Dragtjournalen - årg. 1 Nr. 1 2007 - Dragter i Danmark

hvordan forskellige livsvilkår markeredes i dragten og hvilken betydning begrebet mode havde til
forskellige tider.
Bogen er først og fremmest et ambitiøst værk, der har forsøgt at medtage mange forskellige
aspekter af klædedragten i middelalderen i Norge og Sverige, lige fra betegnelser for dragtstykker
i testamenter til opfattelser af køn og klædedragt i svenske ridderromaner. Som det desværre ofte
ses, så hvad der vinder ved bredde, taber ofte i dybde. Heri ligger netop bogens største problem.
Den fremstår i flere afsnit som noget ugennemarbejdet og oversigtslignende, flere steder får man
mistanke om, at forfatteren har sprunget over, hvor gærdet var lavest.
I første del gives en gennemgang af forskningen med diskussion og fremstilling af diverse
dragthistoriske værker i Norden. Det synes her besynderligt, at stort set intet nyere dragtforskning
om middelalderen er medtaget. Den væsentligste kritik af en dragthistorisk fremstilling er kritikken
af Hildebrands dragtfremstilling i Sveriges medeltid i tre bind, udgivet i 1879, 1884 og 1894. Det
virker lidt for nemt at gå kildekritisk igennem en over hundrede år gammel bog, der end ikke
benytter kildehenvisninger. Mens Hildebrand får to siders gennemgang, er arkæolog og konservator
Margareta Nockert, der har udgivet utallige nyere artikler og bøger om middelalderens dragt, kun
beskrevet med fire linjer i denne del, skønt der i noten henvises til fem forskellige værker af
Nockert. I stedet burde fokus måske have været lagt på kritik af den nyere tids dragtfremstillinger.
(Andersson, s. 6-8 og 10.)
Det samme ses i delen om de arkæologiske fund. Her angives at Andersson vil benytte sig af
publiceret materiale i forbindelse med norske og svenske dragtfund. Det kan synes mærkeligt, at
den norske arkæolog Marianne Vedeler helt er forbigået i den sammenhæng, eftersom hun er den,
der i nyere tid har publiceret mest om norske middelalderfund. Flere nyere forskningspublikationer
er således udeladt eller overset af Anderson, og denne del af bogen fremstår mest som en kritisk
diskussion af tidligere tiders dragtlitteratur.
Lidt småfejl har også listet sig ind i denne del, f.eks. kritiseres Hildebrand for ikke at medtage
Margrethe-klædningen, der havde befundet sig i Uppsala domkirke siden 1600-tallet. Andersson
argumenterer for at manglen hos Hildebrand skyldes, at Margrethe-klædningen er en kvindedragt,
og at Hildebrand stort set kun fokuserede på mandsdragten og at hans gennemgang af kvindedragten
derfor var dels summarisk og dels direkte fejlagtig. Der er dog nok en mere væsentlig grund til,
at dragten ikke blev medtaget hos Hildebrand, nemlig at den først blev “opdaget” i kirken 1907,
altså omtrent fyrre år efter Hildebrand skrev sin bog. En anden “misforståelse” er, at forfatteren
angiver at benytte sig af arkæologisk materiale med henblik på sammenligning med de andre i
bogen benyttede kildegrupper. Det er imidlertid ikke arkæologisk materiale der benyttes, men
tekstfremstillinger af arkæologisk materiale. Dette gør naturligvis en forskel, men ikke større
end at det forstås at forfatteren har ønsket at sammenligne skriftlige kilder med eksempler på
bevarede dragtstykker. (Andersson, s. 34)
I anden del gennemgås terminologien og forekomsten af dragtstykker i svenske og norske
testamenter. Der kan ikke herske tvivl om at de mange udførlige diagrammer og tabeller over
forekomst af betegnelser og dragtstykker, har været et både omfattende og tidskrævende arbejde,
bl.a med at indsamle og liste de mange data (Andersson, s. 70). Dragterne er ligeledes inddelt
i overklassificering som underdragt, mellemdragt, overdragt, yderdragt samt hovedbeklædning.
Dette fungerer godt som opslagsværk, hvor læseren kan orientere sig i de enkelte dragtbetegnelser.
Desværre er tolkningen af de enkelte dragtstykker ofte diffus eller for kortfattet. Det fremgår
ikke altid klart, hvad der ligger til grund for tolkningen af en bestemt term til det ene eller det
andet dragtstykke, eller om der har været en forudgående analyse af terminologien, før termerne
forklares. Andre steder er termerne præcist oversatte, men her fremgår det ikke klart hvad, der
har ligget til grund for tolkningen, dette efterlader læseren lettere forvirret. Et eksempel er
termen toga, der oversættes til ærmekåbe på baggrund af et enkelt dokument.
Det fremgår ikke tydeligt om disse to dragtstykker altid var identiske, eller om det blot
forholdt sig sådan i den enkelte kilde. I bogens opslag er disse to termer sat i samme kategori
som ét og samme dragtstykke, og i de eksempler, der fremhæves i teksten, er det ikke muligt for
læseren at se om originalkilden har anvendt ordet ærmekåbe eller toga. I de efterfølgende grafer
og diagrammer er de to begreber ligeledes sat i samme kategori, og det er ikke muligt for læseren
70