Effektiv Naturhelbredelse Bind 1 - MayDay

siden - citerer doktor Vogels erfaringer med kulsukker, næsten
ordret som de står den dag i dag i "Den lille Doktor".
Selv om Vogel og Kirschner havde gjort et betydeligt arbejde for
kulsukker, kom den egentlige renæssance først i slutningen af
60'erne, med den begyndende "grønne bølge" og - måske især -
erkendelsen af, hvor svære bivirkninger de almindelige skolemedicinske
sårmidler og antibiotika havde.
Mine egne erfaringer med kulsukker har været spændende og
mangesidige. En overgang havde jeg cirka 200 planter voksende
omkring mit hus, og folk fra nær og fjern kom og høstede til
hjemmebehov i sæsonen. Skinnebenssår, åreknuder, eksem og
andre hudlidelser, kvæstelser, mavesår, sår på tarmene, tarmbetændelse,
divertikler, indre blødninger, vorter, hudcancer og
anden cancer, hæmorrhoider, ledegigt, bylder, betændelser i
benhinde eller sener - og meget, meget mere.
Eftersom virkningen af allantoin, syntetisk såvel som naturligt, og
hele kulsukkerplanten er at fremme sund, naturlig celledannelse,
så er det kun behandlerens egen kreative fantasi, der sætter
begrænsningerne for midlets muligheder. Normalt taler man om
kulsukkerrod, men også bladene kan benyttes, især selvfølgelig
friske i sommerhalvåret, men de kan også danne råstof for en god
tinktur. En mos af de friske blade giver en slimet substans og et
kraftigt udkog af roden danner også slim. Doktor William Donald
Kelley, USA, har benyttet dette slim på en behændig måde, idet
han har kombineret kulsukker med bromelain (s.d.). Da slimet har
nogenlunde samme konsistens som det slim, tarmen producerer,
blandt andet for at beskytte mod irritation, blander de to typer
slim sig let med hinanden. Men de er af helt forskellige sammensætning.
Kulsukkerslimen er et mucopolysakkarid, mens
tarmslimen er et protein. Tarmslimen bliver derfor fortæret af den
proteinopløsende bromelainfaktor, mens planteslimen fungerer
som en bæresubstans, der bringer den lægende allantoin i direkte
kontakt med den betændte tarmvæg.