udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

SIDE 17 DIALOG 1
Menneskelig vækst består ganske vidst i gradvist at overvinde det subjektive.
At gøre verden til genstand til objekt for refleksion og beskuelse er at objektivisere
den (hvilket betyder at stille os selv udenfor eller overfor fænomenerne).
Men at overvinde den subjektive farvning af verden en gang for alle er ikke
erkendelsesteoretisk muligt. Det, vi ser, afhænger af øjnene, der ser, og selv
med et højt bevidsthedsniveau (se Dialog 7: Kegans teori) er vore observationer
fortsat prægede af vores begrænsede sprog, ligesom vores følelser og håb
farver det, vi ser.
Omvendt er virkeligheden heller ikke blot et produkt af vores egen frie, individuelle
fantasi. Virkeligheden er konstrueret af os i samarbejde med andre.
I en samtale om, hvad der er en hund, og hvad der ikke er en hund, udvikler vi
ikke blot vores begreber, men også vores syn på, hvad der er virkeligt. Ikke
alene har vi måtte lære os at benævne (eller begribe) hunden - vi har også lært
os, hvordan vi i praksis skal omgås hunden uden at komme til skade.
Når det drejer sig om hunde, er der et begrænset antal måder at begribe og
gribe dem an på. Drejer det sig om stole og borde, er mulighederne endnu
mere begrænsede, hvorfor vi let kan blive enige om, hvad de ”i virkeligheden
er”. Men jo mere vi nærmer os de abstrakte begreber (som vi ikke fysisk kan
gribe), desto større forhandlinger skal der til, før vi lærer at leve med forskellene
i vores syn på virkeligheden.
Mennesket – dets bevidsthed og personlighed – er en social konstruktion.
Disse begreber er oparbejdet i vores kultur gennem en lang række mellemmenneskelige
(sproglige) forhandlinger. Abstrakte begreber som tid, rum,
psyke, sammenhænge osv. ved vi endnu mindre entydigt om, end vi gør om de
fysiske genstande. Abstrakte begreber kender vi kun indirekte gennem vores
fælles sproglige tilnærmelser til dem.
Denne antagelse om virkeligheden hører til den filosofiske skole, som kaldes
socialkonstruktionisme. Socialkonstruktionismen hævder, at virkeligheden er