<br />

fordi den givne<br />

diskurs er en slags indforstået<br />

”stammesprog”.<br />

DIALOG 2 SIDE 40<br />

fora, som eksisterede i de industrielle samfund (herunder eksempelvis fagforeninger).<br />

I stedet er samfundet i dag karakteriseret ved mange autonome lokale<br />

fællesskaber, der i stigende grad orienterer sig globalt. Der kan være flere<br />

modsatrettede diskurser, hvilket betyder, at det enkelte menneske ikke længere<br />

kan orientere sig i forhold til en almen fælles mening.<br />

Ligesom der ikke længere er en fælles diskurs at tale i, oplever vi, at der ikke<br />

længere findes entydige løsninger på de problemer, som vi står overfor. De<br />

universelle sandheder fra det industrielle samfund er ikke længere gældende.<br />

Samfundsforhold bliver behandlet af forskellige eksperter i forskellige undersøgelser<br />

ved hjælp af forskellige diskurser og med forskellige konklusioner. Der<br />

er i en vis forstand tale om en omfattende frihed til at planlægge og vælge<br />

selv, men det er samtidig forbundet med en oplevelse af, at en stigende grad<br />

af risici trænger ind i hverdagslivet hos den enkelte. Der er mange muligheder<br />

at vælge imellem, men i modsætning til tidligere tider kan udfaldet af det<br />

enkelte valg ikke forudses i større omfang – mennesket kan ikke overskue<br />

konsekvenserne af sine handlinger.<br />

c) Øgede valgmuligheder<br />

De mange valgmuligheder skaber vide rammer for den enkeltes individuelle<br />

frihed og mulighed for at forme sit liv, men det betyder samtidig, at det enkelte<br />

menneske bliver mere sårbart. Når det bliver op til den enkelte at træffe valg<br />

om f.eks. uddannelse, hvor og hvordan man vil bo, hvem man vil leve sammen<br />

med, hvordan man vil leve osv., kan det enkelte individ også stå med ansvaret<br />

for beslutningen og for de konsekvenser, som valget medfører. Det enkelte<br />

menneske vil i højere grad opleve et ansvar for eget liv, succeser og fiaskoer,<br />

livsglæde osv. Derfor kan de mange muligheder opleves som en belastning.<br />

Disse karakteristika giver anledning til at rette endnu en optik på samfundet og<br />

samfundsudviklingen – nemlig den, der peger på nødvendigheden af, at det<br />

enkelte menneske er refleksivt set i forhold til, at intet er givet, alt er til forhandling,<br />

og den enkelte selv skal træffe sine valg. Man er arkitekt i sit eget<br />

liv, og for at begå sig skal man være refleksiv. Det enkelte menneske må for-


SIDE 41 DIALOG 2<br />

holde sig refleksivt til de forskellige valgmuligheder og til de mulige konsekvenser<br />

af valgene. Den sociale praksis undersøges og revurderes i takt med,<br />

at vi får ny information og viden.<br />

Refleksiviteten er blevet mere kompleks end tidligere. Det hænger både sammen<br />

med den teknologiske udvikling og med ændrede holdninger. Vi har via<br />

massemedier og internet fået adgang til utrolige mængder information.<br />

Samtidig er der større bevidsthed om, at tingene kan gøres på flere måder. Vi<br />

er ikke så autoritetstro som tidligere, og en eksperts udsagn ses ikke længere<br />

som den eneste sandhed. Traditioner og sædvaner følges ikke pr. automatik.<br />

Giddens hævder, at det enkelte menneskes selvidentitet er blevet et refleksivt<br />

projekt. Selvidentiteten er ikke i samme grad som tidligere bestemt af social<br />

baggrund, uddannelse eller erhverv. Den enkelte træffer i høj grad selv et valg<br />

om livsstil – både privat og erhvervsmæssigt.<br />

d) Midlertidige fællesskaber<br />

Der er forskellige syn på, i hvilken grad den seneste udvikling er af det gode.<br />

Nogle sociologer og samfundsforskere mener, at tidligere tiders mellemmenneskelige<br />

fællesskaber er ved at forsvinde eller allerede er forsvundet.<br />

Alan Wolfe, der er professor i sociologi ved Boston University, er en af dem<br />

(Juul, 1996). Han er bekymret over solidariteten og den mellemmenneskelige<br />

ansvarlighed i det posttraditionelle samfund. Wolfe peger på, at ethvert samfund<br />

forudsætter en vis tillid og solidaritet. Det er kun, hvis mennesker har en<br />

fornemmelse af, at de deler livsbetingelser, at de kan handle solidarisk. Wolfes<br />

bekymring skyldes, at han mener, at markedsmekanismerne er udbredt til stadig<br />

flere områder af livet, og at denne udbredelse har forårsaget et moralsk<br />

tomrum ved at ødelægge den moral og den solidaritet, der historisk har præget<br />

det civile samfund (familien, lokalsamfundet og intimsfæren) uden, at nye former<br />

for fællesskab er blevet skabt.<br />

En anden kritik af nutidens fællesskaber går på, at stabiliteten i fællesskabet er<br />

gået tabt, og at alle nye fællesskaber (inklusiv familierne) tænkes som midlerti-


DIALOG 2 SIDE 42<br />

dige. Karrierelivsformen betyder, at mennesker oftere skifter arbejde, boform,<br />

venner og familiemedlemmer ud end i tidligere samfund. Frygten er, at disse<br />

midlertidigheder gør mennesker overfladiske og overfleksible således, at deres<br />

karakter eroderer.<br />

Sennetts (1999) påstand er, at "den nye kapitalisme er præget af uigennemskuelig<br />

magtudøvelse. Det måske mest forvirrende ved fleksibiliteten er dens<br />

indvirkning på personlighed og karakterdannelse" De unge amerikanere må<br />

indstille sig på at skifte kvalifikationsgrundlag mindst tre gange i deres liv og<br />

skifte job adskillige gange. Markedet mener simpelthen, at "man bedst skaber<br />

hurtigt udbytte gennem hurtige forandringer i virksomhederne" . Sennett<br />

mener ligeledes, at ikke-fastansættelse er et princip, der undergraver tillid,<br />

loyalitet og gensidige forpligtelser.<br />

Når livet drænes for traditioner og rutiner, går fortællingerne i opløsning.<br />

Sennett henviser til en gammel disput mellem Diderot og Adam Smith. Diderot<br />

mente ikke, at rutinearbejde var nedbrydende, mens Adam Smith mente, at<br />

rutiner i arbejdsmæssige sammenhænge er personlighedsnedbrydende (en<br />

kilde til mental uvidenhed). Sennett mener imidlertid ikke, at fortiden var god,<br />

mens nutiden er ond, men han beklager den tidsopdeling, som fører til overfladiskhed,<br />

hvilket kan ende i depression. Han opfordrer til, at der bliver plads til<br />

at tale om fiaskoer, så vi ikke kun skal finde os i succeser. Sker det ikke, bliver<br />

”de uheldige” sat ud på et sidespor, hvor de kan dyrke deres offertænkning.<br />

Giddens (1990) er ikke helt så pessimistisk i sin vurdering af samfundsudviklingen.<br />

Han mener, at der i dagens samfund er opstået nye former for fælles liv<br />

og fælles interesser, der ikke kunne eksistere i traditionelle samfund. Ifølge<br />

Giddens findes der mange former for fællesskaber i det posttraditionelle samfund.<br />

De er blot af en anden karakter end tidligere. I det posttraditionelle samfund<br />

er social handlen løftet ud af lokale og tidsmæssigt afgrænsede sammenhænge.<br />

Fjerne begivenheder er blevet en del af vores hverdag og noget, som<br />

vi må forholde os til helt konkret. Tillidsgivende fællesskaber er ikke som tidligere<br />

nødvendigvis bundet til en bestemt lokalitet. Den moderne teknologi har


SIDE 43 DIALOG 2<br />

eksempelvis gjort det muligt at danne fællesskaber på tværs af tid og rum. Vi<br />

kan kommunikere direkte med folk på den anden side af kloden og danne fællesskaber<br />

over telefon, internet m.v. En arbejdsplads kan fungere uden, at de<br />

ansatte er fysisk samlet. Verden er så at sige blevet mindre, mange mennesker<br />

rejser og har på den måde mulighed for at etablere sociale relationer, der<br />

rækker ud over det miljø, som de bor i. Ændringerne er ikke kun af teknisk<br />

eller kommunikationsmæssig art. Globaliseringen medvirker til, at vi orienterer<br />

os mere mod det globale.<br />

Den posttraditionelle familie er et billede på nye fællesskabsformer. Familien<br />

kan antage mange former. Der er ”far, mor og børn”-kernefamilien, der er enlige<br />

mødre eller fædre med børn, registrerede partnerskaber, pap-forældre, dine<br />

og mine-børn osv. Karakteristisk for det posttraditionelle samfund er det, at<br />

man ikke er sammen af nød, men af lyst. Familier og fællesskaber er ikke<br />

givne på forhånd og kan til enhver tid opløses. Kvinderne i det posttraditionelle<br />

samfund er ude på arbejdsmarkedet og tjener deres egen løn. Derfor er ægteskab<br />

ikke noget, man indgår i, fordi man er nødt til det af f.eks. økonomiske<br />

årsager. Det er derimod et tilvalg, hvilket er karakteristisk for alle former for<br />

fællesskaber i det posttraditionelle samfund. På godt og ondt fødes man ikke<br />

ind i fællesskaberne, men skal arbejde for at skabe personlige relationer. Det<br />

betyder igen, at det enkelte individ selv kan vælge, men at der med den større<br />

frihed også følger større krav til den enkelte og en øget sårbarhed.<br />

e) Globalisering<br />

Begrebet globalisering er på ingen måde nyt. Det blev skabt af den canadiske<br />

medieforsker Marshall McLuhan allerede i 1960’erne. McLuhan hævdede, at vi<br />

alle kommer til at leve i en såkaldt ”global landsby”. Han mente, at udveksling<br />

af billeder og direkte tv-transmissioner fra fjerne egne ville skabe en opfattelse<br />

af samtidighed, og at vi alle dermed over tid ville komme til at leve i den<br />

samme globale landsby.


DIALOG 2 SIDE 44<br />

Definition af begrebet<br />

”globalisering”.<br />

Overordnet betyder globaliseringverdensomspændende.<br />

Når noget er<br />

globalt vedrører det hele<br />

verden. Begrebet bruges<br />

i mange betydninger lige<br />

fra det forhold, at mennesker<br />

i forskellige egne<br />

af verden er i tættere<br />

kontakt end tidligere til<br />

en betegnelse for den<br />

nye arbejdsdeling mellem<br />

landbrugs- og industrisamfund.<br />

Der er for os at se ingen tvivl om, at det posttraditionelle menneske har langt<br />

større indsigt i verdens geografiske sammenhænge og problemer end i tidligere<br />

tiders samfund. Forestillingen om, at globaliseringen over tid ville udviske de<br />

nationale og kulturelle forskelle mellem klodens indbyggere, blev dog først til<br />

en fælles forestilling i vesten i begyndelsen af 1990’erne. Spørgsmålet er<br />

imidlertid, om jordens befolkning faktisk er blevet mere ens, fordi de ser de<br />

samme nyhedsindslag på CNN og Sky News, hører den samme engelske og<br />

amerikanske musik ser de samme amerikanske film og tager på studie-,<br />

charter- og jordomrejser.<br />

Det et i hvert fald et faktum, at de afrikanske nationer siden 1970’erne er blevet<br />

endnu fattigere, og at globaliseringen i form af infrastruktur og økonomiske<br />

transaktioner ikke omfatter dette kontinent. Afrikanerne - på nær<br />

Sydafrikanerne - taler et andet sprog. Man kan således ikke forvente, at afrikanere<br />

og andre fattige folk har den samme globale bevidsthed som borgere i<br />

de rige lande.<br />

Konservative politiske kræfter bruger begrebet globalisering på en særlig<br />

måde; nemlig som en argumentation for en reducering af velfærdsstaten, mindre<br />

løn til arbejdskraften og færre miljøkrav med det formål at bevare vestens<br />

konkurrencestatus. Den frie konkurrence på<br />

det globale verdensmarked er dog ikke nogen<br />

naturtilstand, og den hidtidige globalisering<br />

har faktisk skævvredet konkurrencen til den<br />

vestlige kapitalismes fordel, hvilket<br />

Mellemfolkeligt Samvirke har dokumenteret.<br />

Det vestlige handelsregime gavner visse stater<br />

og grupper af personer mere end andre.


SIDE 45 DIALOG 2<br />

Selve begrebet globalisering er et etnocentrisk begreb, der er opfundet af klodens<br />

rigeste stater og befolkninger. Mange steder på kloden har man eksempelvis<br />

ikke et udbygget telefonnet, og der findes store befolkningsgrupper, der<br />

ikke har råd til eller mulighed for at rejse rundt i verden. Det er urealistisk at<br />

tro, at verdens befolkninger vil forenes i den globale økologiske bevidsthed<br />

byggende på et verdenssyn, hvor vi alle er i samme båd.<br />

Selvom der kan stilles mange spørgsmål om, hvordan vi skal forstå begrebet<br />

globalisering, er der imidlertid ingen tvivl om, at vor tid er præget af store folkevandringer,<br />

og at de fleste vestlige samfund går fra at være monokulturer til<br />

at være multikulturer. Der er heller ingen tvivl om, at det fortsat er vanskeligt<br />

for de forskellige etniske kulturer at finde en samlivsform, som overskrider<br />

racistiske og etniske fordomme.<br />

f) Nye dannelsesvilkår<br />

Siden midten af 1960’erne har samfundet således undergået voldsomme forandringer<br />

med hensyn til de vilkår, hvorunder børn bliver unge, og unge bliver<br />

voksne. Den teknologiske udvikling, urbanisering (indflytningen fra land til by),<br />

globaliseringen og velfærdsstatens op- og nedture er sket i et tempo, hvor de<br />

vestlige menneskers erfaringer er blevet grundlæggende ændrede med ganske<br />

få års mellemrum. Mens børn og unge i begyndelsen af det 21.århundrede<br />

vokser op med computere som naturligt legetøj, var computere fuldstændigt<br />

ukendte i deres forældres barndom og ungdom.<br />

Globaliseringen med dens eksplosive udvikling af viden og hastige informations-<br />

og kommunikationsstrøm er samtidig en væsentlig katalysator for tidens<br />

aftraditionalisering; dvs. det forhold at faste normer, værdier og traditioner har<br />

en tendens til at miste deres betydning for nutidens unge. Dermed bliver unge<br />

i dag i stigende grad <strong>frisat</strong> fra deres forældre og deres lokalmiljøs bindinger og<br />

begrænsninger i forhold til tidligere, hvor de fleste unge var tvunget til at overtage<br />

og følge i deres forældres og lokalmiljøets fodspor kulturelt, socialt og<br />

erhvervsmæssigt.


DIALOG 2 SIDE 46<br />

De unges aktuelle livsbetingelser er således i stigende grad påvirkede af, at alt<br />

kan sættes til forhandling, og at alt kan være anderledes. Det betyder, at unge<br />

i dag er tvunget til at finde sig selv ved at reflektere over sig selv i forhold til<br />

det væld af sanseindtryk, som de får fra omverdenen.<br />

Unge mennesker har altid reflekteret over spørgsmål som: ”Hvem er jeg?”,<br />

”Hvorfor tænker og handler jeg, som jeg gør?”, og ”Hvordan virker jeg på<br />

andre mennesker?”. Men i det posttraditionelle samfund er disse refleksioner<br />

blevet meget tungere, fordi refleksionen har langt vanskeligere ved at finde<br />

naturlige forbilleder. Nogle unge finder fortsat deres idealbillede i eller nær<br />

hjemmet, men stadigt flere må ud på gader og stræder i en søgning efter,<br />

hvem de ligner, og hvem de gerne vil være.<br />

Netop den stærke ”alders-ghettoisering”, hvor vi som mennesker søger sammen<br />

med ligesindede og jævnaldrende, betyder, at de unge i større<br />

udstrækning end tidligere er tilbøjelige til at finde deres idealer blandt deres<br />

jævnaldrende. De unge, som bliver gjort til idealer, rummer naturligvis ikke en<br />

stabil identitet, hvorfor de identitetssøgende unge kommer til at søge deres<br />

ideal i et uklart spejl.<br />

De engelske ungdomsforskere Furlong & Cartmel (1997) beskriver, hvorledes<br />

unge i dag oplever, at de har langt flere muligheder, men at usikkerheden og<br />

risikoen på samme tid stiger for alle grupper af unge. Forfatterne er af den<br />

opfattelse, at de traditionelle idealer får mindre og mindre betydning, fordi individet<br />

nu kan vælge mere frit mellem mange forskellige muligheder. Og individer<br />

er i stadigt større udstrækning <strong>udsat</strong> for at vælge forkert.<br />

Det er altså sandsynligt, at samfundsudviklingen på den ene side fører til øget<br />

autonomi og større muligheder for specielt de ressourcestærke unge, men på<br />

den anden side også betyder, at grupper af unge kan have svært ved at få tilfredsstillet<br />

deres basale behov, bliver sårbare og <strong>udsat</strong>te, har lavt selvværd og<br />

er <strong>udsat</strong> for øget risiko for at blive marginaliseret og/eller udstødt af de sociale<br />

fællesskaber. Sikkert er det i hvert fald, at det posttraditionelle samfunds kompleksitet<br />

spiller ind på det enkelte menneskes muligheder for udfoldelse.


SIDE 47 DIALOG 2<br />

I det posttraditionelle samfund er det blandt meget andet vigtigt at kunne leve<br />

med og tilpasse sig konstante forandringer, orientere sig og få indsigt og<br />

viden, omsætte informationer og indsigt til handling, udnytte valgmulighedernes<br />

uendelighed, være i stand til at reflektere, indgå i sociale fællesskaber, forhandle,<br />

løse konflikter og kende egne ressourcer og styrker.<br />

Helt overordnet er den ungdomspædagogiske udfordring at se den pædagogiske<br />

indsats i sammenhæng med samfundsudviklingen f.eks. i forhold til de<br />

mange valg, som de unge selv skal træffe, og den sårbarhed det kan medføre<br />

- særligt for <strong>udsat</strong>te unge. Her har ungdomspædagoger en opgave og et<br />

ansvar, sammen med bl.a. forældre og skolelærere, at give de unge de nødvendige<br />

kompetencer til at de er rustet til at agere i det posttraditionelle samfund.<br />

Dette er nogle af de temaer, som vi vil se nærmere på i denne bog. Det<br />

er jo jer læsere, der praktiserer i det ungdomspædagogiske felt, som skal være<br />

med til at sætte dagsordenen – og dermed være på forkant med samfundsudviklingen.


DIALOG 3 SIDE 48<br />

Hvilken ungdom taler vi om?<br />

Hvorfor denne dialog?<br />

Selv om den menneskelige udviklingsproces afgrænset i barndom, ungdom,<br />

voksenalder og alderdom forekommer at være en naturgiven rækkefølge, skal<br />

der ikke megen historisk sans til at se, at vi har med en social konstruktion at<br />

gøre.<br />

Mennesker har ikke altid og i alle kulturer forstået fænomenet barndom på<br />

samme måde. At forstå barndommen som en særlig periode i menneskets<br />

udvikling, hvor leg og læring er grundlæggende eksistensvilkår, er resultatet af<br />

det, vi kan kalde en lokal forhandling: En forhandling om hvordan man skal<br />

forstå denne særlige periode i menneskers liv, hvor lang den er, og ikke mindst<br />

hvad man kan og skal forvente sig af børn (se Ariès, 1962).<br />

Det samme gælder for, hvordan man gennem tiden har forstået fænomenet<br />

ungdom. Hvor det er tydeligt, at små børn kun i yderst begrænset omfang kan<br />

bidrage til stammens eller familiens forsørgelse, er det langt mindre tydeligt,<br />

hvornår en ung kan og skal løfte en voksens byrder. Derfor er de lokale forhandlinger<br />

om voksnes forventninger og krav til unge langt mere differentierede<br />

fra sted til sted og fra tid til tid. Det er ikke mange generationer siden, at<br />

familien forventede, at en ung på 12-14 år kunne bidrage til familiens forsørgelse.<br />

Ungdomsårene var en meget begrænset periode mellem barndom og<br />

voksenalder.<br />

I denne dialog forsøger vi at gøre os klart, hvilke unge vi taler om. Det gør vi<br />

dels ved at se på de unge, som vi har truffet gennem klubudviklingspuljens<br />

mange narrativer, og dels ved at redegøre for en mængde empirisk materiale,<br />

der indenfor de senere år har beskrevet forskellige typer af unge.


SIDE 49 DIALOG 3<br />

1. Den posttraditionelle ungdom som en social<br />

konstruktion<br />

Historisk set dukkede forestillingen om en ungdomsfase først op i løbet af<br />

1700-tallet som et element i den samfundsmæssige udvikling, der førte fra de<br />

gamle middelalderlige feudalsamfund over i de borgerlige kapitalistiske og<br />

industrialiserede samfundsformer (se Illeris m.fl., 1982).<br />

Ikke-industrialiserede samfund uden nogen forestillinger om en ungdomsfase<br />

har eksisteret langt op i 1900-tallet. Ungdom var ikke på samme måde som<br />

barndom og voksenalder selvfølgeligt eller naturgivet. Det er en forestilling, der<br />

opstod sammen med en bestemt samfundsudvikling på en bestemt tid i nogle<br />

bestemte lande.<br />

Tidligere eksisterede der begrebs- og bevidsthedsmæssigt ingen særskilt livsfase<br />

mellem barndommen og voksenlivet. Formelt blev man voksen umiddelbart<br />

efter konfirmationen, men reelt var der tale om en glidende overgang,<br />

hvor man allerede fra 7-års alderen blev inddraget i de voksnes arbejde.<br />

I dagens samfund er ungdomsperioden noget,<br />

som både starter tidligere og varer længere end<br />

for få generationer siden. I dag er det naturligt<br />

at bestemme ungdommen som en periode, der<br />

starter ved 11-12-årsalderen, og som kan vare<br />

langt ind i 20’erne. For måske skal ungdom<br />

slet ikke knyttes til alder. Mange er enige om,<br />

at det væsentligste karakteristika ved ungdommen<br />

er udviklingsperspektivet. Udviklingen hvor<br />

man prøver sig selv af og søger at skabe en<br />

egen selvstændig identitet – i samspil med og<br />

som fundament for tilegnelse og udvikling af<br />

sociale og faglige kompetencer og etablering af<br />

sociale relationer udenfor familien.


DIALOG 3 SIDE 50<br />

Nogle betragter ungdom som en form for kvalificeringsperiode til voksenlivet,<br />

mens andre argumenterer for, at ungdom må betragtes som en særlig livsfase,<br />

der hverken skal forstås som afslutningen på noget (barndommen) eller som<br />

forberedelsen til noget andet (voksenlivet).<br />

Ungdommen er for os at se en særlig livsfase: En livsfase, der i stor<br />

udstrækning er individuel – forstået på den måde, at nogle vil være i et udviklingsforløb,<br />

hvor de kan være unge ganske længe, mens andre vil være unge<br />

relativt kortvarigt. Det afgørende for, om man er ung eller ej, er således, om<br />

man udvikler sig indenfor de områder, der er karakteristiske udviklings- og<br />

socialiseringsområder for ungdommen.<br />

I et socialiseringsperspektiv kan man sige, at ungdomsperioden karakteriseres<br />

af:<br />

• social forankring og venner/relationer til personer udenfor opvækstfamilien<br />

• erhvervsrelevant kvalificering<br />

• værdi- og normdannelse, etablering af referencegrupper, holdninger og<br />

livsstil<br />

• rekreation og forbrug<br />

(Pedersen, 1999).<br />

Ungdommen er i lidt omskrevet form en livsperiode, der kendetegnes af, at<br />

den unge på baggrund af sine tidligere erfaringer og udviklingsfaser og i samspil<br />

med andre unge og voksne både indenfor og udenfor den nære familie<br />

danner en identitet: En personlig stil, der udgør basis for at kunne træffe mere<br />

eksistentielle valg og valg i forhold til (foreløbige) drømme og mål for livet.


2. De <strong>frisat</strong>te unge<br />

SIDE 51 DIALOG 3<br />

Så længe der har eksisteret et begreb om ungdom, er ungdommen blevet<br />

opfattet som en livsfase, hvor den enkelte ruster sig til at blive voksen. Dette<br />

er blevet betragtet som en selvfølge, der naturligvis har kunnet give nogle<br />

udfordringer og problemer – f.eks. af den karakter, som blev omtalt i forbindelse<br />

med ungdomsfasens sociale og kulturelle funktioner. Efter den kulturelle<br />

frisættelse synes disse udfordringer og problemer at have accelereret voldsomt.<br />

At være ung i dag indebærer imidlertid at skulle i gang med en proces, der i<br />

princippet skal føre frem til en første og meget betydningsfuld stillingtagen til<br />

de store valg: Hvem vil man være, og hvad vil man med sit liv. Typisk opleves<br />

der at være utrolig mange muligheder. Den unge skal tage stilling til, hvordan<br />

han/hun vil leve sit liv og udfolde sin personlighed.<br />

Som vi var inde på i Dialog 2, befinder dagens unge sig i en situation, der er<br />

præget af langt flere valgmuligheder, end de unge i tidligere tider stod overfor.<br />

En situation, som på den ene side rummer store frihedsgrader for de unge, der<br />

formår at vælge sig selv og sit udtryk, men som på den anden side også kan<br />

være svært belastende for de unge, der er blevet fanget i usikkerhed og i<br />

manglende selvværd. Disse sidste unge har svært ved at håndtere valgfriheden,<br />

og det skaber tvivl og angst i forhold til, om man nu har valgt rigtigt:<br />

”Måske skulle jeg have valgt noget andet? Hvad nu hvis det andet var bedre?<br />

Hvordan kan jeg være sikker på, at mit valg er det rigtige?”, osv.


DIALOG 3 SIDE 52<br />

3. De <strong>udsat</strong>te unge<br />

Der er gennem de seneste år blevet brugt en lang række forskellige ”u-ord”<br />

om grupper af unge; eksempelvis uønskede, uunderviselige og utilpassede<br />

unge. Som vi allerede har været inde på, præges mennesker af den sociale<br />

kontekst og formes af de mellemmenneskelige relationer, som den enkelte<br />

indtræder i. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvilke begreber man bruger. Der kan<br />

ligge vidt forskellige signaler i de enkelte ord, og disse signaler/ordene er med<br />

til at skabe det enkelte menneske. Ser man på mange af ”u-ordene” om unge,<br />

refererer de til, at de unge ikke har kunnet tilpasse sig samfundet og dets normer,<br />

strukturer, m.v. Det er således begreber, der signalerer, at det ikke er<br />

samfundets ansvar at rumme eller tilpasse sig de unge og deres normer.<br />

F.eks. ligger der i begrebet ’utilpassede unge’ den betydning, at de unge selv<br />

bærer skylden for deres situation, fordi de ikke har tilpasset sig samfundets<br />

gældende normer. Og at de kunne tilpasse sig, hvis blot de ændrede adfærd.<br />

Vinklen på begrebet ’<strong>udsat</strong>te unge’ er en anden. Udsatte unge betegner grupper<br />

af unge, der er i risiko for at blive marginaliserede og/eller udstødt fra fællesskaber<br />

(f.eks. arbejdsmarkedet, kammeratskabsgrupper, familien eller lokalsamfundet).<br />

I denne forståelse handler marginaliseringsproblematikken altså<br />

snarere om, hvordan samfundet agerer, og om det udstødende samfunds<br />

værdinormer, end den handler om det enkelte individs adfærd. Det, som de<br />

<strong>udsat</strong>te unge er <strong>udsat</strong>te for, er samfundsmæssige forhold, der gør dem sårbare.<br />

Ser man nærmere på, hvad marginalisering betyder, er det overordnet et<br />

spørgsmål om at ”være på kanten af” eller ”befinde sig i et grænseområde”<br />

set i forhold til en eller anden form for fællesskab. Definitionen af, hvornår man<br />

er i en marginal position til et fællesskab (f.eks. arbejdsmarkedet, boligmarkedet,<br />

sociale og familiære netværk), bestemmes ud fra den dominerende normalitetsforståelse:<br />

Det vil sige ud fra, hvad majoriteten gør. Hvis man ikke indgår<br />

i det, som flertallet gør, indtager man en marginal position, eller man er<br />

marginaliseret.


SIDE 53 DIALOG 3<br />

Integration er overordnet set et spørgsmål om at være en del af en helhed.<br />

Ligesom definitionen på marginalisering handler definitionen på integration<br />

om, hvad der betegnes som værende normalt. Både marginalisering og integration<br />

defineres således i forhold til ’de andre’. På den måde er det to sider<br />

af samme sag: Man kan ikke tale om marginalisering eller integration uden at<br />

definere, hvad man er marginaliseret fra eller ikke integreret i.<br />

F.eks. illustreret som nedenfor:<br />

Integreret Marginal<br />

Inden for På kanten af<br />

Norm Afvigelse<br />

(Juul Kristensen, 1997)<br />

Det er almindeligt, at vi som mennesker definerer os i forhold til andre. Vi definerer<br />

vores livsstil i forhold til det, vi ikke er, og det, vi ikke ønsker at være (det<br />

marginale). Vi skelner mellem det centrale ’os’ og det perifere ’dem’. Men<br />

samtidig understreges vigtigheden af, at man er opmærksom på, hvem der har<br />

definitionsmagten: Det vil sige hvem, der definerer nogle mennesker som marginaliserede<br />

(altså på kanten af eller uden for fællesskabet) og andre som<br />

integrerede og dermed inden for fællesskabet. Når man taler om og arbejder<br />

med marginalisering og integration, er det derfor væsentligt, at man forholder<br />

sig til, hvad begreberne defineres ud fra. Og det er væsentligt, at man ikke<br />

overser de livsmåder, ressourcer og forandringspotentialer, som de marginaliserede,<br />

utilpassede eller <strong>udsat</strong>te er i besiddelse af.<br />

På samme måde er det vigtigt at se integration som et spørgsmål om tilhørsforhold;<br />

at det handler om at være og føle sig som en aktiv del af fællesskabet<br />

eller samfundet. Og at det både er et spørgsmål om at blive tildelt og selv tilegne<br />

sig kompetencer til at begå sig i samfundet – og få lov. Det sidste sigter<br />

på, at det ikke alene er et spørgsmål om, at den enkelte tilegner sig kompetencer<br />

til at kunne begå sig, men at det også handler om det omgivende samfunds<br />

tolerance og åbenhed.


DIALOG 3 SIDE 54<br />

4. De unge i klubudviklingspuljen<br />

Ser vi konkret på de unge, som klubudviklingspuljen primært henvendte sig til,<br />

kom de fra 42 klubber spredt ud over landet med tilsammen ca. 6000 medlemmer.<br />

Af disse medlemmer var de <strong>udsat</strong>te unge i klubberne og i deres periferi<br />

den primære målgruppe.<br />

I puljen var de socialt <strong>udsat</strong>te defineret som unge, der på forskellig vis var i<br />

risiko for at blive marginaliseret og/eller udstødt fra de centrale fællesskaber<br />

som skole, familie, kammeratskabsgrupper m.v., og hvor den socialpædagogiske<br />

indsats rettede sig mod at forebygge marginaliserings- og udstødningsprocesser<br />

og sikre, at de unge integreredes i de centrale fællesskaber.<br />

I forbindelse med klubudviklingspuljen blev der indsamlet 180 mindre fortællinger<br />

(narrativer) om de unge udarbejdet af klubmedarbejderne.<br />

Formålet med at indsamle narrativer var bl.a. at forstå, dels hvordan den<br />

pædagogiske medarbejder ser på de unge, deres situation og deres egen rolle,<br />

og dels hvordan disse unge selv ser på deres situation. Mange af narrativerne<br />

er gengivet i de fem hæfter med fællestitlen: Fagets stemme – erfaringer fra<br />

klubudviklingspuljen (De fem hæfter har hver deres fokus på unge og klub.<br />

Titlerne på de fem hæfter er hhv. Fortællinger om unge i klub, Fortællinger om<br />

den gode klub, Fortællinger om nødvendige kompetencer, Fortællinger om<br />

samarbejde og Fortællinger om metoder. Alle hæfterne kan rekvireres via<br />

hjemmesiden www.ufc-bu.dk).<br />

Når man ser nærmere på de 180 narrativer, opdager man, at klubmedarbejderne<br />

har taget kontakt med eller udgangspunkt i vidt forskellige unge.<br />

Her er blot nogle få data om de indsamlede narrativer:<br />

• Der er udarbejdet narrativer om 101 drenge og 79 piger<br />

• De unge er fra 12 til 20 år<br />

• Af drengene har ca. 45% en anden etnisk baggrund end dansk<br />

• Af pigerne har ca. 20% en anden etnisk baggrund end dansk<br />

• Af drengene kan ca. 30% karakteriseres som voldelige, ca. 20% som usik-


SIDE 55 DIALOG 3<br />

kert flakkende og ca. 20% som involveret i kriminalitet af den ene eller<br />

anden art, mens kun ca. 15% af drengene forekommer upåfaldende eller<br />

tilpassede<br />

• Af pigerne er ca. 20% usikre og ensomme, 20% har været eller er i berøring<br />

med kriminelle miljøer, ca. 10% er urolige og udad reagerende, mens<br />

ca. 30% er upåfaldende (tilpassede).<br />

På trods af, at nogle af disse tal giver et foruroligende billede af de unge, som<br />

har tiltrukket sig klubmedarbejdernes opmærksomhed, er det tydeligt, at klubmedarbejderne<br />

ikke opfatter de unge som besværlige (men derimod sympatiske)<br />

eller problembelastede (men derimod ressourcefulde).<br />

De enkelte narrativer er således opbyggelig læsning, som giver en tro på, at<br />

klubmedarbejderne har god kontakt med de unge.<br />

5. De unge har væsensforskellige livsstrategier<br />

De unge i klubprojektet er som andre mennesker vidt forskellige, hvorfor det<br />

principielt er meningsløst at stigmatisere dem som tilhørende den ene eller<br />

anden type, gruppe eller karakter.<br />

Når vi trods alt foretager en typeinddeling, skyldes det, at generaliseringer kan<br />

være med til at fremme et overblik over vilkårene for ungdomslivet. Den enkelte<br />

unge kan ikke beskrives med udgangspunkt i vores kategorier, ligesom<br />

vores kategorier ikke kan siges at være empirisk dokumenterede.<br />

De strategier, som de unge udvikler, betyder, at de træffer valg, som er rimeligt<br />

identiske med andre unge, hvis livsvilkår ligner deres. De forskellige ungdomsgrupper<br />

udvikler således nogenlunde identiske strategier til at håndtere deres<br />

aktuelle sociokulturelle livsbetingelser. Ifølge Georg Simmel (1992) er det sociale<br />

liv en kampplads bestående af ambivalente principper, hvor sociale aktører<br />

prøver at tilfredsstille deres behov for på den ene side at differentiere sig fra<br />

og på den anden side imitere hinanden. Differentieringen opstår ved individets<br />

behov for at adskille sig fra andre og dermed komme til at fremstå som unikt.


DIALOG 3 SIDE 56<br />

Behovet for imitation opstår på baggrund af et ønske om at indgå i sociale<br />

interaktionsprocesser med individer, der tilhører den pågældende gruppe.<br />

Ungdomssubkulturer er i stand til at identificere forskelle imellem sig selv og<br />

andre grupper af unge alene ud fra udseende og kropssprog. Det ser for os ud<br />

som om, de aktuelle ungdomskulturer indeholder langt flere grupperinger end i<br />

tidligere samfund.<br />

En subgruppe består af dem, som formår at gennemføre valg og strategier, der<br />

betyder, at de på trods af den sociokulturelle turbulens er i stand til at tilpasse<br />

sig samfundet. En anden subgruppe af unge har meget svært ved at fastholde<br />

et fokus i deres udviklingsstrategi. De er tilbøjelig til at fravælge de institutionelle<br />

tilbud, som samfundet rummer, enten fordi de ikke har udviklet relevante<br />

kompetencer, eller fordi deres valg ikke giver dem den nødvendige tid til tilpasning.<br />

Endelig mener vi at kunne identificere to andre grupper, hvis strategi er<br />

vidt forskellig fra de to første grupper, som vi vil beskrive.<br />

I mangel på et bedre udtryk har vi valgt at kalde den første gruppe af unge ’de<br />

tilpassede unge’. Den sidste gruppe har vi valgt at kalde ’de <strong>udsat</strong>te unge’.<br />

Den første gruppe er underrepræsenteret i klubpuljens narrativer, mens den<br />

anden gruppe er overrepræsenteret, hvilket skal ses som et resultat af puljens<br />

særlige målgrupper.


