udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

Mennesket forstår sig selv via sin livsfortælling
SIDE 27 DIALOG 1
Det fortællende eller narrative perspektiv er i de senere år begyndt at fylde i
den psykologiske diskussion om identitet og udvikling. Det er ved at trænge
ind i den psykologiske teori, at selvfølelse, mening og betydningskoder ligger
indstøbt i de personlige fortællinger (narrativer), og at den letteste måde at få
indsigt i det enkelte menneskes psykiske liv er ved at bede dem fortælle,
hvem de er.
Den hollandske psykolog Hubert Hermans (1995) ser således ”selvet” (personlighedens
kerne) som menneskets grundfortælling om sig selv. Det personlige
narrativ har vi imidlertid ikke skabt i enrum. Det er derimod resultatet af vores
forhandlinger med betydningsfulde andre i vores liv.
Vores narrativer er som alle andre fortællinger en blanding af fiktion og konkrete
oplevelser. Vi kan ofte have vanskeligt ved at skelne mellem fiktion og
fakta i de historier om vores liv, som vi fortæller til os selv og til andre. Hvad
enten der er tale om fiktion (fantasi) eller om mere faktuelle kendsgerninger,
udgør vores livshistorier et grundlag for vores selvforståelse, vores selvbillede
og vores følelsesliv.
Når vores selvfortælling først er fastlagt (f.eks.
”jeg er initiativrig”), optræder pointen som en
objektiv kendsgerning. Når vi har navngivet
vores egenskaber, mener vi at vide, hvad det
er, vi taler om: ”To name it is to tame it”.
7. antagelse: