Planer - Videncenter for uddannelses- og erhvervsvejledning

Planer 2012
Sven Brinkman, dansk psykolog, beskriver en tendens til at lade de hårde diskurser, som
er test, evidens, evaluering, disciplin og selvformåen diktere uddannelsespolitikken. Den
humansitiske tilgang, den bløde diskurs, som kompetenceudvikling, ansvar for egen
læring, selvledelse og selvrefleksion får ikke meget opmærksomhed i et samfund
(Brinkman 2008; 162), der efter habermas’ teori, er blevet koloniseret, og dermed har
overtaget. Vejlederrollen bør have fokus på, hvilke betydninger en hård diskurs kan
have og inddrage de bløde diskurser gennem vejledningsaktiviteter i løbet af hele
skolelivet.
Peter Plant skelner i dette individ- og samfunds-perspektiv mellem 4 dimensioner:
Social kontrol eller samfundsforandring
Individtilpasning eller individudvikling
Han mener, at mange vejledere ønsker at opfatte sig som individudviklende snarere end
tilpassende, men politisk kontrol og standardisering kommer til at fremme kontrol- og
tilpasningssiderne af vejledningen (Plant 2005; 18).
Uddannelsesplanen er et af mange tegn på, at den individuelle planlægning er sat i
system. Den får karakter af sagsbehandling og tilpasning; og det gør, at den personlige
refleksion bliver institutionaliseret (Ibid; 22). Tidligere forskning har peget på en
diskrepans ml. samfundets mål og den faktiske virkelighed. Gunnel Lindh fandt frem til i
sin afhandling, at 15% af vejlederens tid blev brugt til vejledning (Lindh 2000; 22). Den
præcise tid en vejleder bruger til vejledning, har jeg ikke siden set blive optalt. De mange
reformer har ikke gjort bureaukratiseringen mindre, og mine overvejelser indebærer
spørgsmålet om uddannelsesplanen er igangsat som værende et middel til at nå ud til
alle unge i den allerede givne økonomiske ramme, og ikke et redskab til de
vejledningssøgende. Dette bringer mig til afslutningen af dette kapitel, og videre til det
næste, der netop handler om de unge vejledningssøgende.
4. kapitel - Den unges plan
I dette kapitel er det individperspektivet, der er fokus på, og hvordan uddannelsesplanen
bliver forstået af individet. Jeg skrev i foregående afsnit at vejlederen ifølge Peter
Plant forsøger at fokusere på individets unikke behov og ønsker for at skabe
individudvikling, og ikke tilpasning. Jeg vil i dette kapitel belyse individets unikke behov
og ønsker gennem forskere fra Center fra ungdomsforskning og gennem 7 unge fra min
vejlederpraksis.
4.1 Unge og planer i senmoderniteten
De unge i senmoderniteten har fået tildelt mange etiketter. Et af dem er ’Generation
fremtidsplan’ som jo er en rammende term at bruge i netop denne opgave. En anden
term som også bruges flittigt er Millennium generationen; og den beskriver de unge (fra
og med 1982), der oplever deres ungdom i dette årtusinde. Kært barn har mange navne
og får meget opmærksomhed, og det skyldes i høj grad, at de unge ikke er, som de
engang var. Det ord som de fleste karakteriserer de unge i senmoderniteten med er
individualitet (Cefu 2008/3;5). Det er ikke kun de unge, der er karakteriseret som
værende individualiserede, det er en proces, der er gennemgående for hele samfundet
14 12