Download bogen De overvågede gratis her (pdf) - Tænk

en såkaldt entreprise-arkitektur – skal man sikre, at informationerne i et system forbliver
i systemet selv. I et enkeltstående system kan der være fuld kontrol over hvilke data, der
vises på givne tidspunkter, og man kan derfor sikre beskyttelsen af, at der kun vises de
relevante informationer ved den pågældende sagsbehandling.
Med sammenhængende systemer – hvor informationer i ét system anvendes i andre
systemer – kan den, der sender informationer, ikke vide, hvad disse informationer vil
blive brugt til. Derfor kan den, der sender informationer til andre, ikke beskytte disse
informationer mod afsløring.
Det enkle svar er, at så sender man ikke informationerne. Det er ikke det samme, som
at systemer ikke må eller skal samarbejde – men det betyder, at en del af behandlingen
af informationerne sker i det afgivne system – og hvis dette ikke er muligt, at der stilles
krav til modtageren.
De informationer, der så afgives, kan enten være gjort anonyme, så de ikke er personhenførbare,
eller være forbehandlede, så det kun er de informationer, som det modtagne
system skal bruge, der afgives.
I de tilfælde, hvor det er specifikke informationer, der er brug for i et modtagende
system, er det vigtigt, at informationerne kun udleveres til netop den sagsbehandler, der
skal bruge dem i en konkret sagsbehandling – og at det sikres, at disse informationer
ikke kommer andre steder hen.
Der er en lang række andre teknologier, som kan anvendes til at sikre den enkeltes
privatlivs-fred. Her kan i flæng nævnes rollebaserede adgange, pseudonymitet, forbundethedsanalyser,
etc., som alle er teknikker, der kan anvendes til at sikre privatlivet
bedre. De er nævnt her for at illustrere, at der ikke er langt fra primitive privatlivsudstillende
metoder og til at anvende intelligente privatlivs beskyttende metoder.
Det handler mest af alt om omtanke, når systemerne designes – og at alle parter tager
ansvar for privatlivsbeskyttelse ved skabelsen af nye IT-systemer.
Det er dybest set i vores alle sammens interesse.
fire eksempler
Patientjournaler:
En patientjournal er naturligvis fortrolig information om den enkelte patient, og papirjournalen
behandles derfor fortroligt med påskrift om, hvem der må få – og har fået –
adgang til informationerne.
Naturligvis er det muligt, at en sundhedsfaglig medarbejder kigger i en tilfældig papirjournal
uden fagligt formål – men det vil være tidskrævende og med lille chance for
gevinst, dersom vedkommende søger personfølsomme informationer om en bestemt
person. Desuden er der en væsentlig risiko for afsløring, når personen står med den
fysiske journal i hånden, og kollegerne kommer forbi.
Det er nærliggende at tænke, at de sikkerhedsforanstaltninger, der anvendes på en
papirjournal, også er tilstrækkelige ved en elektronisk journal. Men desværre er det
langt fra tilstrækkeligt, når man skal beskytte borgernes privatliv i elektroniske patientjournaler.
Med en elektronisk patientjournal er tidsforbruget ved at gennemsøge informatio-
90