udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

Epilog
SIDE 157 EPILOG
Med Kegans betragtninger om den integrative bevidsthed som den bevidsthedsmæssige udfordring i det posttraditionelle
samfund har vi bundet en sløjfe på den røde tråd, som vi havde planlagt at væve ind i teksten.
Men vi har kun delvist besvaret spørgsmålet om, hvordan man undgår de skader, som den frisatte udsathed
har for de unge. Vi har beskrevet, hvad en ungdomspædagog og en pædagogisk arbejdsplads skal kunne. Men
vi har ikke formuleret et entydigt svar på, hvad det er, der gør, at nogle kommer ud af ungdommen med et
sundt livsmod og en selvstændighed, mens andre hænger fast i bevidsthedsformer, som vi opfatter som umodne
og uselvstændige.
Den kulturelle frisættelse og mangfoldighed i det posttraditionelle samfund er en udfordring, som koster
mange ofre, hvis ikke kloge pædagoger kan hjælpe de unge til at finde sig et brugbart selv i mangfoldigheden
af udtryksformer.
Netop fordi der ikke længere er en tradition at læne sig op ad i overgangen mellem barn og voksen, bliver det
helt nødvendigt, at nogen påtager sig at hjælpe de særligt udsatte unge med deres identitetssøgen. Ellers vil
den eksistentielle angst for fremtiden ”æde sjæle op”.
Kierkegaards og menneskets fortvivlelse
Ved overgangen fra det romantiske (traditionelle) samfund til det moderne samfund skrev Søren Kierkegaard et
vigtigt psykologisk værk: Sygdommen til døden.
Bogen starter med den berømte og svært forståelige sætning:
”Mennesket er ånd. Men hvad er ånd? Ånd er selvet! Men hvad er selvet? Selvet er et forhold, der forholder
sig til sig selv, eller er det i forholdet, at forholdet forholder sig til sig selv.”