Semikolon - EgernInc

More documents

Recommendations

Info

s i d e [ 6 ] l a r s D a m g a a r d n i e l s e n o g l a s s e F o l k e H e n r i k s e n dem – en idé der oprindelig blev formuleret af Kipling som ”den hvide mands byrde” og som i en fransk sammenhæng blev udtrykt som kolonimagtens pligt til at civilisere de oprindelige befolkninger. Og sidst blev menneskerettighederne direkte koblet til forestillingen om den moralske progression, da vi med Nürnbergprocesserne og senere den universelle menneskerettighedserklæring fra 1948 ville sikre os mod gentagelser af de massive menneskerettighedskrænkelser, som foregik under Holocaust. Den humanitære intervention kommer i denne optik til at fungere som en repræsenterende rite, der skal styrke vores tro på, at vi kan kontrollere historiens moralske progression og undgå humanitære katastrofer. Eller med andre ord at menneskerettighedserklæringen og den humanitære intervention markerer, at barbari er et overstået kapitel af verdenshistorien, og at barbariet, når det så alligevel forekommer, for alt i verden må afværges, hvis vi ikke skal genopleve Holocausts uhyrligheder. Derfor kan man sige, at retfærdighedsdimensionens sociale signifikans består i, at det at respektere og implementere menneskerettigheder i dag er den primære kilde til staters legitimitet (Donnely 1998, 86) - stater må ganske enkelt respektere det hellige, hvis de vil bevare deres legitimitet. Vi sympatiserer med de lidende, og vi finder os ikke i at se vores hellige ikoner blive brutalt nedslagtet for åben skærm, og derfor kræver vi af vores stater, at de handler på en måde, vi tror kan forhindre eller i det mindste begrænse menneskerettighedskrænkelsernes omfang. Grundlaget for denne legitimitets betydning er, at den er knyttet uløseligt til en særlig forestilling om retfærdighed forstået som respekten for individets værdighed. For ikke at fremstå som barbarisk kræver en humanitær intervention altså en legitimering, som er funderet i den fælles-menneskelige moralitet, som menneskerettighedernes gyldighed er forankret i. Kosmopolitisk legitimitet eller kosmopoliti? I artiklen har vi hidtil betragtet menneskerettighedsregimet – og dets dyrkelse af individets hellige status - som en nødvendig mulighedsbetingelse for en praksis som den humanitære intervention. I denne betragtning har vi fokuseret på menneskerettighedsregimets antropologi og i høj grad udeladt materielle og teknologiske betingelser. Man kunne nu spørge: Hvem har styrken og de fornødne militære og økonomiske midler til at håndhæve denne moralitet og dens tilhørende kosmopolitiske forestilling om verdensborgeren i verdenssamfundet? Hvem har med andre ord magten til at sikre verdensborgeren mod staters overgreb? Siden det westphalske statssystems fødsel i 1648 har den suveræne stat haft retten til og monopolet på voldsanvendelse. Dette system opstod dog i en tid, hvor krige ofte blev ført i rent selvforsvar eller for at tilegne sig territorier eller rigdomme. Den humanitære intervention adskiller sig herfra ved aldrig at kunne blive eksplicit begrundet i tilegnelsen af rigdomme eller kapital og må derfor formodes at være en bekostelig affære. Alligevel er det
stadig staterne, der står for udøvelsen, men i en noget anden betydning end tidligere, ikke som suveræner, men som hegemoniske supermagter eller som koalitioner af stater, der manifesterer deres økonomiske og militære styrke. USA og dannelsen af ’coalition of the willing’ efter terrorangrebet 9/11 har haft til formål at udbrede ”frihed og demokrati” i Mellemøsten. Desuden er det bemærkelsesværdigt, at USA har spillet en ledende rolle i samtlige af 1990’ernes humanitære interventioner: Somalia (1991), Irak (1991-), NATOs intervention i ex-Jugoslavien (1999). USA’s exceptionalistiske selvopfattelse som en moralsk højerestående nation modsvarer her deres exceptionelle økonomiske og militære styrke og er muligvis derfor den eneste stormagt, der i øjeblikket anvender deres kapaciteter til at føre humanitære krige. Udover at den vestlige verden med idealer som frihed, demokrati og menneskerettigheder repræsenterer den antropologi om mennesket, der udgør mulighedsbetingelserne for en praksis som den humanitære intervention, skal de også besidde en teknologi, som muliggør forståelsen af interventionen som en slags nålestiksoperation; en krig uden (alt for mange) ofre. Man kan næppe forestille sig, at en krig åbenlyst ville blive begrundet som et menneskekærligt foretagende, hvis man på forhånd har en klar idé om, at aktionen vil medføre civile og militære tab, der overstiger den oprindelige situations forventede antal ofre. Den militære og teknologiske overlegenhed