Semikolon - EgernInc

menneskeligt en større medlidenhed
med alle lidelser, for alle menneskelige
elendigheder, et mere brændende ønske
om at bekæmpe dem og formilde dem,
en større tørst efter retfærdighed” (ibid.,
49, egen oversættelse og kursivering).
For Durkheim er der her tale om et
individ, som er helligt i rituel forstand. Et
individ hvis krænkelse vi derfor reagerer
ligeså stærkt på, som den troende gør,
når han eller hun ser sit religiøse idol
blive gjort til skamme (ibid., 46). Denne
hellige status er basis for den moralske
individualisme og er det før-kontraktlige
grundlag for et retsparadigme, hvor
individets rettigheder står højere
end statens eller andre institutioners
rettigheder. Hvis det således gør sig
gældende i vores kollektive bevidsthed, at
individet er noget helligt, hvis integritet
og værdighed for enhver pris må bevares,
så ligger den humanitære intervention
for en umiddelbar betragtning i direkte
forlængelse af dette menneskesyn. Med
Durkheims ord så forfølger vi vores tørst
efter større retfærdighed, og det gør vi
blandt andet ved at fokusere på grupper
af mennesker, hvis værdighed er blevet
krænket for derefter at igangsætte en
aktion, der har til formål at standse de
vantro, som følgelig bliver de, der ikke
respekterer og anerkender det totem,
vores moderne ”sekulære” religion
samles omkring. Problemet med den
humanitære interventions etiske fordring
er imidlertid til at få øje på, fordi det,
som vi har været inde på, stadig gælder,
at de vantros blasfemiske omgang med
det hellige individ kun kan komme til
syne som interventionskrævende i det
øjeblik, helligbrøden ikke foregår på et
stormagtsterritorium.
i m e n n e s k e h e d e n s t j e n e s t e
Når hensynet til retfærdighed derfor
ikke kan udelades af den humanitære
intervention, selvom det i praksis ofte er
betinget af hensynet til orden, så skal det i
høj grad ses på baggrund af det argument,
vi har opstillet ovenfor. Hvis Durkheim har
ret i denne samfundsmæssige helliggørelse
af individet, og at denne udvikling er
sammenfaldende med opkomsten af
mennesket som et parallelt retssubjekt,
så kan vi i samme religiøse termer
betragte retfærdighedsdimensionen i
den humanitære intervention som en
slags rite. En rite der som alle andre
riter er at betragte som det middel, den
sociale gruppe bruger for at bekræfte
sin egen eksistens (Østerberg 2002,
204). I tilfældet med den humanitære
intervention er den sociale gruppe løst
defineret som de dele af det internationale
samfund, der vælger at deltage i
interventionen (som oftest vestlige
stater) og dermed er med til at opretholde
troen på menneskerettighedsregimets
retfærdighedsforestilling. Men ikke alene
skal den humanitære intervention som rite
minde os om menneskerettighedsregimets
eksistens, den er også at betragte som
en repræsenterende rite, som ifølge
Durkheim har til formål at gøre fordums
storhedstid nærværende igen og at styrke
klanens kollektive bevidsthed (ibid., 204f).
Hvis vi betragter klanen som den vestlige
civilisation, så kunne fordums storhedstid
overordnet set være Oplysningstidens idé
om, at historiens moralske progression
lader sig styre af menneskets fornuft.
Denne moralske progression bliver
endda sammenfaldende med den vestlige
kulturimpererialismes forestilling om, at
vesten var barbarerne moralsk overlegne
og derfor havde et ansvar for at civilisere
s i d e [ ]