SIDE 57 DIALOG 3<br />

De selvbilleder, som disse to ydergrupper har,<br />

kan (noget forkortet) karakteriseres sådan:<br />

De tilpassede unge: De <strong>udsat</strong>te unge:<br />

• er gode til at leve op til kravene i det posttraditionelle<br />

samfund om refleksivitet, formbarhed<br />

og individualisering.<br />

• betragter livet i institutionerne som et uundværligt<br />

redskab til at lykkes<br />

• kan begribe, forstå og imødekomme institutionernes<br />

forventninger og krav<br />

• råder over tilstrækkelige sociale og skolastiske<br />

kompetencer til at håndtere de forventninger<br />

og krav, som de stilles overfor<br />

• har tillid til deres egen evne til at skabe et<br />

meningsfyldt liv, hvor nogen eller noget har<br />

særlig betydning for dem<br />

• har tillid til, at de personer, som betyder<br />

meget for dem (f.eks. partner, venner og forældre),<br />

holder oprigtigt af dem.<br />

• har grundlæggende optimisme omkring og<br />

respekt for autoriteter, hvad enten det er forældre,<br />

lærere, eksperter eller politikere.<br />

• har svært ved at leve op til kravene i det<br />

posttraditionelle samfund. De er derfor<br />

tvunget til at søge deres bekræftelse i fritidslivet,<br />

klubber, kammeratskaber o.l.<br />

• finder deres fællesskaber udenfor skole,<br />

uddannelse og arbejde<br />

• har ofte forladt skolen tidligt og er typisk<br />

hverken kommet i gang med en uddannelse<br />

eller i fast arbejde<br />

• mangler ofte selvtillid og oplever derfor kaos,<br />

stress, uoverskuelighed og uforudsigelighed<br />

som livsvilkår<br />

• mangler ofte omsorg og oplever ofte magtesløshed,<br />

handlingslammelse, tomhedsfølelse<br />

og ligegyldighed som grundemotioner<br />

• har sjældent dybere tilknytning eller tilhørsforhold<br />

og er grundlæggende ensomme midt<br />

i flokken<br />

• bryder sig ikke om traditionelle autoriteter,<br />

men søger autoritetsfigurer inden for deres<br />

egne rækker – og her kan de fint underordne<br />

sig.<br />

Mellem disse to ydergrupper kan to andre grupper af unge identificeres (selv om de i langt mindre<br />

udstrækning benytter de socialministerielle klubtilbud). Dem har vi i mangel af mere nøjagtige<br />

begreber kaldt ’de smarte unge’ og ’de subkulturelle unge’.


DIALOG 3 SIDE 58<br />

De smarte unge: De subkulturelle unge:<br />

• har udviklet en strategi for at finde deres<br />

tryghed gennem et stilorienteret forbrug<br />

• ser uddannelse og arbejde som forudsætninger<br />

for et optimalt forbrug<br />

• har modsatrettede drømme om den eneste<br />

ene, om at stifte familie og om uddannelse<br />

som vejen til frihed og uforpligtethed<br />

• har et pragmatisk forhold til autoriteter; kan<br />

underordne sig, hvis det betaler sig.<br />

• ser stimulering og tilfredsstillelse af umiddelbare<br />

behov gennem storforbrug af f.eks. Tv<br />

og internet som det centrale - her opleves<br />

kontakten med andre uden, at det forpligter<br />

og uden risikoen for at miste ansigt og selvkontrol.<br />

Centralt står også selviscenesættelse<br />

og ønsket om at være med på de seneste<br />

modestrømninger<br />

• insisterer kraftigt på det individuelle livsmønster.<br />

• har udviklet deres selvbestemmelse ved<br />

bevidst at vende ryggen til institutionerne<br />

• mener at have afkodet samfundets krav om<br />

tilpasning og har besluttet at undslippe det<br />

• har ressourcerne til at klare sig, men institutionslivet<br />

rummer ikke de udfordringer, som<br />

disse unge kræver af livet<br />

• har udviklet en grundlæggende kritisk holdning<br />

over for det traditionelle (musik, fester<br />

og tøj)<br />

• søger i stedet at dyrke den autentiske selvudvikling<br />

og selvfordybelse. De søger at<br />

realisere sig selv, søger rum hvor man kan<br />

give sig hen, miste kontrol, sætte sig selv på<br />

spil (i f.eks. technomusik)<br />

• dyrker ofte det ekstremt kropslige og sanselige<br />

udtryk (f.eks. for stort eller for småt tøj,<br />

der viser kroppen, og at man går ind for<br />

dope, smerte, sex eller piercing)<br />

• insisterer kraftigt på en kollektiv livsform.<br />

6. De unges krav til uddannelse og arbejde<br />

På tværs af disse fire typer af unge er meget fælles for ungdommen i det posttraditionelle<br />

samfund. Ét fællestræk er, at de fleste unge har et andet forhold til<br />

begreberne uddannelse og arbejde end den indstilling, der præger den voksne<br />

generation.<br />

Langt de fleste unge ønsker at uddannelse og arbejde skal være spændende,<br />

udfordrende og interessant, hvilket giver dem gode muligheder for at udvikle<br />

deres personlighed og identitet. Møder de sur pligt og behovsudskydelse, er<br />

mange tilbøjelig til at forlade skolen og arbejdspladsen.


Også de få unge, der ønsker almindeligt<br />

manuelt lønarbejde, angiver som motivation,<br />

at de finder det spændende, og at de har lyst<br />

til det. Deres udtrykte begrundelse går i retning<br />

af arbejdet som personlig udfoldelse;<br />

arbejdet opfattes ikke primært som en nødvendighed.<br />

Stort set alle vil gerne arbejde og<br />

har forventninger til arbejdet om, at det skal<br />

være sjovt og interessant.<br />

De unges nye orientering stiller betydelige<br />

udfordringer til arbejdspladserne, for det er<br />

sjældent alt arbejde, der er sjovt, interessant<br />

eller identitetsgivende.<br />

Nutidens unge vægrer sig ikke ved at skulle<br />

arbejde. Tværtimod er næsten alle stærkt orienteret<br />

mod at skaffe sig en jobmulighed.<br />

SIDE 59 DIALOG 3<br />

Men de insisterer kompromisløst på nogle mindstekrav til det tilfredsstillende<br />

eller meningsfulde i arbejdet. Der kan være store individuelle forskelle på, hvor<br />

man har sine tærskler. Nogle vil have gode dispositionsmuligheder og være<br />

nået langt i deres personlige udvikling, mens andre lægger vægt på håndværksmæssig<br />

kvalitet. Mange har mere diffuse krav, men det almene krav til<br />

arbejdet er, at det skal være spændende. Få vil påtage sig det ensformige rutinearbejde<br />

som andet end et helt midlertidigt perspektiv, og det anstrengende<br />

plejearbejde er der heller ikke rift om.<br />

Katzenelson og Simonsens (2000) undersøgelser viser, at unges ændrede<br />

arbejdsbegreb ikke er et spørgsmål om ændrede konjunkturer. Der er en helt<br />

generel udvikling mod et mere lyststyret og klasseopløst arbejdsbegreb, der<br />

ikke følger tilfældige svingninger i udbuddet af job eller størrelsen af ungdomsårgangene.<br />

Træk, der omsætter globalisering, markedsmekanismer, individualisering<br />

og opløsning af hidtidige fællesskaber i ønsker om selvrealisering, søge-


DIALOG 3 SIDE 60<br />

bevægelser og individuelle valg. De unges ændrede arbejdsbegreb stiller imidlertid<br />

ikke blot krav til arbejdspladserne; det stiller mindst lige så store krav til<br />

de unge selv.<br />

For ungdommen generelt forekommer der store og uløste vanskeligheder. Der<br />

hersker en pinefuld modsætning mellem den uklare forståelse af, hvad et<br />

arbejde er og kræver, og hvad man selv faktisk kan klare. Det kan let resultere<br />

i afmagt og forvirring omkring, hvad man kan forvente både af arbejdet, af<br />

livet, af samfundet, af familie, venner og personlige relationer.<br />

Vi står altså i en situation, hvor der på den ene side skabes et reelt frirum og<br />

mulighed for udfoldelse for en gruppe af velfunderede unge, mens der på den<br />

anden side opstår tvang til forandring og fornyelse, som slet ikke ligger inden<br />

for de unges rækkevidde. Denne konsekvens af den ændrede arbejdsforståelse<br />

stiller store udfordringer både til uddannelsessystemet og til arbejdsmarkedet.<br />

7. Unge med et belastet forhold til uddannelse og arbejde<br />

Med afsæt i kvalitative interview med 49 unge har Ulla Højmark Jensen og<br />

Torben Pilegaard Jensen (2003) forsøgt at sige noget om nogle af de unge,


SIDE 61 DIALOG 3<br />

der ikke klarer sig godt i det aktuelle uddannelses- og arbejdsliv. Gennem<br />

deres undersøgelse mener forfatterne at kunne skelne mellem fire grupper:<br />

’de opgivende’, ’de praktiske’, ’de vedholdende’ og ’de flakkende’.<br />

Sådan beskriver forfatterne disse fire grupper:<br />

De opgivende unge<br />

Denne gruppe er kendetegnet ved deres dårlige erfaringer fra grundskolen.<br />

Typisk har de haft få om nogen venner, og de er blevet mobbet meget - særlig<br />

i de mindre klasser. De har hverken oplevet, at lærerne tog specielle hensyn til<br />

dem som personer, eller at lærerne satte effektivt ind over for den mobning,<br />

som de blev <strong>udsat</strong> for. Gruppen af opgivende unge har haft svært ved at følge<br />

med fagligt i flere fag, og mange af disse unge kan ikke huske noget som<br />

helst positivt fra deres 9-10 år lange skolegang. De kommer typisk fra brudte<br />

familier, hvor der har været høj grad af ustabilitet i opvæksten. De har således<br />

ofte oplevet adskillige skoleskift og bopælsskift samt forskellige grader af<br />

omsorgssvigt fra deres forældre, der enten har haft personlige problemer, og<br />

derfor ikke har formået at være følelsesmæssigt tilstede for de unge, eller har<br />

måttet arbejde så meget, at de unge har været overladt til sig selv i en alt for<br />

tidlig alder.<br />

De opgivende unge kan karakteriseres ved at:<br />

• have en ustabil familiebaggrund og være omsorgssvigtede<br />

• være dårligt fungerende i sociale sammenhænge<br />

• have få eller ingen nære venner<br />

• have svage sociale kompetencer<br />

• have forældre med kort eller ingen uddannelse<br />

• være vokset op med en økonomisk smalhals bl.a. på grund af perioder<br />

med enlig forsørger og/eller misbrug.<br />

• komme fra et ikke-uddannelsesorienteret miljø<br />

• have svage boglige kompetencer.


DIALOG 3 SIDE 62<br />

De opgivende unge er den gruppe, som bedst svarer til betegnelsen ’<strong>udsat</strong>te<br />

unge’. Deres mangelfulde netværk og svage sociale kompetencer kombineret<br />

med belastende familie- og uddannelsesmæssige vilkår gør, at disse unge let<br />

falder igennem det sociale sikkerhedsnet – og det på trods af, at det sociale<br />

netværk er beregnet på at samle netop denne gruppe op.<br />

De praktiske unge<br />

De praktiske unge har typisk været meget glade for kammeratskabet i grundskolen.<br />

De har haft det godt i frikvartererne, mens den faglige side af skolegangen<br />

har været en mindre prioritet. De har forsøgt at slippe så let om ved<br />

skolearbejdet som muligt, og de har ikke klaret prøver og eksaminer særlig<br />

godt. Trods dette har de dog haft et godt forhold til flere af deres lærere.<br />

Mange unge i denne gruppe har valgt at tage på efterskole i 9. og/eller 10.<br />

klasse, hvilket har givet dem en række gode erfaringer: De har haft mulighed<br />

for at vægte de praktisk orienterede fag (som de interesserer sig for), og de<br />

har nydt det intense sociale samvær.<br />

Denne gruppe af unge kommer typisk fra ikke skole- og uddannelses-orienterede<br />

hjem. Forældrene har en kort, praktisk orienteret uddannelse eller er<br />

ufaglærte. Mange af de unge i denne gruppe har boet samme sted hele deres<br />

liv, og deres forældre lever i et stabilt følelsesmæssigt forhold. Ofte vælger de<br />

unge i denne gruppe at blive boende hjemme længe, fordi det er praktisk,<br />

trygt, billigt og behageligt. Det er mange år siden, at de har haft meget med<br />

deres forældre at gøre, da de bedst kan lide at klare sig selv og kun sjældent<br />

er hjemme. Omvendt er hjemmet et godt sted at få ordnet sit vasketøj og<br />

kunne hente mad i køleskabet og omsorg, når man er syg. Forældrene er der,<br />

hvis den unge har brug for dem, og de stiller sjældent krav hverken i forhold til<br />

at deltage i det huslige arbejde eller familiesamværet eller i forhold til at tage<br />

en uddannelse. Så længe den unge foretager sig noget og ikke kommer i dårligt<br />

selskab, får han eller hun lov til at passe sig selv inden for familiens rammer.


SIDE 63 DIALOG 3<br />

De praktiske unge er ifølge Jensen og Jensen karakteriseret<br />

ved følgende:<br />

• stabile familieforhold<br />

• gode sociale netværk og relationer<br />

• mange gode og nære venner<br />

• gode sociale kompetencer<br />

• forældre med kort eller ingen uddannelse og relativt lav husstandsindkomst.<br />

Ikke uddannelsesorienteret opvækstmiljø<br />

• svage boglige kompetencer.<br />

Denne gruppe unges <strong>udsat</strong>hed består primært i, at de praktiske, håndværksmæssige<br />

fag er blevet stadigt færre i det posttraditionelle samfund, hvorfor<br />

mange af dem næppe vil få en relevant blivende beskæftigelse på et praktisk<br />

fagligt område.<br />

De vedholdende unge<br />

De vedholdende unge har haft det svært i grundskolen, hvor de ligesom de<br />

opgivende unge har oplevet mobning, haft få venskaber og mange skoleskift.<br />

Men i modsætning til de opgivende unge har de vedholdende unge oplevet en<br />

vis succes i forhold til det boglige skolearbejde.<br />

Denne gruppe er ofte piger, der ved at leve op til kønsspecifikke idealer om<br />

orden og ’pænhed’ til en vis grad er lykkedes i skolesystemet. De har været de<br />

stille piger, der altid lavede deres lektier, afleverede rapporterne til tiden, huskede<br />

deres bøger og i det hele taget havde orden i sagerne. Typisk har en eller<br />

flere lærere været gode til at bakke dem op undervejs.<br />

Denne gruppe stiller meget høje krav til sig selv om perfektionisme og orden.<br />

Kan de ikke leve op til kravene, eller får de ikke anerkendelse for det, bryder<br />

deres verden hurtigt sammen.<br />

De vedholdende unge kommer fra ustabile hjem. De har således oplevet<br />

adskillige skole- og bopælsskift, skilsmisse og forskellige former for omsorgs-


DIALOG 3 SIDE 64<br />

svigt i kortere eller længere perioder. Trods denne ustabilitet har de formået at<br />

få en vis stabilitet ind i deres liv ved at prioritere deres skolegang.<br />

De er vedholdende i forhold til uddannelsessystemet, fordi de så gerne vil blive<br />

ved med at opleve den succes, som de alt andet lige havde på det faglige<br />

område i grundskolen. Men det er meget svært for dem at klare sig i de videre<br />

uddannelsesforløb, bl.a. fordi de i forhold til skolearbejdet stiller så høje krav til<br />

sig selv. De kæmper med mindreværdsfølelse og manglende venskabsrelationer<br />

samt med deres ikke-uddannelsesorienterede familiebaggrund.<br />

De vedholdende unge er karakteriseret ved:<br />

• en ustabil familiebaggrund og omsorgssvigt<br />

• at være dårligt fungerende i sociale sammenhænge<br />

• at have ingen eller få nære venner<br />

• svage sociale kompetencer<br />

• forældre med kort eller mellemlang uddannelse og relativ god indkomst,<br />

dog også perioder med smalhals på grund af enlig forsørger<br />

• relativt gode boglige kompetencer.<br />

På trods af denne gruppes relative gode boglige kompetencer betyder deres<br />

svage sociale forudsætninger, at de har svært ved at tilpasse sig det dynamiske,<br />

krævende arbejdsmarked i det posttraditionelle samfund.<br />

De flakkende unge<br />

Denne gruppe er typisk unge, der har klaret sig godt i skolen. Nogle har endda<br />

været meget dygtige rent fagligt, og de har også haft relativt gode sociale relationer<br />

i grundskolen.<br />

De har i størstedelen af deres opvækst oplevet forholdsvis stabile familierelationer<br />

med forældre, der oftest har haft overskud til at bekymre sig for dem og<br />

endvidere er gået op i, at de unge klarede sig godt i skolen. Forældrene har<br />

typisk kortere fagligt orienterede uddannelser, og de forventer, at de unge også<br />

tager en uddannelse.


SIDE 65 DIALOG 3<br />

Mange unge fra denne gruppe har ligesom de praktiske unge med stor succes<br />

været på efterskole i 9. og/eller 10. klasse. Men i modsætning til de praktiske<br />

unge finder de flakkende unge særligt de kreative fag spændende. Det er fx<br />

musik, teater, journalistik eller foto.<br />

Desuden er det typisk for denne gruppe, at der på et tidspunkt i deres liv indtræffer<br />

nogle begivenheder, der får dem til at miste fodfæstet i en periode.<br />

Derfor ryger de ofte ud af den uddannelse, som de var påbegyndt. De flakker<br />

derefter noget handlingslammede rundt i udkanten af uddannelsessystemet.<br />

Deres ’flakken-omkring’ kan skyldes alvorlig sygdom eller dødsfald i den nærmeste<br />

familie, en konfliktfyldt skilsmisse, graviditet og fødsel eller en mere diffus<br />

opstået depression hos den unge.<br />

En del af disse unge har specifikke individuelle ønsker i forhold til uddannelse,<br />

hvoraf flere går i kreative retninger. De har faglige og personlige ressourcer til<br />

at indgå i det eksisterende uddannelsessystem, men mangler ofte at få styr på<br />

personlige problemer eller kriser. Hos mange ligger der endvidere et ønske om<br />

at kunne få lov til at dyrke individuelle og ofte kreative interesser.<br />

De flakkende unge har følgende karakteristika:<br />

• relativt stabile familieforhold<br />

• gode sociale netværk og relationer<br />

• flere gode og nære venner<br />

• gode sociale kompetencer<br />

• forældre med kort eller mellemlang uddannelse og relativ god indkomst<br />

• et uddannelsesorienteret miljø<br />

• relativt gode boglige kompetencer.<br />

De flakkende unges primære problemer består i at fastholde mål og retning i<br />

deres udvikling og uddannelse.<br />

Ud fra deres empiriske studier konkluderer Jensen og Jensen, at unge, der<br />

ikke har fuldført og ej heller er i gang med en ungdomsuddannelse, ikke er en<br />

ensartet flok: Nogle af de unge ville med støtte og vejledning kunne indgå i det


DIALOG 3 SIDE 66<br />

eksisterende uddannelsessystem, mens andre har brug for en mere massiv<br />

indsats på flere fronter.<br />

8. De mønsterbrydende unge<br />

Begrebet ’den sociale arv’ går tilbage til 1960’erne, hvor lederen af den svenske<br />

behandlingsinstitution Barnbyn Skå, Gustav Jonsson, skrev en bog med titlen:<br />

Den sociale arvs onde cirkel – kan den brydes?<br />

Bogen vakte berettiget opsigt, fordi den påviste, at mange af de børn, som<br />

voksede op i familier præget af vold, alkohol og kriminalitet, gentog den form<br />

for negativ adfærd som voksne.<br />

Det progressive i Jonssons begreb var, at det var et opgør med den tidligere<br />

biologiske grundantagelse om, at når børn gentog deres forældres uhensigtsmæssige<br />

adfærd, skyldtes det deres dårlige genetiske materiale. Jonsson<br />

fremførte i stedet, at der var tale om en form for psykologisk begrundet gentagelsestvang.<br />

Ved at se gentagelsesmønstrene som et resultat af, at ingen<br />

havde brudt ind i den sociale læring, indfandt der sig et optimistisk ønske om<br />

at lære familien andre måder at reagere på i konfliktsituationer og derved<br />

bryde den sociale arvs onde cirkel.<br />

Når begrebet efterhånden forsvandt ud af den socialpolitiske diskurs, skyldes<br />

det, at der opstod en opfattelse af, at den sociale arv var ligeså uundgåelig<br />

som den biologiske arv: Nogle arvede den negative adfærd, selv om de blev<br />

opdraget udenfor hjemmet. Gustav Jonssons idé om at holde familien samlet,<br />

mens man lærte den at gøre noget andet end tidligere, blev glemt eller fortrængt<br />

i lyset af de store økonomiske byrder ved en sådan indsats.<br />

Begrebet er i de senere år igen blevet højaktuelt i den socialpolitiske debat i<br />

Danmark. De centrale spørgsmål er endnu engang, hvorfor og i hvilket omfang<br />

sociale opvækstbetingelser er medvirkende til at forme personers livschancer<br />

og udfoldelsesmuligheder.


SIDE 67 DIALOG 3<br />

Selv om diskussionen om den sociale arv primært har været fokuseret omkring<br />

kontinuiteten i overgivelsen af særligt negative opvækstvilkår (fattigdom, sårbarhed,<br />

vold, misbrug), har debatten i nyere tid også taget en anden drejning. I<br />

forsøget på at forstå mekanismerne og dynamikken bag den sociale arv er<br />

interessen nu også faldet på de personer, som af forskellige årsager har brudt<br />

den sociale arv og klaret sig anderledes, end deres baggrund tilsiger, at de<br />

burde. Man har benævnt denne gruppe ’mønsterbrydere’; det vil sige personer,<br />

som efter sigende er undtagelserne fra den sociale arvs generelle mekanisme.<br />

Mønsterbrydning og social arv er således to sider af samme sag, hvor førstnævnte<br />

oftest opfattes som undtagelsen, der bekræfter reglen.<br />

Ifølge Socialforskningsinstituttet bekræfter internationale studier, at den sociale<br />

mobilitet i efterkrigstiden har været yderst stabil i de fleste vestlige samfund.<br />

At bryde den sociale arv (eller de negative habituelle vaner, som den franske<br />

sociolog Bordieu kalder det) er en langsommelig proces, fordi habitus ikke<br />

foreligger på et bevidst plan, men derimod er førbevidst organiseret. Det betyder,<br />

at vi handler uden at kende baggrunden for vore handlinger. Man møder<br />

et væld af situationer eller stemninger og de samme typer forhold, som man er<br />

vokset op i. Man gentager derfor det kendte handlingsmønster; ikke fordi det<br />

er mest fornuftig og logisk i situationen, men fordi det udløses ubevidst.<br />

For at bryde et bestemt adfærdsmønster kræves det således, at det enkelte<br />

menneske kommer til kendskab over sin habitus (sine reaktionsmønstre og<br />

vaner) og får mulighed for at agere i sociale sammenhænge, hvor nye vaner<br />

kan udvikles.<br />

Et af de forskningsmæssige arbejder, der eksplicit omhandler mønsterbrydere,<br />

er udført på Danmarks Pædagogiske Universitet (Elsborg et al., 1999). Her<br />

defineres mønsterbrydere således:<br />

”Ved mønsterbrydere forstås mennesker, som har brudt med et opvækstmiljø,<br />

der socialt set er karakteriseret af faktorer som manglende uddannelse,


DIALOG 3 SIDE 68<br />

arbejdsløshed, dårlig økonomi, ringe boligforhold, misbrug og vold samt psykologisk<br />

set af klientgørelse, støtteforanstaltninger og offerrolle og er undtagelser,<br />

som bryder reglen” (Elsborg et al., 1999).<br />

Undersøgelsen viser, at mønsterbryderne udgør en meget blandet social gruppe,<br />

som af forskellige årsager og ud fra forskellige motiver har haft held til at<br />

få et normalt liv på trods af en række problematiske opvækstbetingelser.<br />

Undersøgelsen konkluderer ikke entydigt hvilke faktorer, der er udslagsgivende<br />

for unges mønster-brud, men det kan ifølge forfatterne udledes, at særlige<br />

personlige ressourcer ved individerne (refleksion, begavelse, selvtillid, gå-påmod)<br />

i kombinationen med positive venskabs- og bekendtskabsrelationer medvirker<br />

til mønsterbrydningen. Men selv om sådanne positive venskabs- og<br />

bekendtskabsrelationer er vigtige, konkluderer undersøgelsen, at : ”alt tyder<br />

dog på, at mønsterbryderne generelt er ressourcestærke personer, som har<br />

haft evner og overskud til at sætte sig ud over deres sociale baggrund og forbedre<br />

deres livschancer” (Elsborg et al., 1999).<br />

Set fra et socialkonstruktionistisk synspunkt forekommer et ræsonnement,<br />

der skelner mellem ’særligt ressourcestærke individer’ og ’positive venskabs-<br />

og bekendtskabsrelationer’, at være erkendelsesteoretisk uholdbart.<br />

Vores konstruktive relationer og individets særlige ressourcer kan ikke ses<br />

som adskilte og isolerede fænomener. Hvis sociale relationer går forud for<br />

den enkeltes identitet, er en ressourcestærk person et resultat af ressourcestærke<br />

relationer. En skelnen mellem individet og dets relationer kan kun<br />

opretholdes, hvis man ser den enkelte som noget helt andet end de relationer,<br />

han eller hun indgår i.


Hvorfor denne dialog?<br />

SIDE 69 DIALOG 4<br />

Hvilke sammenhænge skal de<br />

unge finde sig (selv) i?<br />

Familien er fortsat det posttraditionelle samfunds vigtigste ramme for børn og<br />

unges identitetssøgning og personlighedsdannelse. Det er i familien, at de<br />

dybeste relationsmæssige følelser imødekommes og frustreres. Det er her,<br />

vores tilknytningsadfærd til andre grundlægges, og det er her, vi udvikler den<br />

gensidige ”goodwill bank”, som gør, at børnene og de unge i almindelighed<br />

kan tåle den nødvendige frustration, der altid følger med tilpasningen til andre<br />

mennesker. Men i takt med, at den unge bliver ældre, bliver der stadigt flere<br />

kontekster (rammer), som han eller hun skal finde sig selv i. Rammer, der via<br />

upersonlige krav om tilpasning til de faglige krav og til kammeratskabsgruppens<br />

krav udvikler den unges sociale tilpasningsevne. I denne dialog vil vi<br />

beskrive nogle af de aktuelle rammer, som de unge må finde sig selv i .<br />

Overordnet set skal de unge finde sig (selv) i sammenhænge inden for både<br />

system- og livsverdenen. Derfor vil vi indledningsvis sætte rammen for denne<br />

dialog ved at tage udgangspunkt i Habermas’ teori om system og livsverden.<br />

1. Om system- og livsverden<br />

Habermas’ teori om sammenstødet mellem system- og livsverdenen har sit<br />

udgangspunkt i den objektivistiske og normative tradition; Frankfurterskolen<br />

(Habermas, 1991). Teorien opstiller nogle objektive normer for, hvad det gode<br />

samfund er.<br />

Når vi på trods af vore grundantagelser anvender Habermas’ teori, skyldes det,<br />

at den kan omfortolkes, så den giver mening i en socialkonstruktionistisk<br />

sammenhæng.


DIALOG 4 SIDE 70<br />

Definition af begrebet<br />

systemverdenen:<br />

Systemet er hos<br />

Habermas et begreb, der<br />

dækker over det økonomiske<br />

og det politiskadministrative<br />

system, der<br />

styres af det, han kalder<br />

styringsmedierne; nemlig<br />

penge og magt. Magten<br />

og pengene styrer systemet<br />

ud fra krav om funktionsdygtighed<br />

og effektivitet.<br />

Aktørerne (menneskene)<br />

inden for systemet<br />

er kendetegnet ved at<br />

handle strategisk rationelt.<br />

Under gunstige forhold<br />

kan styringsmedierne<br />

med et minimum af<br />

kommunikation, normer<br />

og situationsfortolkninger<br />

koordinere og organisere<br />

store komplekse handlingssystemer.<br />

Det er systemet,<br />

der tilvejebringer<br />

økonomiske goder og<br />

løser eksempelvis den<br />

økonomiske fordeling i et<br />

samfund.<br />

De to grundbegreber, som kæmper mod hinanden i Habermas’ teori, benævner<br />

han henholdsvis systemverdenen og livsverdenen. Samfundet kan ifølge<br />

Habermas iagttages ud fra disse to begreber, der adskiller sig fra hinanden<br />

ved at have forskellige organisationsprincipper, rationalitetsformer og handlingsberedskaber.<br />

På trods af aktørernes personlige egocentri betyder den målrationelle karakter,<br />

som systemet afkræver sine agenter (menneskene i systemet), at deres egocentri<br />

ophæves, så der optræder en vis grad af stabilitet og integration i systemet.<br />

En afgørende faktor, som gør systemverdenen effektiv, er, at mennesker i<br />

et system kan klare sig med et minimum af kommunikation. Det menneskelige<br />

sprog i systemet er ikke (som i livsverdenen) et middel til at opnå gensidig forståelse,<br />

men benyttes alene som et strategisk redskab til at sikre den magtmæssige<br />

og økonomiske rationalitet, som systemet bygger på.<br />

I livsverdenen sker koordinationen af handlinger og integration på grundlag af<br />

borgernes demokratiske enighed, som er opnået gennem sproglig forståelsesorienteret<br />

kommunikation, der sætter sig udover individuelle interesser. For<br />

at nå til enighed kræves det derfor, at gyldigheden af sproglige udsagn anerkendes.


SIDE 71 DIALOG 4<br />

Ser man de to verdener i forhold til hinanden, betyder det, at mens handlinger<br />

i livsverden har til hensigt at skabe overensstemmelse mellem individer via<br />

kommunikation og uden brug af anden magt end den, der ligger i ordet, ligger<br />

der altid et magtforhold (økonomisk eller politisk) bag handlinger i systemet og<br />

mellem system og livsverden.<br />

Habermas har således en grundantagelse om, at evnen til sproglig kommunikation<br />

indebærer muligheden for fornuftig argumentation, og at gensidig anerkendelse<br />

af gyldige argumenter har en handlingsmotiverende, koordinerende<br />

kraft. I modsætning til den gængse opfattelse mener Habermas, at moralsk<br />

rigtighed kan begrundes rationelt, og at det derved er muligt at opnå gensidig<br />

forståelse og dermed konsensus.<br />

Ifølge Habermas har samfundets udvikling medført, at systemet har koloniseret<br />

en stor del af den spontane livsverden. Systemets effektive styringskapacitet<br />

og dets økonomiske rationale har overtaget livsverdenens frie kommunikation.<br />

Systemet tænker ikke i begreber som socialt ansvar og meningsfuldhed og<br />

har derfor skabt sin egen teknokratiske og strategiske målrationalitet, hvor<br />

effektivitet bliver et mål i sig selv.<br />

Systemverdenens kolonisering af livsverdenen medfører krise i livsverdenen,<br />

der kan vise sig gennem blandt andet meningstab, svækket solidaritet og usikkerhed<br />

omkring tilhørsforhold. Ifølge Habermas må der derfor arbejdes for at<br />

genetablere livsverdenen. Det kan ske ved at efterspørge argumentation i forhold<br />

til livsverdenens logik for derved at retfærdiggøre handlen rettet mod systemet.<br />

Det er vigtigt at understrege, at vi på trods af begrebernes undertoner ikke<br />

ser systemverdenen som en skurk, der kvæler livsverdenen (hvilket<br />

Habermas vist var tilbøjelig til mene). Når systemverdenen overhovedet har<br />

mulighed for at kolonisere visse dele af livsverden, skyldes det, at livsverdenen<br />

ikke på alle områder formår at udvikle en levende, demokratisk argumentation,<br />

som kan modsige de rationelle tal og beregninger. Hvis man ikke<br />

Definition af begrebet<br />

livsverdenen:<br />

I modsætning til systemet<br />

indbefatter livsverdenen<br />

de dele af det<br />

sociale liv, der ikke kan<br />

underlægges styringsmedierne.<br />

For eksempel er<br />

kultur, sociale normer,<br />

moral og personlig identitet<br />

knyttet til principper<br />

for handling, der er uforenelige<br />

med de økonomiske<br />

og politiske styringsmedier.<br />

Det er livsverdenen,<br />

der står for<br />

den symbolske reproduktion,<br />

og det er livsverdenen,<br />

der, f.eks. gennem<br />

dannelsen af solidaritetsgivende<br />

sociale fællesskaber,<br />

tilvejebringer de<br />

ressourcer (mening, solidaritet<br />

og identitet), der<br />

er forudsætningen for, at<br />

vi kan handle socialt med<br />

hinanden.


DIALOG 4 SIDE 72<br />

formår at argumentere for levende kvaliteter, er systemets økonomiske rationaler<br />

et naturligt alternativ.<br />

2. Livet i familien<br />

Familielivet i det posttraditionelle samfund antager mange former. Der er kernefamilien;<br />

der er enlige mødre eller fædre; registrerede partnerskaber; papforældre,<br />

sammenbragte familier, osv. Som ved mange andre forhold i det<br />

posttraditionelle samfund kan man ikke pege på én rigtig måde at leve på.<br />

Man må i stedet pege på nogle typiske karakteristika og udviklingstræk.<br />

Hvor man tidligere kunne betragte familien som en form for produktionsfællesskab,<br />

hvor man var afhængig af hinanden for at overleve, forholder det sig i<br />

dag helt anderledes.<br />

I det posttraditionelle samfund kan familien snarere beskrives som et følelsesfællesskab,<br />

hvor personlig lykke og selvudfoldelse er kriterierne ved valg af<br />

partner og dannelse af familien.<br />

I dag træder hengivenhed, kærlighed og sympati ind i stedet for tidligere tiders<br />

værdsættelse af familiens medlemmer for, hvad de repræsenterede eller var i<br />

stand til. I den posttraditionelle familie knyttes medlemmerne stærkere til hinanden,<br />

og der stilles store forhåbninger til den følelsesmæssige tilfredsstillelse,<br />

som familien skal give den enkelte.<br />

De fleste gør sig en række forestillinger om familien af i dag – hvoraf mange<br />

er myter. Det viser en undersøgelse, der belyser tidsforbruget på en række<br />

aktiviteter i dag sammenlignet med 1987 (Bonke, 2003) . Blandt de forestillinger,<br />

som undersøgelsen afslører som myter, er, at familien i det posttraditionelle<br />

samfund bruger mange penge på køkkener, men ikke særlig meget tid på<br />

at lave mad, at vi arbejder mere og er mindre sammen med vores børn, og at<br />

maden spises hurtigt, uregelmæssigt og ikke sammen med resten af familien.<br />

Mens hovedresultaterne af undersøgelsen passer på billedet af den travle


SIDE 73 DIALOG 4<br />

familie (f.eks. at vi arbejder mere, har mindre fritid og bruger mere tid på husholdningsarbejde),<br />

viser undersøgelsen samtidig, at vi bruger mere tid på at<br />

lave mad – de nye køkkener bliver brugt. Vi er mere sammen med vores børn,<br />

og maden spises langsommere og sammen med resten af familien. Så billedet<br />

af den travle familie, der knapt nok sætter sig til bords, men spiser løbende ud<br />

af døren, holder ikke. Mange af de gængse forestillinger om den travle familie,<br />

der ikke har tid til hinanden, er ganske enkelt myter. På samme måde viser<br />

undersøgelsen, at forældre prioriterer at være sammen med deres børn, og at<br />

danske forældre samlet set er mere sammen med deres børn, end de er på<br />

arbejde.<br />

Ifølge undersøgelsen er den nye mangelvare i<br />

familierne fri tid – tid, der ikke er båndlagt<br />

med aktiviteter. Det er tid til én selv og tid,<br />

hvor intet skal ske, der synes at være forsvundet.<br />

Undersøgelsen viser, at særligt børnefamilierne<br />

i Danmark er <strong>udsat</strong> for et sandt bombardement<br />

af aktivitetstilbud. Det gælder både<br />

i ferier og på fridage, men også i hverdagene,<br />

hvor bl.a. daginstitutioner og skoler inviterer til<br />

forældrearrangementer, samtaler og aktivitetsweekender.<br />

Alt sammen forhold, der betyder,<br />

at der bliver mindre tid til at koble af og lave<br />

ingenting. Tid er et nyt luksusområde.<br />

I den posttraditionelle familie er begge forældre<br />

tilknyttet arbejdsmarkedet, og børnene bliver<br />

passet uden for hjemmet i en offentlig pasningsordning.<br />

Teenagebørn går i klub eller passer sig selv. Derfor må den posttraditionelle<br />

familie organisere og aftale sit fællesskab og på den måde sikre at<br />

man ved, hvor man har hinanden, at man får arbejdsopgaverne udført, når det er<br />

nødvendigt, og at man får fastholdt den nødvendige omsorg og gensidige støtte.


