Dragtjournalen - årg. 1 Nr. 1 2007 - Dragter i Danmark

F ig. 8
To danske drenge, Anton Peter Arne Frederiksen og
Ole Anton Frederiksen i matrostøj i henholdsvis 9 og
9 6. Bemærk den alvorlige smådreng anno 9 med
den smilende, kække dreng stående på stol i 9 0’erne.
Privatfoto.
Da man i slutningen af 1800-tallet forsigtigt og prøvende begyndte at finde alternativer til
helhvidt eller naturfarvet for visse typer af undertøj, nattøj og sengetøj – ligesom for herreskjorter
og lignende dragtstykker – så var det striber, ofte smalle småstriber – der var et af alternativerne.
Det andet alternativ var pastelfarverne. Det intime, hygiejniske og friske skulle altså være hvidt
eller ufarvet, muligvis pastelfarvet eller diskret stribet. Mørke eller farveglade underklæder og
sengelinned etc. er først kommet til som alternativ i moderne tid. Striberne har altid været
omgivet med ambivalens.
Så snart de diskrete striber var blevet indoptaget i dragten ud fra opfattelsen af noget rent,
blev de i den grad genstand for den gængse opfattelse af, at striber var sundt og velgørende,
renligt og ordentligt. Det blev endog normgivende for klæder nærmest kroppen og for eksempelvis
barneklæder. Mange generationer af børn blev iklædt “sømandsdragter” - matrostøj - på grund af
selvsamme, men også konnotationer som sporty og fysisk aktiv var knyttet til striberne.
Pastoureau fremfører et helt portrætgalleri af artige smådrenge og -piger i sådanne klæder.
Den tidligere franske præsident, Charles de Gaulle, og filosoffen Jean-Paul Sartre, kigger med sine
alvorlige øjne i små drengeansigter mod læseren.
Overalt i vesten var matrostøj artigt antræk for småbørn. Det må her indskydes, at disse
sømandsdragter ikke behøvede at være helt og aldeles stribede til. Det rækker med en krave,
manchetter eller en skjorte; de enkelte dele har samme værdi som helheden. Min egen barndoms
matrostøj mindes jeg så godt, intuitivt fornemmede jeg kravens elegance mod ryggen.
Striber er tilsyneladende aldrig ligegyldige, sådan kan man korfattet udtrykke det. Den som har
modet til at begive sig ind i stribernes univers – i mode og indretning – satser højt. Afslutningsvis
standser også Pastoureau sin fortælling med en overdådig billedkavalkade med illustrationer af
Daniel Buren og la haute couture européenne, repræsenteret ved Christian Lacroix og Gianni
Versace, samt et veldækket bord på Café Richelieu på Le Grand Louvre i Paris og dermed knyttes
slutning til start i stribernes historie. Striberne som modige, overdådige og manifesterende.
9