udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

DIALOG 5 SIDE 94
3. Pædagogen skal se, høre og spejle den unge
For at leve op til Hoppes bud kræver det, at man som pædagog gør sig fri af
sine umiddelbare fordomme eller grundantagelser om, hvordan en ung bør
leve sit liv.
De gennem mange år udbyggede grundantagelser skaber et selvbekræftende
system, som gør os snæversynede og forhåndsindtagede. Derfor kræves et
stort og selvkritisk arbejde for ikke at se det, som vi forventer at se. Naturligvis
spiller uddannelsesbaggrund ind på vores grundantagelser, men kun i de
sjældne tilfælde, hvor pædagogen oprigtigt har fået rystet sine grundantagelser,
sker der noget nyt. Normalt betyder uddannelsen blot, at der lægges et
tyndt lag faglig fernis ud over de oprindelige antagelser.
Når et menneske efter endt uddannelse starter på en arbejdsplads, indføres
vedkommende automatisk i en bestemt organisationskultur. Den organisationskultur,
som pædagogen ansættes i, indeholder en række grundantagelser, som
måske endda kan være af en sådan karakter, at de antaster vedkommendes
oprindelige grundantagelser. Når det sker, kan vi blive nødt til at revidere vores
oprindelige antagelser eller protestere mod organisationens. Ved hver ny
ansættelse skal kulturens grundantagelser således genforhandles, hvilket har
de fordele at eventuelle ”blinde pletter” kan identificeres og udryddes. Som
oftest indoptager vi imidlertid lydigt organisationens grundantagelser og får
dem til at passe med dem, vi allerede havde.
”Hvis man nu ser hele den unges liv som en streg, der er 1 meter lang. De 90
cm af den meter ser den voksne som den unges misbrug og de sidste 10
centimeter som den unges sociale liv. Hvorimod hvis den unge skal beskrive
sig selv, ser han eller hun de 90 cm som værende sit sociale liv og så måske
de sidste 5-10 cm som sit misbrug. Hvis det er sådan, man som voksen
opfatter de unge, så kan man godt se, at det er to meget forskellige verdener”.
(Projektmedarbejder, 2001)
Som pædagog skal man hele tiden være opmærksom på sin position.