udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

DIALOG 7 SIDE 144
Selvet i det modernistiske samfund
Modernismen er ifølge Gergen romantikkens arvtager, og han sætter lighedstegn
mellem modernismen og oplysningstiden, hvor man stræber efter fremskridt,
sikker viden og teknologisk udvikling. Modernismen betoner således
den ydre verdens betydning for menneskets udvikling, og adfærdspsykologien
bliver talerør for modernismens forståelse af selvet.
I det modernistiske sprog opfattes selvet som en fast og analyserbar enhed. I
stedet for at fejre det mystiske og lidenskabelige og aldrig fuldendte selv, som
blev skabt af det romantiske sprog, beskriver det modernistiske sprog mennesker
som gennemskuelige, åbne og konsistente. Den modernistiske litteratur
beskæftiger sig med, hvordan personer bliver det, de oprindeligt er. I dette
sprog opfattes præcise målinger af selvets tilstand som mulige. En hel industri
er i modernismen blevet udviklet omkring begreber som personlighedstest,
måling af selvværd og af intellektuelle præstationer.
Modernismen ser selvet som et produkt af erfaringer. Dette er i stærk kontrast
til romantikkens vægtning af det medfødte, hvor fænomener som geni, inspiration
og lidenskab var individuelt arvet. Som et resultat af det modernistiske syn
på erfaringer, så modernismen et fænomen som adfærdsmodifikation som svaret
på, hvordan man kunne kvalificere et menneskes erfaringer.
Begreber som autonomi og ansvarlighed er også en del af det moderne vokabularium.
Ligesom velkonstruerede maskiner bør det moderne selv være selvstyret,
solidt, troværdig og konsistent. Hvor det romantiske individ var et evigt
mysterium, er det modernistiske selv et individ, som er:
” forståeligt, tilstede her og nu, lige under overfladen af dets adfærd. Han er
ikke tilbøjelig til at blive rystet af en pludselig inspiration, bevæget af store
lidenskaber eller blive påvirket af en bølge af selvmord. Han er snarere stabil
og troværdig. Hans arbejde er lige så godt i dag som i morgen og overmorgen.
Det modernistiske selv bliver ikke overskygget af intense emotionelle dramaer.
Hans fornuft guider hans handlinger, og hans stemme er klar og ærlig.”
(Gergen, 1991, s. 49).