Planer - Videncenter for uddannelses- og erhvervsvejledning

Planer 2012
uddannelse og dermed skal den enkelte have et mål/en plan for sit liv. (Pedersen
2007;179)
Uddannelsesplanen er systemets redskab til at hjælpe den enkelte unge med at skabe en
identitet og mening med livet. For Habermas ligger disse to begreber i livsverdenen
symbolske reproduktion, hvor konteksten er kommunikative handlinger (og ikke
instrumentelle og strategiske handlinger). Ud fra Habermas teori kan uddannelsesplanen
ikke være et pædagogisk redskab til at skabe identitet og mening. Den er en
instrumentel handling, som koloniserer livsverdenen. Han mener ’at kun kommunikative
handlinger i livsverdenen kan klare denne opgave’ (Ibid; 181).
Som professionel Ungdoms- og uddannelsesvejleder er jeg også underlagt systemet.
Mine handlinger og samtaler med de unge er på samme måde, som uddannelsesplanen
præget af instrumentelle og strategiske handlinger. Habermas mener, at den offentlige
sektor hviler på en instrumental fornuft, og at det derfor ikke er muligt for staten at løse
livsverdenen symbolske reproduktioner. I stedet skal civilsamfundet styrkes, og det kan
måske løses ved frivillighedens vej. Jürgen Habermas, Anthony Giddens, Ulrick Beck og
mange andre har netop udgivet et manifest ’Vi er Europa’ (Politiken, 5/5-2012), hvor de
ligger op til et europæisk år for frivilligt arbejde i Europa. Frivillighedens vej i
karriereplanlægning og pædagogik er måske ikke en vej, der ligger lige for os
professionelle, men absolut en tanke, der er værd at tænke ind. Habermas teori rummer
også en ide og en tro på den herredømmefri samtale. Denne samtale er kritiseret for at
være en utopisk tanke, dog mener Habermas, at vi kan stræbe efter den ved at være
bevidst om vores roller. I den professionelle pædagogiske verden kan der skabes ’øer’
for kommunikative handlinger, og det er dem, mener jeg, at vi vejledere skal søge ud,
således at valget reflekterer den unge og ikke systemet. (Pedersen 2007;185)
Uddannelse er blevet en vigtig diskurs i vores samfund, og det italesættes i en sådan
grad, at ingen (heller ikke de unge) kan være i tvivl om, at hvis man skal lykkes som
menneske, så kræver det en uddannelse. Den tyske sociolog Ulrik Beck, kalder denne
italesættelse for ’den institutionelle individualisering’ (Illeris 2009, s. 40). Man kan som
enkelt individ ikke komme uden om systemerne, som sætter rammen for, hvad den
enkelte må og skal. Uddannelsesplanen kan syne som en tvangsmæssig regulering med
en kompleksitet, som kan være svær at gennemskue for den enkelte, og som derfor skal
bruge individuel støtte til at få løst.
3.5 Den mangesidede vejlederrolle
Kan vi som vejledere både forvalte vejledningslovens dobbelthed og stræbe efter at
indfri livsverdenens symbolske reproduktion igennem øer af kommunikativ handlen?
Senmoderniteten betyder også for vejlederne, at de skal definere deres egen
vejlederrolle. Ved at være orienteret om individets og samfundets interesse, kan der
blandt vejlederne skabes bevidsthed om de mange roller og positioner, der i det daglige
indtages.
’…Vejlederne står i spændingsfeltet mellem de politisk udstukne rammer, de unges behov,
interesser og måder at fungere på, og vejledernes egne forforståelser, positioner, teoretiske
tilgange og deres konkrete arbejdsforhold’ (Illeris m fl. 2009. s. 123)
13 11