DIALOG 4 SIDE 74<br />

I dag er langt de fleste børn ønskebørn, og forældre bruger mere og mere tid<br />

på deres ”trofæbørn”. Det er moderne eller tidens luksus at have familie og<br />

børn. I det posttraditionelle samfund signalerer familie og børn tid og overskud.<br />

Når familien gennem nogle år har været truet, og når ensomhed og isolation<br />

opleves som det posttraditionelle samfunds svøbe, eftertragtes netop fællesskabet<br />

og familien.<br />

Et andet karakteristika ved den posttraditionelle familie er at parforholdenes<br />

levetid bliver kortere og kortere. Der bliver flere opbrud og skilsmisser, og<br />

familierne er mere ustabile. Ustabiliteten i parforhold og ægteskab har betydet,<br />

at hver fjerde barn under 18 år har oplevet, at forældrene er gået fra<br />

hinanden.<br />

I hver 10. skilsmisse er der konflikter, der kræver, at statsamtet bliver inddraget,<br />

fordi forældrene ikke kan blive enige om de fælles børn (Bau-Madsen,<br />

2001).<br />

Der er børn, der vokser op uden tætte relationer til voksne. Børn der mangler<br />

identifikationsobjekter.<br />

Hvor familierne i det traditionelle samfund levede mange mennesker på få kvadratmeter,<br />

så lever langt hovedparten af familier i dag med plads til, at børnene<br />

har hver deres værelse og forældrene deres eget soveværelse. Udviklingen<br />

går både i retning af, at forældre og børn lever mere adskilt end tidligere, hvor<br />

børnene eksempelvis er mere overladt til sig selv, hvor forældrene har travlt,<br />

måske ikke er meget hjemme og der ikke er viden om hvad hinanden laver,<br />

ønsker etc. etc., og samtidig er der i dagens samfund oftere et meget tættere<br />

forhold mellem forældre og deres børn, deltagelse i hinandens liv, viden om<br />

hvad man foretager sig etc. De modsatrettede karakteristika betyder også, at<br />

nogle børn og unge – og det er heldigvis langt størstedelen – vokser op med<br />

trygge og gode vilkår og bliver ”tilpassede unge”, mens andre ikke vokser op<br />

med en tryg base og derfor er i større risiko for at blive <strong>udsat</strong>te.


3. Livet i kammeratskabsgruppen<br />

SIDE 75 DIALOG 4<br />

Mens kammeratskabsgruppens betydning først for alvor er slået igennem<br />

indenfor normalområdet i de senere år, har dette fænomen længe været kendt<br />

og belyst i forhold til socialt <strong>udsat</strong>te og ekskluderede børn og unge.<br />

Den amerikanske psykolog Judith Rich Harris har i ”Myten om børns opdragelse”<br />

(2001) på overbevisende måde påvist, at når børn bliver, som de bliver,<br />

er dette i vid udstrækning et resultat af noget, de gør ved sig selv i relation til<br />

de kammeratskabsgrupper, som hurtigt bliver de egentlige referencegrupper.<br />

Børn identificerer sig med en gruppe bestående af deres kammerater og venner,<br />

og de skræddersyr deres adfærd efter gruppens normer.<br />

For <strong>udsat</strong>te børn og unge har kammeratskabsgruppen en funktion som tidlig<br />

erstatning for familiens ellers enorme betydning. I stedet for at orientere sig<br />

mod familien som det væsentligste spejl for de unges identitetssøgning er<br />

kammeratskabsgruppen i det posttraditionelle samfund blevet det vigtigste<br />

spejl. Det er i kammeratskabsgruppen, at man søger sin bekræftelse, sine idealer<br />

og sine ambitioner. Det er her, ens adfærd tilslibes, og ens identitetsmærker<br />

etableres.<br />

Kammeratskabsgruppen gør ofte brug af en række symboler for at udtrykke<br />

sammenhold og styrke. De symbolske udtryk kan f.eks. være bestemt tøj, en<br />

særlig måde at tale og bruge sproget på, valg af og tilknytning til bestemte former<br />

for musik, tatoveringer, rygmærker, osv.<br />

Gruppens symbolsystem fungerer som spejl for de enkelte medlemmer. Det<br />

behøver ikke nødvendigvis at være det sande spejlbillede, men er snarere et<br />

spejlbillede, der er forvrænget i en ønsket eller drømmeagtig retning, hvor<br />

nogle træk forstærkes, og andre træk underbetones (Lihme, 2003).<br />

Den enkelte unge, der vurderet alene kan fremstå som magtesløs og med lav<br />

selvtillid, kan i gruppespejlet og via gruppens kollektive kraft og symbolsystem<br />

fremstå som f.eks. sej eller med et højt selvværd.


DIALOG 4 SIDE 76<br />

Lihme (2003) refererer fra det tidligere bandemedlem Nathan McCall’s selvbiografi,<br />

hvordan livet var meningsløst for ham, hvis han ikke hang ud sammen<br />

med banden: ”You had no identity if you didn’t belong to a group”.<br />

Gruppefølelse er baseret på anerkendelse af nogle grundlæggende ligheder<br />

eller fælles skæbne. Sammen med gruppen oplever de enkelte unge styrke,<br />

lindring og trøst, hvor de ellers kan være bange og usikre, når de er alene.<br />

McCall citeres for nogle meget typiske gruppemekanismer:<br />

”Jeg følte mig mere selvsikker og modig, når jeg var sammen med gruppen.<br />

Gruppen gav mig en følelse af at høre til. Bare det at være i gruppen, gemme<br />

mig i den, følge dens normer, gav mig en form for velvære, som ikke engang<br />

min familie kunne give mig. Jeg følte mig ikke forvist, <strong>udsat</strong> eller socialt blottet.<br />

Og gruppen ændrede mit syn på skolen fuldstændigt; Det blev mere en<br />

social arena end et sted, hvor jeg skulle lære noget”.<br />

For <strong>udsat</strong>te unge med lavt selvværd kan kammeratskabsgruppen altså være<br />

det, der skaber den enkeltes identitet. Gruppen kan fylde så meget, at den<br />

enkelte unge ikke tager personligt stilling fra sag til sag, men deltager i gruppen<br />

som en brik i et større mønster. Et mønster, som den unge som enkeltperson<br />

ikke har indflydelse på.<br />

Som Lihme fremfører, betyder lav status og placering i samfundets sociale hierarki,<br />

og dermed manglende prestige, at sådanne unge ser sig selv med de<br />

øvrige gruppemedlemmers øjne og hele tiden er afhængige af deres bekræftelse.<br />

Den unges tilknytning til gruppen behøver ikke nødvendigvis at være<br />

udtryk for et positivt tilvalg, men kan være udtryk for en nødløsning: At det er<br />

det eneste mulige alternativ til de fællesskaber der ellers kan findes i skolen<br />

eller i de organiserede fritidstilbud som eksempelvis klubben. Uanset baggrunden<br />

for den unges tilknytning til gruppen, så betyder den usikkerhed og<br />

tvivl om egne muligheder for succes i livet, som den individuelle frihed kan<br />

give <strong>udsat</strong>te unge, at gruppen og de symboler, der tegner gruppeidentiteten,<br />

giver den enkelte <strong>udsat</strong>te unge mulighed for at opleve en form for tryghed, frihed<br />

og magt, som ellers ville være uden for rækkevidde.


4. Livet i fritids- og ungdomsklubberne<br />

SIDE 77 DIALOG 4<br />

Siden klubvirksomhedens start i begyndelsen af 1940’erne har klubbernes formål<br />

og virke været til debat mellem de, som ønsker et frirum for de unges livsverden,<br />

og de, som ønsker et system, der målrationelt tilpasser de unge til den<br />

gældende samfundsmæssige norm.<br />

Faktisk kan adskillige aktuelle diskussioner (f.eks. om i hvilken grad klubberne<br />

skal være et fritidstilbud eller et socialpædagogisk tilbud) føres tilbage til dengang.<br />

Laursen og Jørgensen (1996) beskriver, hvordan spørgsmålet om, hvorvidt<br />

klubberne skal være kulturelle eller sociale, allerede blev behandlet af<br />

Ungdomskommissionen tilbage i 1952.<br />

Historisk set har klubbernes hovedopgave været at trække ungdommen væk<br />

fra gaden. Det var almindeligt, at børn og unge ”hang ud på gadehjørnet”, og<br />

her skulle klubben være det gode alternativ; et sted, der kunne tilbyde børn og<br />

unge et fritids<strong>indhold</strong>.<br />

Det pædagogiske grundlag, der blev udviklet, fik betegnelsen ”tilbudspædagogik”<br />

eller ”aktivitetspædagogik”. Som Laursen og Jørgensen fremfører, kan<br />

”klubvirksomhedens pædagogiske grundlag frem til omkring midten af<br />

1980’erne og begyndelsen af 1990’erne med en vis ret siges at være tilbudspædagogik<br />

ud fra en definition af, at der gives en række faste tilbud af varierende<br />

karakter, som større børn og unge formodes at have lyst til og som i<br />

princippet kan vælges frit, samt at større børn og unge kan tilmelde sig eller<br />

lade være. Det er samtidig grundlæggende, at større børn og unge skal have<br />

muligheder for at afprøve og tilegne sig færdigheder og kompetencer igennem<br />

at bruge disse tilbud. I tilbudspædagogikkens forståelsesramme handler det<br />

oftest om aktiviteter, der er knyttet til en bestemt medarbejder med meget<br />

konkrete kvalifikationer, og hvor de deltagende børn og unge primært er<br />

sammensat på baggrund af, at de selv har valgt aktiviteten” (Laursen og<br />

Jørgensen, 1996).<br />

Gennem de seneste 20–30 år er det ”at gå i klub” blevet en naturlig del af


DIALOG 4 SIDE 78<br />

livet for større børn og unge. Klubben er blevet en del af de unges forbrug som<br />

udviklingsrum for den enkelte. Når man skal se på, hvad der spiller ind på<br />

større børns og unges liv, udvikling og muligheder, har klubberne en væsentlig<br />

rolle og funktion. Derfor er klubvirksomhedens opgave et område, der har stor<br />

samfundsmæssig betydning. Det ses også af de lovmæssige bestemmelser om<br />

klubbernes virke.<br />

Klubområdet har siden 1946 hørt under forskellige lovgivningsområder, henholdsvis<br />

under Socialministeriet og Undervisningsministeriet. Senest er området<br />

i 2004 flyttet til Ministeriet for Familie og Forbrugeranliggender. I 1986 bliver<br />

der i Betænkning om klubvirksomhed for første gang sat et samlet fokus<br />

på klubområdet og på klubbernes forskellige tilknytningsformer. Heri fremgår<br />

det, at selv om klubvirksomhedens formål (på daværende tidspunkt) ikke er<br />

beskrevet præcist i love eller bekendtgørelser, har klubberne forskellige samfundsmæssige<br />

sigtemål:<br />

De socialministerielle klubber er primært et socialpædagogisk fritidstilbud til<br />

børn og unge. Ved socialpædagogisk tilbud menes, at tilbuddet ”indgår i en<br />

kommunes generelle socialpolitik og skal sikre børn og unge med forskellig<br />

social baggrund muligheder for aktiviteter i fritiden. Det skal søge at forebygge<br />

sociale problemer blandt børn og unge” (Betænkning om Klubvirksomhed,<br />

1986). Klubberne har et socialpædagogisk sigte ved at være et supplement til<br />

hjemmet under børnenes og de unges opvækst og udvikling.<br />

De undervisningsministerielle klubber rummer dels ungdomsskoleklubber og<br />

dels den åbne ungdomsklub.<br />

Ungdomsskoleklubben er en del af den samlede ungdomsskolevirksomhed,<br />

således at undervisningen kan lægge op til fritidsvirksomheden, og denne<br />

omvendt kan bygge på undervisningen.<br />

Ungdomsskoleklubben er kun åben for ungdomsskolens elever og forudsætter<br />

deltagelse i undervisningen. Ungdomsskoleklubbens mål er ”at give unge


SIDE 79 DIALOG 4<br />

mellem 14 og 18 år en undervisning, der fæstner og uddyber deres kundskaber,<br />

giver dem forståelse af og dygtiggør dem til erhvervs- og samfundslivet og<br />

bidrager til at give deres tilværelse et forøget <strong>indhold</strong>” (Betænkning om<br />

Klubvirksomhed, 1986).<br />

Den åbne ungdomsklub er et led i en kommunes almindelige fritidstilbud til<br />

unge mellem 14 og 18 år. Af Betænkningen om klubvirksomhed (1986) fremgår<br />

det, at ”Især i landområderne er den åbne klub meget lokalt bestemt, og<br />

knyttet til områdets øvrige fritidstilbud i et mere eller mindre åbenlydt defineret<br />

samarbejde og arbejdsdeling. De åbne klubber har især en forpligtelse over for<br />

den gruppe af ”foreningsløse” unge, som ikke søger øvrige fritidsaktiviteter”.<br />

På baggrund af en analyse af klubområdet og de tre regelsæt, som klubberne<br />

hører under, konkluderer udvalget bag Betænkning om klubvirksomhed, at det<br />

fortsat er hensigtsmæssigt, at klubvirksomheden forankres i de tre regelsæt.<br />

Baggrunden er, at der mange steder findes specielle lokale forudsætninger,<br />

som spiller en afgørende rolle for klubbernes tilknytningsform. Derfor skal det<br />

fortsat være de enkelte kommuners vurderinger og lokale behov, der bliver<br />

afgørende for hvilken klub, der skal etableres (herunder efter hvilket lovgrundlag).<br />

I sammenhæng hermed understreges det i betænkningen, at klubberne hidtil<br />

har været administreret efter et spredt og ukoordineret regelsæt, og at det<br />

trods flere forsøg ikke er lykkedes at etablere en sammenhængende politik på<br />

området. På den baggrund opstiller udvalget nogle overordnede målsætninger<br />

for en fremtidig sammenhængende klubpolitik: Målsætninger, der understreger<br />

klubbernes samfundsmæssige betydning.<br />

Det fremhæves, at klubben bør kunne tiltrække og fastholde en bredt<br />

sammensat gruppe af børn og unge, at klubben gennem et udadvendt arbejde<br />

bør sikre sig de bredest mulige kontaktflader til nærmiljøets øvrige tilbud og<br />

ressourcer, og at klubben gennem et systematisk opsøgende arbejde i nærmiljøet<br />

bør være kendt med områdets forhold, herunder formelle og uformelle


DIALOG 4 SIDE 80<br />

mødesteder for børn og unge, gruppedannelser m.v.. Desuden fremhæves, at<br />

klubben bør indgå i et systematisk tværfagligt samarbejde med andre instanser<br />

inden for kommunens skole- , fritids-, og socialsektor, at klubben i forhold<br />

til akut opståede behov og ønsker hos børn og unge i klubben og nærmiljøet<br />

bør kunne etablere andre aktivitetsmuligheder i samarbejde med disse grupper,<br />

at klubben i sin aktivitetstilrettelæggelse bør tilstræbe, at deltagerne sikres<br />

en personlig udvikling bl.a. gennem kontakt til fritidsundervisningstilbud, og at<br />

klubben bør kunne yde rådgivning og vejledning, herunder formidling af kontakter<br />

til relevante offentlige instanser. Det anbefales også i denne betænkning,<br />

at det i en kommende vejledning for klubområdet vil være naturligt at inkludere<br />

et afsnit om medlemsindflydelse.<br />

I 1987 nedsatte man et Klubkontaktudvalg1 . Udvalget skulle blandt andet medvirke<br />

til en løbende koordination af indsatsen på klubområdet, virke som rådgivende<br />

organ for de to ministerier i forbindelse med justering af gældende<br />

bestemmelser for klubvirksomhed og i forbindelse med udarbejdelse af vejledningsmateriale<br />

på klubområdet. Desuden skulle Klubkontaktudvalget stille forslag<br />

om forenklinger og decentralisering inden for området.<br />

I tidsrummet indtil lovgivningen på klubområdet blev ændret i 1995, blev<br />

Regeringens Børneudvalg nedsat. Regeringens Børneudvalg kom i 1994 med<br />

”Handlingsplan for de svagest stillede børn og unge”. Dette udspil dannede<br />

baggrunden for ændringerne af bistandslovens § 73 a-d i 1995 og for den<br />

særlige indsats, der gennem de seneste år er blevet sat i værk over for svagest<br />

stillede børn og unge. I handlingsplanen peges der bl.a. på, at tidligere<br />

indsatser ikke har været virkningsfulde nok.<br />

Ændringerne af bistandslovens § 73 a-d præciserede klubbens rolle og opgaver.<br />

Der var tale om, at klubberne skulle have en tredelt funktion og:<br />

1) understøtte større børn og unge som et aktiv og en egen ressource og<br />

direkte involveret i hele klubbens liv,<br />

2) være et led i den generelt forebyggende indsats i lokalområdet, og<br />

1. Klubkontaktudvalget bestod af repræsentanter fra Undervisningsministeriet, Socialministeriet,<br />

Ungdomsringen, BUPL, Dansk Ungdomsklubseminarium, KL samt København og<br />

Frederiksberg Kommune.


SIDE 81 DIALOG 4<br />

3) være en konkret og målrettet indsats overfor <strong>udsat</strong>te større børn og unge<br />

med særlige behov for støtte.<br />

(Laursen & Jørgensen, 1996)<br />

De nye klubregler i bistandsloven betyder bl.a., at der skabes bedre muligheder<br />

for at etablere andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og<br />

unge, eksempelvis åbne væresteder, opsøgende virksomhed eller andre særlige<br />

tilbud til socialt <strong>udsat</strong>te grupper. Nyt er også, at det med de selvstændige<br />

klubbestemmelser i bistandsloven samtidig bliver fastsat, at kommunerne skal<br />

udarbejde mål og rammer for tilbuddenes virksomhed som en integreret del af<br />

den samlede fritidsmæssige, forebyggende og støttende indsats overfor børn<br />

og unge. Med de selvstændige klubbestemmelser bliver det endvidere som<br />

noget nyt fastsat, at børn og unge skal sikres indflydelse på <strong>indhold</strong>et i det<br />

enkelte klubtilbud (Rapport om Klubtilbud, 1997). Det er også med lovgivningen<br />

i 1995, at begrebet om ”klubben som arbejdsform” bliver introduceret og<br />

der sættes fokus på, at klubvirksomheden rækker ud over de fysiske rammer<br />

og i lige så høj grad betegner en særlig arbejdsmåde.<br />

5. De nye krav til klubberne<br />

Med Klubudviklingspuljen fra år 2000 har lovgiverne<br />

sat yderligere fokus på klubbernes<br />

socialpædagogiske indsats. Socialministeriets<br />

bevilling på 50 millioner kroner var afsat til en<br />

forbedring af indsatsen overfor de <strong>udsat</strong>te<br />

unge, som befinder sig i og omkring det traditionelle<br />

klubarbejde. Formålet med puljen var:<br />

”at kvalificere kommunernes klubarbejde, som<br />

er rettet mod socialt <strong>udsat</strong>te børn og unge” .<br />

Arbejdet under klubudviklingspuljen skulle<br />

sigte på at udvikle klubben som en arbejdsform,<br />

der kunne støtte den kommunale strate-


DIALOG 4 SIDE 82<br />

gi for at tilpasse ungdommen til uddannelses- og arbejdsmarkedet. Det vil<br />

sige, at man med puljemidlerne ønskede at sætte fokus på, hvordan klubområdet<br />

kan spille sammen med det øvrige fritids- og foreningsliv samt på, hvilke<br />

opgaver og ansvar klubarbejdet skal og kan varetage bl.a. i forhold til de svagest<br />

stillede børn og unge. I sammenhæng med dette har et mål med puljen<br />

været at styrke klubmedarbejdernes kompetenceudvikling.<br />

Begrebet ”socialt <strong>udsat</strong>te unge” refererede i klubudviklingspuljen til nogle<br />

specifikke grupper af unge, som var særligt i fokus. Det drejede sig (jvfr. notat<br />

vedrørende særlig bevilling til klubarbejde, 27. juni 2000.) om følgende unge:<br />

• Unge med ingen eller sporadisk kontakt med jævnaldrende (isolerede<br />

drenge og piger)<br />

• Unge med begyndende eller regelmæssigt misbrug af alkohol, hash eller<br />

andre euforiserende stoffer, herunder ecstacy, speed, m.v.<br />

• Unge med etnisk minoritetsbaggrund uden tilbud i fritiden<br />

• Unge med risiko for marginalisering med begyndende kriminalitetsadfærd<br />

som symptom, der har behov for et særligt oprettet tilholdssted<br />

• Unge med svag skolemæssig og/eller hjemlig baggrund med særligt behov<br />

for individuel voksenkontakt.<br />

Klubudviklingspuljens målgruppe har således været unge, der på forskellig vis<br />

var i risiko for at blive marginaliseret og/eller udstødt fra de centrale fællesskaber<br />

(skole, familie, kammeratskabsgrupper m.v.). Den socialpædagogiske indsats<br />

var særligt rettet mod at forebygge marginaliserings- og udstødningsprocesser<br />

og mod at sikre, at de unge integreres i de centrale fællesskaber.<br />

6. Er klubberne udtryk for<br />

systemverdenen eller livsverdenen?<br />

Ser man klubberne i Habermas’ system- og livsverdensperspektiv, kan de forstås<br />

som systemet, der maser sig ind på de unges livsverden for at skabe den<br />

nødvendige tilpasning og stabilitet i den ungdommelige livsverden i det posttraditionelle<br />

samfund – eller de kan ses som et livfuldt frirum for de unges<br />

identitetsdannelse.


SIDE 83 DIALOG 4<br />

Hvorvidt klubberne opfattes som det ene eller det andet må for os at se også<br />

afhænge af, hvordan klubmedarbejderen forvalter sin rolle. Som klubmedarbejder<br />

er man en systemrepræsentant, men skal samtidig agere udfra en livsverdensrationalitet,<br />

hvilket vil sige udfra principper om sociale normer, moral og<br />

personlig identitet (jf. definitionen på livsverden).<br />

I meget pædagogisk arbejde – og måske især inden for det relationsorienterede<br />

arbejde med <strong>udsat</strong>te unge – arbejdes der på at gøre relationerne mellem<br />

pædagog og ung så fri for ydre magtpåvirkninger som muligt (Dette tema er<br />

beskrevet af Pedersen, 1999). Men klubmedarbejderen kan ikke krænge den<br />

virkelighed af sig, at han/hun er i et arbejdsforhold og dermed er en del af et<br />

system. Samtidig er klubmedarbejderen også i en livsverden - sin egen - med<br />

egne børn, ægtefælle osv.<br />

Ofte tegnes relationelle forbindelser mellem to personer som vist i model 3<br />

(De følgende tre modeller er udarbejdet af Jensen & Malmborg (2004) i et<br />

upubliceret arbejdspapir):<br />

PÆDAGOG UNG<br />

Denne model illustrerer det gensidige påvirkningsforhold, der er tale om, når to<br />

personer interagerer. Asymmetriske magtforhold og særlige dagsordener fremgår<br />

ikke af modellen. Men relationen mellem pædagog og ung bliver i et system-/livsverdensperspektiv<br />

væsentligt mere kompliceret på grund af den professionelles<br />

forankring i systemet, hvilket kan illustreres i model 4 på den følgende<br />

side:


DIALOG 4 SIDE 84<br />

PÆDAGOGEN<br />

Den professionelle side<br />

System:<br />

Man handler altid med et formål<br />

Livsverden:<br />

Man handler for gensidig forståelse<br />

Den ikke-professionelle side<br />

DEN UNGE<br />

Livsverden:<br />

Forventer at handlinger er for at<br />

opnå gensidig forståelse<br />

Model 4<br />

Dette perspektiv betyder blandt andet, at klubmedarbejderen og den unge har<br />

en relation til hinanden, som klubmedarbejderen får penge for, fordi klubmedarbejderen<br />

vil eller skal noget med den unge. Det er ikke sikkert, at dette<br />

’noget’ altid er klart, men derimod er det klart, at hvis ikke der er et formål<br />

med relationen, vil relationen ikke eksistere.<br />

Der er altså en væsensforskel mellem professionelle relationer og de rene<br />

relationer, som findes i livsverdenen (venner, ægtefælle, egne børn osv.). Som<br />

tidligere beskrevet, er relationen i livsverdenen ikke et middel til at nå et givet<br />

mål. Relationen i livsverdenen er et mål i sig selv.<br />

Ser man modellen i forhold til en relation mellem en ung og en opsøgende<br />

medarbejder bliver billedet endnu mere kompliceret. Gennem de seneste år er<br />

der sket en vækst i det opsøgende sociale arbejde, også i klubregi. Og netop<br />

fordi det opsøgende sociale arbejde foregår i det offentlige frie rum, og mål-


SIDE 85 DIALOG 4<br />

gruppen er unge, som ikke selv har bedt om at blive kontaktet og hjulpet, er<br />

der et element af systemkontrol (Hansen og Nielsen: ”Opsøgende socialt arbejde”,<br />

UFC). Det opsøgende sociale arbejde kan dermed være et billede på, at<br />

systemet koloniserer livsverden.<br />

Helt overordnet er der ingen tvivl om, at klubmedarbejderen er systemrepræsentant.<br />

Der er en rationel grund til og formål med, at hun er i kontakt<br />

med/har en relation til den unge. Det vil sige, at andre har været med til at<br />

definere relationens <strong>indhold</strong> om ikke andet så via behovs- eller problemforståelsen,<br />

der udløser den pædagogiske indsats. Konkret kan det være kommune,<br />

forældre, ansættelsesmyndighed (chef), love, fagforening eller lokale regler, der<br />

er med til at definere pædagogens funktion. Men det kan også være langt<br />

mindre konkrete og langt mere abstrakte forhold så som moral og etik - herunder<br />

ungesyn, kollegiale forhold, uddannelse, arbejdspladsens kultur o.a.<br />

Dette er illustreret i model 5: Faktorer/strukturer, der har betydning for, hvordan<br />

man som pædagog definerer sin rolle.<br />

Ansvar<br />

Definition af faglighed<br />

Uskrevne/uformelle lokalt forankrede regler<br />

Uddannelse<br />

Moral og etik<br />

Overenskomstforhold<br />

Egen livsform<br />

Målgruppe/opgave (den teoretiske<br />

forståelse af målgruppens behov)<br />

Institutionens interessenter<br />

(opholdskommune, forældre mv.)<br />

Tidligere erfaringer<br />

Institutionens kultur<br />

Love og formelle regler<br />

Kollegiale forhold<br />

Afgrænsningen til andre fagområder<br />

Normalitetsopfattelse<br />

Model 5<br />

Pædagog/<br />

Klubmedarbejder


DIALOG 4 SIDE 86<br />

Som det fremgår af modellen, er klubmedarbejderen udover at være influeret<br />

af sin egen livsverden også påvirket af og underlagt forskellige systemkrav.<br />

Spørgsmålet om, hvorvidt systemet koloniserer livsverden, eller livsverden<br />

koloniserer systemverden afhænger af, hvordan klubmedarbejderen omsætter<br />

systemkravene i arbejdet med de unge. Og på samme måde hvordan eller i<br />

hvilket omfang klubmedarbejderens livsverden indgår som rationale for klubmedarbejderens<br />

handlinger. Lidt forenklet kan man sige, at det afhænger af,<br />

om klubmedarbejderen handler som et helt menneske eller holder systemet<br />

foran sig. Dét er for os at se en væsentlig pædagogisk overvejelse og udfordring.<br />

7. Det tværgående<br />

og tværsektorielle samarbejde om de unge<br />

Kommuner landet over oplever i disse år et stort pres på en række områder.<br />

Det gælder også inden for det pædagogiske område. Der er gennem de<br />

seneste år sket en række nedskæringer, og både dag- og døgntilbud for børn<br />

og unge er blevet udfordret på at tænke kreativt og i helhedsløsninger og -indsatser.<br />

En udfordring, der i disse år aktualiseres af strukturreformen. I klubsammenhæng<br />

er det senest med klubudviklingspuljen, at der er blevet sat<br />

fokus på, at klubberne skal styrke samarbejdet med andre lokale aktører på<br />

børne- og ungeområdet.<br />

På den ene side kan udviklingen mod en stadigt stigende grad af<br />

tværgående/tværfagligt samarbejde ses som et udtryk for, at systemet koloniserer<br />

livsverdenen. Et udviklet tværgående samarbejde mellem de forskellige<br />

faggrupper, der har kontakt med børn og unge, vil eksempelvis betyde, at<br />

klubmedarbejderen (som systemrepræsentant) skal være opmærksom på, hvad<br />

der foregår i den unges andre arenaer og skal reagere på forhold i f.eks. familien<br />

eller den unges øvrige fritid. Klubmedarbejderen kan f.eks. tage kontakt til<br />

den unges familie, hvis han eller hun vurderer, at der er grund til bekymring.


SIDE 87 DIALOG 4<br />

På den anden side kan et helhedssyn på den unge og et øget samarbejde<br />

mellem familie, skole og klub også indebære, at livsverdenen koloniserer systemet.<br />

Som tidligere nævnt, må det afhænge af, hvordan samarbejdet håndteres:<br />

Om det foregår på systemets præmisser eller med udgangspunkt i den<br />

unges og familiens ønsker og behov udfra et helhedssyn på den unge og ud<br />

fra de rationaler, der kendetegner livsverdenen. Desuden kan et øget tværgående<br />

samarbejde også betyde, at kompetencerne i de unges netværk og arenaer<br />

samles og udnyttes.<br />

Projekterne under Klubudviklingspuljen har samlet en række erfaringer på<br />

dette område. Et af fokuspunkterne i puljen – og et af kravene fra<br />

Socialministeriet – var netop, at klubberne styrker orienteringen mod det lokale<br />

samfund og i stigende grad indgår i samarbejde med andre aktører på ungeområdet.<br />

Fælles for klubprojekterne er, at de har udviklet forskellige værktøjer<br />

til at strukturere og rammesætte et tværgående samarbejde (Se bl.a. i<br />

Fortællinger om samarbejde, UFC Børn og Unge, 2004).<br />

Der er f.eks. på forskellig vis blevet arbejdet med et såkaldt bekymringsbarometer.<br />

Her drøfter klubmedarbejderne og deres samarbejdspartnere særligt sproget<br />

om de unge og det, der skaber bekymring for de unge. Gennem de fælles drøftelser<br />

er der skabt større indblik i og forståelse for hvilke signaler, der giver<br />

anledning til bekymring hos de samarbejdende parter. Og der er skabt afsæt for<br />

samlet at handle på bekymringerne evt. blot ved at tale med de øvrige personer,<br />

der er omkring den unge. Et andet eksempel er en klub, der har udviklet et tæt<br />

samarbejde med blandt andre boligforeningen, familierne i boligområdet og en<br />

række frivillige (idræts)foreninger. Med udgangspunkt i alle de ressourcer, der er i<br />

klubbens nærmiljø, er der ved fælles hjælp lavet et stort udendørsareal, som<br />

samler folk på tværs af alder, køn og nationaliteter til kaffe, mad, forskellige<br />

sportsgrene, turneringer, fester og andre former for samvær. Eksemplet er et<br />

godt billede på problemstillingen eller spørgsmålet om, hvorvidt klubben er et<br />

udtryk for livsverdenen eller for systemverdenen og om, hvorvidt det øgede samarbejde<br />

er udtryk for, at systemet i stigende grad koloniserer livsverden og i det<br />

hele taget alle de sammenhænge og arenaer, hvori de unge færdes.


DIALOG 4 SIDE 88<br />

For på den ene side er samarbejdet mellem klubben og de mange frivillige<br />

eksemplarisk og giver et billede på, hvad der kan komme ud af, at en klub<br />

åbner sig mod lokalområdet og samarbejder med andre om indsatser for de<br />

unge. På den anden side betyder det, at de unges frirum er befolket med forældre<br />

og andre voksne, hvis involvering de unge måske ikke altid ønsker.<br />

Klubmedarbejderne i det ovenstående eksempel er, som alle de øvrige medarbejdere<br />

vi har mødt i arbejdet under klubudviklingspuljen, meget bevidste om<br />

dette dilemma. Endnu findes ingen endegyldig løsning, men emnet drøftes<br />

ivrigt blandt klubmedarbejdere og øvrige involverede – hvilket er en af de allervigtigste<br />

faktorer for det gode ungdomspædagogiske arbejde: At der vedvarende<br />

er tale om refleksion over egen praksis.


