udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

4. antagelse:
DIALOG 1 SIDE 22
Tanken om, at relationen går forud for individet, er vanskelig for de fleste at
fange. Robert Kegan (1994) har forsøgt at anskueliggøre forholdet mellem
delene og helheden på denne måde:
”Forestil dig en glascylinder eller et rør, som er åbent i hver ende og som ligger
på siden. Inde i cylinderen er der en marmorkugle. Vi vil nu skubbe til
cylinderen, så kuglen kommer i bevægelse. Hvilken ende vil kuglen komme ud
af? Mens vi diskuterer det, er det helt naturligt for os at skelne mellem
cylinderens to ender, som var de uafhængige af hinanden. Hvis vi står på
samme side af cylinderen, vil vi skelne mellem den ”højre åbning” og den
”venstre åbning”. Hvis vi nu begyndte at være meget opmærksom på de to
åbninger, ville vi kunne konkludere, at cylinderen kunne opfattes som to
åbninger forbundet af glasset i cylinderen. Vi ville se glasset som noget, der
forbandt eller relaterede de to åbninger til hinanden. På trods af, at dette er et
uheldigt stationært og tingsliggjort billede af en relation, er røret faktisk et
bånd eller et link mellem de to dele; åbningerne. Delene ”har en relation”; en
relation til hinanden, og røret definerer relationen... Det vil være naturligt at
sige: Relationen går forud for de to dele. Delene (åbningerne) indgår i en relation.”
(Kegan, s. 313).
Vi danner vores virkelighedsopfattelse i dialog med andre
Vi er af den antagelse, at menneskers virkelighedsopfattelse skabes i dialog
med andre.
Men hvad er en dialog? En dialog er andet og mere end at tale sammen eller
diskutere et emne.
Det kræver dialogisk kompetence at kunne gå i dialog med andre. Det første
og afgørende element i dialogiske kompetence er evnen til at se den anden i
egen ret, altså som et individ med interessante meninger og en særegen
viden. I praksis demonstreres denne oplevelse gennem tre deldiscipliner: At
høre hvad der bliver sagt, at spejle den andens udsagn og vurderinger og at