Semikolon - EgernInc

F i r e f o r d o m m e o m m e n n e s k e r e t t i g h e d e r
har påpeget samme problem i den
neokonservative amerikanske politik:
”Med en voldelig udbredelse af frihed
og demokrati er det ikke muligt for den
selvudnævnte civilisationsforkæmper at
skelne mellem de ædle, universelle mål
og egeninteresserne” (Habermas 2005,
125).
Den nationale vinkel er også til stede i Den
Amerikanske Uafhængighedserklæring,
om end knap så fremtrædende.
Dokumentet taler fra starten om et folks
ret til at bryde båndene til en anden nation
og et folks ret til selv at blive en magt
blandt andre ligestillede magter, således
som Gud og naturretten berettiger dem
til. Subjektet er i første omgang folket og
i anden omgang de enkelte mennesker,
der tilhører dette folk. Hvis disse
menneskers rettigheder – til liv, frihed og
stræben efter lykke – undertrykkes, må
de som folk revoltere. Forholdet mellem
folk og individer er i øvrigt ikke nærmere
beskrevet i Erklæringen, og det er uklart,
om fx de amerikanske slaver kunne være
omfattet af de nævnte rettigheder, da de
kunne siges ikke at udgøre noget folk. Den
Amerikanske Uafhængighedserklæring er
åben for fortolkning på dette område.
Det er en kendt sag, at Thomas Jefferson
var en af de centrale forfattere af
erklæringen, som han også var med til
at underskrive, samtidig med at han var
slaveejer. Én tolkning kan pege på, at
rettighederne må gælde alle, eftersom
der ikke er kvalifikationer i så henseende.
Men en anden kan pege på, at for at
enkeltpersoner kan have rettigheder, må
de tilhøre et folk.
Verdenserklæringen af 1948 er
anderledes. Her opereres ikke med
suveræne folk eller nationer, men med
rettigheder til alle mennesker uanset
oprindelse, herunder national oprindelse,
jfr. art. 2. Her er ingen oprørsret for
folk, men Erklæringen advarer mod, at
undertrykkelse vil efterlade mennesker i
en situation, hvor de ikke kan se anden
udvej end oprør.
Verdenserklæringen kan altså siges at
være universel på en mere overbevisende
måde end de to 1700-talserklæringer, hvor
universaliteten må siges at være lokal.
Forskellen er vigtig, når man diskuterer
universalisme og kulturimperialisme. Det
sidste er let at få øje på, når magter, der
i egne øjne er civiliserede bl.a. på grund
af gennemførte menneskerettigheder
hjemme, med vold og magt søger
at gennemføre eget system ude – i
øvrigt med det uundgåelige resultat at
rettighederne, trods i hvert fald påberåbte
intentioner om det modsatte, trædes
under fode. Omvendt er det svært at få
øje på nogen kulturimperialisme, når det
kræves, at mennesker ikke må tortureres,
eller at personer kun må anholdes af
de i loven angivne grunde og under
prøvelse for en uafhængig domstol. I
mit arbejde som jurist i Zambia har jeg
heller ikke mødt nogen, der påberåbte sig
en kulturbestemt ret til at blive tortureret
eller at blive tilbageholdt uden hjemmel
i loven.
For det andet er Verdenserklæringen
ubegrundet og frem for alt løsrevet
fra naturretlige forestillinger. Den
Amerikanske Erklæring påberåber
s i d e [ 1 ]