Projekt Af Synnøve Kerrn-Jespersen 10 Psykolog nyt • 22 • 2009 At reflektere over sig selv <strong>–</strong>
for at få gavn af at deltage i et terapeutisk forløb må man kunne reflektere over sig selv og sætte ord på. eller må man? Spørgsmålet opstod i forbindelse med et smerteprojekt i Århus Kommune. Det seneste år har jeg arbejdet som psykolog i projektet Aktiv Smertehåndtering ved Sociallægeinstitutionen i Århus Kommune, hvor jeg har ledet psykoedukative gruppeforløb i smertehåndtering for mennesker med kroniske smerter. Her har vi gjort den overraskende erfaring, at gruppedeltagere, der ikke har kunnet tale om deres indre, har haft god gavn af gruppeforløbet. Det står i modsætning til psykologers almindelige antagelse om, at mennesker skal kunne reflektere over sig selv for at få gavn af at deltage i et terapeutisk forløb. I det følgende har jeg valgt at sætte lighedstegn mellem det at kunne lave selvrefleksion og det at kunne tale om sig selv. Man kan selvfølgelig godt forestille sig et menneske have selvrefleksioner uden at tale om sig selv, men hvis refleksionerne skal have en chance for at udvikles sammen med andre mennesker, må der nødvendigvis tales. For at få tydeliggjort, hvad der ser ud til at virke, har alle deltagere i Aktiv Smertehåndtering udfyldt et kvantitativt spørgeskema, umiddelbart før de begyndte og umiddelbart efter afslutningen af samarbejdet. Artiklens empiri består af resultater fra en udvalgt smertegruppedeltager <strong>–</strong> her kaldet Peter. Han er valgt som repræsentativ for en gruppe på 8-12 deltagere, der tilsyneladende ikke kan tale om deres indre, men som alligevel ser ud til at få et godt udbytte af gruppeforløbet. Der er gennemført et kvalitativt interview med ham, som fokuserer på at konkretisere hans udbytte af at deltage i Smertehåndteringsgruppen. Aktiv smertehåndtering Når en kronisk smertepatient bliver henvist hertil, holdes først en samtale med en sociallæge og en psykolog. Her klarlægger vi patientens helbred, smertehistorie og livshistorie og afdækker hans ressourcer, begrænsninger og tanker om den nærmeste fremtid. Sammen vurderer vi, hvilke tilbud det er relevant at iværksætte. Vi opstiller desuden en liste med små, konkrete aktivitetsmål for de næste måneder, såsom at gå en tur hver dag på ti minutter, hvis patienten stort set kun ligger på sofaen. De enkelte moduler kan komme i vilkårlig rækkefølge, og man kan deltage i et eller flere. Blandt psykologer antages det, at man skal kunne reflektere over sig selv for at få udbytte af psykologisk baseret gruppebehandling, dvs. kunne tale om sine tanker, følelser og sansninger. I praksis fungerer det som et fastslået faktum og anvendes alment som et eksklusionskriterium ved visitation til psykologisk baserede forløb. I projektet valgte vi at være bredt inkluderende og tog deltagere ind, selv om de i visitationssamtalen ikke kunne udtrykke nogen refleksion over deres hidtidige smerteforløb eller liv. Vi fordrede kun, at man havde et almindeligt basalt begavelsesniveau, kunne tale og forstå dansk og var motiveret for at deltage. Vi besluttede at holde godt øje med fordele og ulemper ved det brede visitationskriterium. Kan man udvikle nye sundhedsfremmende mestringsstrategier i en tværfaglig, psykoedukativ gruppe, når man ikke kan tale om sig selv? Spørgsmålet rummer vide perspektiver: Hvis svaret er positivt, så er der nye muligheder for at hjælpe patienter. En lukket, ung mand Peter, som altså her må stå som repræsentant for gruppen, er sidst i tyverne. Da jeg møder ham første gang, har han svært ved at holde øjenkontakt, han har ufrivillige bevægelser og giver indtryk af en mangeltilstand. Han har afsluttet 10. klasse og har en toårig uddannelse som gartner. De seneste år har han arbejdet med natrengøring af togvogne. Peter har haft rygproblemer, siden han var soldat, men han er aldrig blevet undersøgt af en speciallæge. Hans daglige faste smertemedicin er et morfinpræparat, da han begynder i Aktiv Smertehåndtering. Peter deltager næsten alle gange i smertehåndteringsgruppen, men han siger kun noget, når han bliver spurgt. Han mener selv, at han ødelægger det for andre, når han siger noget <strong>–</strong> hele stemningen bliver for håbløs: ”Jeg har en evne til at altid finde noget at brokke mig over, finde det negative i … måske ikke en evne, men det sker tit.” På baggrund af sin tavshed, sit lukkede kropssprog med kun få, yderst kortfattede udtalelser i gruppen og sin generelle afvisning af at tale om sig selv fremstår Peter som en person, der ikke kan reflektere over sig selv. Flere hypoteser kan medvirke til at forklare, hvorfor Peter ikke kan reflektere over sig selv, selv om han er almindelig godt begavet: <strong>–</strong> Det gjorde man måske ikke i det miljø, hvor han voksede op. <strong>–</strong> Det kan være en forsvarsstrategi. Han beskytter en sårbar personlighed mod at blive oversvømmet af negative tanker eller erindringer. <strong>–</strong> Social usikkerhed/angst. Han bryder sig ikke om at være synlig. <strong>–</strong> Han er en mand og dermed konkret og handlingsorienteret. <strong>–</strong> Han er ikke trænet i at tænke analytisk. Hans skolegang og uddannelse er kortvarig. Psykolog nyt • 22 • 2009 11