Effektiv Naturhelbredelse Bind 1 - MayDay

generelt ud fra de samme principper. Forskellene ligger kun i den
særlige fremhævelse af ét disse principper. I realiteten er det både
muligt og også langt at foretrække, at en ernæringsterapeutisk
behandler iagttager samtlige basale principper, at hans behandling
er både samvirkende og orthomolekylær, er cellulært orienteret og
benytter mega-doseringer i den udstrækning, det er påkrævet.
Men der er andre begreber og dermed terapeutiske retninger, der
ikke lader sig placere helt så klart. Komplementær behandling
(Complementary therapy) og Integrativ behandling (Integrative therapy)
er betegnelser, der vinder stærkt frem i den engelsktalende verden;
men som også er dukket op i vort eget sproglige miljø. Tankegangen
bag begreberne er selvfølgelig, at man bør forsøge at
danne en syntese eller integraton af lægeortodokse og alternative
metoder, med henblik på - som en journalist udtrykte det - " at
tilbyde patienten det bedste af begge dele". Det er et besnærende
og forførende perspektiv, især når det bliver serveret på letløbende
journalesisk uden for meget skelen til, hvordan man integrerer
fremgangsmåder og discipliner med ofte helt diamentralt
modsatte og uforenelige menneskesyn, metoder og moralske
holdninger. Hvori skal integrationen rent praktisk bestå. Skal
vitamintilskud blot bruges til at hæve tolerancen overfor øgede
doseringer af toksisk kemoterapi eller skal vitaminerne bruges i
egen ret til at bekæmpe canceren? Skal EDTA kun bruges til
palliativ efterbehandling af bypass-opererede i stedet for at
helbrede de samme patienter inden bypass-operationerne? Skal
nutrientprogrammer kun benyttes til at afgifte NSAID-forgiftede
gigtpatienter? Eller skal de bruges til at blokere for den sygelige
udvikling inden medicinforgiftningen overhovedet behøver at
komme i betragning?
Det er den slags spørgsmål, som disse nye betegnelser bringer
med sig. Hvem skal integrere egen eller andres metoder ind i
andre eller egne metoder? - i hvilket stade af behandlingen og ud
51