Hvorfor denne dialog?<br />

SIDE 89 DIALOG 5<br />

Hvad skal en ungdomspædagog<br />

kunne i dag?<br />

En ungdomspædagog har den primære opgave at hjælpe den unge med at<br />

finde sin identitet og bidrage til den selvfortælling (det narrativ), som rummer<br />

mest livsmod og energi for den unge. Pædagogen skal være i stand til at støtte<br />

og motivere den unge i hans eller hendes personlige udvikling uafhængigt af<br />

den unges individuelle udgangspunkt. I det posttraditionelle samfund har<br />

unges socialisering ændret sig. Identitet er ikke noget, man arver fra sine forældre,<br />

men noget man selv må søge. For de ressourcestærke unge kan det<br />

betyde stor autonomi og mulighed for at tilfredsstille basale behov, mens det<br />

for <strong>udsat</strong>te unge kan føre til sårbarhed, og at de bliver ofre for rodløsheden i<br />

samfundet. Udgangspunktet for de unge er således uhyre forskelligt og er<br />

afhængigt af de psykiske og sociale grundvilkår, som den unge møder op med.<br />

”Pædagogen kan have forskellige intentioner for at indgå i relationsarbejdet<br />

lige fra faglige interesser (”det udfordrede min faglighed at påtage mig opgaven<br />

med hende, som alle de andre havde opgivet”) til direkte personligt engagement<br />

(”jeg havde ondt af pigen, og ville gøre mit til, at hun kunne ændre de<br />

vilkår, hun lever under nu”).” (Hoppe i Andersen og Henriksen, 2004)<br />

Netop fordi de unge er i gang med en stærk turbulent udvikling, der går i både<br />

negative og positive retninger, kan det at arbejde pædagogisk med unge bedst<br />

beskrives som ”en rejse i forandring”. En rejse, hvor pædagogen skal følge<br />

med og hele tiden være i stand til at ændre sit indre, mentale kort. Dette korts<br />

grundkonturer består af pædagogens egne erfaringer og antagelser om det at<br />

være ung. Men i takt med, at pædagogen følger med i den unges udvikling,<br />

indtegnes der stadigt flere nuancer og muligheder på kortet. Det oprindelige<br />

indre kort findes nederst i den rygsæk, som pædagogen har med sig. Det er


DIALOG 5 SIDE 90<br />

sjældent bevidst, fordi det er en indtegning af pædagogens erfaringer fra hans<br />

eller hendes egen udvikling, kriser og levede liv. Disse dybt personlige erfaringer<br />

har forrang frem for de antagelser, som den pågældendes uddannelse<br />

har afsat på pædagogens mentale kort.<br />

Denne dialog forsøger at nå frem til nogle pointer om de krav, der ifølge os og<br />

de klubmedarbejdere, som vi har arbejdet med, er relevante og vigtige at<br />

fremhæve.<br />

1. Pædagogen<br />

skal kunne rive fordommenes slør fra sine øjne<br />

Vores erfaringer lægger sig som et finmasket net over vores øjne, når vi ser ud<br />

i verden. Det er ikke nødvendigvis et net, som forhindrer os i at få et nuanceret<br />

syn. Der kan være en styrke i, at vi møder et andet menneske ved at se det på<br />

grundlag af vores egne erfaringer – hvis de er nuancerede nok. Men man må<br />

nødvendigvis gøre sig sine mentale billeder bevidst, hvis man skal undgå blot<br />

at overføre sine fordomme på den unge.<br />

Det er i mødet med den unges billede af verden, at vores oprindelige fordomme<br />

(det mentale kort) bryder sammen, og nye billeder af udviklingsmulighederne<br />

opstår. Det afhænger altså ikke af kvaliteten af vores oprindelige billede<br />

eller kort, men derimod af vores evne til at bryde vores forestillinger om ”den<br />

eneste rette vej” og få øje på og støtte de positive muligheder, som den unge<br />

forfølger i det enkelte øjeblik.<br />

2. Pædagogen<br />

skal kunne indgå i en personlig relation til de unge<br />

Det er i mødet med den andens billede af verden, at rejsen i forandring tager<br />

sin begyndelse. Pædagogen er sammen med den unge på rejsen og deltager i<br />

en proces, hvor han eller hun udvikler sig både personligt og fagligt. På rejsen<br />

er pædagogens vigtigste redskab sig selv i relation til den unge.


SIDE 91 DIALOG 5<br />

I artiklen Mønsterbrud (i Andersen og Henriksen, 2004, s. 84) har Axel Hoppe<br />

en række bud på, hvordan en personlig relation mellem en <strong>udsat</strong> ung og en<br />

pædagog opbygges, vedligeholdes og fastholdes. Hoppes bud stammer fra 30<br />

interview med erfarne pædagoger, som har hjulpet socialt <strong>udsat</strong>te unge med at<br />

bryde det mønster, som de unge var ved at vikle sig ind i. Hoppes bud på,<br />

hvordan ungdomspædagogen kan opbygge og vedligeholde en relation til den<br />

enkelte unge, er, at ungdomspædagogen må:<br />

• Se den unges ressourcer bag den problematiske adfærd<br />

”Det kan godt være, at det er noget skidt, det han laver, men han er en god<br />

knægt” er den indstilling, som pædagogen må udvikle for at være en nyttig<br />

samarbejdspartner for den <strong>udsat</strong>te unge. Der må være en klar skelnen<br />

mellem ”dig” og ”det, du gør”. De <strong>udsat</strong>te unge har livslang træning i at<br />

løse modsætninger i hverdagslivet på deres personlige måde. De er trænet<br />

i at beherske ubalancer i deres verdensbillede. Det er derfor en afgørende<br />

forudsætning, at den <strong>udsat</strong>te unge mødes af personligt og menneskeligt<br />

engagement, når relationen skal skabes og opbygges.<br />

• Have mod til at fungere som opdrager<br />

”Jeg har vel bare givet ham en ordentlig opdragelse”, siger pædagogerne<br />

ofte, når det er lykkedes at få en <strong>udsat</strong> ung til at bryde et ellers oplagt<br />

negativt mønster. Her kan opdragelse ses som modsætningen til undervisning,<br />

der som udgangspunkt sigter mod elevens tilegnelse af bestemte<br />

færdigheder (specialviden eller specifikke færdigheder). Opdragelsen sigter<br />

omvendt på at styrke de unges selvværd, personlig selvstændighed, videbegær,<br />

generøsitet etc.<br />

• Markér klare grænser og holdninger<br />

Det ser ud til, at de pædagoger, som kan bidrage til et mønsterbrud, er<br />

meget tydelige i deres markering af, hvortil grænserne går. I nærværet med<br />

pædagogen udvikles mange måder at være sammen på - som tilfældet ofte<br />

er, når mennesker tit og vedvarende er sammen med hinanden. F.eks. bliver<br />

der mulighed for at bruge venskabelige drillerier som en del af<br />

Definition af begrebet<br />

personlig relation:<br />

En personlig relation er<br />

et forhold, som bliver<br />

opbygget mellem to<br />

mennesker gennem kontinuerlig<br />

og hyppig kontakt,<br />

men det er mere<br />

end kontakt. For en kontakt<br />

kan man tænde og<br />

slukke for, og kontakt<br />

knyttes udelukkende til<br />

øjeblikket. En personlig<br />

relation er derimod bundet<br />

til et møde, som<br />

bærer ud over tid og<br />

sted. Den varer ved trods<br />

adskillelse, konflikter og<br />

fravær. Frem for alt er en<br />

relation mellem to mennesker<br />

et forhold, der<br />

kan tåle en vis belastning<br />

uden at gå i stykker.


DIALOG 5 SIDE 92<br />

omgangsformen. En af de 30 interviewede pædagoger fortalte, at han<br />

havde måtte melde fra overfor sådanne drillerier. De går ham for meget på,<br />

hvilket han markerer klart. Den unge accepterer grænsen, men bruger den<br />

naturligvis også som et udtryk for den nærhed, der er i relationen á la ”det<br />

her har vi sammen”.<br />

• Være i stand til at rumme den unges følelser og smerter<br />

Det gælder først og fremmest om at kunne se bag om de unges følelsesmæssige<br />

udbrud, som kan være af meget aggressiv art (smide rundt med<br />

værktøj og lign.) eller af næsten apatisk art. Bag disse udbrud findes ofte<br />

magtesløshed og fortvivlelse – et råb om hjælp. Pædagogen møder de<br />

unge ved at vise forståelse for, hvordan de føler det bag facaden. I det<br />

omfang det er muligt og forsvarligt, møder pædagogen den unges følelsesudbrud<br />

uden afstandstagen og uden konsekvenser i forhold til styring<br />

og straf.<br />

• Påtage sig at optræde som et modent forbillede<br />

Kendetegnende for mange af de <strong>udsat</strong>te unge er rodede familiemæssige<br />

forhold – ofte med tilknytning til kun den ene eller ingen af de biologiske<br />

forældre. Pædagogen må i et vist omfang kunne agere som forældresurrogat<br />

i den forstand, at de unge ofte mangler den person, som kan støtte og<br />

forklare i forhold til kønsroller, det modsatte køn, hvordan det er at være far<br />

eller blive mor, kærester, osv.<br />

• Skabe forpligtelser mellem den unge, institutionen og de andre unge<br />

For at kunne bevæge sig alene ud i verden er det en forudsætning, at man<br />

har et godt gruppetilhørsforhold. Klanen som begreb er ganske dækkende<br />

for det, der sker, når det lykkes. Klan betyder oprindeligt en gruppe af<br />

mennesker med fælles forfader. I denne sammenhæng bruger vi det i overført<br />

betydning som det, vi er fælles om i vores gruppe. Der fokuseres på de<br />

ting, der er vigtige for, at gruppen fungerer frem for på den enkeltes ’herog-nu-behov’.<br />

Det kræver dog samtidig individuelt arbejde, hvis gruppen<br />

skal fungere optimalt.


SIDE 93 DIALOG 5<br />

• Give fremadrettet feedback på den unges adfærd og følelser<br />

I Hoppes interview er der mange eksempler på, hvordan pædagogen arbejder<br />

konsekvent og struktureret med at give de unge feedback på deres<br />

opførsel og deres følelsesudbrud. Situationer, der går skævt, bliver vendt<br />

sammen med den unge enten i situationen eller umiddelbart bagefter. Det<br />

foregår ved, at pædagogen beskriver sine observationer af den unge og<br />

formidler dette til den unge. Pædagogen beskriver, hvad der skete og ikke<br />

mindst, hvordan man kan håndtere en sådan situation anderledes.<br />

Feedback gives altså ikke som fordømmelse af personen, men som fordømmelse<br />

af handlingen – det er vigtigt at kunne skelne mellem handling<br />

og person.<br />

• Hjælpe den unge til at tage førertrøjen på<br />

I mange projekter fokuseres der på at give de unge tilbud og aktiviteter,<br />

som man tror, at de vil tage imod. Det viser sig imidlertid ofte, at de unge<br />

”vælger” pædagogen ud fra helt andre kriterier end aktivitetsudbudet. Den<br />

unge ”vælger” en pædagog, der fremstår som et menneske med styr på sit<br />

liv og som beskæftiger sig med noget, der virkelig interesserer ham eller<br />

hende, kan håndtere konflikter, har overskud til at inddrage den unge i<br />

andre situationer end de rent professionelle, er kreativ i forhold til at ændre<br />

retning i allerede igangværende tiltag, er i stand til at handle på nye måder,<br />

hvis situationen kræver det, og reelt tør give de unge et ansvar.<br />

• Være en person, der opmuntrer, roser og motiverer<br />

I modsætning til at smide de unge ud af projektet, der bryder eksisterende<br />

regler og normer, forsøger de pædagoger, som har størst succes med<br />

<strong>udsat</strong>te unge, at fastholde den unge i projektet – eller med andre ord at<br />

skabe de regler og normer, som kan være medvirkende til, at de unge<br />

bevæger sig væk fra tidligere uhensigtsmæssig adfærd. Det vil sige, at når<br />

der roses, skal det ske i tilfælde, hvor den unge oplever det at få ros som<br />

værende på sin plads i situationen. Rosen skal altså sigte mod at finde de<br />

ressourcer hos de <strong>udsat</strong>te unge, som kan være fremmende for en positiv<br />

udvikling.


DIALOG 5 SIDE 94<br />

3. Pædagogen skal se, høre og spejle den unge<br />

For at leve op til Hoppes bud kræver det, at man som pædagog gør sig fri af<br />

sine umiddelbare fordomme eller grundantagelser om, hvordan en ung bør<br />

leve sit liv.<br />

De gennem mange år udbyggede grundantagelser skaber et selvbekræftende<br />

system, som gør os snæversynede og forhåndsindtagede. Derfor kræves et<br />

stort og selvkritisk arbejde for ikke at se det, som vi forventer at se. Naturligvis<br />

spiller uddannelsesbaggrund ind på vores grundantagelser, men kun i de<br />

sjældne tilfælde, hvor pædagogen oprigtigt har fået rystet sine grundantagelser,<br />

sker der noget nyt. Normalt betyder uddannelsen blot, at der lægges et<br />

tyndt lag faglig fernis ud over de oprindelige antagelser.<br />

Når et menneske efter endt uddannelse starter på en arbejdsplads, indføres<br />

vedkommende automatisk i en bestemt organisationskultur. Den organisationskultur,<br />

som pædagogen ansættes i, indeholder en række grundantagelser, som<br />

måske endda kan være af en sådan karakter, at de antaster vedkommendes<br />

oprindelige grundantagelser. Når det sker, kan vi blive nødt til at revidere vores<br />

oprindelige antagelser eller protestere mod organisationens. Ved hver ny<br />

ansættelse skal kulturens grundantagelser således genforhandles, hvilket har<br />

de fordele at eventuelle ”blinde pletter” kan identificeres og udryddes. Som<br />

oftest indoptager vi imidlertid lydigt organisationens grundantagelser og får<br />

dem til at passe med dem, vi allerede havde.<br />

”Hvis man nu ser hele den unges liv som en streg, der er 1 meter lang. De 90<br />

cm af den meter ser den voksne som den unges misbrug og de sidste 10<br />

centimeter som den unges sociale liv. Hvorimod hvis den unge skal beskrive<br />

sig selv, ser han eller hun de 90 cm som værende sit sociale liv og så måske<br />

de sidste 5-10 cm som sit misbrug. Hvis det er sådan, man som voksen<br />

opfatter de unge, så kan man godt se, at det er to meget forskellige verdener”.<br />

(Projektmedarbejder, 2001)<br />

Som pædagog skal man hele tiden være opmærksom på sin position.


SIDE 95 DIALOG 5<br />

Positionen er bestemmende for det perspektiv, som vi ser virkeligheden i. Når<br />

hverdagen bare kører derudad, tager de fleste af os vores billede af virkeligheden<br />

for givet. Det fungerer også fint, så længe ingen anfægter den måde, man<br />

ser på verden på. Men så snart handlinger ikke fører til de ønskede resultater,<br />

bliver det nødvendigt at stoppe op, gå på metaplan og udforske egne grundlæggende<br />

antagelser (Haslebo, 2004).<br />

En af de mest effektive måder at opløse fastlåste grundantagelser på er ved at<br />

vinde større indsigt i eget begrænsede udsyn. Hvis vi bevidst søger at forstå<br />

den andens udgangspunkt og forsøger at sætte os i den andens sted, kan perspektivet<br />

ændre sig. Gennem iagttagelse og dialog er det muligt for pædagogen<br />

at skifte position og sætte sig i den unges sted. At iagttage vil sige at<br />

betragte og være opmærksom på, hvad en person gør og siger. At betragte de<br />

unge vil sige at se eller høre, hvad de gør, men også at undre sig over, hvorfor<br />

de gør det. Det betyder, at man varsomt, opmærksomt og undrende nærmer<br />

sig den andens verden.<br />

Menneskers verden konstrueres gennem sproget eller af de mentale billeder,<br />

som vi anvender til at kommunikere om og med verden på. Vores identitet<br />

opbygges af vores fortællinger (narrativer), og ved at sætte vores selvforståelse<br />

på sproglig form øger vi vores selvforståelse. Følgende fortælling er en klubmedarbejders<br />

iagttagelser, der viser, hvor væsentligt det er, at de unge bliver<br />

set, hørt og spejlet:<br />

”Karen! Skal vi spille i aften? Hvornår kommer du?Hvis du kommer for sent igen,<br />

slår jeg dig!”. Jeg kigger op; to hoveder over mig møder jeg Joes smilende ansigt<br />

samtidig med, at min skulder rammes af hans enorme knyttede, men bløde næve.<br />

Jeg vidste, at den ville komme; den samme velkomsthilsen som altid. Jeg sender<br />

ham mit ”Lad være eller jeg hamrer dig én”-blik. Joe griner fjoget og siger ”Hva,<br />

Karen, ska’ vi spille i aften, Karen?”.<br />

Joe er en køn dreng. Han er 15 år, men virker for ”lille” til sin alder og til sin store,<br />

klodsede krop, som han ikke har så let ved at kontrollere, og hvis styrke han ikke er<br />

bevidst om.<br />

Joe går meget rundt og tjatter til hvem som helst. Mest de yngre. Har ikke rigtig nogen<br />

jævnaldrene kammerater og virker ikke så hurtig i opfattelsen. Selv 4. klassebørnene<br />

sender ham ofte en replik, der lader ham tilbage med et ansigtsudtryk<br />

forvredet som et spørgsmålstegn.<br />

Definition af begrebet<br />

narrativ:<br />

Et narrativ er en fortælling<br />

om noget betydningsfuldt<br />

om eller i et<br />

individs eller en organisations<br />

liv. Et narrativ er<br />

ikke hele ”sandheden”<br />

om individet eller organisationen.<br />

Narrativet er en<br />

valgt fortælling. Men selv<br />

om fortællingen ikke er<br />

”hele sandheden og intet<br />

andet end sandheden”,<br />

så er det enkelte narrativ<br />

med til at skabe forståelse<br />

for, hvad der rører<br />

sig i os selv og i andre.


DIALOG 5 SIDE 96<br />

”Det var hårdt i tirsdags, det var! Man bliver træt af at hoppe hele tiden…”. Han<br />

vimser omkring mig i en stadig ordstrøm, mens jeg skænker kaffe op og baner mig<br />

vej til bordet. Han vil have anerkendelse for sin indsats og holder først inde efter, at<br />

jeg returnerer et smil og bemærker hans evne til at udnytte sin højde plus hoppet,<br />

der gav ham de ekstra 5 cm, som skulle til for at nå bolden. Joe ser nu tilfreds ud.<br />

Mens jeg drikker min kaffe, gendannes billedet for min indre nethinde: Vi spiller<br />

basket i skolens gård. Nogle af mine venner, jeg selv og nogle af de store drenge fra<br />

”byggeren”. Vi har spillet to gange om ugen siden foråret med skiftende spillere alt<br />

efter, hvem der har tid. Drengene er hurtige og gode både til at score og finte. Joe<br />

har dog ikke udvist det store talent i den retning, men er kommet og har været med<br />

ind i mellem.<br />

Den aften skete der noget positivt for Joe. Spillet var i gang, men vores hold var<br />

ikke så godt med. En modspiller kastede bolden i et pænt loop, der styrede direkte<br />

mod kurven. ”HOP!!” råbte jeg, og Joe, der stod under kurven og gloede, hoppede<br />

som på befaling, og for første gang kom han op over nettet og skød bolden væk og<br />

forhindrede dermed modparten i at score.<br />

Da det gik op for ham, at det var lykkedes, og resten af holdet sendte ham anerkend-ende<br />

tilråb, var han ikke til at stoppe igen. Han hoppede, til solen gik ned.<br />

Daskede hårdt til bolden dog uden tanke på, hvor den røg hen, hvilket resulterede i,<br />

at bolden ofte røg direkte i hænderne på det andet hold. Men da vi efter endt kamp<br />

dampende af sved stod under halvtaget og drak af vores vanddunke, lyste den store<br />

klodsede dreng af selvtillid.<br />

Når Joe kommer i klubben, er hans kontakt til de andre børn (og voksne) altid den<br />

samme: småtjattende, drillende, dumme bemærkninger. Det er et image, han har<br />

skabt, alle ved det, og når de andre børn ser ham, reagerer de med: ”Åhh nej, nu<br />

kommer Joe”. De møder ham med forventningen om, at han er negativ. Der er opstået<br />

en cirkel, der ikke er så let at bryde.<br />

Jeg er sikker på, at Joe gerne ville have en berøringsflade, der ikke indeholdt de negative<br />

aspekter - dril, tjat mm. - men han ved ikke, hvordan han skal agere i sådanne<br />

situationer. Han er ikke vant til at have succes, ikke vant til at blive taget<br />

alvorligt, og han har fundet tryghed i at være ”den dumme”. Den situation kender<br />

han, og derfor skaber han på ny hele tiden situationer, hvor han kan brillere, med<br />

det han kan: være dum.<br />

Den aften på banen fik Joe succes og anerkendelse af voksne og jævnaldrende, og<br />

han reagerede ikke med en ”lammer” på en forbipasserende skulder. Han fik følelsen<br />

af at være velset, og han håndterede det.<br />

(Fortællinger om unge i klub, Hæfte 1 i serien Fagets stemme, UFC Børn og Unge)<br />

4. Pædagogen må kunne stille etiske krav til den unge<br />

Pædagogisk arbejde foregår i et møde mellem mennesker og udfoldes i kontakten<br />

og relationen mellem pædagogen og den unge. De handlinger, samtaler<br />

og beslutninger, der finder sted i mødet, har betydning for begge parter, men<br />

først og fremmest for den unge, der forsøger at finde sig selv.


SIDE 97 DIALOG 5<br />

”I ethvert møde mellem mennesker sker der noget. Vi kan som mennesker ikke<br />

undgå at påvirke hinanden. Vi er hinandens verden og skæbne. Den menneskelige<br />

livssituation har en indbygget etisk fordring om at tage vare på hinanden og på den<br />

helhed, vi indgår i og er afhængige af. Etikken har med andre ord sit grundlag i den<br />

form, som de personlige relationer mellem mennesker faktisk har.”<br />

(Pedersen, 1992).<br />

Det kræver grundige etiske og faglige overvejelser at arbejde med socialt<br />

<strong>udsat</strong>te unge. I socialpædagogisk arbejde er der et utal af situationer, hvor<br />

pædagogen står overfor komplekse problemstillinger og skal være med i afgørelser,<br />

der kan gribe ind i en eller flere personers tilværelse.<br />

Etik er opfattelsen af, hvad der er rigtigt og forkert med hensyn til menneskets<br />

handle- og tænkemåder. Etik er en systematisk refleksion over værdier og<br />

moralsk adfærd: en moralteori. I praksis er etik den enkeltes forvaltning af sin<br />

egen kapital af værdier og viden i samspil med andre. I denne forståelse bliver<br />

de etiske værdier en del af det grundlæggende menneskesyn, som et menneske<br />

handler på baggrund af.<br />

At handle etisk forsvarligt betyder at handle respektfuldt i forhold til andre og i<br />

forhold til det fællesskab, som man indgår i. Ordet respekt knytter an til ord<br />

som anerkendelse og værdsættelse. Man kan føle og vise respekt for et andet<br />

menneske på mange måder. Man kan vise respekt for en persons faglige dygtighed<br />

og de resultater eller mål, som personen har nået. Og man kan vise<br />

respekt for en persons holdninger uden selv at have de samme holdninger. På<br />

den ene side skal vi være klar over vores egne holdninger og værdier, og på<br />

den anden side skal vi være villige til at sætte spørgsmålstegn ved vores<br />

meninger og forsøge at leve os ind i den andens synsvinkel.<br />

At respektere et andet menneske vil sige, at man åbent og oprigtigt forsøger<br />

at forstå den andens syn på virkeligheden.<br />

Det er nødvendigt, at alle, der arbejder med mellemmenneskelige relationer,<br />

lærer at reflektere over, hvad det egentlig er, der foregår i relationen. I refleksionsprocessen<br />

sætter man egne holdninger, handlinger og fordomme i spil og<br />

sikrer sig derved størst mulig bevidsthed om konsekvenserne af det pædagogiske<br />

arbejde.


DIALOG 5 SIDE 98<br />

Etisk refleksion bør kobles til situationer, hvor værdier, pligt og interesse støder<br />

sammen og giver usikkerhed om, hvad der er det gode og det rigtige for en<br />

selv og andre. Men en veludviklet moralsk bevidsthed, som altid ligger parat til<br />

at kaste sit etiske modlys over såvel komplicerede som indlysende afgørelser,<br />

er med til at højne kvaliteten af det faglige arbejde.<br />

Etik kan ikke træde i stedet for faglige vurderinger, men bør være en del af et<br />

velgennemtænkt fagligt valg.<br />

En væsentlig forudsætning for succesfuldt arbejde med <strong>udsat</strong>te unge er, at den<br />

enkelte pædagog er afklaret omkring egen identitet, egne værdier og egne<br />

grænser. Pædagogen skal for det første være personligt afklaret og have mod<br />

til at reagere og handle i forhold til bestemte unge i konkrete situationer. For<br />

det andet skal pædagogen kunne stå inde for sine handlinger og være parat til<br />

at reflektere over dem og diskutere dem med sine kolleger. For det tredje er<br />

det i høj grad den enkelte medarbejders menneskelige og personlige kompetencer,<br />

som er betydningsfulde i samspillet mellem den unge og den voksen.<br />

Når de unge beskriver, hvordan den gode pædagog er, og hvordan den gode<br />

pædagog handler og agerer, giver de unge på samme tid et godt grundlag for<br />

at konkretisere de værdier og holdninger, som det pædagogiske arbejde bør<br />

hvile på.<br />

Ethvert pædagogisk arbejde bygger på en eller anden form for værdinormer.<br />

Værdinormer omfatter forbud, påbud og tilladelser. En pædagogs følelsesmæssige<br />

reaktion i samspillet med en ung eller med en kollega udspringer af de<br />

værdinormer, der er centrale i forhold til netop dette forløb. Når vi roser, irettesætter<br />

eller kritiserer andre, lægger vi sjældent mærke til, at vi vurderer andre<br />

ud fra vores egne værdinormer. Det vil sige, at vi sjældent reflekterer over<br />

vores vurderinger af andre mennesker ud fra en erkendelse om vores egen<br />

position og dens betydning for den oplevelse, som fører til vurderingen.<br />

En person behøver ikke at have ét sammenhængende og konsistent sæt af<br />

værdinormer, men kan have adskillige sæt af mere eller mindre konsistente


SIDE 99 DIALOG 5<br />

værdinormer, der bringes i anvendelse i forskellige sammenhænge (som kollega,<br />

som medarbejder, som mor, som pædagog osv.).<br />

Et eksempel på en klubmedarbejders etiske dilemma:<br />

”Moren ville meget gerne have, at jeg blev, indtil hendes datter kom hjem for at<br />

snakke med hende om, at det ikke var så smart, det hun havde foretaget sig. Moren<br />

mente, at datteren ville lytte mere til mig end til hende. Det var i orden med mig,<br />

men jeg blev pludselig i tvivl om min rolle. Hvordan opfattede moren mig, og hvilke<br />

forventninger havde hun til det projekt, hendes datter var med i? Troede hun, at jeg<br />

skulle opdrage pigerne og lære dem at kende forskel på sandhed og løgne, indpode<br />

moral og værdier – men efter hvilken målestok? Jeg vil kun forsøge at præge ud fra<br />

de holdninger og normer, som jeg kan stå inde for, i den udstrækning jeg er sammen<br />

med pigerne. Men jeg vil ikke træde ind og overtage andres funktioner.<br />

Gennem hele forløbet var jeg dog lidt i tvivl om min rolle og trak meget på min egen<br />

moral, holdninger og etik. En svær situation, da det hele var lidt kaotisk og forvirrende,<br />

og samtidig ville jeg gerne hjælpe både mor og datter. Jeg følte, at det vigtigste<br />

var, at der skulle handles her og nu”.<br />

(Klubmedarbejder, 2003)<br />

Det pædagogiske arbejde vil løbende være genstand for tolkninger og vurderinger.<br />

Var det nu rigtigt at handle på denne måde? Kunne det have været gjort<br />

på en anden måde? Er pædagogen og den unge enige om, hvordan der skal<br />

handles? Er pædagogerne enige med hinanden?


Definition af begrebet det<br />

fælles tredje:<br />

Det fælles tredje er det,<br />

som vi to retter vores blik<br />

og opmærksomhed mod.<br />

Netop i og med vores<br />

fælles opmærksomhed<br />

nødvendiggøres det, at vi<br />

indgår i en fælles vurdering<br />

af, hvad dette<br />

”udenfor os” er. Derved<br />

tvinges vi til at anskue<br />

det fælles tredje som<br />

noget, der er uafhængigt<br />

af vores subjektive vurdering,<br />

og vi får mulighed<br />

for at foretage det, der<br />

kaldes en intersubjektiv<br />

identifikation.<br />

DIALOG 5 SIDE 100<br />

5. Pædagogen må kunne finde<br />

et fælles tredje med den unge<br />

I arbejdet med marginaliserede og <strong>udsat</strong>te unge er pædagogen orienteret mod<br />

det forandringsarbejde, der skal til for at ændre den situation, som fastholder<br />

den unge i en marginaliseret position. Det kan være en langsommelig og langvarig<br />

proces at arbejde med at bryde de handlingsmønstre og vaner, som en<br />

ung har oparbejdet over lang tid og som fastholder den unge i en marginal<br />

position. For at bryde med mønstrene kræver det, at den unge får et kendskab<br />

til sine reaktionsmønstre og vaner og får mulighed for at agere i sociale<br />

sammenhænge, hvor nye vaner tillægges.<br />

Hvor den personlige kontakt er en nødvendig forudsætning for den pædagogiske<br />

indsats, er den langt fra en tilstrækkelig forudsætning for, at den unge<br />

udvikler sig. En væsentlig forudsætning for den pædagogiske indsats er, at<br />

pædagogen og den/de unge er sammen om noget andet og mere end den<br />

personlige kontakt.<br />

Det er centralt, at der foregår en bevægelse gennem den pædagogiske indsats.<br />

En bevægelse hen imod en forandring af den unges nuværende situation.<br />

En bevægelse, der kan mobilisere den unges ressourcer. Det fælles tredje er<br />

således det i verden, som pædagogen og den unge i fællesskab er orienteret<br />

mod. Det fælles tredje kan være alt fra et spil, en aktivitet eller et stykke arbejde<br />

til de oplevelser, diskussionsemner og ekskursioner, som begge parter<br />

finder nyttige og udviklende.<br />

En motocrossmedarbejder i klubben fortæller om det at finde et fælles<br />

tredje mellem pædagogen og den unge:<br />

”Jeg har set flere unge komme ud i store problemer, når de ryger ud af skolen. Og<br />

jeg har også haft nogle unge, som er røget ud både tredje og fjerde gang fra deres<br />

lærepladser. Nogle af dem har truet arbejdsgiveren. Og hver gang lukker de unge en<br />

dør, som de ikke mere kan gå ind af. Flere af drengene, som kommer her, hang før i<br />

tiden nede på tanken, hvor de drak bajere og hang ud i en gruppe, som hele tiden<br />

voksede. De fleste kørte rundt i byen på tunede knallerter. Det blev til mere og mere<br />

hærværk og vild kørsel i biler. De skaber jo selv den udfordring, de ikke får fra<br />

anden side!


SIDE 101 DIALOG 5<br />

De kommer hos mig, og som regel har de deres scootere med. Jeg kan selvfølgelig<br />

få deres scootere til at køre stærkt, men jeg vil ikke tune deres scootere og knallerter<br />

til landevejene. Men de kan prøve at komme ud og køre på en rigtig motorcykel<br />

og prøve at køre stærkt. Og det falder de for!<br />

Bare det, at de ser den her store motorcykel og prøver at sidde på den, wauv – god<br />

affjedring! Og så er de så med ude at prøve, og tit har de så ikke den motorik, der<br />

skal til, når de starter. Men de får nogle tricks til, hvordan man gør, så de kan<br />

komme i gang. Allerede der kan nogle af drengene begynde at mærke, at de rykker<br />

sig i forhold til den gruppe, der bare drøner rundt på landevejen. De kan lige pludselig<br />

noget. De får en identitet i noget med fart. Og det er populært blandt unge mennesker.<br />

Udfordringen, adrenalinen og det, der sker inde i kroppen. Det er noget, som<br />

de fleste drenge skal prøve på et eller andet tidspunkt – at køre stærkt. Der sker et<br />

eller andet inden i, man bliver simpelthen høj af det. Du kan se nogle gange, hvordan<br />

arme og ben kører på dem. Så nervesystemet bliver helt klart påvirket. Og de<br />

får samme sus eller rus ud af det, som hvis de havde lavet et bræk.<br />

Over for kammeraterne viser man styrke, og der er også noget på spil. Der skal<br />

være noget på spil, før du kan vinde. De vil gerne være noget, og de vil gerne dygtiggøre<br />

sig i forhold til kammeraterne, og der sætter de noget på spil!<br />

Drengene påvirkes via drømme. Når de kommer ind og ser den her motorcykel! Der<br />

står den, det fikserer et eller andet! Det er stort, og det er potent. Og så kommer<br />

udfordringerne stille og roligt, afhængigt af deres motorik. For nogen går det hurtigere<br />

end for andre. Og tit ser jeg det her hierarki, som de har i gruppen om, hvem<br />

der kan drikke flest bajere osv., at det skifter. Så er det lige pludselig ham, der kan<br />

mest fysisk; ham, der har mest mandsmod, som får en anden position. Hvor det før<br />

var ham, der blev kostet rundt med; ham, som ikke kunne drikke så mange bajere,<br />

som de andre osv. Konkurrencen opstår i det øjeblik, de sætter sig op på motorcyklen,<br />

der begynder drømmen. Og der starter det. Der begynder udfordringerne.<br />

Det fælles tredje, som skal til for at berige en relation mellem en ung og en<br />

pædagog, er ikke kun aktiviteter. Det kan også være begreber, grundantagelser<br />

og mentale modeller. Netop grundantagelser om, hvad det vil sige at være ung<br />

eller at være sej, kræver langvarige forhandlinger mellem parterne om, hvordan<br />

verden og virkeligheden skal forstås.


DIALOG 5 SIDE 102<br />

Definition af begrebet<br />

zonen for nærmeste<br />

udvikling:<br />

Den nærmeste udviklingszone<br />

er et begreb, som en<br />

af grundlæggerne af den<br />

kulturhistoriske skole, L.<br />

S. Vygotsky, har udviklet.<br />

Vygotsky beskriver zonen<br />

for nærmeste udvikling<br />

som et spejlingssted, hvor<br />

den overskridende læring<br />

først foregår der, hvor man<br />

deler zonen for nærmeste<br />

udvikling med hinanden.<br />

For Vygotsky udgør den<br />

nærmeste udviklingszone<br />

de funktioner, der vil modnes<br />

i morgen, men som i<br />

dag er udviklingsknopper.<br />

Han fremhæver, at vi som<br />

mennesker kan gøre langt<br />

mere i kollektiv virksomhed,<br />

end vi kan som<br />

enkeltstående individer.<br />

Da de grundlæggende antagelser, som en ung har udviklet, sjældent foreligger<br />

bevidst for den unge, tager det normalt lang tid for pædagogen at forstå den<br />

unges idealer, hadeobjekter o.l. At forhandle sig til rette med den unge om,<br />

hvilke ord man skal benytte om det vigtige her i livet tager sin tid, og det kræver,<br />

at pædagogen er villig til at ophæve nogle af sine egne mentale modeller.<br />

Det handler ikke om, at pædagogen sælger ud af sine antagelser om, hvad der<br />

er godt og rigtigt, men at hun eller han er villig til at nuancere egne forestillinger,<br />

så den unge kan finde plads til sine.<br />

Når mennesker mødes i et gensidigt forsøg på at udforske og identificere det<br />

fælles tredje, er de med til at på- og udvirke hinandens mentale og personlige<br />

kompetencer og ikke mindst nuancere det sprog, som i sidste instans er forudsætningen<br />

for at forstå sig selv og verden.<br />

6. Pædagogen skal arbejde i zonen<br />

for den nærmeste udvikling<br />

Pædagogen kan skabe motivation i læringssituationen gennem det fælles tredje<br />

ved at skabe situationer, hvori der både indgår aktiviteter, som den unge i<br />

forvejen er motiveret for og nye aktiviteter, som kræver mere af den unge. Det<br />

er væsentligt, at pædagogen understøtter de unge i at kunne tage et ansvar og<br />

træffe valg og hele tiden udfordrer de unge i forhold til hvor de unge er.<br />

De aktiviteter, som pædagogen kan trække på for at skabe motivation og<br />

engagement i en læringssituation, må tage udgangspunkt i den unges motivation,<br />

men aktiviteten skal altid være rettet mod den næste udviklingszone.<br />

Aktiviteterne skal med Vygotskys udtryk ligge i zonen for nærmeste udvikling.<br />

Den mest konstruktive form for læring finder sted, når den unge og pædagogen<br />

i fællesskab arbejder mod et fælles mål, der ikke som udgangspunkt har<br />

at gøre med deres indbyrdes relationer. Udgangspunktet skal i stedet være et<br />

arbejde eller en aktivitet, hvor både de unges og pædagogens energi og engagement<br />

sættes ind gennem fælles handlinger. Det betyder, at pædagogens<br />

opmærksomhed rettes mod arbejdet i stedet for mod de unge ud fra en vur-


SIDE 103 DIALOG 5<br />

dering af, at en direkte bearbejdning af de unges vanskeligheder sjældent vil<br />

hjælpe dem. Det, de behøver, er at danne sig nogle nye erfaringer, som ikke<br />

opstår gennem bearbejdning af de gamle erfaringer. I stedet for at vænne de<br />

unge af med dårlige vaner søger man at give dem bedre oplevelses- og erfaringsmuligheder.<br />

Det er altså ikke den unge som sådan, der er genstanden for pædagogikken,<br />

men derimod den relation, der ligger i handlingen. Det pædagogiske virke bliver<br />

herved en treleddet størrelse, hvor sagen ligger uden for pædagogen og<br />

den unge som et sagsforhold, som de to kan mødes igennem.<br />

7. Pædagogen skal kunne gennemføre<br />

en anerkendende undersøgelse<br />

Begrebet anerkendende undersøgelse (på engelsk Appreciative Inquiry) har på<br />

dramatisk vis påvirket den socialkonstruktionistiske tænkning og forskning i de<br />

sidste 10 år. Fænomenet er baseret på en etik. Det er nemlig en måde at forholde<br />

sig til hinanden på og møde andre mennesker på. Det er at stille nysgerrige<br />

spørgsmål til hinandens ressourcer og undres sammen. Det er ikke et<br />

problemløsningsværktøj eller en guide til problemløsning, men derimod en<br />

måde, hvorpå vi kan værdsætte det, vi oplever i dagligdagen og vores ønsker<br />

for fremtiden. Det er at undersøge det, der virker, for derved at skabe fokus på<br />

ressourcerne frem for problemerne. Som den danske psykolog Allan Holmgren<br />

siger:<br />

”De, som vil undersøge problemer, bliver eksperter på problemer; hvorimod de,<br />

som vil undersøge, hvad der virker, og hvad der er fantastisk, bliver eksperter<br />

på det, der virker og fungerer fantastisk”.<br />

Appreciative Inquiry hviler på de grundantagelser, som er formuleret i det socialkonstruktionistiske<br />

paradigme: F.eks. de antagelser, at vores verden bliver til<br />

for os, mens vi virker (agerer) i den, og at vores forståelse opstår, mens vi taler<br />

om verden; altså mens vi løbende udfører det, som vi kan kalde talehandlinger.