bliver altså endnu et vigtigt element i retfærdiggørelsen af en humanitær intervention: Den må på forhånd kunne begribes som et relativt omkostningsfrit i m e n n e s k e h e d e n s t j e n e s t e projekt - målt i menneskeliv - for at bevare sit grundlag i menneskerettighedsregimet. I denne forbindelse påpeger Beck (2006), at ”den globale magt til at definere menneskerettighedskrænkelser principielt er afhængig af staternes økonomiske og militær magt” (ibid., 114). Selvom Beck her overser den globale offentligheds mulighed for at udpege og definere krænkelser, så pointerer han vigtigheden af økonomisk og militær magt hos den intervenerende part. Et lands eller en koalitions ret til at intervenere bliver altså i høj grad sammenfaldende med visheden om, at en intervention, som vi har været inde på, efter alt at dømme aldrig ville kunne forekomme på den intervenerende parts eget territorium. Overordnet betragtet savner den kosmopolitiske legitimitets praksis altså en demokratisk legitimitet, hvis ikke det blot, som Beck siger, skal ende med, at ”de rige og de gode blander sig i de fattiges og ondes anliggender” (ibid., 114) - eller med andre ord ikke skal være en rituel opretholdelse af forestillingen om den vestlige verden som værende alle andre civilisationer moralsk overlegen, idet det (indtil nu) altid har været vestlige magter, der har foretaget humanitært begrundede interventioner på ikke-vestligt territorium. På den måde er der en reel fare for, at Vestens moralske og militære monopol på håndhævelsen af retfærdighed ensretter den internationale normdannelse og dermed fastlåser de eksisterende magtforhold. I stedet for ensidigt at fokusere på de juridiske udfordringer som menneskeretten stiller det internationale samfund overfor, mener vi hermed at have vist, at det i studiet af menneskerettigheder kan være frugtbart at se på den rolle, s i d e [ 7 ]
Page 1 and 2: S e m i k o l o n § menneskeret §
Page 3 and 4: Menneskerettighederne er ikke nogen
Page 5: ikke tillader universelle værdier,
Page 8 and 9: s e m i k o l o n ; å r g . 7 , n
Page 10 and 11: s i d e [ 1 0 ] S t e e n S c h a u
Page 14 and 15: s i d e [ 1 ] S t e e n S c h a u m
Page 20 and 21: s i d e [ 2 0 ] S a r a m a r i a S
Page 24 and 25: s i d e [ 2 ] S a r a m a r i a S
Page 30 and 31: s i d e [ 0 ] e s b e n S c h j ø
Page 34 and 35: s i d e [ ] e s b e n S c h j ø r
Page 42 and 43: s i d e [ 2 ] l a r s D a m g a a r
Page 44 and 45: s i d e [ ] l a r s D a m g a a r d
Page 48 and 49: s i d e [ 8 ] l a r s D a m g a a r
Page 52 and 53: s i d e [ 2 ] J o n a s J a k o b s
Page 54 and 55: s i d e [ ] J o n a s J a k o b s e
Page 60 and 61: s i d e [ 6 0 ] J o n a s J a k o b
Page 64 and 65: s i d e [ 6 ] F r e j k l e m T h o
Page 66 and 67: s i d e [ 6 6 ] F r e j k l e m T h
Page 74 and 75: s i d e [ 7 ] F r e j k l e m T h o
Page 76 and 77: s i d e [ 7 6 ] k a r s t e n H ø
Page 84 and 85: s i d e [ 8 ] P e t e r H a n s e n
Page 86 and 87: s i d e [ 8 6 ] P e t e r H a n s e
Page 88 and 89: s i d e [ 8 8 ] P e t e r H a n s e
Page 90 and 91: s i d e [ 0 ] P e t e r H a n s e n
Page 94 and 95: s i d e [ ] J e n s V i g g o n i e
Page 96 and 97:
s i d e [ 6 ] J e n s V i g g o n i
Page 98 and 99:
s i d e [ 8 ] J e n s V i g g o n i
Page 100 and 101:
s i d e [ 1 0 0 ] J e n s V i g g o
Page 102 and 103:
s i d e [ 1 0 2 ] J e n s V i g g o
Page 104 and 105:
s i d e [ 1 0 ] J e n s V i g g o n
Page 106 and 107:
s i d e [ 1 0 6 ] J o n U t o f t n
Page 108 and 109:
s i d e [ 1 0 8 ] J o n U t o f t n
Page 110 and 111:
s i d e [ 1 1 0 ] J o n U t o f t n
Page 112 and 113:
s e m i k o l o n ; å r g . 7 , n
Page 114 and 115:
s i d e [ 1 1 ] m a r i a i n é s
Page 116 and 117:
s i d e [ 1 1 6 ] m a r i a i n é
Page 118 and 119:
s i d e [ 1 1 8 ] m a r i a i n é
Page 120 and 121:
s i d e [ 1 2 0 ] m a r i a i n é
Page 122 and 123:
s i d e [ 1 2 2 ] m a r i a i n é
Page 124 and 125:
s e m i k o l o n ; å r g . 7 , n
Page 126 and 127:
s i d e [ 1 2 6 ] A n d e r s D a h
Page 128 and 129:
s i d e [ 1 2 8 ] A n d e r s D a h
Page 130 and 131:
s i d e [ 1 0 ] A n d e r s D a h l
Page 132 and 133:
s i d e [ 1 2 ] A n d e r s D a h l
Page 134 and 135:
s i d e [ 1 ] A n d e r s D a h l S
Page 136 and 137:
Hold dig orienteret indenfor et bre
Page 138 and 139:
o g a n mm e l d e l ss ee r s i d
Page 140 and 141:
Page 142 and 143:
Page 144 and 145:
Page 146 and 147:
Page 148 and 149:
Page 150 and 151:
Page 152 and 153:
TT i d s s k r ii ff t s r e v ii e
Page 154 and 155:
om bidragsyderne María Inés Arriz
Page 156:
Filosofi Politik kultur Stat Jura a
show all

Semikolon - EgernInc

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?