udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

4. Livet i fritids- og ungdomsklubberne
SIDE 77 DIALOG 4
Siden klubvirksomhedens start i begyndelsen af 1940’erne har klubbernes formål
og virke været til debat mellem de, som ønsker et frirum for de unges livsverden,
og de, som ønsker et system, der målrationelt tilpasser de unge til den
gældende samfundsmæssige norm.
Faktisk kan adskillige aktuelle diskussioner (f.eks. om i hvilken grad klubberne
skal være et fritidstilbud eller et socialpædagogisk tilbud) føres tilbage til dengang.
Laursen og Jørgensen (1996) beskriver, hvordan spørgsmålet om, hvorvidt
klubberne skal være kulturelle eller sociale, allerede blev behandlet af
Ungdomskommissionen tilbage i 1952.
Historisk set har klubbernes hovedopgave været at trække ungdommen væk
fra gaden. Det var almindeligt, at børn og unge ”hang ud på gadehjørnet”, og
her skulle klubben være det gode alternativ; et sted, der kunne tilbyde børn og
unge et fritidsindhold.
Det pædagogiske grundlag, der blev udviklet, fik betegnelsen ”tilbudspædagogik”
eller ”aktivitetspædagogik”. Som Laursen og Jørgensen fremfører, kan
”klubvirksomhedens pædagogiske grundlag frem til omkring midten af
1980’erne og begyndelsen af 1990’erne med en vis ret siges at være tilbudspædagogik
ud fra en definition af, at der gives en række faste tilbud af varierende
karakter, som større børn og unge formodes at have lyst til og som i
princippet kan vælges frit, samt at større børn og unge kan tilmelde sig eller
lade være. Det er samtidig grundlæggende, at større børn og unge skal have
muligheder for at afprøve og tilegne sig færdigheder og kompetencer igennem
at bruge disse tilbud. I tilbudspædagogikkens forståelsesramme handler det
oftest om aktiviteter, der er knyttet til en bestemt medarbejder med meget
konkrete kvalifikationer, og hvor de deltagende børn og unge primært er
sammensat på baggrund af, at de selv har valgt aktiviteten” (Laursen og
Jørgensen, 1996).
Gennem de seneste 20–30 år er det ”at gå i klub” blevet en naturlig del af