udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

DIALOG 5 SIDE 96
”Det var hårdt i tirsdags, det var! Man bliver træt af at hoppe hele tiden…”. Han
vimser omkring mig i en stadig ordstrøm, mens jeg skænker kaffe op og baner mig
vej til bordet. Han vil have anerkendelse for sin indsats og holder først inde efter, at
jeg returnerer et smil og bemærker hans evne til at udnytte sin højde plus hoppet,
der gav ham de ekstra 5 cm, som skulle til for at nå bolden. Joe ser nu tilfreds ud.
Mens jeg drikker min kaffe, gendannes billedet for min indre nethinde: Vi spiller
basket i skolens gård. Nogle af mine venner, jeg selv og nogle af de store drenge fra
”byggeren”. Vi har spillet to gange om ugen siden foråret med skiftende spillere alt
efter, hvem der har tid. Drengene er hurtige og gode både til at score og finte. Joe
har dog ikke udvist det store talent i den retning, men er kommet og har været med
ind i mellem.
Den aften skete der noget positivt for Joe. Spillet var i gang, men vores hold var
ikke så godt med. En modspiller kastede bolden i et pænt loop, der styrede direkte
mod kurven. ”HOP!!” råbte jeg, og Joe, der stod under kurven og gloede, hoppede
som på befaling, og for første gang kom han op over nettet og skød bolden væk og
forhindrede dermed modparten i at score.
Da det gik op for ham, at det var lykkedes, og resten af holdet sendte ham anerkend-ende
tilråb, var han ikke til at stoppe igen. Han hoppede, til solen gik ned.
Daskede hårdt til bolden dog uden tanke på, hvor den røg hen, hvilket resulterede i,
at bolden ofte røg direkte i hænderne på det andet hold. Men da vi efter endt kamp
dampende af sved stod under halvtaget og drak af vores vanddunke, lyste den store
klodsede dreng af selvtillid.
Når Joe kommer i klubben, er hans kontakt til de andre børn (og voksne) altid den
samme: småtjattende, drillende, dumme bemærkninger. Det er et image, han har
skabt, alle ved det, og når de andre børn ser ham, reagerer de med: ”Åhh nej, nu
kommer Joe”. De møder ham med forventningen om, at han er negativ. Der er opstået
en cirkel, der ikke er så let at bryde.
Jeg er sikker på, at Joe gerne ville have en berøringsflade, der ikke indeholdt de negative
aspekter - dril, tjat mm. - men han ved ikke, hvordan han skal agere i sådanne
situationer. Han er ikke vant til at have succes, ikke vant til at blive taget
alvorligt, og han har fundet tryghed i at være ”den dumme”. Den situation kender
han, og derfor skaber han på ny hele tiden situationer, hvor han kan brillere, med
det han kan: være dum.
Den aften på banen fik Joe succes og anerkendelse af voksne og jævnaldrende, og
han reagerede ikke med en ”lammer” på en forbipasserende skulder. Han fik følelsen
af at være velset, og han håndterede det.
(Fortællinger om unge i klub, Hæfte 1 i serien Fagets stemme, UFC Børn og Unge)
4. Pædagogen må kunne stille etiske krav til den unge
Pædagogisk arbejde foregår i et møde mellem mennesker og udfoldes i kontakten
og relationen mellem pædagogen og den unge. De handlinger, samtaler
og beslutninger, der finder sted i mødet, har betydning for begge parter, men
først og fremmest for den unge, der forsøger at finde sig selv.