Dragtjournalen - årg. 1 Nr. 1 2007 - Dragter i Danmark

Dragterne
I regnskabet er hver eneste meter stof brugt til dronningens dragter, omhyggeligt registreret.
Vi kan altså se præcis hvor meget stof og pelsværk, der gik til hver enkelt af dragterne. Til
klædet bruger man målene pannus, pecia og ulnus (alen).
En engelsk alen var på dette tidspunkt typisk 115 cm. Pannus var betegnelse for “et helt
klæde” mens pecia angav “et halvt klæde” skønt målet nogengange er noget mindre end en
halv pannus. Til en pecia gik omtrent 3-4 alen, ca. 3,5-4 m. Til et helt pannus gik mellem 6 og 8
alen, ca. 7-9 m. Til pelsværket bruges målene timmer og ventres, et timmer indeholdt på dette
tidspunkt ca. 40 skind, mens ventres talte et enkelt skind.
Philippa medbragte flere dragter, tekstiler og dragttilbehør end det udvalg, der optræder i det
her bragte uddrag. Et par ekstra dragter, forskellige smågenstande, udstyr til en karet, tekstiler
til et kapel, sengeudstyr - foruden gaver og dragter til forskellige hoffolk - opremses i det 12 sider
lange regnskab. I resten af dokumentet er forskellige dragtdele, tilbehør og andre tekstiler flere
steder registreret inkonsekvent mellem hinanden. Dette gælder f.eks. en ekstra kappe og endnu
en hætte, der omtales blandt sengeudstyret - måske dragter, der først blev fremstillet senere
som supplement og ikke var en del af det oprindelige udstyr. En mængde småartikler omtales til
slut i regnskabet, herunder adskillige alen silke, småspænder, hægter, påsyningspynt, dragtnåle,
løse perler, sko, tøfler, handsker og diverse hovedbeklædninger. I det her bragte uddrag findes de
dragter og rober, der blev fremstillet samlet til den unge dronning.
Den første dragt, der omtales, er måske den vi kan betegne som selve bryllupskjolen – den
dragt der skulle bruges til højtideligheden i domkirken. Dragten bestod af kjortel og kappe af
hvidt silkesatin, i datiden et kraftigt silkeklæde. Den omtales som udført med fløjl hvilket måske
skal betyde et mønstret stof fremkommet ved at luven enkelte steder var højere mode den flade
baggrund hvorved en mønstereffekt kunne opnås. Dragterne var foret og kantet med kostbart
pelsvæk
Kjortel og kappe skulle måske bæres sammen med endnu en dragt – en overdragt. Overdragter
var de dragter, der blev båret ovenpå en kjortel men under kappe. I regnskabet optræder
overdragterne som gonum – det samme som det moderne engelske ord gown og identiske med den
nordiske betegnelse kåbe. 1 Mens kjortel og kåbe var den sædvanlige kombination af dragter i tiden
omkring 1400, så bestod bryllupsdragten til den ceremonielle handling ofte blot af en enkel kjortel
og dertil en kappe, ligeledes kunne kroningsdragten bestå af denne kombination. Kappen var fra
gammel tid et standssymbol og i middelalderlige afbildninger af bryllupper er bruden altid afbildet
i kappe. Efter bryllupshandlingen skiftede bruden almindeligvis dragt, gerne til en overdragt båret
over bryllupskjortlen. I Philippas tilfælde måske til den kåbe, der omtales lige efter i regnskabet.
Denne kåbe bestod ligesom bryllupskjolen af hvidt stof, men denne gang af gyldendug udarbejdet
med et mønster af hvide blomster på den gyldne bund.
Inventaret tæller både en mængde fornemme pragtrober til stadsbrug og mere enkle ulddragter,
der formentlig var til dagtligbrug.
Omkring år 1400 brugtes ordet kåbe om en, ofte finere, overdragt, båret over kjortlen, tidligere brugtes ordet i
stedet om en lukket kappedragt, der både kunne anvendes til udebrug og fint brug og senere i historien betegnede
kåbe et slag eller kort kappe. Termen gonum blev i England anvendt synonymt med toga. I danmark anvendtes
toga synonymt med kåbe. I tiden omkring 00, var dragten efter engelsk mode typisk en vid, fodsid dragt, ofte
sammenholdt i livet af et bælte og forsynet med vide, brede hængeærmer. Hvis man sammenligner stofmængden
brugt til henholdsvis kjortler og kåber her i regnskabet, kan man se st kåberne generelt krævede betydeligt mere
stof.
59