udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

DIALOG 1 SIDE 20
Den relationelle pointe kan illustreres med Flemming Andersens model af relationens
forrang for det individuelle:
BEVIDSTHED
PRAKSIS
Model 1 er en stiliseret tegning af den mindste relation,
som man indgår i: Dyaden. I denne dyade
repræsenterer de to sløjfer to individer, som står i
relation til hinanden. Hver sløjfe har en overbygning
(hovedet, bevidstheden), som dels får input fra ”det”
(verden udenfor relationen) og dels fra ”du” (den
anden i relationen). En sådan dyade er den mindste
sociale enhed, der kan tænkes. Mennesket er ikke
en monade (et selvstændigt univers), men indgår
mindst i en dyade med en betydningsfuld anden . At
være i relation betyder, at vi kun kan forstå vores
egne succeser, fiaskoer, ressourcer og problemer
som resultatet af, hvordan vi har set os selv i den
andens øjne. Vi er ikke isolerede, men relaterede.
Vores psyke er ikke en enhed dannet og udviklet af
sig selv, men et resultat af de relationer, som vi til
enhver tid har indgået og aktuelt indgår i.
Sådan starter det. ”Manden” og ”kvinden” griber ind i hinandens liv (her
underliv) og bidrager med et æg og en spermatozo til det kommende foster.
Fosteret og moderen udgør en ubrydelig komplementær relation som forudsætning
for fosterets vækst. Efter fødslen udgør omsorgspersonen og barnet
også en tæt relation, som varer, indtil barnet kan løsrive sig på et givet tidspunkt
i ungdomsårene for at indgå i nye relationer – og næste generation
kører en ny runde på udviklingens cykel.
Imellem de store cykler indgår vi i utallige dyadiske relationer til betydningsfulde
andre: Voksen og barn, leder og medarbejder, spiller og dommer osv. Alle
disse relationer udgør en relationel komplementaritet af to forskellige personer,
som i deres forskellighed formår at fuldstændiggøre hinanden.