udsat/frisat indhold - Servicestyrelsen

3. Livet i kammeratskabsgruppen
SIDE 75 DIALOG 4
Mens kammeratskabsgruppens betydning først for alvor er slået igennem
indenfor normalområdet i de senere år, har dette fænomen længe været kendt
og belyst i forhold til socialt udsatte og ekskluderede børn og unge.
Den amerikanske psykolog Judith Rich Harris har i ”Myten om børns opdragelse”
(2001) på overbevisende måde påvist, at når børn bliver, som de bliver,
er dette i vid udstrækning et resultat af noget, de gør ved sig selv i relation til
de kammeratskabsgrupper, som hurtigt bliver de egentlige referencegrupper.
Børn identificerer sig med en gruppe bestående af deres kammerater og venner,
og de skræddersyr deres adfærd efter gruppens normer.
For udsatte børn og unge har kammeratskabsgruppen en funktion som tidlig
erstatning for familiens ellers enorme betydning. I stedet for at orientere sig
mod familien som det væsentligste spejl for de unges identitetssøgning er
kammeratskabsgruppen i det posttraditionelle samfund blevet det vigtigste
spejl. Det er i kammeratskabsgruppen, at man søger sin bekræftelse, sine idealer
og sine ambitioner. Det er her, ens adfærd tilslibes, og ens identitetsmærker
etableres.
Kammeratskabsgruppen gør ofte brug af en række symboler for at udtrykke
sammenhold og styrke. De symbolske udtryk kan f.eks. være bestemt tøj, en
særlig måde at tale og bruge sproget på, valg af og tilknytning til bestemte former
for musik, tatoveringer, rygmærker, osv.
Gruppens symbolsystem fungerer som spejl for de enkelte medlemmer. Det
behøver ikke nødvendigvis at være det sande spejlbillede, men er snarere et
spejlbillede, der er forvrænget i en ønsket eller drømmeagtig retning, hvor
nogle træk forstærkes, og andre træk underbetones (Lihme, 2003).
Den enkelte unge, der vurderet alene kan fremstå som magtesløs og med lav
selvtillid, kan i gruppespejlet og via gruppens kollektive kraft og symbolsystem
fremstå som f.eks. sej eller med et højt selvværd.