studenterrådets retshjælp - Delfinen

en vestlig kiste sammen med den ghanesiske.
Problemet bunder i, at det moderne kunstbegreb
er opstået i Vesten og ikke eksisterer på samme
måde i andre kulturer. Det vestlige kunstbegreb
er autonomt – dvs. kunsten befinder sig ikke i
en hverdagssfære – mens kunst i andre dele af
verden i høj grad er en del af dagligdagen. Det er
i virkeligheden en gordisk knude, som er håbløs
at løse”.
Ikke desto mindre har der siden været mere
vellykkede forsøg på udstillinger af globalt tilsnit.
Som eksempel nævner Philipsen udstillingen
Documenta 11 fra 2002, hvor man forsøgte at
gøre selve den institutionelle ramme global ved
at brede udstillingen ud på platforme flere steder
på jorden – noget som projektet Rethinking
Nordic Colonialism, som kaster et kritisk blik på de
nordiske landes kolonialistiske fortid, siden har
taget op ved at sprede udstillingsaktiviteter over
bl.a. Grønland og Lapland.
Kapitalismen er farveblind
Men måske er det i sidste ende slet ikke
velmenende kuratorer eller militante kunstkritikere,
der vil virkeliggøre visionen om en globaliseret,
ikke-diskriminerende kunstscene. Philipsen
30 DELFINEN
pointerer, at det kommercielle kunstmarked i løbet
af de sidste 15 år har undergået en globalisering
og dermed i en vis forstand har overhalet de
progressive kræfter indenom:
”Den nyinternationale diskurs lægger vægt på,
at der skal være lige adgang for alle til at blive
bedømt på samme præmisser. Og det er faktisk
lige nøjagtig det, markedet gør: Kapitalismen er
farveblind, der er kun én præmis, nemlig kold og
kynisk profit – som man så kan mene om, hvad
man vil. Men det er paradoksalt, for kapitalisme,
auktionshuse og gallerier har for både den
klassiske, dannede kunsthistorie og de progressive
modbevægelser været det værste af det værste.
Men det er netop markedet, som på en måde
formår at skabe ens betingelser – der sidder ikke
nogen og bestemmer.”
Men selvom markedets usynlige hånd i
princippet er en neutral og upersonlig kraft, er den
ikke ganske uimodtagelig for pengestærke forsøg
på at påvirke efterspørgslen. Private samlere kan
nemlig udlåne udstillinger til museer, der ofte
er i pengenød, og hermed skabe interesse for
bestemte typer kunst. På den måde kan offentlige
museer, som Philipsen bemærker, bruges til privat
formuepleje og effektiv højnelse af bestemte
kunstneres markedsværdi.
Paul Gauguin: Manau Tupapau (1892). Gauguins malerier er et eksempel på den tidlige modernismes dyrkelse
af ikke-vestlige folkeslag som primitive og lykkeligt befriet for den vestlige civilisations byrder.
Kunstens konjunkturer
Når det kommercielle kunstmarked på trods af
dets mangler har bidraget til en mere globaliseret
kunstscene, hænger det sammen med mere
generelle økonomiske konjunkturer:
”Asiatisk kunst og især kinesisk kunst har været
voldsomt populært i de seneste 10 år og indisk
samtidskunst er nu også kommet med. Det skyldes
selvfølgelig den øgede velstand i de lande: Mens
det i starten udelukkende var vestlige købere,
der købte kinesisk og indisk samtidskunst, har
en større middelklasse i Kina og Indien skabt et
marked i landene selv, som presser prisen op.
Og så er der flere indere og kinesere, som lever
i Vesten og har succes forretningsmæssigt, som
nu får mulighed for at købe kunst fra deres gamle
hjemlande.”
Det er således ikke al ikke-vestlig kunst, der nyder
lige stor interesse. Generelt betragtet vil de lande,
der forfordeles i den økonomiske globalisering
også blive det i den kunstmæssige. ”I princippet
kunne en rig samler opdyrke et marked i et
afrikansk land og drive priserne i vejret. Men der
sidder ikke lige så mange rige afrikanere i Vesten -