Læs hele projektet - Danske Fysioterapeuter

Bachelorprojekt udarbejdet af
Helena Kirstine Mejer Nielsen, Christina Petersen og Caroline Struwe Bødker
Den mest præcise metode til at måle konditionen på, er ved at måle indholdet af ilt og
kuldioxid i ind- og udåndingsluften. Forskellen udgør iltoptagelsen samt
kuldioxidudskillelsen. De direkte målinger kræver avanceret, dyrt udstyr og ekspertise,
hvilket vanskeliggør anvendeligheden i den fysioterapeutiske praksis (Beyer, 2008). Dog
findes der konditionstests, som måler den aerobe kapacitet uden direkte at måle iltoptagelsen.
Disse inddeles i maksimale tests, og submaksimale tests. Eksempler på maksimale tests er
Watt-Max-, Cooper- og løbebåndstesten, som kan anvendes til de ældre, der udgør den
fysiske elite og de fysisk fit’e. Eksempler på submaksimale tests er bl.a. Åstrands et-
punktstest, 400 MGT, 6 MGT og Shuttle-Walk, som kan anvendes til de uafhængige og
skrøbelige ældre. Fordelen ved disse tests er, at de er lette at udføre, samt at de ikke kræver
dyrt og avanceret udstyr, som de direkte målinger gør. Ulempen ved de submaksimale tests
er, at der måles indirekte på iltoptagelsen. Dette sker ved måling af parametre såsom puls,
blodtryk og Borgs skala, som kan sammenlignes med konditionen, hvilket ift. den direkte
metode, kan gøre målingerne upræcise (Beyer, 2008; www.maaleredskaber.dk). CP
Grundet den store arbejdsbelastning, skal alle maksimale konditionstests anvendes med
forsigtighed og omtanke, hos personer med f.eks. hjerteproblemer og hypertension. Derfor
skal man tage sine forbehold, når man vælger konditionstests til at vurdere aerob kapacitet
hos personer over 65 år.
Ældre mennesker kan muligvis opleve begrænsninger, ift. de fysiske krav der stilles til
udførelsen af en maksimal konditionstest. Ligeledes kan de opleve en følelse af angst, når de
skal arbejde med maksimal intensitet (Simonsick et al., 2001). Bl.a. på baggrund af
ovenstående problemstillinger, vil flere maksimale tests simpelthen være umulige at
gennemføre for det ældre menneske. Man er derfor nødt til at forholde sig kritisk til testen, ift.
den målgruppe man ønsker at anvende den til (Beyer, 2007). HN
5.5 400 meter gangtest
Testen er en delkomponent af LDCW. LDCW består af 2 minutters opvarmning og 400 meter
gang på tid (sekunder) og der måles på puls, systolisk blodtryk og Borgs skala. Opvarmningen
og selve gangtesten udføres på en 20 meter lang bane, markeret ved to kegler. 400 MGT er
valideret til brug, forskningsmæssigt såvel som i praksis, til undersøgelse af den aerobe
kapacitet og som prædiktor for tidligt funktionstab, død og kardiovaskulær sygdom hos ældre
mennesker (Newman et al. 2006; Simonsick et al. 2001; Vestergaard et al. 2009).
19