DIALOG 5 SIDE 104<br />

Det er derfor vigtigt, at vi gør os klart, at ”virkeligheden” ikke kan tænkes uden<br />

for vore handlinger eller uden for det sprog, som vi taler om den i. Den anerkendende<br />

undersøgelse ser sig selv i modsætning til den traditionelle problemløsning,<br />

som er præget af mangeltænkning. Den anerkendende tilgang handler<br />

om at skabe udvikling gennem udforskning af de ressourcer, som en person<br />

eller en organisation besidder.<br />

Forskellen på de to tænkemåder fremgår af denne tabel udarbejdet af Gitte Haslebo (2004):<br />

Problemløsning ud fra mangeltænkning: Udvikling på basis af den anerkendende udforskning:<br />

Indkredsning af problem Værdsættelse af det bedste af det, som findes<br />

Analyse af årsager Skabelse af konkrete forestillinger om det,<br />

som kunne findes<br />

Analyse af mulige løsninger Dialog om, hvordan vi ønsker, at det skal være<br />

Handleplan – udbedring af mangler Fornyelse – tilførsel af noget anderledes<br />

Det anerkendende består ikke i at rose og berømme hinanden, men i at forholde<br />

sig lydhør og respektfuld over for den andens oplevelser og erfaringer. Når<br />

det anerkendende ofte forveksles med ros og sødsuppe, skyldes det, at<br />

respektfuld anerkendelse er så usædvanlig i vores kultur, at anerkendelse let<br />

forveksles med betingelsesløs beundring. Det er det ikke. At anerkende den<br />

anden er at se og høre den anden i dennes egen ret og at forsøge at finde<br />

den andens reelle ressourcer. At anerkende den anden giver det bedste afsæt<br />

til at finde den positive energi til støtte for den andens udviklingsproces.<br />

Følgende fortællilng med David L. Cooperrider, der er en af de centrale personer<br />

i de sidste års udvikling af og arbejde med den anerkendende undersøgelse,<br />

giver et billede af <strong>indhold</strong>et af en anerkendende undersøgelse:


SIDE 105 DIALOG 5<br />

Engang midt i 1990’erne blev Cooperrider opsøgt af et privathospital, som i en<br />

årrække havde arbejdet på at fremstå som et sted med excellent service til hospitalets<br />

patienter. Det var lykkedes så godt, at man sjældent modtog klager over<br />

behandlingen på hospitalet. De klager, man imidlertid i stadig større udstrækning<br />

modtog, handlede om det nærliggende hotel, hvor pårørende ofte indlogerede sig for<br />

at være i nærheden af indlagte familiemedlemmer. Her var kvaliteten og servicen så<br />

ringe, at det påvirkede hospitalets omdømme. Hospitalsledelsen havde fået den idé<br />

at tilbyde hotellet et gratis servicekursus og henvendte sig derfor til Cooperrider for<br />

at spørge ham, om han ville forestå dette kursus.<br />

Cooperrider troede ikke på, at et servicekursus ville have nogen effekt, og tilbød i<br />

stedet at hverve hotelledelsen til at gennemføre en anerkendende undersøgelse af<br />

et af byens kvalitetshoteller. Hospitalet accepterede at betale ledelsen fra det lokale<br />

hotel for at deltage i Cooperriders projekt, og hotelledelsen accepterede at optræde<br />

som anerkendende undersøgere under Cooperriders ledelse.<br />

Pointen var, at den lokale hotelledelse gennem projektet ved selvsyn skulle få øjnene<br />

op for kvalitetshotellets procedurer, strukturer og ledelsesforhold med et anerkendende<br />

fokus. Denne form ville være langt bedre end deltagelse i et kursus om,<br />

hvordan de selv kunne gribe processerne i hotellet an. Cooperrider udstyrede herefter<br />

undersøgerne med anerkendende protokoller, hvor de skulle lede efter og spørge<br />

til, hvad der fungerede bedst på kvalitetshotellet. Undersøgerne kom efter undersøgelsen<br />

hjem med en vældig inspiration og lyst til selv at indføre nogle af de procedurer,<br />

som de havde iagttaget eller hørt om gennem deres anerkendende undersøgelse.<br />

Til historien hører, at klagerne over hotellet ophørte, og at det lokale hotel<br />

efter to år modtog en udmærkelse fra brancheforeningen for excellent kvalitet.<br />

Hovedpointerne i Cooperriders principper er:<br />

1) Tag altid udgangspunkt i noget, der fungerer godt<br />

2) Brug det gode som fundament for nye mål<br />

3) Lær at respektere alle de ting, som er værd at anerkende<br />

Når en anerkendende undersøgelse<br />

anvendes i pædagogisk praksis, betyder det:<br />

1) at pædagogen skal arbejde på at opdage og respektere de personlige ressourcer,<br />

som i praksis har vist sig at give personen liv og energi.<br />

Udfordringen er at opdage, hvor personens forpligtethed (fra det engelske<br />

ord commitment) er højest. Listen over sådanne positive og anerkendelsesværdige<br />

emner er endeløs, så man må koncentrere sig om spørgsmål som:<br />

Hvor er din livskvalitet højest? Hvor viser din integritet sig bedst? Hvor ser<br />

du selv, at en nyudvikling er mest mulig?


DIALOG 5 SIDE 106<br />

2) at pædagogen skal udvikle et billede af, hvad personen kan blive. Når det<br />

bedste af, hvad der har været, bliver identificeret, vil bevidsthederne naturligt<br />

begynde at søge bag om det og begynde at forestille sig nye muligheder.<br />

Respekt (værdsættelse) overfor det bedste af det, som en ung kan<br />

byde på, leder til en fælles billeddannelse af, hvad den unge faktisk kan<br />

blive. Billeddannelsen udløser en engageret tænkning, som fremmer positive<br />

forestillinger af en ønsket eller håbefuld fremtid.<br />

3) at pædagogen skal sikre sig en engageret dialog med den unge. En dialog<br />

optræder, når organisationen/gruppen deler viden om opdagelser og muligheder.<br />

Gennem dialogen opnås en begyndende samstemmighed<br />

(konsensus) mellem pædagogen og den unge om fremtidsmulighederne.<br />

Det er gennem dialogen, at den individuelle anerkendelse bliver til en fælles<br />

anerkendelse af de fremtidige bestræbelser for den unge.<br />

4) at pædagogen og den unge kan konstruere fremtiden gennem engageret<br />

handling. Den anerkendende undersøgelse skaber bevægelse i sig selv.<br />

Den unge vil selv søge måder, hvorigennem han eller hun nærmer sig idealet.<br />

Ved at søge efter det mulige opnår den unge et frisk, nyt syn på sig<br />

selv og sine muligheder. Det anerkendende øje tager intet for givet, men<br />

søger at forstå den unges liv ud fra mulighederne for at få et bedre liv.<br />

8. Pædagogen må arbejde på<br />

at kunne påvirke den unges narrativ<br />

Vi kan ofte have vanskeligt ved at skelne mellem fiktion og fakta i vores livshistorier.<br />

Men hvad enten der er tale om fiktion (fri fantasi) eller om mere faktuelle<br />

kendsgerninger, udgør vores livshistorier et afgørende grundlag for vores<br />

selvforståelse, vores selvbillede og vores følelsesliv. Det er også vigtigt at<br />

huske på, at der altid er optaget elementer fra andres vurderinger af os i vore<br />

personlige narrativer. Andres misbilligende øjne og bebrejdende stemmer stikker<br />

dybt i kødet på os, når vi fortæller vores historie, og det er med til at farve<br />

den.<br />

Nogle unge mennesker (særligt de <strong>udsat</strong>te eller negativt belastede unge) har


SIDE 107 DIALOG 5<br />

oplevet så mange negative tilbagemeldinger fra andre, at deres personlige<br />

livsfortælling kan blive trist, nedtrykt eller direkte misantropisk. Deres fortælling<br />

er som en tragedie med dem selv som den negative helt.<br />

Andre unges narrativer er komedier, romancer eller eventyr, hvor helten (=<br />

fortælleren) nok skal klare sig til sidst. Men alle fortællinger har skjulte pointer,<br />

som ikke er blevet udfoldet. Det er i disse uudfoldede pointer, at grundstoffet<br />

til et alternativt narrativ ligger.<br />

A. Om at stabilisere et ustabilt narrativ<br />

"Det er ikke personen , der er problemet. Det er problemet, der er problemet."<br />

(White, 1990).<br />

Selv om man har med et tilsyneladende godt og positivt narrativ at gøre, kan<br />

det vise sig at være så tyndt, at det ikke kan holde til krise eller negativ<br />

tilbagemelding. Heltefortællinger, som personen har udviklet om sig selv, vil<br />

ofte krakelere, når den unge udsættes for pres eller stress. Derfor er det vigtigt,<br />

at klubmedarbejderen er særlig lydhør over for skingre og falske toner i et<br />

narrativ og hjælper den unge med at gøre fortællingen mere stærk og realistisk.<br />

Det kan gøres ved at få den unge til at forstå, at der er mere kvalitet i at<br />

udarbejde en selvfremstilling, som ikke er så utroværdig, at den kalder på, at<br />

andre unge får lyst til at udfordre den eller spolere den ved at finde eksempler<br />

på, at fortællingen ikke holder.<br />

Hvis den unge for eksempel håber på at blive verdens bedste og mest anerkendte<br />

fodboldspiller, kan projektet først lykkes, når andre tror på og anerkender<br />

den unges talent. Går den unge rundt og bilder sig ind, at verden hænger<br />

sådan sammen og derfor prøver at overbevise sin omverden om, at han er den<br />

og den, så vil nogen måske mene, at han i stedet er en latterlig klovn. Det er<br />

således kun i det omfang, vi med vores handlinger kan indgå i meningsfulde<br />

relationer til andre mennesker, at vores narrativ hænger sammen.


DIALOG 5 SIDE 108<br />

Shotter (1993) kalder det, at et narrativ skal besidde en ”samordnet sproglig<br />

realitet”. Hvis der ikke er en sådan samordnet sproglig realitet, vil modtageren<br />

få en oplevelse af, at fortællingen er falsk. Det kræver derfor et stort overblik at<br />

fortælle løgnehistorier, fordi fortælleren let vil komme til at indbygge modsætninger<br />

i fortællingen. Det er disse kvaliteter, som gør, at vi bliver mistænkelige<br />

over for visse narrativer, mens vi umiddelbart accepterer andre. Shotters pointe<br />

er, at det sprog, som vi nødvendigvis må bruge i vores definition af os selv, må<br />

udspringe af et i fællesskabet funderet betydningslager.<br />

Det betyder, at vores personlige beretninger må deles med et antal mennesker,<br />

der kan verificere historierne og betydningernes rigtighed. Vi er altså tvunget til<br />

at fundere vores narrativ(er) inden for logikken af det kollektive betydningslager<br />

hos dem, som vi deler vores liv med. Vi kan således ikke frit definere os<br />

selv, men vil altid være bundet af vores sprogs betydningsanker i livet.<br />

Den oprensende narrative samtale (Nelson, 2002) mellem en ung og hans<br />

eller hendes pædagog går ud på at hjælpe den unge til at få sit narrativ til at<br />

hænge troværdigt sammen. Det kræver et tæt og respektfuldt samarbejde at<br />

hjælpe en ung med at etablere de relevante<br />

betydningsankre. I en oprensende samtale må<br />

den unges umiddelbare historie ikke tages for<br />

givet, men det kan den voksnes mistanke om,<br />

at den unges historie ikke holder vand, heller<br />

ikke. Den oprejsende samtale har til formål at<br />

lade den unge se alternative fortolkninger af<br />

eget narrativ gennem konstruktive spørgsmål<br />

til mulige andre betydninger, som kunne ligge<br />

bag den umiddelbare fortælling.<br />

I sit terapeutiske arbejde med børn med psykiske<br />

problemer anvender Michael White<br />

(1990) en bestemt metodik for at få børnene<br />

og de unge ud af den problemfiksering, som<br />

ofte er indstøbt i deres narrativ. White kalder<br />

sin metodik for eksternalisering. At eksternali-


SIDE 109 DIALOG 5<br />

sere et problem vil sige at trække det ud som et særligt objekt eller en metafor<br />

med ”navn” og ”adresse”, hvilket har vist sig at være en meget effektiv metode<br />

til at overvinde børns og unges problemfiksering.<br />

Metoden tjener i første omgang til at undersøge problemets indflydelsesgrad:<br />

Det vil sige problemets indflydelse på barnet og på barnets forhold til søskende<br />

og forældre. Men når problemets indflydelse på barnet er kortlagt, er det<br />

omvendt barnets indflydelsesgrad på problemets ”liv”, der undersøges.<br />

Når barnet måske i mange år har følt sig som problemet, kan det være vanskeligt<br />

pludselig at skulle se sig selv som adskilt fra problemet og beskrive sin<br />

egen indflydelse på det. Men når det lykkes, er det en befrielse for barnet at<br />

kunne stille sig udenfor den dominerende problemmættede historie, som det<br />

hidtil har delt med sin familie om sig selv og problemet.<br />

Lykkes det at eksternalisere problemet, åbnes der op for, at barnet måske kan<br />

huske tidligere oversete, men væsentlige oplevelser, som går imod den dominerende<br />

historie. Det vil sige situationer, hvor barnet kunne have gjort det, som<br />

problemet krævede af det, men nægtede at gøre det. Sådanne undtagelsessituationer<br />

kalder White for ”unique outcomes”, og det er i kølvandet på<br />

barnets bevidsthed om disse øjeblikke, at barnet kan opmuntres til at skabe en<br />

ny mening ud af undtagelserne. Først på dette tidspunkt kan terapeuten alliere<br />

sig som aktiv forbundsfælle med det henviste barn, dets søskende og forældre<br />

mod det eksternaliserede, fremmedgjorte og personificerede problem.<br />

Denne type samtale er effektfuld, fordi den undgår at benytte udsagn, som<br />

uforvarende kommer til at indgyde klienten skyld og skam over at være eller<br />

have et problem. Samtidig fremmes klientens evne til at handle i forhold til den<br />

effekt, som problemet har. At se sig selv i relation til problemet i stedet for at<br />

have eller være et problem skaber mulighed for, at man kan forestille sig en<br />

anden form for relation til problemet end den aktuelle. Man kan således tale<br />

om, hvilken effekt det aktuelle forhold til problemet har, og man kan tale om,<br />

hvilken effekt man gerne vil have, at ens forhold til problemet får i fremtiden.


DIALOG 5 SIDE 110<br />

En af styrkerne ved denne metode bliver således, at man ved at engagere klienten<br />

i den eksternaliserende samtale sætter personen fri til at kunne handle<br />

og forme eget liv og forhold til andre.<br />

Geir Lundby (1998) gør opmærksom på, at der er visse undtagelser, hvor et<br />

problem ikke må eksternaliseres, og hvor en alternativ historie ikke bør fremmes.<br />

Det gælder, når problemet er af en sådan art, at det vil være uetisk og<br />

ansvarsunddragende at eksternalisere det. Det gør sig især gældende i<br />

forbindelse med problemer som vold og seksuelle overgreb. Her handler det<br />

ikke om at eksternalisere selve problemet, men det kan handle om at eksternalisere<br />

de holdninger, som fremmer volden og de strategier, der ser ud til at<br />

holde personen fast i problemerne (som f.eks. hemmelighedskræmmeri og<br />

social isolation).


Hvorfor denne dialog?<br />

SIDE 111 DIALOG 6<br />

Hvad skal den pædagogiske<br />

arbejdsplads kunne?<br />

Som det fremgår af den foregående dialog, er de krav, som det posttraditionelle<br />

samfund stiller til ungdomspædagogerne, vanskelige at imødekomme. Man<br />

kan hævde, at ungdomspædagogerne skal besidde så store personlige kompetencer,<br />

at de næppe kan imødekommes, hvis ikke de ungdomspædagogiske<br />

arbejdspladser er indrettet sådan, at de aktivt støtter og supplerer medarbejdernes<br />

ressourcer og kompetencer i videst mulig udstrækning.<br />

Den pædagogiske arbejdsplads er en kontekst, som skal sikre maksimal<br />

vidensdeling mellem medarbejderne samt, at den maksimale kompetence om<br />

at omgås unge bliver ”nedpløjet” i deltagernes personlige beredskab. Derfor vil<br />

vi i denne dialog præcisere nogle krav til den pædagogiske arbejdsplads, som<br />

er forudsætninger for, at de enkelte medarbejdere kan løse deres opgaver.<br />

1. Den pædagogiske arbejdsplads<br />

skal sikre kompetenceudvikling<br />

I de sidste 5-10 år er det offentlige og private arbejdsmarked blevet oversvømmet<br />

af en lang række analysesystemer og udviklingsprojekter, som hævder<br />

at have medarbejdernes kompetence som interesseområde. Men selv om<br />

man i stor udstrækning benytter de samme ord og begreber, er der en verden<br />

til forskel på hvilke interesser, der ligger bag de forskellige kompetenceprojekter.<br />

Defination af begrebet<br />

kvalifikation:<br />

Kvalifikation (fra det latinske<br />

ord ’qualificare’)<br />

betyder at blive gjort<br />

egnet eller dygtig til<br />

noget. Kvalifikation er<br />

resultatet af en systematisk<br />

og formel<br />

påvirkningsproces, hvorigennem<br />

en person tilegner<br />

sig en given viden,<br />

nogle givne færdigheder<br />

og nogle særlige holdninger.<br />

Det er en viden,<br />

der kan efterprøves, f.eks.<br />

ved hjælp af eksaminer,<br />

prøver og test.<br />

Kvalifikationer kan beskrives,<br />

generaliseres, formaliseres<br />

og kontrolleres og<br />

er ikke knyttet til en<br />

bestemt kontekst.


DIALOG 6 SIDE 112<br />

Definition af begrebet<br />

kompetence:<br />

Ordet kompetence kommer<br />

fra det latinske ord<br />

’competere’, som både<br />

betyder adkomst, berettigelse,<br />

beføjelse, myndighed<br />

og skikkethed. Den<br />

kompetente har således<br />

både ret, magt og færdighed<br />

til at handle på en<br />

given måde. Kompetence<br />

er noget andet og mere<br />

end individuelle, formelle<br />

kvalifikationer.<br />

Kompetencer er de reelle<br />

personlige og faglige færdigheder,<br />

som sætter en<br />

person i stand til at løse<br />

givne opgaver i en given<br />

situation. Kompetence er<br />

over tid blevet ”nedpløjet”<br />

i personens relationer til<br />

andre. Hvor kvalifikationer<br />

efterprøves på disciplinens<br />

præmisser, f.eks.<br />

fagligt niveau, så vurderes<br />

kompetencer af kolleger,<br />

kunder, brugere osv.<br />

ud fra hvor anvendelig<br />

personens kunnen er i<br />

den konkrete situation.<br />

Kompetencer står altid i<br />

forhold til noget eller<br />

nogen, dvs. kompetencer<br />

er subjektive, sociale/<br />

relationelle og lokale/<br />

unikke.<br />

De fleste kompetenceprojekter bygger på, hvordan arbejdsgiveren kan sikre<br />

sig, at medarbejdernes kompetencer er i overensstemmelse med virksomhedernes<br />

aktuelle og fremtidige systemudviklingsbehov. De bygger ikke på medarbejderens<br />

personlige behov for at opleve, at han eller hun gør en konkret<br />

forskel i den unges livssfære.<br />

De mange mekaniske projekter bygger på den fejlforestilling, at noget så komplekst<br />

og personligt som vore kompetencer kan afdækkes på en måde, hvorved<br />

der kan opstilles et enkelt regnestykke over, hvad den enkelte medarbejder<br />

skal lære for at holde sig på forkant med de fordringer, som det aktuelle eller<br />

fremtidige job kræver. I det mekaniske perspektiv går systemets krav forud for<br />

medarbejderens behov og ønsker, og den mekaniske kompetenceudviklings<br />

fortalere mener, at man relativt let kan udregne gabet mellem det, som medarbejderen<br />

kan og det, som han eller hun skal kunne.<br />

De mekaniske kompetenceanalyser er kun i begrænset udstrækning opmærksomme<br />

på, hvor hurtigt udvikling løber. Ofte er tiden løbet fra de behov, der<br />

blev afdækket, før ny læring kan sættes ind. Men vigtigere er det, at selve den<br />

bagvedliggende tænkning reducerer medarbejderne til tingslige objekter for de<br />

systemiske udviklingsinteresser. Derfor resulterer ”gab-analyserne” i bedste<br />

fald i intetsigende opgørelser af kursusbehov og i værste fald i såkaldt modstand<br />

mod forandring blandt de medarbejdere, som føler sig reduceret til<br />

objekter for andres vurderinger og ikke som subjekter for egen vækst.<br />

De mekaniske kompetenceprojekter, som er iværksat af effektivitetsmæssige<br />

og økonomiske hensyn, har mange steder mødt så megen modstand fra<br />

bevidste medarbejdere, at de er på vej ud af feltet.<br />

Kravene til klubmedarbejderens rolle, og dermed også til klubmedarbejderens<br />

kompetencer, har i de sidste 20 år ændret sig dramatisk. Den ydre autoritet,<br />

som voksne engang havde i forhold til de unge, er forsvundet eller stærkt<br />

reduceret. I stedet stilles der krav om noget mere komplekst; nemlig en pædagogisk<br />

kompetence, som primært indeholder personlige og sociale færdighe-


SIDE 113 DIALOG 6<br />

der. De unge efterspørger troværdige voksne, der kan støtte og lytte og som<br />

gennem eksemplets magt kan være gode rollemodeller for de unge.<br />

Som en del af klubudviklingspuljen har UFC Børn og Unge iværksat en særlig<br />

uddannelse af såkaldte kompetenceagenter (Læs mere om uddannelsen i<br />

Andersen og Henriksen, 2004). Uddannelsen har i skrivende stund varet et år<br />

og er ikke begrundet i en økonomisk rationalitet, men alene i et ønske om at<br />

uddanne klubfolk, som kan facilitere personlig, social og faglig vækst i socialministerielle<br />

fritids- og ungdomsklubber. Fokus for uddannelsen har været<br />

klubmedarbejdernes interesser og behov og har handlet om, hvordan medarbejderne<br />

personligt bliver bedre til at kunne rumme de børn og unge, som de<br />

tidligere har haft svært ved at give et relevant tilbud i klubberne.<br />

At kunne iværksætte en relevant eksemplarisk kompetenceudvikling betyder, at<br />

agenterne skal kunne arbejde i dyb respekt for deres kollegers oplevede personlige,<br />

sociale og faglige interesser. Det betyder, at agenterne skal hjælpe<br />

deres kolleger med at tage hånd om egen udvikling. Det betyder også, at kompetenceagenten<br />

skal tage udgangspunkt i en anerkendelse af det, som kollegaen<br />

rent faktisk kan – frem for at lede efter fejl og mangler hos kollegaen.<br />

Formålet med at generere nye kompetencer er en udvidelse af rammerne for,<br />

hvad der er muligt og en hjælp til, at gruppen når frem til en engagerende<br />

drøm (en vision) om, hvordan de mest succesfuldt kan skabe stærke billeder af<br />

den mulige fremtidige realisering og de handlinger, der vil være mest virksomme.<br />

Som vi var inde på i forrige dialog, adskiller en anerkendende undersøgelse sig<br />

grundlæggende fra den traditionelle form for styret problemløsning.


DIALOG 6 SIDE 114<br />

Den traditionelle form bygger på den grundantagelse, at det at organisere en<br />

vellykket kontekst er et problem, som blot skal løses. Forbedringer består i at<br />

fjerne manglerne. Den traditionelle problemløsningsteknologi består almindeligvis<br />

i:<br />

• at identificere hovedproblemerne og manglerne<br />

• at analysere årsagerne til disse problemer og mangler<br />

• at analysere mulige løsninger<br />

• at iværksætte en entydig handlingsplan.<br />

I modsætning hertil ser den anerkendende undersøgelse ikke organiseringen<br />

som et problem, der skal løses, men nærmere som en løsning, der skal godtages.<br />

Her er trinene i processen:<br />

1. Opdag og respekter de ressourcer, der virker<br />

2. Skab billeder af yderligere forbedringer<br />

3. Fasthold dialogen<br />

4. Konstruer fremtiden i fællesskab.<br />

Som nævnt er det afgørende, at der tages udgangspunkt i en anerkendende<br />

undersøgelse af klubmedarbejdernes kompetencer frem for i en tænkning,<br />

som bygger på manglende formelle kvalifikationer2 .<br />

Et led i, at den pædagogiske arbejdsplads skal sikre kompetenceudvikling, er, at<br />

der i organisationen skal skabes rum og rammer for, at medarbejderne kan<br />

udvikle deres kompetencer. Både forstået helt bogstaveligt ved, at der rent fysisk<br />

skal være et sted, hvor medarbejderne har mulighed for at skrive, reflektere,<br />

drøfte temaer med hinanden og arbejde med eksempelvis at italesætte ressourcer<br />

og styrker. Men også forstået sådan, at der skal være tid til og fokus på at<br />

arbejde systematisk med udvikling af kompetencer. Det behøver ikke at tage<br />

ekstra tid, men kan netop være et spørgsmål om systematisering af f.eks. personalemøder.<br />

Erfaringerne fra klubprojekterne er, at kompetenceudvikling også har<br />

handlet om at have et fokus og indføre eller fastholde en systematik f.eks. i den<br />

måde, hvorpå man drøfter spørgsmål om de unge. Klubprojekterne under<br />

2. Læs mere om kompetenceanalyser og om hvordan fortællinger kan bruges til at udvikle<br />

kompetencer i hæfte 3: Fortællinger om nødvendige kompetencer i serien Fagets stemme.


SIDE 115 DIALOG 6<br />

Klubudviklingspuljen har systematisk arbejdet med fortællinger og med, hvordan<br />

fortællinger kan bruges til udvikling af kompetencer. Som allerede nævnt, har<br />

dette arbejde dannet grundlaget for de fem hæfter i serien Fagets stemme.<br />

Forneden følger nogle af klubmedarbejdernes bud på nødvendige kompetencer,<br />

når man skal arbejde med unge i klub. Som klubmedarbejder skal man:<br />

• være meget tydelig og markant som person<br />

• ikke tage en ’maske’ på, når man går på arbejde<br />

• arbejde meget med sig selv for at vise, hvem man er, og hvor man står<br />

• være ærlig overfor børn og unge. De gennemskuer lynhurtigt, hvis man forsøger<br />

at forstille sig<br />

• være nærværende overfor børn og unge<br />

• kunne skelne mellem almindelige pubertetsproblemer og mere alvorlige<br />

problemer<br />

• kunne bakke hinanden op kollegialt og give støtte, når det er nødvendigt<br />

• kunne sige til og fra, og man skal fortælle, hvordan man har det. Ellers kan<br />

man ikke passe på hinanden som kolleger<br />

• kunne sige det til sine kollegaer, hvis man ikke har det godt med en ung.<br />

Nogle gange handler det jo om kemien mellem to personer<br />

• have overblik og kunne vurdere, hvornår der skal gribes ind<br />

• kunne reagere og agere på forhold, der skal handles på<br />

• være personlig og tillidsvækkende<br />

• evne indlevelse<br />

• kunne rådgive og vejlede de unge.<br />

Disse bud har adskillige implikationer, som vi vil fremhæve i denne dialog. Den<br />

vigtigste implikation er, at medarbejderne lærer at forstå dybden af deres<br />

arbejde; nemlig at arbejdet med de unge grundlæggende handler om at stille<br />

sig til rådighed for en effektiv og sund udvikling af den kommende generation.<br />

En sådan forståelse optræder ikke nødvendigvis naturligt hos den enkelte<br />

pædagog. Den må dannes gennem det forpligtende fællesskab, som en velfungerende<br />

arbejdsplads udgør.


DIALOG 6 SIDE 116<br />

I det følgende vil vi fremhæve nogle af de øvrige krav, som den pædagogiske<br />

arbejdsplads skal kunne indfri, før medarbejderne kan udvikle deres ungdomspædagogiske<br />

kompetencer.<br />

2. Den pædagogiske arbejdsplads skal sikre god ledelse<br />

Ledelse er i sidste ende at lede efter sin bestemmelse som menneske i al<br />

almindelighed og meningen med at være medarbejder i en virksomhed i særdeleshed.<br />

I en posttraditionel virksomhed er alle medarbejdere, og alle er ledere.<br />

Men det, som man har til opgave at lede efter, er ikke det samme.<br />

Som ungdomspædagog skal man primært være optaget af at lede efter<br />

mulighederne for og ressourcerne hos de unge. Det kalder vi ’ledelse af 1.<br />

orden’. Det betyder imidlertid ikke, at man som ungdomspædagog skal være<br />

uinteresseret i den mere overordnede ledelse af institutionen, blot at institutionsledelsen<br />

er købt og betalt for at lede institutionens ledelsesprocesser<br />

(Andersen & Andersen, 2000). At lede ledelsesprocesserne kalder vi ’ledelse<br />

af 2. orden’.<br />

Hvis pædagogen skal bruge store dele af sin<br />

arbejdstid på ledelse af 2. orden, har han eller<br />

hun hverken tid eller energi til at løse sine primære<br />

opgaver. En medarbejdende pædagog<br />

kan ikke på samme tid lede efter den unges<br />

ressourcer, lede sig selv og være den type<br />

”indforstået udenforstående”, som har kræfter<br />

til at gennemføre ledelse på et andet niveau.<br />

Hermed siger vi ikke, at pædagogerne skal<br />

være uinteresserede i den overordnede virksomhedsledelse.<br />

Tværtimod skal man som<br />

pædagog fastholde sine ledere på kravet om<br />

en tydelig, argumenteret og forhandlet ledelse<br />

af anden orden.


SIDE 117 DIALOG 6<br />

Ledelse af 2. orden er bl.a.:<br />

• at lede efter opbakning bag virksomhedens fremtidsvision, mål, mission,<br />

værdier og succeskriterier i det samfundsmæssige og politiske landskab<br />

• at lede efter klare og gennemskuelige beslutnings-, kommunikations- ,<br />

samarbejds- og udviklingsprocesser i virksomheden som helhed<br />

• at lede efter at engagere medarbejderne i at sikre at disse til stadighed<br />

udvikles og indgår i den nødvendige supervision<br />

• at lede processen med, at den enkelte medarbejder gør sig sine mentale<br />

modeller (grundlæggende antagelser) om udvikling og opdragelse klart.<br />

• at lede formidlingen af virksomhedens resultater og repræsentere virksomheden<br />

udadtil.<br />

I det posttraditionelle samfund er det ikke den formelle leders opgave at styre<br />

den enkelte medarbejder, men derimod at sikre optimale rammer og læringsrum<br />

for medarbejderne, så de kan kvalificere deres medarbejderskab.<br />

At få ledelse af 1. og 2. orden til at gå op i en større helhed forudsætter, at<br />

den enkelte medarbejder og den formelle leder forsøger at udvikle det, som vi<br />

kalder en komplementær relation (se Dialog 1).<br />

Hvor vanskeligt det er at opbygge en gensidig, komplementær relation, fremgår<br />

af dette citat:<br />

”Det, som gør det særligt vanskeligt at være leder i en pædagogisk institution,<br />

er de meget forskellige krav, som medarbejderne, forældrene og forvaltningen<br />

har til en. Én gruppe ønsker, at lederen entydigt leder og fordeler arbejdet, en<br />

anden gruppe vil ikke have, at man blander sig i deres arbejde, mens atter<br />

andre faktisk ønsker at få mine tilbagemeldinger om, hvorvidt de gør deres<br />

arbejde på en måde, der er i overensstemmelse med de aftalte mål og på en<br />

måde, som er i overensstemmelse med børnenes behov”.<br />

(Andersen og Andersen, 2000, s. 17).


DIALOG 6 SIDE 118<br />

Pædagogisk ledelse foregår i en særlig form for virksomheder (institutioner), som<br />

har omsorg, opdragelse og personlig/social kompetenceudvikling som primære<br />

formål. Pædagogen er leder af børnene på deres livsvej og udfører således ledelsesarbejde<br />

som en væsentlig del af deres daglige arbejde i institutionerne.<br />

Anden-ordenslederens særlige opgave består i at fastholde virksomheden på<br />

dens formål og organisere arbejdet med skyldig hensyn til hver enkelt medarbejders<br />

unikke personlighed, interesser og engagement. Hvis en medarbejders<br />

personlighed er upassende ”skæv”, eller engagementet er udbrændt, kan formålet<br />

kun indfries, hvis andre medarbejdere kan dække vedkommende ind.<br />

Den posttraditionelle leder må inddrage medarbejderne, så institutionen kan<br />

drage fordel af alle de personlige og faglige ressourcer, som er til stede.<br />

Institutionen kan kun tage ved lære og udvikle sig i takt med de udfordringer<br />

og erfaringer, som løbende opstår i det pædagogiske arbejde, hvis alle sejl<br />

sættes til. Der vil være mange måder at manøvrere på i det pædagogiske felt,<br />

og der findes ingen standardløsning på håndtering af uenigheder om den rette<br />

indsats i den lokale institution. Det vil kræve en vedvarende forhandling<br />

mellem alle involverede parter.<br />

3. Den pædagogiske arbejdsplads skal styre<br />

og forstyrre selvtilfredshed og bedreviden<br />

Vil man sikre udvikling, må man også sikre, at organisationen – den konkrete<br />

arbejdsplads – ikke lukker sig om sig selv. Livet i organisationer vil stagnere,<br />

hvis der ikke kommer tilførsel af viden og initiativ udefra.<br />

Når en organisation først er sporet ind på læring inden for eksisterende rammer<br />

og kendte områder, ligger den største udfordring i at bevæge sig ind på<br />

nye og ukendte områder og opsøge forstyrrelser af organisationens selvforståelse.<br />

Forstyrrelserne kan ske ved at indgå samarbejde med eksterne aktører,<br />

der giver mulighed for, at nogen udefra stiller spørgsmål til organisationens<br />

konkrete praksis.


