Download bogen De overvågede gratis her (pdf) - Tænk

Altså i modsætning til en anonym identitet, som eksplicit kan karakteriseres ved, at
man ikke uden borgerens medvirken kan henføre identiteten til en specifik borger.
Man kan groft sætte det sådan op, at hvis borgeren er identificeret, ligger kontrollen
altid hos en anden end borgeren.
Hvis borgeren agerer anonymt, betyder det, at der ingen mulighed er for at holde borgeren
ansvarlig – men agerer borgeren pseudonymt, så kan der være en måde at genkoble
forbindelsen til den fysiske person.
fem fundamentale positive grunde til at pseudonymisering
Når man diskuterer rettigheder og principper, må man være opmærksom på potentielle
interessekonflikter, der koncentrerer sig om magt, prestige og profit.
Der tales og skrives meget om persondataloven og de mange og komplekse problemstillinger,
som lovgivningen og håndteringen af lovgivningen vedrører. Med oftest gør
man tingene mere komplekse end nødvendigt.
Princippet, som vi genfinder i både Grundloven og den europæiske (og dermed også
danske) persondatalovgivning, er at tage udgangspunkt i borgeren som suverænt individ
med ukrænkelige rettigheder.
Retsprincipperne er reelt ret klare: Persondataloven gælder, så snart data med inddragelse
af alle tredjeparter kan gøres personhenførbare – altså så snart der skabes en risiko
for misbrug, så skal loven overholdes.
Omvendt – hvis der ikke etableres en risiko for borgeren, så falder det uden for lovgivningen.
Men lovgivningen går videre og dikterer risikominimering:
• Personhenførbare data skal anonymiseres, så snart det er muligt.
• Personhenførbare data må ikke registreres uden informeret samtykke.
• Man må ikke registrere data uden veldefineret formål og samtykke.
• Man må ikke sælge data uden klart forudgående samtykke.
• Hvis en virksomhed eller en myndighed skaber risici for en borger, skal det ske formålsspecifikt,
tidsbegrænset, minimalt og med informeret samtykke – og ikke mindst med
den bedste til rådighed værende teknologi – altså risikoen for borgeren skal minimeres.
Der er to klare problemer med Persondataloven.
a) Det ene problem er, at lovgivningen har huller så store som ladeporte.
Man kan lave undtagelsesbestemmelser – hvilket er udbredt i den offentlige sektor,
som nærmest er omfattet af en general-undtagelse, uden at kravet om risikominimering
for borgeren sikres. Samtidig er der en general-bagdør, som siger, at betydelige samfundsmæssige
interesser kan tilsidesætte borgernes rettigheder.
Påstanden i dette kapitel er, at disse bagdøre generelt misbruges i udstrakt omfang
– uden saglig begrundelse eller demokratisk vurdering af, om alternativer kunne sikre
borgernes rettigheder.
b) Det andet problem er, at sikkerhedsteknologier ikke inddrages.
Persondata-direktivet bygger på et krav om risiko-minimalisering baseret på ’teknolo-
108