udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

DIALOG 5 SIDE 160
Den narcissistiske fortvivlelse er langt mere udtalt i det posttraditionelle samfund end i det traditionelle og det
moderne samfund. Den narcissistiske forstyrrelse består i, at individet er så optaget af sig selv, at han eller
hun udelukkende vil konstruere sig selv ud fra sig selv frem for at danne sig selv i og med relationen til betydningsfulde
andre. Personer med denne forstyrrelse søger beundring frem for samspil. De higer efter at få
betydning for andre, men er ikke interesserede i at opnå ligeværdighed eller gensidighed.
Den narcissistiske person vil fylde rummet omkring sig med andres kærlighed og beundring. Får narcissisten
ikke kærlighed eller beundring nok til at fylde den indre tomhed, som gør personen umættelig, bliver andre
afvist som umulige, ubrugelige og uværdige.
Her er det en væsentlig pædagogisk udfordring ikke at lade sig indfange i det ”narcissistiske spejlkabinet”,
hvor man skal beundre den unge eller bliver kasseret af den unge.
Da mange voksne hjælpere selv har en snært af den narcissistiske personlighedsforstyrrelse, kan usund symbiose
mellem den narcissistiske unge og den narcissistiske voksne opstå, hvor begge benytter sig af følelsesmæssig
afpresning for at få den andens beundring. Kun voksne, der er nået ud af den selvcentrerede bevidsthed,
kan fungere som hjælpere for en narcissistisk forstyrret ung.
4. Trodsigt at ville undgå at forandre sit selv
Den fjerde form for fortvivlelse hænger sammen med, at individet mener at have gennemskuet både sig selv
og tilværelsen og derfor har resigneret over for det at realisere sig eller at blive andet, end det er her og nu.
Men også denne forestilling rummer sin fortvivlelse,
At være på trods betyder, at personen fastholder at være, som han eller hun er, og nægter at overveje andre
muligheder. Det er personer, der tænker som Skipper Skræk: ”Jeg er den, jeg er. Færdig, basta!”
Umiddelbart kan det synes at være en udmærket strategi, men når den ender i fortvivlelse, hænger det sammen
med, at individet ikke er indstillet på at se sig selv udefra. Ved trodsigt at fastholde sig selv mister individet
muligheden for at bevæge sig ind i nye positioner og udfordringer. Fortvivlelsen opleves måske ikke, men i
praksis stivner personen uden den bevægelighed og forsoning med andre, som er forudsætningen for et fyldigt
liv .