SIDE 119 DIALOG 6<br />

Forstyrrelserne kan også (evt. i sammenhæng med tværgående samarbejder)<br />

ske ved, at arbejdspladsen hele tiden er åben for nye måder at gøre tingene<br />

på f.eks. ved at arbejde med forsøgs- og udviklingsprojekter.<br />

Ofte bliver forsøgs- og udviklingsprojekter sat i gang, fordi de eksisterende<br />

måder at løse opgaverne på ikke er tilstrækkelige: Der er behov for at finde<br />

helt nye måder at løse opgaverne på og for, at de faste rutiner bliver udfordret.<br />

Forsøgs- og udviklingsprojekter er kendetegnede ved, at deltagerne ikke på<br />

forhånd kender resultatet af deres indsats. Der vil være en risiko for, at indsatserne<br />

ikke udvikler sig, som man håbede eller forventede. Til gengæld vil man<br />

altid lære noget af det. Det er altså et spørgsmål om, at den pædagogiske<br />

arbejdsplads skal ”turde at turde” og skal have et læringsperspektiv på indsatsen.<br />

Her er det naturligvis ledelsens opgave at understøtte en sådan kultur.<br />

Den pædagogiske arbejdsplads skal skabe et miljø, hvor projektarbejdsformen<br />

gives gode betingelser, og hvor der kan arbejdes med projektledelse, herunder<br />

arbejde systematisk, formulere mål, delmål, succeskriterier m.v. og kunne justere<br />

i projektet, når forhold i omverdenen kræver det3 . Erfaringerne viser, at der skal<br />

justeres i projekter undervejs, fordi der altid er noget, der vil forstyrre styringen.<br />

Det kan være udskiftning i medarbejdergruppen, krav om kommunale nedskæringer,<br />

fusioneringer eller omstillingsprojekter initieret af topledelsen.<br />

Projektstyring er ikke ensbetydende med en forestilling om lineær udvikling, hvor<br />

A fører til B, der fører til C. Udvikling foregår i spring, og det er derfor vigtigt hele<br />

tiden at reflektere over, hvad der er gjort og med hvilke erfaringer og justere i<br />

projektet eller indsatsen på baggrund af den læring, som man kan uddrage.<br />

4. Den pædagogiske arbejdsplads skal sikre flow<br />

og begejstring i samarbejdet<br />

Samordning er forudsætningen for at skabe synergi, som kommer af, at den<br />

enkeltes medarbejders frie vilje arbejder i samme retning som fællesskabet.<br />

Gennem en sådan samordning opnår arbejdsgruppen at fungere i kaos uden,<br />

at alle styrter ad sted i hver sin retning.<br />

3. Der findes en lang række bøger om projektstyring. Se f.eks. Aktiv projektledelse af Andersen<br />

m.fl. (1999), Børsens Forlag.


DIALOG 6 SIDE 120<br />

Senge (1999) bruger et jazzband som et eksempel på samordning.<br />

Jazzmusikere taler om en næsten mystisk oplevelse, når samordningen fungerer,<br />

og ”musikken mere flyder gennem dig end egentlig fra dig”. Senge har<br />

truffet ledelsesteam, som har den samme oplevelse af en ekstraordinær samordning,<br />

hvor ”de har været med i møder, som varede i timevis, men som alligevel<br />

fløj af sted, så man bagefter ikke huskede, hvem der sagde hvad, men<br />

vidste når de var kommet frem til en virkelig fælles forståelse, hvor man aldrig<br />

skulle stemme om noget, men bare nåede frem til at vide, hvad virksomheden<br />

havde behov for at gøre.” (ibid.)<br />

5. Den pædagogiske arbejdsplads<br />

skal dokumentere sin indsats<br />

I det posttraditionelle samfund optræder et tidstypisk krav om, at institutioner<br />

ikke må lukke sig om sig selv, men tværtimod skal åbne sig mod omverdenen<br />

og argumentere for deres betydning.<br />

Det hænger blandt andet sammen med, at man i det posttraditionelle samfund<br />

så at sige laver spillepladen, mens man spiller. Ofte skal de samfundsmæssige<br />

organisationer forhandle deres vilkår midt i deres aktivitet. Det betyder, at<br />

organisationernes vilkår ikke er givet på forhånd, og at de skal være med til at<br />

definere og tage en rolle, hvis andre aktører ikke skal løbe med stafetten.<br />

Når en organisation som f.eks. en klub ikke dokumenterer sine aktiviteter og<br />

resultater, er der risiko for, at den ender som et sted, hvor de unge hverken<br />

får den ønskede hjælp eller de udfordringer, der bringer dem i vækst. Når<br />

klubben ikke dokumenterer dens særlige indsats eller analyserer effekten,<br />

risikerer den, at arbejdet bliver nedprioriteret og beskåret økonomisk til skade<br />

for de unge og deres behov for kvalificerede hjælpere. Når den pædagogiske<br />

arbejdsplads ikke aktivt definerer sin rolle, bliver det andre instanser, der<br />

bestemmer.<br />

Derfor er det væsentligt for en pædagogisk arbejdsplads at kunne dokumente-


SIDE 121 DIALOG 6<br />

re og synliggøre indsatsen ved at formulere og formidle klubbens mission i det<br />

ungdomspædagogiske felt og effekten af arbejdet med de unge.<br />

Forudsætningen for at kunne dokumentere indsatsen er, at den pædagogiske<br />

praksis sprogliggøres. Dette har været et centralt omdrejningspunkt i klubprojekterne,<br />

der alle har arbejdet med at nedskrive og italesætte deres praksis<br />

blandt andet ved at skrive narrativer. Sprogliggørelsen og italesættelsen af<br />

praksis er desuden en forudsætning for at beskue og overskue praksissen,<br />

hvilket igen er grundlaget for at kunne udvikle den. Erfaringerne fra projekterne<br />

under klubudviklingspuljen har været, at der i en travl hverdag sjældent er<br />

fokus på italesættelse af praksis. Ofte tænker klubmedarbejderne: ”Jamen, jeg<br />

gør jo bare sådan og sådan”. Men det, der forekommer som banal viden for en<br />

klubmedarbejder, er ikke nødvendigvis en viden, som omverdenen (f.eks. de<br />

kommunale politikere) er i besiddelse af.<br />

Medarbejderne i klubprojekterne har gode erfaringer med, at der på deres<br />

arbejdspladser er sat fokus på at sætte ord på det, de går og laver og er skabt<br />

en kultur (bl.a. via personalemøderne), hvor man systematisk drøfter udviklingen<br />

hos de unge med udgangspunkt i eksempelvis et narrativ om en ung.<br />

Ligeledes har erfaringen været, at det er lettere at dokumentere indsatsen, når<br />

man bruger sit eget sprog og ikke forsøger at skrive sig ind i f.eks. en ”sagsbehandler-kontekst”:<br />

Det vil sige, hvor man prøver at bruge de ord, som man<br />

tror, at sagsbehandlerne vil have4 .<br />

6. Den pædagogiske arbejdsplads<br />

skal udvikle en proaktiv kultur<br />

Den vanskeligste og mest forpligtende opgave, som påhviler en pædagogisk<br />

arbejdsplads, er at udvikle en kultur, der på samme tid er så åben, at den kan<br />

tiltrække unge med forskellige livsstrategier (omtalt i Dialog 3) og så håndfast,<br />

at kulturen repræsenterer et alternativ til den slaphed og ligegyldighed, som<br />

har gjort nogle unge ligeglade (se Fagets stemme, Hæfte 2: Fortællinger om<br />

den gode klub).<br />

4. Inspiration og konkrete redskaber til italesættelse af praksis kan bl.a. findes i hæfte 3<br />

Fortællinger om nødvendige kompetencer, UFC-Unge.


VÆRDIER<br />

DIALOG 6 SIDE 122<br />

VANER<br />

Kultur er en vanskelig sag at definere, og når vi samtidigt forlanger, at den kultur,<br />

som den pædagogiske arbejdsplads skal udvikle, skal være proaktiv (fremadrettet),<br />

er der i høj grad tale om konstruktion af nogle særlige kvaliteter. Vi<br />

ser kulturen som den kontekst (ramme), inden for hvilken en gruppe mennesker<br />

handler. Vores metafor for kulturen er sommernattens udspændte telt, som<br />

kan beskytte organisationens medlemmer mod dug og lettere regnvejr. En kultur<br />

kan imidlertid ikke modstå alle vejrlig: Når et politisk tordenvejr sætter ind<br />

med tunge besparelser og andre urimeligheder, går mange proaktive kulturer<br />

under.<br />

Nedenstående model illustrerer teltet og dets tre sider:<br />

LÆRING<br />

Bunden af teltet udgøres af de vaner, som<br />

kulturen fremmer gennem belønning. Den ene<br />

side er de værdier, som medlemmernes handlinger<br />

kan ses i lyset af, mens den anden side<br />

af teltet repræsenterer den eksistentielle eller<br />

transformative læring, som medlemmerne har<br />

mulighed for at suge til sig og som påvirker<br />

vores indbyrdes relationer.<br />

At udvikle en kultur præget af proaktive vaner,<br />

værdier og eksistentiel læring forudsætter, at<br />

arbejdspladsen har en løbende dialog om,<br />

hvad de unge har brug for og en dialog med<br />

de unge om, hvordan de vurderer kulturen på<br />

stedet.<br />

I Dialog 5 hævdede vi, at klubmedarbejderens etik er helt afgørende for de<br />

unges respekt og sympati. Det hænger sammen med, at de unge er på vej ud<br />

af deres tidligere selvcentrerede bevidsthed og på vej ind i en bevidstheds-


SIDE 123 DIALOG 6<br />

mæssig modenhed, hvor de søger efter et normsæt, som de oplever som solidt<br />

og fremadrettet (se også Dialog 7). Det er vigtigt, at den enkelte klubmedarbejder<br />

repræsenterer en proaktiv etik, men i længden er den individuelle etik ikke<br />

nok, hvis den ikke understøttes af organisatoriske værdier, som oplyser rummet,<br />

hvori man færdes. Oplysning er ikke indoktrinering og salmesang, men<br />

det simple fænomen, at der kastes lys over de menneskelige resultater, som er<br />

produktet af vores vaner.<br />

I praksis vil en proaktiv kultur sige:<br />

• at de unges søgen efter identitet synliggøres og giver anledning til erfaringsudveksling<br />

• at de unge får mulighed for at lufte deres tvivl og andre følelser for bedre<br />

at kunne se på dem udefra<br />

• at de unge kan være sikre på, at medarbejderne vil støtte og udfordre dem<br />

på en måde, der er tilpasset deres modenhed<br />

• at de unge kan opleve at få hjælp i forhold til konflikter, som går over deres<br />

hoved, og at de selv for lov til at eksperimentere med egen konflikthåndtering<br />

• at de unge får hjælp til at gøre sig eget narrativ klart og eventuelt hjælp til<br />

at genforfatte det<br />

• at de unge får hjælp til at finde frem til aktiviteter, som giver mulighed for<br />

eksistentiel læring og personlig fryd og vækst.<br />

Den følgende fortælling er et eksempel på, hvordan kulturen kan være med til<br />

at løfte en pige ud af hendes tidligere rolle, og hvordan en klubmedarbejder<br />

formår at ophæve en særlig form for individualiseret kontakt og involvere pigen<br />

i kulturen i almindelighed:<br />

”Birgit startede i klubben sidste år. Jeg kan huske, at vi dengang talte om hende<br />

som en lidt sær pige. Jeg kan huske, at hendes hår var klippet i en ualmindelig<br />

mærkeligt udseende "svenskerfrisure", og hun var en pige, der kunne blive mopset<br />

og gå, hvis man tiltalte hende eller kiggede for længe på hende. Det holdt hårdt en<br />

måneds tid, men jeg fik tøet hende op til sidst, hvilket resulterede i, at hun nu konstant<br />

hang i skørterne på mig. Vi blev som en slags veninder på godt og ondt. Hun<br />

havde det med, at jeg skulle bestemme, hvad hun skulle lave, som om hun ikke<br />

kunne have en selvstændig mening. Hvis hun f.eks. skulle male en æske, kunne det<br />

tage hende en hel uge at bestemme farven, fordi jeg stædigt holdt på, at hun selv<br />

skulle bestemme.<br />

Definition af begrebet<br />

eksistentiel læring:<br />

Eksistentiel læring er den<br />

særlige læring, som er<br />

med til at forme et menneskes<br />

indstilling til livet,<br />

til medskabninger og til<br />

sig selv. Denne læring er<br />

med til at forme ikke blot<br />

et menneskes vaner og<br />

værdier, men også menneskets<br />

følelser og<br />

adfærd. Eksistentiel<br />

læring svarer til Kegans<br />

transformative læring (se<br />

Dialog 7).


DIALOG 5 SIDE 124<br />

Personalet besluttede at starte en gruppe for stille piger, som vi tog på tur med en<br />

gang om måneden. Her var det jo oplagt, at Birgit skulle være med.<br />

Hun havde stor glæde af gruppen; hun deltog meget og glædede sig hver gang. Men<br />

selvom hun fik flere kammerater i gruppen og blev bedre til, også i dagligdagen, at<br />

finde nogen at være sammen med, så var hun alligevel en pige, som vi bekymrede<br />

os meget om. Vi kunne ikke lide, at hun til tider isolerede sig lidt fra sine kammerater.<br />

Tit var hun meget mopset og gad ikke deltage i kammeraternes leg.<br />

Langsomt blev det tydeligt, at hendes mor spillede en stor rolle i Birgits problemer<br />

med at være selvstændig. Næsten altid når vi lavede kreative ting i klubben, havde<br />

Birgit fået besked med hjemmefra på, hvad "der ville være godt" at lave. Og når<br />

moderen så hentede hende, hvilket hun gjorde hver dag, var hun meget kritisk med<br />

Birgits arbejder. Altid skulle tingene have haft en anden farve, eller de var ikke helt<br />

perfekte på trods af, at Birgits kreative færdigheder langt overstiger de andre børns.<br />

Jeg husker en dag, hvor Birgit lidt nervøst fremviste faderens julegave: En T-shirt,<br />

som Birgit havde arbejdet med i 3-4 dage. T-shirten var klart den flotteste, noget<br />

barn nogensinde havde lavet i klubben. Alligevel var moderens første kommentar:<br />

"Hvorfor er der en lille plet der? Det må der da kunne gøres noget ved". Birgit var<br />

helt færdig, og det var jeg og min kollega faktisk også.<br />

Efter denne episode talte vi længe om, hvordan vi kunne gøre moderen det klart, at<br />

hun var alt for dominerende i forholdet til Birgit. Det var svært, for det skulle gøres<br />

på en så dan måde, at hun forstod det uden at blive alt for såret og dermed gå i forsvarsposition<br />

og blive fjendtlig overfor vores arbejde med Birgit.<br />

Til et forældremøde, hvor vi skulle evaluere forløbet, var chancen oplagt. Begge<br />

Birgits forældre var til stede, og vi talte alene sammen.<br />

Jeg fik stille og roligt forklaret problemet for dem begge. Jeg lagde vægt på, at det<br />

var vigtigt for Birgits selvtillid, at hun havde råderum i klubben, at det skulle være<br />

hendes fristed, hvor hun selv bestemte. Til min glædelige overraskelse bakkede<br />

faderen mig 100% op. Han kom med eksempler, hvor han også synes, at moderen<br />

bestemte for meget Der gik virkelig nogle ting op for moderen. Det var ret hårdt for<br />

hende, kunne jeg se, men hun var modtagelig og endte samtalen med at takke for,<br />

at jeg havde taget det op. Hun sagde, at hun ville lade Birgit selv bestemme, hvad<br />

hun ville lave i klubben.<br />

Efter denne samtale indførte familien også, at Birgit nu selv skulle køre hjem fra<br />

klubben, når hun havde lyst. Det var godt at se.<br />

Nu holdt vi så en pause med "stillepige-turene", hvor Birgit dagligt var i værkstedet,<br />

hvor jeg arbejder. Langsomt virkede hun på mig mere glad og fri. Hun kedede<br />

sig sjældent og virkede, som om hun havde helt styr på klubben. Hun havde fundet<br />

sine domæner og var meget mere afslappet.<br />

For ca. 14 dage siden tog vi så ”stillepige-turene” op til fornyet overvejelse. Vi besluttede<br />

at fortsætte med nogle af de gamle piger plus nogle nye piger plus otte stille<br />

drenge. For to dage siden havde jeg så forældremøde med gruppens forældre.<br />

Birgits mor var med. Hun var meget engageret og fortalte meget positivt om turene<br />

sidste år til de nye forældre.<br />

Efter mødet kom hun hen til mig. Hun var meget meget glad, hun roste os og syntes,<br />

at pige-gruppen var det bedste, der var sket for Birgit. Hun fortalte, at de med<br />

skole, familie og venner havde talt meget om, hvordan Birgit havde ændret sig i en<br />

positiv retning. I skolen var hendes karakterer steget markant; lektier, som hun før


SIDE 125 DIALOG 6<br />

var usikker på og længe om at lave, var nu noget, som hun meget mere selvsikkert<br />

og hurtigt fik ordnet. ”Før var hun tit så mut og sur, når hun kom hjem, nu er hun<br />

åben og glad", sagde moderen. "Det er, som om vi har fået en helt ny Birgit".<br />

Det var meget dejligt at høre! Ligeså dejligt som det er at se Birgit drøne rundt i<br />

klubben hver dag og have det sjovt.<br />

Jeg vil slutte af med en sjov episode, som ret godt illustrerer Birgits nye beslutsomhed:<br />

Jeg havde sagt til de "gamle stille piger", at de skulle finde på et navn til<br />

den nye gruppe. Birgit sad blandt en gruppe, der på 5. time funderede over et navn.<br />

Det gik lidt trægt, men så var nogle inde på noget med dyrenavne. Pludselig siger<br />

Birgit meget bestemt: "Nej, altså hvis vi skal hedde noget, så skal det være SØ-<br />

STJERNERNE. De siger jo alligevel aldrig noget!" Den var købt: Klubben for de stille<br />

børn hedder nu Søstjernerne, og jeg glæder mig meget til at skulle på nye ture med<br />

den nye gruppe af børn.”


DIALOG 7 SIDE 126<br />

Hvilken teori har en<br />

ungdomspædagog brug for?<br />

Hvorfor denne dialog?<br />

Som tidligere nævnt bygger denne bog på en række socialkonstruktionistiske<br />

grundantagelser. I denne dialog forsøger vi at udfolde nogle af de teorier, som<br />

giver læseren en dybere indsigt i vores grundantagelser. Derfor vil vi her til<br />

sidst gennemgå nogle væsentlige socialkonstruktionistiske teorier om personlighedens<br />

udvikling, men husk: De teorier, vi her omtaler, er blot foreløbige<br />

betragtninger om de psykiske udviklingsprocesser. Socialkonstruktionismen<br />

betragter ikke teorier som sande entydige beretninger om det virkelige, men<br />

som en konstrueret og motiveret anskuelse af verden, som den tager sig ud,<br />

når man taler med andre om den.<br />

Denne opfattelse af begrebet teori er i god overensstemmelse med den historiske<br />

oprindelse af ordet. Ordet teori stammer fra det fænomen, at de små<br />

landsbyer i det gamle Grækenland årligt sendte observatører af sted til de hellige<br />

festspil på Olympos. Disse observatører havde til opgave at komme tilbage<br />

og aflevere beretninger om, hvad landsbyens befolkning kunne forvente sig af<br />

det kommende år. De, der blev sendt af sted, blev kaldt ”theoreos”, og deres<br />

beretning var ”teori”. Teorier er altså motiverede beretninger. Teorier gælder<br />

ikke evigt, men er brugbare, indtil andre betragtere kommer tilbage fra de hellige<br />

festspil (praksis) og beretter om nye syn og sagn. Det er også vigtigt at<br />

gøre sig klart, at de filosofiske grundantagelser er primitive forløbere for de<br />

mere udfoldede teorier.<br />

I denne dialog gennemgår vi seks socialkonstruktionistiske teoretikere med<br />

hver deres syn og sagn.<br />

Den ældste af disse er George H. Mead, som skrev sin beretning om bevidst-


SIDE 127 DIALOG 7<br />

heden, selvet og samfundet i 1934, og den yngste er Robert Kegan som skrev<br />

sin beretning ”Ind over vores hoveder” i 2000.<br />

Tilsammen udgør de seks teorier for os at se et brugbart afsæt til en sammenhængende<br />

fortælling om, hvad der karakteriserer de menneskelige udfordringer<br />

i det posttraditionelle samfund.<br />

1. George H. Meads teori om selvets sociale grundlag<br />

En af de første mere sammenhængende socialkonstruktionistiske teorier om<br />

personlighedens udvikling er fremsat af den amerikanske socialpsykolog<br />

George H. Mead.<br />

Mead forstår menneskers selvbevidsthed som et resultat af de sociale udvekslinger<br />

(interaktioner), som hvert normalt nyfødt barn har med de betydningsfulde<br />

andre i dets opvækst. Sådanne betydningsfulde andre er forældre, nære<br />

familiemedlemmer, vigtige professionelle opdragere o.l.<br />

I sit mest centrale arbejde, bogen Mind, Self and Society (1934, udgivet posthumt<br />

i 1959) udvikler Mead den tanke, at menneskets ”selv” er en psykisk<br />

størrelse, som formes i et samspil mellem individet og dets omgivelser.<br />

Menneskets identitetsudvikling ses som en stadig evolution. I modsætning til<br />

de i psykologien dominerende, psykoanalytisk inspirerede udviklings- og socialisationsteorier<br />

ses menneskets ”jeg” ikke som noget, der en gang for alle og<br />

allerede fra fødslen er nedlagt som en forholdsvis uforanderlig størrelse i individet.<br />

Mead ser tværtimod menneskets selvbevidsthed, identitet eller, som han kalder<br />

det, ”selvet” som en kontinuerligt og socialt produceret størrelse. Det er ved<br />

sin deltagelse i de relationer, individet indgår i, at individet formes til at blive<br />

den, hun/han på et givet tidspunkt ”er”. Menneskets ”selv” skal ikke forstås<br />

som en psykologisk egenskab, men snarere som en mere eller mindre


DIALOG 7 SIDE 128<br />

momentan tilstand i en uafbrudt social proces. Mead forestiller sig, at en<br />

handling (eller ”gestus”) altid foregriber modpartens reaktion. Ellers kan man<br />

f.eks. slet ikke forstå, hvad individer foretager sig, når de f.eks. spiller baseball<br />

(en verden fra hvilken Mead henter nogle af sine mest illustrative eksempler).<br />

Men Mead taler ud over ”game” også om ”play” – dvs. barns leg – som socialiserende<br />

aktiviteter.<br />

Mead interesserer sig for, hvordan børns overtagelse af regler i legesammenhænge<br />

foregår - især i situationer, hvor barnet samtidig overtager roller fra<br />

flere imaginære personer. Konventionelt forestiller man sig, at menneskets<br />

bevidsthed er en forudsætning for dets sociale interaktioner, men ifølge Meads<br />

teori bør man se det omvendt: Nemlig således at den sociale interaktion, der<br />

finder sted, også er den, der “skaber” mennesket, dets bevidsthed om verden<br />

og om sig selv.<br />

Den sociale interaktionsproces ses som afgørende for, hvordan individet selv<br />

formes som individ: Det er ved sin deltagelse i en social interaktionsproces, at<br />

individet bliver bevidst og derved også selvbevidst. I denne proces bliver individet<br />

til objekt for dets egen perception, som den svenske socialpsykolog Johan<br />

Asplund udtrykker det i en præsentation af Meads teori (Asplund, 1967).<br />

Meads teoretiske og metodiske fokus ligger på denne socialinteraktion, og den<br />

retning indenfor socialpsykologien, som Mead lagde grunden til, kaldes i tråd<br />

med dette for symbolsk interaktionisme.<br />

Inden for denne tankegang opfattes individet som en aktør med en hensigt.<br />

Handlingen (f.eks. en ”gestus”) er en fremadrettet handling med en hensigt.<br />

For det sociale samspil er det afgørende, at man kan fortolke andres positioner<br />

og intentioner. Dette er grundlaget for Meads berømte tese om, at en forudsætning<br />

for den sociale interaktion, og derved også for den enkeltes socialisation,<br />

er, at man kan sætte sig i den andens sted (“take the role of the other”).<br />

I en af sine artikler sammenfatter han det med følgende formulering: ”We<br />

must be others if we are to be ourselves” (Mead, 1934, s. 194). Ifølge Mead<br />

kan en “ægte” Robinson Crusoe derfor i princippet aldrig eksistere.


SIDE 129 DIALOG 7<br />

Fra Meads socialpsykologiske analyser fra den første del af forrige århundrede,<br />

går der en udviklingslinie både til den nyere retning indenfor psykologien,<br />

der sammenfattes med betegnelsen kulturel psykologi, og til den voksende<br />

forskningsmæssige interesse i, hvordan individer skaber eller “konstruerer”<br />

subjektiv “mening” i de varierende sociale kontekster, som de interagerer i.<br />

Flere socialisationsforskere i Skandinavien (især de, som i senere tid er<br />

begyndt at interessere sig specielt for, hvordan “kønnede” relationer opstår og<br />

formes, har videreudviklet dette i en retning, som betegnes socialkonstruktionisme.<br />

De grundlæggende byggesten til den senere personlige identitet etableres, før<br />

talesproget er dannet. Det er via de kropslige meningsudvekslinger, som<br />

spædbarnet har med sine omgivelser, at dets identitetsoplevelse dannes.<br />

Udvekslingerne sker via spejling af de følelser, der er knyttet til det andet individs<br />

gester (gestikuleringer). I de seneste år har neurologer identificeret en<br />

række såkaldte ”spejlneuroner”, som sætter selv nyfødte i stand til at genkende<br />

andres følelser.


DIALOG 7 SIDE 130<br />

Gennem gesterne modtager spædbarnet en lang række betydningssignaler,<br />

som f.eks. meddelelser om at være ønsket eller uønsket. Det er således ikke<br />

muligt for en betydningsfuld anden at postulere positive vurderinger om barnet,<br />

hvis der ikke findes et kropsligt belæg for det.<br />

Indoptagelsen af de kropslige signaler i barnet danner grundlag for både den<br />

indre dialog i barnets psyke og den ydre dialog med andre. Det er den indre<br />

dialog, der opleves som bevidsthed. Ifølge Mead forudsætter den indre dialog<br />

en forskel mellem to forskellige psykiske instanser nemlig det, han kalder<br />

“Jeg’et” og det, han kalder “Mig’et”. Tilsammen udgør de to instanser kernen i<br />

det aktualiserede selv.<br />

Mig’et er den ene pol i selvet. Mig’et er dannet på grundlag af de betydningsfulde<br />

andres vurderinger af barnet. Er disse vurderinger relativt entydige, indoptages<br />

de uden videre i barnet som en grundlæggende selvfølelse af, om det<br />

er OK eller ikke OK, elskværdigt eller ikke elskværdigt. Mead kalder Mig’et for<br />

den socialiserede del, fordi disse dele kommer fra de sociale omgivelser.<br />

Senere får barnet en række mere selvstændige erfaringer med sig selv. Disse<br />

modstående erfaringer skabes dels via modstridende vurderinger fra andre<br />

end barnets primære omsorgsgivere, og dels via de spontane erfaringer med<br />

sig selv, som barnet opnår, når det oplever at have magt over tingene i sine<br />

omgivelser. Disse mere spontane erfaringer er det, Mead kalder Jeg’et.<br />

Det socialiserede mig er den socialt konstruerede fortolkningsramme, som en<br />

person bruger til at vurdere sig selv på omgivelsernes vegne. I de tilfælde, hvor<br />

barnet mødes med underkendelse og irritation fra de betydningsfulde voksne,<br />

får Mig’et primært karakter af en nedvurderende og anklagende indre stemme,<br />

som individet er tilbøjelig til at tage med sig på den videre vej gennem livet.<br />

Selvom individet senere får en række spontane Jeg-oplevelser, som modsiger<br />

den selvanklagende, indre stemme, er det svært for de fleste at få gjort op<br />

med de tidligt anklagende, indre stemmer.


SIDE 131 DIALOG 7<br />

Denne mead’ske opfattelse af selvet som et produkt af de menneskelige interaktioner<br />

har siden bidt sig fast i psykologien, og en række psykologer har<br />

siden Mead fremkommet med deres bud på karakteren af og faserne i selvets<br />

udvikling (Eriksen, Gergen, Kohut og Stern).<br />

Vi er af den overbevisning, at selvom det kan være svært for den enkelte at få<br />

gjort op med resultaterne af den tidlige interaktions betydning, er det aldrig for<br />

sent at skaffe sig en lykkelig barndom, og at klare eksistentielle valg senere i<br />

livet kan konstruere andre og nye selvforståelser end de tidligt grundlagte.<br />

2. Fred Zimring’s teori om mig- og jeg-tilstanden<br />

En anden af de psykologer, som trofast har videreført George Herbert Meads<br />

analyser af Mig’et og Jeg’et som en indre dynamisk duo og har kombineret<br />

den med Carl Rogers forestillinger om at blive et ansvarligt menneske, er den<br />

amerikanske psykolog Fred Zimring (2000).<br />

Zimring har gennem sine analyser af forskellige personligheder vist hvilke fundamentale<br />

forskelle, der er på et menneske, når det befinder sig i det, han kalder<br />

en Mig-tilstand eller en Jeg-tilstand. Forskellen på de to tilstande kan ses<br />

af denne tabel:


DIALOG 5 SIDE 132<br />

Mig-tilstanden: Jeg-tilstanden:<br />

I mig-tilstanden er individets følelser, tanker, I jeg-tilstanden er individet defineret af sig selv<br />

sansninger og handlinger styret og defineret og dets egne autentiske tanker, følelser,<br />

af betydningsfulde andre. sansninger og handlinger.<br />

Personens livsmål er styret af Personens livsmål er sat af personen selv<br />

indlejrede, sociale standarder<br />

Personens moral er defineret af omgivelserne Personens moral er afledt af personens<br />

egne erfaringer<br />

Dagsordenen for, hvad der skal ske, Personen sætter selv sin dagsorden<br />

er sat af omgivelserne<br />

Personen benytter sig af andres problemløsninger Benytter egne nye, kreative problemløsninger<br />

Personen er et passivt modtagende og reaktivt selv Personen er et aktivt vurderende og proaktivt selv<br />

Personen er optaget af fortiden og fremtiden Personen er optaget af nutiden<br />

Personens fokus er på andres behov Personen har fokus på egen selvudvikling<br />

Personen lever et liv i roller, som handler om at Personen handler i overensstemmelse med<br />

leve op til andres vurderinger aktuelle, personlige vurderinger<br />

Negative følelser udløses af andres domme Fortvivlelse optræder, når personen ikke lever<br />

op til egne mål<br />

Mig-tilstanden er altså en genspejling af andres krav til personen (de heteronome<br />

elementer i selvet). Det heteronome er repræsenteret af en indre stemme,<br />

som siger:<br />

• ”Du må/må ikke”,<br />

• ”Du skal/skal ikke”<br />

• ”Du bør/bør ikke”


SIDE 133 DIALOG 7<br />

Jeg-tilstanden er derimod en refleksion af de normer, som personen selv har<br />

valgt som sine (de autonome elementer i selvet). Her siger den indre stemme:<br />

• ”Jeg kan/kan ikke”<br />

• ”Jeg vil/vil ikke”<br />

• ”Jeg tør/tør ikke”<br />

Når f.eks. en ung person møder indlevelse fra andre, forandrer han eller hun<br />

sin indstilling fra en Mig-tilstand til en Jeg-tilstand. Forandringen fra Mig-tilstanden<br />

til Jeg-tilstanden bringer de personlige værdier og referencerammer i<br />

fokus. Det gør det mulig for personen at opleve sig sat fri af de fortolkninger,<br />

som andre har lagt ned over selvet, og personen kan derfor opleve sig selv på<br />

en ny måde og gøre noget andet i forhold til andre. I denne forandringsproces<br />

bringes personen i kontakt med andre værdier, fornemmelser og tilskyndelser.<br />

Destruktive følelser, sansninger og tanker kan op gennem barndommen og<br />

ungdommen være blevet så fast forankrede i selvet, at de kører deres eget løb<br />

bag vor ryg og over vort hoved.<br />

De mest almindelige destruktive reaktioner, man kan træffe på hos en nedvurderet<br />

ung person, kan være:<br />

• En let vakt forladthedsfølelse (”Bliv hos mig, ellers taber jeg mit værd”)<br />

• Et kærlighedsmæssigt underskud (”Jeg kræver, at du bekræfter mit selvværd,<br />

ellers går jeg i opløsning”)<br />

• En offerfølelse (”Jeg bliver altid misbrugt, misforstået og overset”)<br />

• En dyb mistro til andre (”Jeg skal være på vagt, ellers bliver jeg snydt”)<br />

• Skamfølelsen (”Jeg er ikke god nok/elskværdig”)<br />

• Ensomhed/isolationsfølelsen (”Jeg er bange for, at du afviser mig”)<br />

• Katastrofefølelsen (”Det går sikkert galt eller ender i en ulykke”)<br />

• Uduelighed/fiaskofølelsen (”Jeg må gøre mig ekstra umage, hvis jeg skal<br />

klare det”)<br />

• Perfektionisme (”Jeg tåler ikke kritik. Jeg gør jo alt det, som er rigtigt”)<br />

• Selvoptagethed (”Jeg er ikke som de andre/Jeg er bedre end de andre”)


DIALOG 7 SIDE 134<br />

Når vores følelses-, tanke- og sanseliv kan destrueres af vor opdragelse eller<br />

traumatiske episoder, kan vores handleliv blive blokeret for den frie og fulde<br />

selvudvikling, som er alle menneskers potentiale.<br />

3. Heinz Kohuts teori<br />

om modsætningen mellem ambition og spejling<br />

Den tyske psykolog Heinz Kohut argumenterer for, at selvet bygger på en særlig<br />

menneskelig form for rettethed mod de sociale omgivelser.<br />

Denne rettethed kan skifte karakter livet igennem<br />

og er selve dynamoen i den psykiske<br />

udvikling. Kohut hævder, at mennesket retter<br />

eller orienterer sig i fire forskellige retninger,<br />

nemlig:<br />

1) mod den konkrete anden i sine omgivelser,<br />

2) mod noget, som er større end det enkelte<br />

menneske selv, nemlig mod fællesskabet,<br />

samfundet eller Gud,<br />

3) mod at hævde og manifestere sig selv, og<br />

4) mod at udvikle og omsætte sine evner,<br />

talenter og færdigheder i et optimalt<br />

afstemt forhold til sine ambitioner, idealer<br />

og den fælles menneskelighed.<br />

Selvet udgør for Kohut den samlede erfaring med, hvordan individet møder og<br />

mødes af de betydningsfulde andre. Et stærkt og sammenhængende selv udvikles<br />

ifølge Kohut, når der er god overensstemmelse mellem omgivelsernes<br />

spejling af individet og individets egne idealiseringer af personer i dets omgivelser.


SIDE 135 DIALOG 7<br />

Ifølge Kohut behøver individet at blive spejlet af betydningsfulde andre for at<br />

opleve sig som en vigtig og betydningsfuld person, ligesom han/hun nødvendigvis<br />

må opbygge et indre ideal og beundre andre for at komme i besiddelse<br />

af de nødvendige ambitioner. Får individet ikke en positiv spejling, betyder det,<br />

at han/hun føler sig krænket, misforstået og svigtet. Savner han/hun et ideal,<br />

tabes den nødvendige energi til fortsat udvikling.<br />

Selvet formes altså i følge Kohut i spændingsfeltet mellem spejling og forbillede.<br />

Forbillederne, idealerne, giver på sin side individet retning og vejleder det i<br />

sin stræben, mens spejlingerne aflejres i selvet som et billede af, om individets<br />

ambitioner er lykkedes eller ej.<br />

Et eksempel på modsætningen mellem ideal og spejling:<br />

Johnny var barn i en familie med stærke idealer om at være flittig og ikke give op,<br />

før en succes var hjemme. Disse idealer blev særligt udtalt af Johnnys far, som var<br />

noget af en arbejdsnarkoman og derfor sjældent hjemme i de år, hvor Johnny havde<br />

brug for sin fars opmærksomhed og spejling. Mens familiens idealer betød, at<br />

Johnny knoklede med at leve op til forventningerne om flid og succes, blev han<br />

sjældent ”set” eller spejlet i sine forsøg. Han knoklede i noget nært et socialt tomrum.<br />

Johnny vidste simpelthen ikke, hvordan den konkrete (betydningsfulde) anden<br />

vurderede hans præstationer. Det betød, at han aldrig syntes, at hans ambitioner<br />

lykkedes. I en alder af 40 år brød hans verden sammen under det ustandselige<br />

stress, som han var løbet ind i. Først efter længerevarende terapi lykkedes det at få<br />

Johnny til at tale med sin far om den usynlighed, som Johnny oplevede, at han var<br />

opvokset i. Nu mange år efter kunne Johnnys far faktisk fortælle, at han altid havde<br />

været bekymret for, at Johnny ville blive en ”ensom knokler” som ham selv.<br />

Ved at blive stillet overfor udfordringer og kriser på udviklingens vej, vokser<br />

selvet sig stærkt og udvikler nye færdigheder, mens gamle færdigheder udbygges<br />

eller aflæres.


