udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

SIDE 147 DIALOG 7
Her har vi i to sætninger forskellen på selvet i det moderne og i det postmoderne.
I det moderne ledte vi efter vores inderste selv ved at klæde os på i forhold
til det, vi tror, vi er. I det postmoderne er der ikke et inderste selv (men en
hel befolkning af ”selver”), hvorfor det i det postmoderne handler om at
opfinde sig selv ved at tage tøj på som understreger opfindelsen.
Gergen trækker en lang række linjer mellem den posttraditionelle debat og
menneskets situation her ved afslutningen af det 20.århundrede.
Fællestrækket er, at forestillingen om en overordnet helhed (et selv), der giver
sammenhæng, er under opløsning. På baggrund af de opløsningstendenser,
som det postmoderne er udtryk for, stiller Gergen spørgsmålstegn ved, om vi i
det hele taget kan opretholde en forståelse af individet som autonomt. Gergen
argumenterer for, at vi må forlade denne opfattelse og forstå mennesket i de
relationer, det befinder sig i.
Han fremdrager centrale elementer ved det relationelle selv, nemlig det, at
individet skal finde sig selv i et utal af relationer. Han betragter den postmoderne
identitet som en identitet, der i langt højere grad end tidligere er bevidst
om, at det er i de sociale relationer, at identiteten opstår og fastholdes.
Gergen viser, hvordan en lang række undersøgelser stiller spørgsmålstegn ved,
om hukommelse, følelser og moral kan forstås ud fra det enkelte menneske,
eller om det kun er muligt at forstå disse vigtige psykologiske størrelser gennem
den sociale kontekst.
Gergen fastholder gennem hele sin produktion et kulturkritisk perspektiv på
det rationelle selv. Han påpeger, hvordan de mange sociale relationer, som
mennesket indgår i, betinger en mætning, udhuler selvet som begreb og i
praksis gør det skrøbeligt.