8 DELFINEN
SMART DRUGS ER DET OK AT TAGE STOFFER FOR AT FORBEDRE SINE STUDIERESULTATER? VI DRIKKER KAFFE FOR AT VÅGNE OM MORGENEN, TAGER VITAMINPILLER FOR AT ØGE ENERGIEN OG BRUGER ALKOHOL FOR AT HAVE DET SJOVT OM AFTENEN. HVORFOR IKKE BRUGE STUDIE- FREMMENDE STOFFER TIL AT FORBEDRE HUKOMMELSEN OG KONCENTRATIONSEVNEN? ORD | ISABELLE KRISTIN STEINECK ILLUSTRATION | JOHANNE SORGENFRI OTTOSEN Hvor mange gange har man ikke tænkt, at det ville være dejligt at kunne tage en pille for på den måde at få hele pensumet ind uden anstrengelse. Et USB-stik direkte ind i hjernen. En sådan opfindelse findes ikke på nuværende tidspunkt. Til gengæld er der en del stoffer på markedet, som kan forbedre både koncentrationsevnen og hukommelsen. Amerikanske studerende og forskere er i stigende omfang begyndt at bruge denne type af lægemidler. Et eksempel på et sådant stof er Ritalin, der er udviklet til behandling af koncentrationsforstyrrelser og hukommelsesproblem hos børn med ADHD. Medikamentet øger brugerens indlæringsevne, selv om han eller hun ikke har nogen forstyrrelse i forvejen. Flere undersøgelser har vist, at op mod 7 procent af samtlige studerende i USA og op til 20 procent af forskere allerede har prøvet denne type af studiefremmende stoffer. I Danmark er der ikke publiceret nogen statistik på dette fænomen, men udviklingen peger på, at præstationsfremmende medicin til raske mennesker vil blive mere og mere almindeligt. Eksempel på præstationsfremmende piller Hvordan man sætter grænsen for præstationsfremmende piller er nok op til hver enkelt. De piller, som der primært hentydes til i denne artikel, er receptpligtige lægemidler som eksempelvis Ritalin eller Beta-blokkere. Motivationen for de studenter, der bruger Ritalin er, at stoffet fremmer både koncentrationsevnen og hukommelsen. Beta-blokkere bruges primært i Danmark til personer med forhøjet blodtryk, men stoffet kan også hjælpe på de symptomer, som kan forekomme ved eksamensangst. Blodtrykket og pulsen sænkes, således at det bliver nemmere at slappe af. Naturlægemidlet, Gerimax Ginseng, skriver på emballagen, at: “med Gerimax Multi Energi får du mere energi, øger dit præstationsniveau, forbedrer dine evner til at løse problemer og får hjælp i stressperioder.” Det lyder jo fantastisk. Hvorvidt denne påstand er korrekt er dog mere diskutabelt. Søvnproblem inden en eksamen er et andet problem, som mange studerende generes af. Dette “behandles” af nogle med en guldøl eller anden sjus inden sengetid. Hvorvidt dette er sundt eller ej, beror på antallet af genstande, man indtager. Har man mere udtalt søvnmangel inden eksamen, kan man få en recept af sin egen læge på benzodiazepiner. Personen kan efterfølgende få lettere ved at falde i søvn. Små doser af dette stof kan desuden mildne angst og forbedre præstationen. Benzodiazepiner har dog mange bivirkninger, og der er risiko for afhængighed. Forskere for studiestoffer I videnskabsmagasinet Nature den 11. december 2008 skriver Henry Greely sammen med 6 kolleger, at “vi burde byde nye metoder til at forbedre vor kognitive funktion velkommen”. Ikke-medicinsk brug af eksempelvis Ritalin er i dag en forbrydelse, der i USA straffes med fængsel. Mange ser det som snyd, unaturligt eller farligt at bruge denne type af lægemidler. Forfatterne til artiklen i Nature hævder, at der er brug for spredning af information angående fordele, risici og alternativer til lægemidler, der bruges til kognitiv forbedring. Forfatterne synes desuden, at information om motion, søvn og god mad skal spredes. Det er bevist, at disse faktorer bidrager med et bedre studieresultat helt uden de bivirkninger, der kan forekomme ved indtagelse af lægemidlerne. Artiklen i Nature afsluttes med en opfordring til at arbejde hårdt (red. via forskning) for at maksimere fordelene og minimere ulemperne med de studiefremmende stoffer, der findes i dag. 9 DELFINEN