DIALOG 7 SIDE 136<br />

Behovet for idealer og ambition veksler afhængigt af personens udviklingsniveau.<br />

Hvis omverden forventer en urimelig indsats, bliver personens modløshed<br />

den eneste udvej, og omvendt hvis omverden henrykkes over noget, som personen<br />

selv synes, er en bagatel, vil personen savne den nødvendige stimulans<br />

til fortsat udvikling.<br />

Ambitionen må derfor ligge noget over personens aktuelle færdighedsniveau<br />

for at resultere i en optimal frustration, som er den sunde udviklings dynamo.<br />

Den optimale frustration er en af forudsætningerne for at undgå det, som<br />

Kohut kalder en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Den anden forudsætning<br />

er, at personen har fået kærlighed og beundring nok på de rette tidspunkter<br />

i personens liv. Normal udvikling forudsætter udefrakommende gode<br />

forsyninger (af kærlighed eller beundring). Har man ikke fået det, må individet<br />

forestille sig kærlighed og beundring gennem en sygelig ”selvkærlighed”<br />

og ”selvbeundring”. Spejlende beundring er en speciel form for samspil<br />

mellem børn og voksne. Den voksne giver gennem minespil, lyde, ord og<br />

væremåde udtryk for henrykkelse og beundring. Det sker, at unge og voksne,<br />

der har problemer med at opretholde et selvbillede, søger efter spejlende<br />

beundring fra en eller stadigt nye personer. Dette kan f.eks. resultere i rastløs<br />

promiskuitet.<br />

En del unge er præget af en usædvanlig grad af selvcentrering omkring og<br />

ophøjelse af sig selv i samspil med andre. De har et stort behov for at blive<br />

beundret og elsket af andre. Der er en påfaldende modsætning mellem en<br />

storslået opfattelse af sig selv på den ene side og et overordentligt behov for<br />

at blive elsket og beundret af andre på den anden side.<br />

Deres følelsesmæssige liv er fattigt. De har/føler ikke empati for andres<br />

følelser. De opnår ikke megen glæde i livet bortset fra den hyldest eller<br />

opmærksomhed, som de får fra deres egne grandiose fantasier. De keder sig<br />

og føler sig rastløse, når den ydre facade bliver tyndslidt, og ingen nye kilder<br />

føder deres selvfølelse. Andre mennesker misundes. De idealiserer nogle men-


SIDE 137 DIALOG 7<br />

nesker, som de forventer narcissistiske forsyninger fra, og nedvurderer og foragter<br />

dem, som de ikke venter noget fra - ofte deres tidligere idoler. Forholdet<br />

til andre mennesker er sædvanligvis udnyttende og parasitisk. Det er, som om<br />

de føler, at de har ret til at kontrollere, besidde og udnytte andre.<br />

Under en overflade, som kan være charmerende og engagerende, fornemmer<br />

man kulde og hensynsløshed. På grund af deres store behov for at blive elsket<br />

og hyldet, kan de blive opfattet som afhængige, men det er en misforståelse.<br />

På grund af deres dybe mistillid og nedvurdering af andre, har de vanskeligt<br />

ved at stole på eller turde være afhængige af nogen. Udnyttelsen af andre kan<br />

være både bevidst og ubevidst.<br />

På den anden side har mange mennesker med narcissistiske personlighedsforstyrrelser<br />

en glat og tilsyneladende effektiv social funktion. De kan have<br />

relativ god impulskontrol. De kan have en evne for aktivt og sammenhængende<br />

arbejde, og de kan gøre en god indsats på en række områder.<br />

Mennesker med en narcissistisk personlighedsstruktur, der fungerer på et relativt<br />

højt niveau, vil ofte underkaste sig normer, regler og love og virke upåfaldende<br />

på disse områder: Men dette sker ikke så meget ud fra egne forestillinger<br />

om, hvad der er rigtigt og forkert, som ud fra en angst for gengældelse,<br />

hvis de ikke følger spillereglerne. De opfatter let andre mennesker som<br />

aggressive og farlige, og i deres stille sind tænker de ofte på sig selv som en<br />

skurk. De tænker: “Jeg ville stjæle, snyde eller gøre andre asociale handlinger,<br />

hvis bare jeg kunne regne med ikke at blive opdaget”.<br />

4. Eriksons teori om menneskets eksistentielle opgaver<br />

Erikson er ikke socialkonstruktionist i ordets egentlige betydning. Han må snarere<br />

betegnes som en samfundsorienteret, freudiansk ego-psykolog. Han<br />

betragtede Freuds basale psykoanalytiske ideer som et uafviseligt udgangspunkt<br />

for sin teori om den psykiske udvikling, men i forhold til de ortodokse<br />

freudianere er han langt mere samfunds- og kulturorienteret. Ofte forsvinder


DIALOG 7 SIDE 138<br />

Definition af begrebet<br />

epigenetik<br />

”Epi” betyder noget, der<br />

er udover eller rundt<br />

omkring. Her er det altså<br />

noget, som er udover<br />

eller rundt omkring det<br />

genetiske (det genafhængige<br />

og medfødte).<br />

Det, der er udover det<br />

genetiske, er ifølge<br />

Erikson de sociale opgaver<br />

eller kriser, som alle<br />

mennesker må igennem<br />

i forbindelse med deres<br />

personlighedsudvikling.<br />

Da Erikson har en freudiansk<br />

baggrund, fortolker<br />

han ofte disse eksistentielle<br />

opgaver eller kriser<br />

som nogle, der er<br />

bestemt af barnets særlige<br />

psykoseksuelle behov.<br />

begreber som instinkter og det ubevidste helt også ud af billedet, når Erikson<br />

fremlægger sine analyser af den psykiske udvikling.<br />

Eriksons store betydning for teorien om menneskets psykiske udvikling, herunder<br />

ikke mindst hans betydning for vores forståelse af unge menneskers<br />

psyke, berettiger ham ikke desto mindre til at blive omtalt her.<br />

Erikson er særligt kendt for sit forsøg på at redefinere Freuds psykoseksuelle<br />

teori til det, han kalder epigenetiske udviklingsstadier. Det vil sige de stadier,<br />

som optræder i udviklingen - udover den rent genetiske (arvelige) udvikling af<br />

menneskets kropslige processer.<br />

Erikson ser udvikling som en funktion af nogle principper, der ikke kan reduceres<br />

til simpel genetik, men som også forårsages af opdragelsesmæssige, kulturelle<br />

og samfundsmæssige faktorer. Disse faktorer betyder, at vi udfolder<br />

vores personlighed gennem otte stadier med de muligheder og modningsprocesser,<br />

som disse stadier betyder for det enkelte menneske. Overgangen fra<br />

det ene til det andet stadie i den epigenetiske udvikling er bestemt af vores<br />

succes eller fiasko i det enkelte stadie. Det er som udfoldelsen af en<br />

rosenknob, som på hvert trin åbnes på en given tid og i en bestemt orden alt<br />

afhængig af dens genetiske opskrift, men også under påvirkning af vind og<br />

vejr på blomstringstidspunktet.<br />

Hvert stadie i menneskets udvikling indeholder visse udviklingsopgaver, som i<br />

deres natur er psykosociale. Selvom Erikson følger den freudianske tradition og<br />

kalder disse udviklingsopgaver for kriser, er opgaverne mere omfattende og<br />

mindre specifikke, end ordet indikerer.<br />

De forskellige udviklingsopgaver (eller kriser) bliver i Eriksons epigenetiske<br />

teori omtalt ved hjælp af to modstående begreber. Spædbarnets opgave bliver<br />

omtalt som det at finde sin position mellem en udvikling af grundlæggende tillid<br />

eller mistillid til de betydningsfulde andre i spædbarnets omgivelser. Erikson<br />

gør det klart, at det er en balance, som mennesket skal lære og ikke noget<br />

absolut. Vi må lære at have en overvejende tillid, men vi har også brug for en<br />

smule mistillid, hvis vi ikke skal vokse op som godtroende fjolser.


SIDE 139 DIALOG 7<br />

Hvert stadie har desuden en optimal tidsramme, indenfor hvilken opgaven skal<br />

løses. Det nytter ikke at forsøge at forcere barnets udvikling, som det er<br />

almindeligt blandt mennesker, der er besat af ønsket om succes. Tilsvarende<br />

nytter det heller ikke at beskytte barnet mod livets krav og kriser.<br />

Med bogen ”Identitet, ungdom og krise” (Erikson, 1968) har Erik H. Erikson<br />

bidraget væsentligt til forståelsen af ungdomsperiodens identitetsdannelse.<br />

Han bruger identitet som et mangesidigt, globalt begreb. Identitet inddrager<br />

hele livsforløbet fra fødsel til død, har både sociale, psykiske og biologiske<br />

momenter og vedrører alle niveauer og strukturer i personligheden.<br />

Her vil vi blot anføre den personlige udvikling, som gør sig gældende i skolealderen<br />

og i ungdommen i det Eriksson kalder stadie 4 og 5.<br />

Udviklingen i skolealderen: Flid kontra mindreværd<br />

I løbet af dette stadie skifter barnets scene fra hjemmets verden til skolens og<br />

vennernes verden. Her lærer barnet at arbejde mere intellektuelt ved hjælp af<br />

forskellige kulturelle værktøjer (bogstaver, tal og metaforer) og andre forudsætninger<br />

for at blive voksen og en potentiel forsøger. Dette er også første gang,<br />

barnet modtager feedback fra udestående på deres præstationer. Hvis barnet<br />

kan opleve glæde ved den intellektuelle stimulation, oplever sig som produktiv<br />

og søger succes, vil det opnå en følelse af kompetence. I givet fald vil barnet<br />

føle sig fortrolig med det at lære nyt, at udtale sig i klassen og at påtage sig<br />

nye udfordringer. Hvis ikke, vil barnet udvikle en følelse af mindreværd; det vil<br />

måske undgå at stille spørgsmål, vil falde igennem og føle sig dum og umulig.<br />

Sådanne oplevelser af mindreværd kan komme til at præge barnet gennem<br />

resten af livet.<br />

Hovedpointerne i dette stadies udvikling er:<br />

• at barnet bliver i stand til at gennemføre en produktiv opgave, som overskygger<br />

oplevelserne ved fantasi og leg<br />

• at fundamentet til at tilegne sig kulturteknikker udvikles i barnet


DIALOG 7 SIDE 140<br />

• at miste håbet om at være et produktivt individ trækker barnet ind i en<br />

social isolation<br />

• at barnet let kan blive en konformist eller en tankeløs slave, som andre kan<br />

udnytte.<br />

Udviklingen i ungdommen: Identitet kontra rolleforvirring<br />

Erikson er mest berømt for at have udforsket dette stadie. Ikke mindst i ungdomsårene<br />

spørger mennesket sig selv: ”Hvem er jeg? Hvem ønsker jeg at<br />

være eller blive?”<br />

At finde svaret på disse dybe identitetsspørgsmål<br />

forudsætter et sundt udbytte af de tidligere<br />

stadiers opgaver. Ikke mindst i ungdommen<br />

må man undersøge de begrænsninger, som<br />

man tidligere har været underlagt, blive uafhængig<br />

af forældrene og forpligte sig på en<br />

identitet eller selvopfattelse.<br />

Som allerede nævnt, er hovedopgaven i det 5.<br />

stadie at opnå en stabil identitet og undgå rolleforvirring.<br />

I den hidtidige barndom udgjorde<br />

identifikationer med forbilleder og modeller et<br />

“støttestillads“ i barnets personlighed, selvopfattelse<br />

eller identitet. En alderssvarende selvrepræsentation<br />

kan i ungdomsperioden ikke længere<br />

baseres på identifikationer, men kræver en<br />

selvstændig og samlet personlig identitet.<br />

Egofunktionerne (perception, styring af motorik, hukommelse og tænkning,<br />

sprogfunktion, problemløsning, planlægning og handling, forsvarsmekanismer<br />

over for angst m.m.) udgør tilsammen grundlaget for en samlet syntesedannelse<br />

i form af en identitet.<br />

Identitet er således ikke blot noget, der alene kommer indefra, men forudsæt-


SIDE 141 DIALOG 7<br />

ter også en social bekræftelse. Samtidig udgør de forventninger og roller, som<br />

personen tildeles fra omgivelserne, en væsentlig komponent i søgeprocessen.<br />

De tidligere stadiers bidrag til “den indre kapital“ (egostyrken) kan være svage:<br />

Der optræder krydsforventninger mellem forskellige personers og gruppers<br />

krav til den unge, og de aktuelle muligheder (f.eks. angående erhvervsvalg)<br />

kan være utilstrækkelige til, at modsætningerne lader sig forene.<br />

Projektion af negative følelser og indre konflikter på et ydre fjendebillede, der<br />

derpå kan bekæmpes som umenneskeligt, kan tjene som forsvar for et svagt,<br />

truet ego. På gruppeniveau optræder dette som en etnocentrisme, der definerer<br />

"vi-gruppen" som selve den menneskelige art, mens "de andre-gruppen"<br />

tillægges onde og umenneskelige egenskaber.<br />

Manglende indre styrke, identitetsusikkerhed og -forvirring kan i ungdomsperioden<br />

udspille sig i en sådan grad, at den unge ikke kan få det hele til at<br />

hænge sammen, men udviser akut identitetsforvirring. Akut identitetsforvirring<br />

fremtræder ved:<br />

1. manglende evne til intimitet i gensidige kontakter (og en medfølgende narcissistisk<br />

selvbevidsthed)<br />

2. forstyrrelse af tidsperspektivet med nedsat tempo: Den unge fungerer som<br />

om, han/hun “hang fast i sirup“<br />

3. tab af aktivitetslyst: Forstyrrelse af arbejdsevnen ved manglende evne til at<br />

koncentrere sig om stillede opgaver eller ødelæggende overbetoning af en<br />

enkelt aktivitet<br />

4. valg af negativ identitet: Tab af identitetsfølelse medfører tilbøjelighed til at<br />

modstille sig de gængse forventninger og roller, som de nære omgivelser<br />

henviser til som ønskværdige. En hånlig fjendtlighed mod det, den unge<br />

ikke kunne finde en samlet identitet ved, udtrykker således retræte til en<br />

negativ identitet.<br />

En negativ identitet søges ofte understøttet gennem tilhørsforhold til en gruppe<br />

af ligestillede i en ungdomssubkultur. Klikedannelser med stereotypier på at


DIALOG 7 SIDE 142<br />

være “in“ og “out“ ser Erikson som ungdomsperiodens typiske forsvar mod en<br />

truende rolleforvirring. Er man en samfundsmæssig outsider, er man dog<br />

noget. Hellere spejle sig i andres frygt og foragt end være ensom og overset.<br />

5. Kenneth Gergens teori om det ”mættede” selv<br />

Kenneth Gergen er en af de markante skikkelser i socialkonstruktionismen.<br />

Hans grundsynspunkt er, at menneskets handlinger og selvudvikling primært<br />

skal ses i lyset af de relationer, som det enkelte individ har og har haft til<br />

andre. Men som Kegan beskæftiger Gergen sig også med det samfundsmæssige<br />

nedslag i selvet (eller selverne, som Gergen taler om).<br />

Et karakteristika ved Gergens teori er, at han i begrebet handlinger inkluderer<br />

både fysiske og sproglige handlinger. I denne sidste sammenhæng læner<br />

Gergen sig tæt op ad Ludwig Wittgensteins værk ”Filosofiske Undersøgelser”<br />

fra 1953. Gergen taler her om det postmoderne samfund, som <strong>indhold</strong>smæssigt<br />

er helt på linie med vores begreb om det posttraditionelle samfund.<br />

Ikke overraskende er begreberne sprog og mening tæt knyttet sammen hos<br />

Gergen. Mening er ikke individuelt, men et relationelt fænomen. Mening er<br />

noget, der skabes, når mennesker taler sammen og foretager sig noget sammen.<br />

Når mennesker træder i relation til hinanden, er sproget en meget vigtig<br />

del af den kommunikation, der foregår mellem dem. Men sproget indeholder<br />

ikke mening i sig selv. Mening findes ikke i sprogets grammatik eller opbygning.<br />

Mening findes heller ikke mellem ordene og det, som ordene refererer til.<br />

Ifølge Gergen skabes mening i måden at bruge sproget på.<br />

Et af Gergens hovedværker er ”The Saturated Self” fra 1991. Ordet ”saturated”<br />

betyder mættet eller overfordret. ”The Saturated Self” er en analyse af de<br />

forandringer, der er sket med menneskets identitet i de sidste 30 år. Gergens<br />

bog tilføjer debatten om identitet og selvudvikling en række nye aspekter.<br />

Ifølge Gergen er det særligt den kommunikationsteknologiske udvikling, som<br />

har haft betydning for vor forståelse af os selv. I sin undersøgelse henter


SIDE 143 DIALOG 7<br />

Gergen stof fra alle sider af den moderne kultur, men han forsøger ikke at<br />

præsentere en ny, overordnet syntese, der giver orden i kaos - tværtimod.<br />

Hans projekt er nemlig ikke at forklare, men at indleve sig i menneskets situation<br />

i det postmoderne samfund.<br />

I bogens første kapitel gennemgår han det skred, som identitetsspørgsmålet i<br />

de senere år har undergået. Han beskriver, hvordan debatten om det postmoderne<br />

samfund har rokket ved selvbegrebets betydninger. Selvbegrebet har<br />

ifølge Gergen sine rødder i et samfund, som hører en tidligere verden til.<br />

Selvet i det romantiske samfund<br />

For at få begreb om selvet må man gribe tilbage til romantikken i det 18. og<br />

19. århundrede. Det romantiske syn på selvet kan ifølge Gergen ses som en<br />

protest mod en reduktion af menneskets værdighed og umiddelbare psykiske<br />

erfaringer til nogle rent rationelle værdier.<br />

Det romantiske sprogbrug indeholder begreber som lidenskab, formål, genialitet<br />

og andre personlige dybder som ikke kan sættes på en entydig formel.<br />

Romantikken fremstiller kærligheden på den menneskelige udviklings dagsorden.<br />

”For mange betyder sammenfaldet af det romantiske vokabularium, at alt<br />

det mest meningsfulde i tilværelsen bryder sammen. Hvis kærlighed som det<br />

intime samspil mellem mennesker, hvis den kreative inspiration og de lidenskabelige<br />

udtryk bliver udrenset af vores sprog, vil livet for mange blive en ulidelig<br />

affære” (Gergen, 1991, s. 27).<br />

Gergens brug af romantikken og oplysningstiden er vigtig for at forstå forudsætningerne<br />

for hele den moderne diskussion om selvet. Gergen afdækker<br />

gennem en lang række analyser, hvordan det moderne selvbegreb er blevet<br />

udhulet i et USA, hvor dagligdagen er domineret af den moderne teknologi.<br />

Med afsæt i sin hverdag kommer Gergen med mange eksempler. Han beskriver,<br />

hvordan de interpersonelle forhold fra nær og fjern trænger sig på.


DIALOG 7 SIDE 144<br />

Selvet i det modernistiske samfund<br />

Modernismen er ifølge Gergen romantikkens arvtager, og han sætter lighedstegn<br />

mellem modernismen og oplysningstiden, hvor man stræber efter fremskridt,<br />

sikker viden og teknologisk udvikling. Modernismen betoner således<br />

den ydre verdens betydning for menneskets udvikling, og adfærdspsykologien<br />

bliver talerør for modernismens forståelse af selvet.<br />

I det modernistiske sprog opfattes selvet som en fast og analyserbar enhed. I<br />

stedet for at fejre det mystiske og lidenskabelige og aldrig fuldendte selv, som<br />

blev skabt af det romantiske sprog, beskriver det modernistiske sprog mennesker<br />

som gennemskuelige, åbne og konsistente. Den modernistiske litteratur<br />

beskæftiger sig med, hvordan personer bliver det, de oprindeligt er. I dette<br />

sprog opfattes præcise målinger af selvets tilstand som mulige. En hel industri<br />

er i modernismen blevet udviklet omkring begreber som personlighedstest,<br />

måling af selvværd og af intellektuelle præstationer.<br />

Modernismen ser selvet som et produkt af erfaringer. Dette er i stærk kontrast<br />

til romantikkens vægtning af det medfødte, hvor fænomener som geni, inspiration<br />

og lidenskab var individuelt arvet. Som et resultat af det modernistiske syn<br />

på erfaringer, så modernismen et fænomen som adfærdsmodifikation som svaret<br />

på, hvordan man kunne kvalificere et menneskes erfaringer.<br />

Begreber som autonomi og ansvarlighed er også en del af det moderne vokabularium.<br />

Ligesom velkonstruerede maskiner bør det moderne selv være selvstyret,<br />

solidt, troværdig og konsistent. Hvor det romantiske individ var et evigt<br />

mysterium, er det modernistiske selv et individ, som er:<br />

” forståeligt, tilstede her og nu, lige under overfladen af dets adfærd. Han er<br />

ikke tilbøjelig til at blive rystet af en pludselig inspiration, bevæget af store<br />

lidenskaber eller blive påvirket af en bølge af selvmord. Han er snarere stabil<br />

og troværdig. Hans arbejde er lige så godt i dag som i morgen og overmorgen.<br />

Det modernistiske selv bliver ikke overskygget af intense emotionelle dramaer.<br />

Hans fornuft guider hans handlinger, og hans stemme er klar og ærlig.”<br />

(Gergen, 1991, s. 49).


SIDE 145 DIALOG 7<br />

Selverne i det postmoderne samfund<br />

Siden verdenskrigene har mange intellektuelle og sociale bevægelser <strong>udsat</strong><br />

grundlaget for mange filosofiske systemer, praksisformer og sociale institutioner<br />

for kritik. Resultatet af disse stærke bevægelser har dekonstrueret strengt<br />

taget alle traditioner og sociale strukturer i det postmoderne samfund. Dette<br />

har stærke implikationer for vores opfattelse af selvet. Under de postmoderne<br />

omstændigheder eksisterer mennesket i en tilstand af vedvarende konstruktion<br />

og rekonstruktion. ”Det er en verden, hvor alt kan forhandles, og hvor alle<br />

selvets realiteter giver anledning til undersøgende spørgsmål, ironi og vurderinger<br />

af andre muligheder” (Gergen, 1991, s. 6).<br />

Der er derfor ingen dominerende eller enestående sprogbrug i det postmoderne<br />

sprog om selvet. Derimod er der et utal af sprog, heriblandt det romantiske<br />

og det moderne. Det er disse betingelser, som har mættet selvet som begreb.<br />

Med mættet mener Gergen, at vi skal forholde os til mangfoldige fortolkninger<br />

og et utal af mellemmenneskelige relationer i det postmoderne samfund.<br />

Et eksempel på mangfoldigheden i det postmoderne samfund:<br />

På kontoret venter en telefaxmeddelelse på Gergen, da han vender tilbage fra en<br />

konference i Washington. I samme øjeblik træder yndlingsstudenten ind og begynder<br />

en diskussion om forskellige etiske problemstillinger. Konversationen bliver afbrudt<br />

af et opkald fra forlæggeren i London, derefter ringer en bekendt fra Oslo og til sidst<br />

afbryder sekretæren med de sidste par dages post. Efter en lang arbejdsdag venter<br />

familien, diverse opkald på telefonsvareren, post samt 32 lokkende fjernsynskanaler<br />

(Gergen, 1991)<br />

Gergens pointe er, at for knap 30 år siden var fantasien for fattig til at forestille<br />

sig, hvor dominerende teknologien ville blive i vores hverdag. Teknologien vender<br />

op og ned på mange forhold og ofte på måder, som kun de færreste har<br />

kunnet forudse. Gergen nævner som eksempel, hvordan fjernsynet er blevet et<br />

medie, der påvirker forholdet mellem forældre og børn. Børnene får meget tidligt<br />

et indblik i forældrenes forunderlige verden via Tv-skærmen. Her flimrer<br />

voksentilværelsens konflikter og nederlag for børnene og nedbryder dermed<br />

deres forestilling om den idealiserede, en-dimensionelle voksne.


DIALOG 7 SIDE 146<br />

Med dette og mange andre eksempler argumenterer Gergen for, at teknologien<br />

ændrer karakteren af vores omverdensforhold. De sociale forhold bliver brede,<br />

overfladiske, hurtige og spredes over tid og rum.<br />

Menneskene i det postmoderne samfund er ifølge Gergen ramt af "multifrenia".<br />

Multifreni vil sige, at vi spreder vores selvinvesteringer (betydningsfulde<br />

relationer) over en lang række felter, der konstant er i forandring. Vi har således<br />

hele tiden mulighed for at spille et nyt selv ud, når det gamle selv ikke<br />

giver det udbytte, som vi ønsker.<br />

Denne tilstand af multifreni er ikke kun det<br />

enkelte menneskes problem, men lader sig i<br />

høj grad også aflæse i tidens forsøg på at forstå<br />

sig selv.<br />

Gergen gennemgår centrale aspekter af den<br />

postmoderne debat, hvor sandhed er blevet<br />

afløst af spørgsmålet om perspektiv.<br />

Sandhedens garant – videnskaben – forstås<br />

ikke længere som en refleksion over historisk<br />

betingede, sociale processer. Virkeligheden er<br />

en social konstruktion, og rationalitetsbegrebet<br />

er et spørgsmål om at konstituere<br />

bestemte magtstrukturer.<br />

Et eksempel på, hvad dette betyder for vores<br />

selvoplevelse, fremgår af denne lille historie:<br />

”Den moderne mor er på indkøb med sin postmoderne datter. Moderen prøver en<br />

kjole, men synes ikke rigtig, at det er noget. Hun siger som forklaring til sin datter:<br />

”Den var bare ikke mig!”, hvortil datteren svarer: ”Men mor, det er ikke det, det<br />

handler om. Med den kjole ville du virkelig være nogen.”<br />

(Gergen, 1991, s. 139).


SIDE 147 DIALOG 7<br />

Her har vi i to sætninger forskellen på selvet i det moderne og i det postmoderne.<br />

I det moderne ledte vi efter vores inderste selv ved at klæde os på i forhold<br />

til det, vi tror, vi er. I det postmoderne er der ikke et inderste selv (men en<br />

hel befolkning af ”selver”), hvorfor det i det postmoderne handler om at<br />

opfinde sig selv ved at tage tøj på som understreger opfindelsen.<br />

Gergen trækker en lang række linjer mellem den posttraditionelle debat og<br />

menneskets situation her ved afslutningen af det 20.århundrede.<br />

Fællestrækket er, at forestillingen om en overordnet helhed (et selv), der giver<br />

sammenhæng, er under opløsning. På baggrund af de opløsningstendenser,<br />

som det postmoderne er udtryk for, stiller Gergen spørgsmålstegn ved, om vi i<br />

det hele taget kan opretholde en forståelse af individet som autonomt. Gergen<br />

argumenterer for, at vi må forlade denne opfattelse og forstå mennesket i de<br />

relationer, det befinder sig i.<br />

Han fremdrager centrale elementer ved det relationelle selv, nemlig det, at<br />

individet skal finde sig selv i et utal af relationer. Han betragter den postmoderne<br />

identitet som en identitet, der i langt højere grad end tidligere er bevidst<br />

om, at det er i de sociale relationer, at identiteten opstår og fastholdes.<br />

Gergen viser, hvordan en lang række undersøgelser stiller spørgsmålstegn ved,<br />

om hukommelse, følelser og moral kan forstås ud fra det enkelte menneske,<br />

eller om det kun er muligt at forstå disse vigtige psykologiske størrelser gennem<br />

den sociale kontekst.<br />

Gergen fastholder gennem hele sin produktion et kulturkritisk perspektiv på<br />

det rationelle selv. Han påpeger, hvordan de mange sociale relationer, som<br />

mennesket indgår i, betinger en mætning, udhuler selvet som begreb og i<br />

praksis gør det skrøbeligt.


DIALOG 7 SIDE 148<br />

Spredningen af de sociale forhold undergraver først og fremmest familien som<br />

arnestedet for intimitet og sammenhæng og afløses af det overfladiske spil og<br />

en række stivnede positurer. Gergen beskriver endvidere den vestlige kultur<br />

som et karneval af tom selvrefleksion og ironi. Det postmoderne selv bliver i<br />

karnevalet en social kamæleon, der skifter farve efter omgivelserne. En<br />

sammensat personlighed, der bruger de forhåndenværende midler til at falde i<br />

med miljøet, uden smålig skelen til modsætninger eller selvmodsigelser.<br />

Gergen stiller spørgsmålet, om vi skal forstå den nuværende samfundsmæssige<br />

tilstand som vor kulturs forfald, eller om der er tale om begyndelsen på en<br />

ny og bedre samfundsorden. Han argumenterer for de positive aspekter ved et<br />

pluralistisk samfund og fremhæver, at flere personer i et pluralistisk samfund<br />

er med i beslutningsprocesserne, at der bliver mere accept mellem de forskellige<br />

grupperinger, og at der i det hele taget bliver åbnet op for feedback i forhold<br />

til de forskellige magtinstitutioner. Med andre ord skulle der blive løsnet<br />

mere op for de samfundsmæssige spændinger.<br />

6. Robert Kegans teori om menneskets modningsproces<br />

Robert Kegan er professor ved Harvard University Graduate School of<br />

Education. Kegan har været særligt optaget af, hvordan den stigende kompleksitet<br />

i samfundet sætter sig igennem i menneskers bevidsthedsmæssige modning.<br />

Som voksenpædagog beskæftiger han sig særligt med den voksne psyke,<br />

men mange af hans betragtninger er også vigtige for en ungdomspædagog.<br />

Kegans arbejde handler om, hvordan mennesker etablerer en mening om den<br />

verden, de lever i. Som andre socialkonstruktionister tror han ikke, at verden<br />

som sådan findes derude og blot skal opdages. Mennesker skaber verden via<br />

den måde, hvorpå de interagerer med den. Hvordan mennesket ser verden<br />

afhænger af den menneskelige bevidsthed. Jo mere komplekst det enkelte<br />

menneske er i stand til at tænke, desto flere fænomener kan vi forholde os til.<br />

Kegan skelner mellem to former for læring, nemlig informationsbaseret læring,


SIDE 149 DIALOG 7<br />

hvor ny viden bliver optaget i menneskers hidtidige bevidsthed, og transformerende<br />

læring, som grundlæggende ændrer menneskets grundantagelser.<br />

En transformation sker, når vi træder tilbage fra vores hidtidige grundantagelser<br />

og reflekterer over det, der hidtil har været skjult for os - eller som har<br />

været en selvfølgelighed.<br />

Transformationer sker, når vi ser det, der tidligere var en ren subjektiv størrelse<br />

(der ikke kan ses udefra) som noget udenfor os - altså noget, vi kan stille<br />

spørgsmål til.<br />

Hver gang noget subjektivt gøres til et objekt for vores refleksion, kan vi se<br />

nogle nye nuancer i det, vi betragter. Sådanne ryk fra at have være lukket inde<br />

i en subjektiv verden til pludseligt at kunne se det subjektive udefra, er tegn på<br />

en begyndende transformation fra et tidligere (mindre komplekst) modenhedsniveau<br />

til et højere (mere komplekst) niveau af menneskelige modenhed.<br />

Transformationer af den menneskelige modenhed sker ikke på en gang, men<br />

har karakter af en række små læringpointer, som fører frem mod etableringen<br />

af en ny bevidsthedsform.<br />

Kegan har identificeret fem forskellige modenhedsniveauer, som han via interviews<br />

har identificeret hos voksne mennesker.<br />

De fem niveauer er:<br />

• Niveau 1: Den magiske bevidsthed<br />

• Niveau 2: Den selvcentrerede bevidsthed<br />

• Niveau 3: Den normative bevidsthed<br />

• Niveau 4: Den autoritative bevidsthed<br />

• Niveau 5: Den integrerede bevidsthed.<br />

Fordelingen mellem de fem niveauer i den voksne befolkning i USA er ifølge<br />

Kegans undersøgelser sådan, at de mest almindeligt forekommende niveauer<br />

er niveau 3 og 4, mens niveau 1 og 2 er mindre udbredte, og niveau 5 er ualmindeligt,<br />

idet dette niveau kan iagttages hos færre end 5%.


DIALOG 7 SIDE 150<br />

Ifølge Kegan hænger de forskellige modenhedsniveauer sammen med de samfundsmæssige<br />

strukturer og krav, som vi skal leve op til. Således er det normative<br />

tredje niveau i overensstemmelse med de krav, som det traditionelle<br />

samfund stiller til voksne individer. Den autoritative bevidsthed på fjerde niveau<br />

svarer til kravene i det moderne samfund, og den integrerede bevidsthed er en<br />

forudsætning for fuldt ud at kunne matche kravene i det posttraditionelle/postmoderne<br />

samfund.<br />

Niveau 1: Magisk bevidsthed<br />

Kegans beskrivelser af det magiske niveau er hentet hos den svenske børnepsykolog<br />

Selma Freiberg. I sin bog fra 1966 viser hun, hvordan børn i alderen<br />

3-7 år tænker magisk. Magisk bevidsthed er karakteriseret ved, at børn tager<br />

deres fantasier, ritualer og mystiske besværgelser meget alvorligt. De magiske<br />

handlinger har efter barnets opfattelse indflydelse på realiteterne (f.eks. at der<br />

sker noget forfærdeligt, hvis man kommer til at træde på stregen mellem fortovets<br />

fliser).<br />

Den magiske bevidsthed er udbredt hos voksne i primitive agrarsamfund, hvor<br />

den magiske tænkning resulterer i indviklede og udbredte ritualer for at påvirke<br />

naturens luner (f.eks. regndans). I en vestlig sammenhæng er den magiske<br />

bevidsthed karakteristisk hos voksne, som alene kan forholde sig til egen fantasi<br />

og det, de selv har oplevet. Verden udenfor er ikke interessant, så længe<br />

den ikke har en direkte relation til individets erfaringer (”månen er en grøn ost,<br />

indtil jeg ved at smage på den opdager, at jeg får støv i munden”).<br />

Et almindeligt eksempel på magisk (subjektiv) tænkning er det forhold, at børn<br />

tror, at biler og mennesker er blevet helt små, hvis de ser dem fra en flyvemaskine<br />

eller fra et højt tårn.<br />

Barnet er så at sige låst inde i sin egen subjektive perception og har svært ved<br />

at forstå, at bilerne og menneskene ikke objektivt set er skrumpet. Derfor er<br />

tilværelsen magisk og forunderlig. Alt kan forandres, vokse eller skrumpe.<br />

Den magiske tænkning leder til en overbevisning om egen uangribelighed og


SIDE 151 DIALOG 7<br />

ufejlbarlighed, hvilket gør det vanskeligt for den magisk tænkende person at gå<br />

i dialog med andre, som ikke tænker magisk.<br />

Selvom denne modenhedsgrad synes at findes hos ca. 5% af den amerikanske<br />

befolkning, er det ikke dette bevidsthedsniveau, som Kegan er mest interesseret<br />

i. Han betragter det nærmest som et kuriosum.<br />

Niveau 2: Den selvcentrerede bevidsthed<br />

Dette bevidsthedsniveau er som det magiske niveau heller ikke så udbredt i<br />

den voksne befolkning, som det er hos børn.<br />

Voksne, som er stoppet i deres udvikling på dette niveau, er prægede af en<br />

sådan grad af umodenhed, at de springer i øjnene med deres selvcentrering.<br />

Når mennesker lærer, at tingene (objekterne) forbliver de samme uafhængigt af<br />

deres egen subjektive position i forhold til dem, bliver deres verden mindre<br />

magisk, men det betyder ikke, at de ikke fortsat kan være meget egocentriske.<br />

Den selvcentrerede bevidsthed ser andre mennesker som hjælpere eller modstandere<br />

i forhold til at nå egne ønsker. Personer som befinder sig på dette<br />

niveau vil ofte umiddelbart blive opfattet som meget umodne og selvoptagede<br />

individer, men kommer man tættere på dem, opdager man, at de lever i deres<br />

egen verden, hvor alt drejer sig om dem, deres omstændigheder og deres<br />

behov.<br />

Disse mennesker er mere interesserede i, hvad de selv kan få ud af omstændighederne<br />

på kort sigt, end de er i fællesskabet og det længere sigte. De<br />

stærkt selvcentrerede personer vil i det aktuelle vestlige samfund ofte blive<br />

betragtet som karakterafvigende på trods af tidens individualistiske tendenser.<br />

Ca. 8% af den amerikanske befolkning befinder sig på dette niveau. De kan<br />

ikke se deres subjektive interesser i en bredere, almen (objektiv) sammenhæng.


