Semikolon - EgernInc

til den stoiske kosmopolitisme. Dernæst
sporer jeg forestillingens udvikling i den
moderne liberalisme, eksemplificeret
ved John Rawls, og belyser dele af
den kritik, den har været udsat for
af kommunitaristiske filosoffer som
Michael Sandel og Alasdair McIntyre.
Til sidst forsøger jeg, med udgangspunkt
i aspekter af Charles Taylors politiske
filosofi, at kvalificere diskussionen om
universalitet versus sammenhængskraft,
samt diskussionen om det multikulturelle
samfunds fremtid.
Fra polis til kosmopolis
Det siges ofte, at oldtidens Grækenland
er Europas vugge. I så fald begynder
Europas historie altså med et gevaldigt
opgør mellem et kulturelt fællesskab på
den ene side, nemlig den athenske bystat,
og den kritiske fornuft på den anden side,
repræsenteret ved Sokrates. Den græske
bystat eller polis ses i denne sammenhæng
som paradigmeeksemplet på en førmoderne
kulturel enhed. Hermed menes
der, at individet i polis primært opfattede
sig selv som et medlem af fællesskabet:
Delen var netop det, den var, ved at være
en del af helheden, hvilket får den tyske
filosof Hegel til at beskrive den græske
polis som ”ein Kunstwerk, worin kein
Teil sich absondert vom Ganzen” (Hegel
1987, 240). Den moderne fremmedgørelse
mellem individ og samfund fandtes lige
så lidt som det moderne dilemma mellem
”min lykke” og ”fællesskabets bedste”.
Samfundets institutioner og normer var
ikke midler for individets private mål, men
umiddelbare udtryk for dets selvidentitet
(se for eksempel Taylor 1975).
i d e n t i t e t o g m e n n e s k e - l i g h e d
På et tidspunkt dukker figuren Sokrates
op i polis. Iklædt toga og pædagogisk ironi
udspørger han sine athenske medborgere
om deres grunde til at leve som de gør
og mene det, de mener. Sokrates spørger
ind til fornuften bag de forskellige skikke,
normer, guder og institutioner i polis, og
han peger på den universelle retfærdighed
i stedet for den særligt athenske. Ifølge
Sokrates, som vi møder ham i Platons
dialoger, kan intet samfund siges at være
godt og retfærdigt alene fordi dets borgere
er fælles om en bestemt kulturel identitet.
Et samfund er retfærdigt, hvis det i stort
og småt afspejler den ideelle stat, dvs.
hvis dets love og institutioner afspejler
den evige og til alle tider gældende
retfærdighed. Sokrates peger således på
det, der må gælde for alle, og som alle kan
indse med deres egen fornuft, og bliver
derfor anklaget for at spotte statens guder
og fordærve ungdommen. Hvilket som
bekendt fører til hans henrettelse. Sokrates
står derfor som et berømt eksempel i
vestens historie på, at fællesskabet ikke er
hele menneskets identitet; han bragte sig
selv på kritisk-ironisk afstand af det nære
fællesskab, og transcenderede det i en ny
og mere almen forståelse af retfærdighed.
Hermed var der født et menneske, der
først og fremmest identificerede sig med
sin almenmenneskelige fornuft og ikke
med nogen bestemt kulturel identitet.
Trods sin universalisme opererer
Platons Sokrates dog stadigvæk med
en hierarkisk menneskeopfattelse, hvor
retfærdighed betyder, at alle finder deres
rette hylde i samfundet og gør det, de
ifølge deres medfødte sjælskvaliteter er
gode til (for eksempel Platon 2003). Det
er først med stoicismens fremkomst i
s i d e [ 1 ]