DIALOG 7 SIDE 152<br />

Overgangen fra den selvcentrerede til den normative tænkning finder normalt<br />

sted midt i ungdommen, hvor familien, skolen og kammeraternes krav om at<br />

opgive selvcentreringen tvinger den unge ind i en transformationsproces, hvor<br />

han eller hun ikke længere er låst fast i sin selvcentrerede subjektivitet. Dermed<br />

kan han eller hun da begynde at indoptage de normer om hensynet til andre,<br />

som præger et flertal af de ældre unge. Et mindretal fastholder imidlertid den<br />

selvcentrerede bevidsthed, hvis ikke den normative læring lykkes. Kegan anfører<br />

et par eksempler på tankemønstre, som præger de unge eller voksne, for hvem<br />

det ikke lykkes at lægge den selvcentrerede bevidsthed fra sig. Et eksempel er<br />

dommeren, som spørger den unge kriminelle: ”Hvordan kan du finde på at<br />

stjæle penge fra de mennesker, som viser dig tillid?”. Hertil svarer den unge:<br />

”Jamen, Dommer, det er meget sværere at stjæle fra dem, der ikke har tillid til<br />

en”. Et andet eksempel på den selvcentrerede bevidsthed er dette: Dommeren<br />

spørger den unge bankrøver: ”Hvordan kan du finde på at begå alle de bankkup,<br />

Willy?”. ”Det er der, de har de fleste penge”, svarer Willy.<br />

Niveau 3: Den normative bevidsthed<br />

Den normative bevidsthed udvikles, når den selvcentrerede subjektivitet bliver<br />

gjort til objekt for en mere nuanceret selvrefleksion.<br />

Individet bliver nu optaget af, hvad der er og bør være normen i de sammenhænge,<br />

hvori han eller hun optræder. Det normative menneske ser ikke andre<br />

mennesker som midler i deres egen interesse, men er mere optaget af at gøre<br />

deres normer til grundlag for livet i almindelighed. De er således stærkt moraliserende<br />

overfor andre og lider ofte af dårlig samvittighed og stress over det,<br />

de burde gøre, men ikke får gjort. De er normalt meget loyale overfor deres<br />

virksomhed eller overfor den opgave, de beskæftiger sig med, men er mindre<br />

styret af en nuanceret, kritisk og selvstændig tænkning end af de normer, der<br />

gælder i deres miljø. Evnen til at underordne sig systemer og meninger, som<br />

kommer udefra, er karakteristisk for personer med denne bevidsthedsform.<br />

Den normative bevidsthed var den mest udbredte bevidsthedsform i det traditionelle,<br />

industrialiserede samfund og er i stor udstrækning blevet overført til<br />

det moderne og det postmoderne samfund.


SIDE 153 DIALOG 7<br />

Empirisk forskning (Lahey, 2000) har vist, at 14% af den voksne amerikanske<br />

befolkning befinder sig på dette niveau. Og endnu mere interessant er det, at<br />

denne bevidsthedsform er ligeligt udbredt i alle typer job og i alle sociale lag.<br />

Hele 32% befinder sig mellem niveau 3 og niveau 4. At bevæge sig udover det<br />

tredje niveau forudsætter, at man bevidst forholder sig distanceret i forhold til<br />

de normer, der ligger til grund for vores umiddelbare kultur og bevidsthed og<br />

ser sig selv og sine værdier grundigt efter i sømmene.<br />

Niveau 4: Den autoritative bevidsthed<br />

Det autoritative niveau karakteriserer personer, der ikke længere er optagede<br />

af normer og regler, men bygger deres vurderinger på egne subjektive værdier.<br />

Ved autoritativ forstår Kegan det fænomen, at man når frem til sine standpunkter<br />

gennem refleksion. Det er altså noget andet end at være autoritær.<br />

Den autoritative person repræsenterer en adfærd, som bygger på personlige<br />

valg, hvor den autoritære personlighed indskriver sig i en trosretning, der er<br />

opstillet af andre. Den store gevinst er her, at personen så at sige har sat sig<br />

for bordenden og påtaget sig ansvaret for at vælge mellem de forskellige værdier<br />

og styresystemer, der byder sig til i diskussionen med andre.<br />

Mennesker på dette fjerde niveau har udviklet et selv, der er karakteriseret ved<br />

at være aktivt, søgende og i stand til at udfordre gængse tanker. Personer på<br />

det fjerde niveau handler på måder, som vi umiddelbart forventer af et modent<br />

menneske i det moderne samfund. Laheys forskning viser, at 34 % af den<br />

voksne befolkning i USA befinder sig på dette niveau, mens 6% befinder sig<br />

mellem niveau 4 og niveau 5.<br />

Niveau 5: Den integrerede bevidsthed<br />

Det er yderst få voksne mennesker (mindre end 2 %), som har udviklet en<br />

bevidsthed, der er båret af integritet (sammenhæng, overblik og ægthed). De,<br />

som når niveau 5, gør det sjældent før i 50-års alderen. Mennesker på dette<br />

niveau har erkendt livets begrænsninger, men er fortsat proaktive i forhold til at


DIALOG 7 SIDE 154<br />

udvide deres indflydelsessfære. De har opnået det samme nuancerede syn<br />

som mennesker på det fjerde niveau, og herudover har de lært deres egne<br />

indre værdiers begrænsninger at kende – og de begrænsninger, der følger<br />

med det at have et værdisystem i almindelighed.<br />

Sort/hvid-tænkning er forladt til fordel for en tænkning, der er præget af nuancer.<br />

Verden søges anskuet fra forskellige positioner, hvorfor det modne menneske<br />

med en udviklet integritet er interesseret i andre menneskers synspunkter<br />

og holdninger samtidig med, at vedkommende til stadighed er orienteret<br />

mod nye horisonter.<br />

Det har i praksis vist sig, at netop overgangene mellem de forskellige niveauer<br />

udgør et særligt pædagogisk problem. Derfor er Kegans udviklingsteori særligt<br />

blevet brugt af psykologer, som arbejder med personlig coaching af ledere<br />

(Blickman & Kjærulf, 2004; Fitzgerald & Berger, 2002)<br />

De sociale krav, som de forskellige faser i den historiske udvikling stiller til den<br />

menneskelige bevidsthed, kan hjælpe til bedre at forstå den menneskelige<br />

modenheds forskellige niveauer, ligesom det kan gøre det klart, at den aktuelle<br />

verden går hen over hovedet på os (Kegan, 1992).<br />

I sin bog fra 1992 ”In over our heads” undersøger Kegan tre historiske faser:<br />

traditionalismen, modernismen og postmodernismen, og han relaterer dem til<br />

henholdsvis den tredje, den fjerde og den femte modenhedsgrad.<br />

Traditionalismen er den typiske form i den største del af menneskets historie.<br />

Dette samfund kræver loyalitet overfor fællesskabet og evnen til at sætte gruppens<br />

behov før ens egne behov. Størstedelen af medlemmerne i denne form<br />

for samfund ser op til deres ledere og forventer at få de rigtige svar på deres<br />

spørgsmål uden selv at skulle påtage sig ansvaret for at fremskaffe dem.<br />

Lederne har autoritet til at hjælpe borgerne til at opdrage deres børn, helbrede<br />

deres syge, planlægge deres job og tilvejebringe den rette tro. Alt i alt passer<br />

dette samfunds krav udmærket til mennesker med en personlig bevidsthed af<br />

tredje grad.


SIDE 155 DIALOG 7<br />

Den moderne tidsalder begyndte, da menneskene blev mere mobile, og samfundene<br />

ændrede sig fra små, relativt homogene grupper til større og mere<br />

arbejdsdelte fællesskaber. I stedet for at være forpligtet på et lille fællesskab<br />

fokuserede menneskene på de ”store billeder” – videnskab, demokrati, frihed<br />

og sandhed.<br />

Med væksten i arbejdsdeling og forskellighed og den voksende kommunikation<br />

i samfundet sker der også en spredning af lederskabet over det arbejdsmæssige,<br />

det politiske, det sundhedsmæssige og det opdragelsesmæssige lederskab.<br />

Det bliver desuden mindre klart, hvad det enkelte menneske skal gøre,<br />

når de mange ledere er uenige. Da menneskene i det moderne samfund ikke<br />

har en entydig ledelse, som de kan have tillid til, må de vende sig til andre kilder<br />

for at få den visdom, der skal til for at opdrage deres børn, klare deres job<br />

og være gode borgere. De er tvunget til at finde deres egen vej og være deres<br />

egne autoriteter. Beklageligvis har færre end halvdelen af befolkningen udviklet<br />

den fjerdegrads modenhed, som dette kræver.<br />

Ifølge Kegan påstår nogle, at det postmoderne samfund allerede er her nu,<br />

mens andre hævder, at vi fortsat har et moderne samfund. Kegan ser i det fak-


DIALOG 5 SIDE 156<br />

tum, at de ”store idéer” er under opløsning, at postmodernismen står lige for<br />

døren. I stedet for at tro, at svarene på menneskets spørgsmål kommer udefra<br />

(fra lederne i det traditionelle samfund) eller indefra (fra individerne i det<br />

moderne samfund), må vi i det postmoderne samfund vælge blandt de mange<br />

filosofier, ideologier, videnskaber og bevidsthedsformer, som byder sig til. Det<br />

postmoderne menneske må udvikle en bevidsthed af femte grad for at kunne<br />

finde en ny og mere kompleks enhed under de ideologiske modsætninger. Det<br />

postmoderne menneske må tankemæssigt leve i det komplekse på randen af<br />

kaos.


Epilog<br />

SIDE 157 EPILOG<br />

Med Kegans betragtninger om den integrative bevidsthed som den bevidsthedsmæssige udfordring i det posttraditionelle<br />

samfund har vi bundet en sløjfe på den røde tråd, som vi havde planlagt at væve ind i teksten.<br />

Men vi har kun delvist besvaret spørgsmålet om, hvordan man undgår de skader, som den <strong>frisat</strong>te <strong>udsat</strong>hed<br />

har for de unge. Vi har beskrevet, hvad en ungdomspædagog og en pædagogisk arbejdsplads skal kunne. Men<br />

vi har ikke formuleret et entydigt svar på, hvad det er, der gør, at nogle kommer ud af ungdommen med et<br />

sundt livsmod og en selvstændighed, mens andre hænger fast i bevidsthedsformer, som vi opfatter som umodne<br />

og uselvstændige.<br />

Den kulturelle frisættelse og mangfoldighed i det posttraditionelle samfund er en udfordring, som koster<br />

mange ofre, hvis ikke kloge pædagoger kan hjælpe de unge til at finde sig et brugbart selv i mangfoldigheden<br />

af udtryksformer.<br />

Netop fordi der ikke længere er en tradition at læne sig op ad i overgangen mellem barn og voksen, bliver det<br />

helt nødvendigt, at nogen påtager sig at hjælpe de særligt <strong>udsat</strong>te unge med deres identitetssøgen. Ellers vil<br />

den eksistentielle angst for fremtiden ”æde sjæle op”.<br />

Kierkegaards og menneskets fortvivlelse<br />

Ved overgangen fra det romantiske (traditionelle) samfund til det moderne samfund skrev Søren Kierkegaard et<br />

vigtigt psykologisk værk: Sygdommen til døden.<br />

Bogen starter med den berømte og svært forståelige sætning:<br />

”Mennesket er ånd. Men hvad er ånd? Ånd er selvet! Men hvad er selvet? Selvet er et forhold, der forholder<br />

sig til sig selv, eller er det i forholdet, at forholdet forholder sig til sig selv.”


DIALOG 5 SIDE 158<br />

Med selvet som udgangspunkt undersøger Kierkegaard den sygdom, som rammer et menneske, der ikke vil<br />

vedstå sig det åndelige forhold til Gud. Kierkegaard hævder, at fortvivlelsen rammer de mennesker, som ikke<br />

lader Gud råde, men gør dét at blive et selv til menneskets egen udfordring. Det resulterer ifølge Kierkegaard i<br />

fire forskellige former for fortvivlelse, nemlig:<br />

1) Ikke at være bevidst om at være et selv<br />

2) Ikke at ville være sig selv bekendt<br />

3) Selvoptaget at ville være et særligt storslået selv, og<br />

4) Trodsigt at ville undgå at forandre sit selv.<br />

Lad os her som baggrund for vores forhåbninger se lidt på Kierkegaards fire former for fortvivlelse:<br />

1. Ikke at være bevidst om at være et selv<br />

Når en person ikke er sig selv bevidst eller opgiver at forstå sig selv, bliver han som de andre: Et nummer i<br />

mængden, der blot efteraber de andre. Det kan umiddelbart have sine fordele, fordi den ubevidste unge ikke<br />

forventer sig noget særligt af sig selv udover at tilpasse sig omstændighederne. Men i en verden, hvor alle er<br />

travlt beskæftiget med at ”ville være noget”, bliver det vanskeligt at flyde med strømmen, fordi strømmen går i<br />

alle retninger.<br />

I det posttraditionelle samfund hviler et benhårdt pres på de unge om at være selvbevidste samtidigt med, at<br />

kravet om selvbevidsthed undergraves af de uendeligt mange midlertidige relationer, som individet må finde<br />

sig selv i. Tilsyneladende har en del unge derfor valgt den strategi blot at ”shoppe rundt” i de mange strømme<br />

i håb om pludseligt at finde sig selv. Men da strømmene til stadighed skifter over tid og fra miljø til miljø, finder<br />

den ubevidste unge kun tomhed og håbløshed.<br />

Den manglende bevidsthed om, hvad det vil sige at have et selv, har som andre menneskelige dannelser et<br />

utal af årsager. Nogle af årsagerne hænger utvivlsomt sammen med, at den ubevidste unge er vokset op i<br />

et vakuum, hvor ingen har hjulpet den unge til afklaring af sig selv gennem udfordringer, støtte og<br />

anerkendelse.<br />

Hvis man skal arbejde med de ubevidste unge, er det vigtigt, at man som en bevidst voksen hjælper og fastholder<br />

den unge på den udfordring, det er, ”at vælge sig selv frem for at lede efter sit selv”. Den bevidste hjæl-


SIDE 159 EPILOG<br />

per må i praksis vise den ubevidste unge sine egne valg uden at gøre disse valg til idealer. Man må lære den<br />

unge, at det er i valget og i bekræftelsen af valget, at selvet dannes, vokser og modnes.<br />

2. Ikke at ville være sig selv bekendt<br />

Hvis man som person forsøger at undgå at belaste sig selv med det selvbillede, som man har med hjemmefra,<br />

bliver det, ”som når en far gør en søn arveløs. Således vil selvet ikke vedkende sig selv efter at være blevet så<br />

svagt. Det kan fortvivlet ikke glemme denne svaghed, det hader på en måde sig selv, det vil ikke troende<br />

ydmyge sig under sin svaghed for således at genvinde sig selv, nej, det vil, så at sige, fortvivlet intet høre om<br />

sig selv. Ikke vide af sig selv.” (Kierkegaard).<br />

I praksis betyder denne fortvivlelse, at man oplever sig selv som en person, som man ikke vil være. Man er på<br />

evig flugt fra sit ansvar for gradvis at forandre sig til den person, som man i stedet ønsker at være.<br />

Det forekommer os, at unge med denne form for fortvivlelse kæmper en håbløs kamp mod sig selv i stedet for<br />

at supplere eller nuancere det selvbillede, de har med sig hjemmefra.<br />

Gennem de sidste ti år er der sket en stærkt foruroligende stigning i udbredelsen af sygdommen nervøs spisevægring<br />

(anoreksia nervosa) – både blandt piger og blandt drenge. Sygdommen kan opfattes som en ubevidst<br />

kamp mod at blive voksen og tage ansvar for sig selv. Det er en form for regression ud af et felt, der ikke har<br />

givet eller giver mulighed for at vælge og for at udfolde sit køn og sin identitet.<br />

At arbejde med unge med denne form for fortvivlelse er en særlig stor udfordring for ungdomspædagoger og<br />

kan bedst ske under supervision af erfarne psykiatere. De unges fortvivlede valg om at stoppe væksten (vægten)<br />

og udviklingen er knyttet til så stærke indre dynamikker, at det kræver stor erfaring ikke at gøre ondt<br />

værre.<br />

3. At ville være et særligt storslået selv<br />

Hvis en person er alt for optaget af at beskue sit selv frem for at være sig selv, er personen ramt af det, der i<br />

moderne psykiatri kaldes en narcissistisk personlighedsforstyrrelse. Kierkegaard siger om sådanne personligheder,<br />

at de ”bestandigt kun bygger luftkasteller og blot bestandigt fægter i luften”.


DIALOG 5 SIDE 160<br />

Den narcissistiske fortvivlelse er langt mere udtalt i det posttraditionelle samfund end i det traditionelle og det<br />

moderne samfund. Den narcissistiske forstyrrelse består i, at individet er så optaget af sig selv, at han eller<br />

hun udelukkende vil konstruere sig selv ud fra sig selv frem for at danne sig selv i og med relationen til betydningsfulde<br />

andre. Personer med denne forstyrrelse søger beundring frem for samspil. De higer efter at få<br />

betydning for andre, men er ikke interesserede i at opnå ligeværdighed eller gensidighed.<br />

Den narcissistiske person vil fylde rummet omkring sig med andres kærlighed og beundring. Får narcissisten<br />

ikke kærlighed eller beundring nok til at fylde den indre tomhed, som gør personen umættelig, bliver andre<br />

afvist som umulige, ubrugelige og uværdige.<br />

Her er det en væsentlig pædagogisk udfordring ikke at lade sig indfange i det ”narcissistiske spejlkabinet”,<br />

hvor man skal beundre den unge eller bliver kasseret af den unge.<br />

Da mange voksne hjælpere selv har en snært af den narcissistiske personlighedsforstyrrelse, kan usund symbiose<br />

mellem den narcissistiske unge og den narcissistiske voksne opstå, hvor begge benytter sig af følelsesmæssig<br />

afpresning for at få den andens beundring. Kun voksne, der er nået ud af den selvcentrerede bevidsthed,<br />

kan fungere som hjælpere for en narcissistisk forstyrret ung.<br />

4. Trodsigt at ville undgå at forandre sit selv<br />

Den fjerde form for fortvivlelse hænger sammen med, at individet mener at have gennemskuet både sig selv<br />

og tilværelsen og derfor har resigneret over for det at realisere sig eller at blive andet, end det er her og nu.<br />

Men også denne forestilling rummer sin fortvivlelse,<br />

At være på trods betyder, at personen fastholder at være, som han eller hun er, og nægter at overveje andre<br />

muligheder. Det er personer, der tænker som Skipper Skræk: ”Jeg er den, jeg er. Færdig, basta!”<br />

Umiddelbart kan det synes at være en udmærket strategi, men når den ender i fortvivlelse, hænger det sammen<br />

med, at individet ikke er indstillet på at se sig selv udefra. Ved trodsigt at fastholde sig selv mister individet<br />

muligheden for at bevæge sig ind i nye positioner og udfordringer. Fortvivlelsen opleves måske ikke, men i<br />

praksis stivner personen uden den bevægelighed og forsoning med andre, som er forudsætningen for et fyldigt<br />

liv .


SIDE 161 EPILOG<br />

At hjælpe de trodsige unge med at nuancere deres selvforståelse kræver stor tålmodighed og kærlighed af de<br />

voksne hjælpere. Trodsigheden er svær at nedbryde, hvis ikke den voksne hjælper kan møde den unge med en<br />

kærlighed og ydmyghed, der gør den trodsige unge så tryg, at han/hun tør eksperimentere med et nyt selvbillede.<br />

Når det er nødvendigt at opløse et alt for fastetableret ”karakterpanser”, hænger det sammen med, at<br />

det trodsige selv meget let kan udvikle sig til en autoritær personlighed.<br />

Hvor der er ungdom, er der håb<br />

Som allerede nævnt, så Kierkegaard selvet i relation til Gud. Han så også selvet som en individuel frem for en<br />

mellemmenneskelig dannelse. Hans værk er henvendt til ”hin enkelte”.<br />

Vi har et andet udgangspunkt. Vi ser udviklingen af selvet som en dannelse, der finder sted i relationerne til de<br />

betydningsfulde andre. Selvudvikling og identitetsskabelse kan ikke lykkes, hvis man står alene med projektet.<br />

Det kræver, at andre vil være med til at bære selvudviklingens byrde.<br />

Kun personer, som kan og vil påtage sig ansvaret for at være betydningsfulde for den unge, kan stille op med<br />

den hjælp, der skal til for at bidrage til udviklingen af et modent og bæredygtigt selv. Forældre har som oftest<br />

et ønske om at hjælpe den unge med at finde sig selv, men ikke alle forældre har selv fundet et så holdbart<br />

grundlag, at de er i stand til at hjælpe den unge med at finde et konstruktivt selv. Derfor har samfundet brug<br />

for ungdomspædagoger, som kan række de unge og deres forældre en hjælpende hånd, når alting sejler, og<br />

farvandet er fyldt med farlige skær.<br />

At arbejde som ungdomspædagog forudsætter primært, at man selv har arbejdet med at finde et nuanceret<br />

ståsted i det komplekse. At have en ideologi om, hvad der skal til, gør det ikke alene. For at være en nyttig<br />

hjælper for de unge i deres identitetssøgning er det nødvendigt, at man har været gennem en transformativ<br />

læring (se afsnittet om Kegan) og er begyndt at udvikle en integritet, hvor man ikke går på kompromis med<br />

egne grundlæggende værdier. Derfor er formlen for det gode pædagogiske arbejde med unge:<br />

Hvis du vil være en betydningsfuld anden i relationen til en ung, så vær et eksemplarisk, nuanceret og etisk<br />

fokuseret menneske. Undgå at lade dig fange i dine eventuelle egocentriske, normative og autoritative selvhenføringer<br />

og se på verden med nysgerrighed og fordomsfrihed.


DIALOG 5 SIDE 162<br />

Vi har gennem klubudviklingsprojektet konstateret, at den anerkendende tilgang kombineret med at få de unge<br />

til at fortælle deres narrativer og i visse tilfælde være med til at genforfatte disse er en god vej at gå. En vej,<br />

som åbner for mere håb end fortvivlelse: Hvor der er ungdom, er der håb.


Litteraturliste:<br />

SIDE 163 LITTERATURLISTE<br />

Andersen, Flemming & Andersen, Ulla: Fortællinger om pædagogisk ledelse, BUPL 2000.<br />

Andersen, Flemming: Relationen, det fælles tredje og det personlige narrativ. I Tom Ritchie: Relationer i teori<br />

og praksis. Billesø & Baltzer, 2004.<br />

Andersen, Flemming: Pædagogisk ledelse i et systemisk perspektiv. I Tom Ritchie: Relationer i teori og<br />

praksis. Billesø & Baltzer, 2004.<br />

Andersen, Flemming & Henriksen, Klaus G.: Den lærende pædagog – pædagogiske kompetencer i praksis,<br />

Alinea 2004.<br />

Andersen, Flemming & Henriksen, Klaus G.: Fortællinger om den gode klub, UFC Unge.<br />

Andersen H. & Kaspersen, L B: Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzels forlag, 1996<br />

Andersen, Flemming & Klitgaard, Birgitte: Fortællinger om metoder, UFC Børn og Unge, 2004.<br />

Andersen, Flemming & Klitgaard, Birgitte & Vesterbirk, Marianne: Fortællinger om unge i klub, UFC Unge.<br />

Andersen, Flemming & Klitgaard, Birgitte & Vesterbirk, Marianne: Fortællinger om nødvendige kompetencer,<br />

UFC Unge.<br />

Andersen m.fl: Aktiv projektledelse, Børsens Forlag, 1999<br />

Asplund, Johan: Om undren overfor samfundet. Reitzels Forlag, 1972,<br />

Ariès, Philippe: Centuries of Childhood – A Social History of Family Life, New York: Vintage Books, 1962.<br />

Bau-Madsen, Jeanne: “Den moderne familie”, www.folkevirke.dk, 2001


LITTERATURLISTE SIDE 164<br />

Betænkning om Klubvirksomhed, nr. 1088, November 1986<br />

Berger & Luckmann: ”The Social Construction of Reality”, 1966/1990<br />

Blickmann, Jane & Kjærulf, Stig: Executive Coaching, Børsen 2004<br />

Bonke: Tid og velfærd, Socialforskningsinstituttet, 02:26 i Jensen: Tiden – Det vi tror, og det vi gør, 2003<br />

Bourdieu, Pierre.: Distinction. A Social Critique of the Judgement of Taste, Cambridge 1984,<br />

Bourdieu, Pierre : Af Praktiske grunde, Hans Reitzels Forlag, 1994.<br />

Bourdieu, Pierre : Distinksjonen. En sociologisk kritikk av dømmekraften, Oslo, Pax forlag, 1995<br />

Erikson, R. and Goldthorpe, J. H. : “Communality and variation in social fluidity in industrial nations. Part I: A<br />

model for evaluating the ‘FJH hypothesis’”. European Sociological Review, 3(1): 54-77, 1987a<br />

Erikson, R. and Goldthorpe, J. H: “Communality and variation in social fluidity in industrial nations. Part II: the<br />

model for core social fluidity applied”. European Sociological Review, 3(2): 145-166, 1987b<br />

Erikson, R. and Goldthorpe, J. E.: The Constant Flux. London: Clarendon Press, 1992<br />

Erikson, R. Jonsson, J. O. ”Social Origin as an Interest-bearing Asset: Family<br />

Background and Labour-market Rewards among Employees in Sweden”. Acta Sociologica, 41(1): 19-36, 1998<br />

Elsborg, S., Hansen, T. J. og Hansen, V. R: Den sociale arv og mønsterbrydere, København: Danmarks<br />

Pædagogiske Institut, 1999<br />

Fitzgerald, C. & Berger, J.G: Executive Coaching, DB California, 2002.<br />

Furlong, Andy – Cartmel, Fred: Young people and social change.<br />

Individualization and risk in late modernity. Buckingham: Open University Press, 1997.


Fraiberg, Selma: De magiske år. Hans Reitzel,. 1966.<br />

Gergen, Kenneth: The Saturated Self, Basic Books, 1991, USA.<br />

SIDE 165 LITTERATURLISTE<br />

Giddens, Anthony.: The Consequences of Modernity. Stanford: Stanford University Press, 1990<br />

Giddens, Anthony: Modernity and Self-identity. Cambridge, Polity Press.<br />

Habermas, Jürgen: Borgerlig offentlighet - dens fremvekst og forfall, Oslo 1991.<br />

Hammershøj, Lars Geer: Selvdannelse og socialitet. DPU’s Forlag, 2003.<br />

Hansen, Susanne og Nielsen, Jimmie Gade: Opsøgende socialt arbejde, UFC<br />

Harris, Judith Rich: Myten om børns opdragelse, Pædagogisk Bogklub, 2001.<br />

Haslebo, Gitte: Relationer og organisationer – En verden til forskel, Dansk Psykologisk Forlag 2004.<br />

Hermans, Hubert J.M., Harry J.G. Kempen, & R.J.P. van Loon: The Dialogical Self: Beyond Individualism and<br />

Rationalism American Psychologist ,1992 ,47 ,23-33<br />

Hermans, Hubert J.M.: The Person as a Motivated Storyteller: Valuation Theory and the Self-Confrontation<br />

Method, Advances in Personal Construct Psychology ,2002 (pp. 3-38) , edited by R.A. Neimeyer & G.J.<br />

Neimeyer (Eds.)<br />

Hermans, Hubert J.M. & Els Hermans-Jansen: Self-Narratives: The Construction of Meaning in Psychotherapy<br />

New York: Guilford Press, 1995<br />

Hoff, Jens (red.): Danmark som informationssamfund. Muligheder og barrierer for politik og demokrati, Aarhus<br />

Universitetsforlag, 2004<br />

Illeris, Knud – Nielsen, Elo – Simonsen, Birgitte: Ungdomspsykologi<br />

– samfundssituation, handlemønstre, bevidsthedsformer. København:<br />

Unge Pædagoger, 1982.


LITTERATURLISTE SIDE 166<br />

Illeris, Knud og Noemi Katznelson, Birgitte Simonsen, Lars Ulriksen:<br />

Ungdom, identitet og uddannelse. Roskilde Universitetsforlag, 2002.<br />

Jensen, Peter & Malmborg, Esther: upubliceret arbejdspapir, UFC Børn og Unge, 2004.<br />

Jensen, Rolf: The dream society. JP, 1999.<br />

Jensen, Ulla Højmark og Pilegaard Jensen Torben, AKF: Arbejdspapir 6. Vidensopsamlingen om social arv 2003.<br />

Jonsson, Gustav: Den sociale arvs onde cirkel – kan den brydes. Fremad 1996.<br />

Juul Kristensen i Hegland m.fl. (red.): Sammenbrud eller sammenhold ? – Nogle udviklingstræk for velfærdssamfundet,<br />

Akademisk Forlag, 1997<br />

Juul, Søren: Sårbarhedsskabende træk i det moderne samfund, Socialforskningsinstituttet, 96:8<br />

Jæger, Mads Meier: Mønsterbrydere og social arv i Danmark – Perspektiver fra Socialforskningsinstituttets<br />

ungdomsforløbsundersøgelse<br />

Katznelson, Noemi og Simonsen, Birgitte: Unges Arbejdsbegreb. I: Tidsskrift for Arbejdsliv nr. 4, 2000.<br />

Kegan, Robert: The Evolving Self: Problem and Process in Human Development , Harvard University Press,<br />

1982.<br />

Kegan, Robert: In Over Our Heads: The Mental Demands of Modern Life, Harvard University Press, 1994.<br />

Klitgaard, Birgitte og Vesterbirk, Marianne: En rejse i forandring. Næstved går nye veje i organiseringen af<br />

arbejdet med <strong>udsat</strong>te unge, UFC Børn og Unge, 2003<br />

Klitgaard, Birgitte & Vesterbirk, Marianne: Fortællinger om samarbejde, UFC Børn og Unge, 2004.<br />

Langstet, Gro Johnsrud: Løft – løsningsfokuseret tilnærmning til organisasjonsutvikling, Norsk Gyldendal,<br />

2003.


SIDE 167 LITTERATURLISTE<br />

Laursen, Svend og Jørgensen, Jes: Om klubben som arbejdsform, BUPL, 1996<br />

Lihme, Benny: Gruppens karakter og sjæleliv, 2003, www.vildelaereprocesser.dk<br />

Lihme, Benny 1994: "Ungdomsbander - noget med fremtid i?" i Social Kritik nr. 31/32 - juni 1994.<br />

Lundby, Geir; Terapeutisk endring og nyskrivning av livshistorier. Fokus nr. 1 1998.<br />

Mead, G-H.: The philosophy of the present; edited by Arthur E. Murphy, La Salle, Ill., 1932<br />

Mead, G-H.: Mind, Self, and Society, Chicago, Ill, 1934.<br />

Mead, G-H. & Moore, Merrit Hodden: Movements of Thought in the Nineteenth Century , Chicago:<br />

Universitypress of Chicago, 1936<br />

Nelson, Hilde Lindemann: Narrativ oprejsning. SpB, 2002.<br />

Nielsen, Jimmie Gade, Jespersen, Susanne Bloch og Vesterbirk, Marianne: Gadepulsen, Tidligere rødders sociale<br />

arbejde med unge, UFC Børn og Unge, februar 2002<br />

Notat vedrørende særlig bevilling til klubarbejde, 27. juni 2000<br />

Pedersen, Knud Erik: ”Drop afmagten – skab kontakten til usædvanlige unge”, Socialministeriet 1999<br />

Pedersen, Jette Flindt: Etik ja tak, Munksgaard, 1992<br />

Rapport om Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, Socialministeriet og<br />

Undervisningsministeriet, februar 1997<br />

Ritchie, Tom: Relationer i teori og praksis, Billesø & Baltzer, 2004<br />

Senge, Peter M.: Den femte discipline, Klim, 1999.


LITTERATURLISTE SIDE 168<br />

Sennnet, R.: The Corrosion of Character, The Personal Consequences of Work in the New Capitalism. W.W.<br />

Norton 6 Company, 1999.<br />

Shotter: Conversational Realities. Constructing Life through Language, Sage Publications, London, 1993<br />

Stern, Daniel N : Spædbarnets interpersonelle verden. København: Hans Reitzels Forlag,<br />

2000.<br />

Simmel, Georg: "Storbyerne og det åndelige liv" i K&K. Kulturanalyse. Nr 71. 19 årg. nr.1. Holte, Forlaget<br />

Medusa, 1992.<br />

Ziehe, Thomas: ”Ambivalens og mangfoldighed”, Politisk Revy, 1989<br />

Zimring, Fred: Empathic Understanding grows the person, St. Diago, 15. juni 2000.<br />

White, M. & Epston, D: Narrative means to therapeutic ends. New York: Norton, 1990.<br />

White, M. (1987): Pseudo-enkopres - från nederlag till seger, från onda till goda cirklar. I Zachariae, B.:<br />

Visualisering og helbredelse. København. Munksgaard, 1992.<br />

www.ufc-bu.dk<br />

www.ufc-klub.dk


Frisat – <strong>udsat</strong><br />

En grundbog i ungdomspædagogik<br />

”Frisat-<strong>udsat</strong>. En grundbog i ungdomspædagogik” består af syv store spørgsmål,<br />

som enhver ungdomspædagog nødvendigvis må have overvejet:<br />

Det første spørgsmål handler om, hvordan vores grundantagelser er med til<br />

at konstruere det, vi ser.<br />

Det andet spørgsmål lyder: ”Hvad er det for et samfund, vi lever i?” Her anføres<br />

en række definitioner af den samfundsmæssige udvikling, indtil vi lægger<br />

os fast på at karakterisere samfundet som ”posttraditionelt”, ligesom vi<br />

beskriver de forhold, som de posttraditionelle unge lever i, nemlig kulturel frisætning<br />

og større <strong>udsat</strong>hed for at fare vild i søgningen efter sig selv.<br />

Det tredje spørgsmål lyder: ”Hvilken ungdom taler vi om?”. Her forsøger vi at<br />

fremstille nogle begreber om de unge og nogle billeder af unge, som de fremtræder<br />

i forskellige undersøgelser.<br />

Det fjerde spørgsmål er: ”Hvilke sammenhænge må de unge finde sig (selv)<br />

i?” Her går vi tættere på de unges opvækstvilkår og deres forskellige livsrum.<br />

Det femte og sjette spørgsmål lyder henholdsvis: ”Hvad skal en ungdomspædagog<br />

kunne i dag?” og ”Hvad skal den pædagogiske arbejdsplads kunne?<br />

”Her sætter vi fokus på de råd, som vi har fået gennem vores arbejde med<br />

klubudviklingspuljen.<br />

Endelig er det syvende spørgsmål: ”Hvilke teorier har en ungdomspædagog<br />

brug for i dag?” Her gennemgår vi nogle teorier, som er vigtige for det pædagogiske<br />

relationsarbejde.<br />

God læselyst!

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!