Dragtjournalen - årg. 1 Nr. 1 2007 - Dragter i Danmark

En stor del af de, der definerede sig
som modeciterende eller modeskabende,
brugte tydeligt anderledes adjektiver end
modeverdenen til at beskrive deres mode. Mest
markant var de ord flere brugte om sig selv til
at beskrive deres egen mode og stil, heriblandt
klamt, billigt, luderagtigt, provokerende etc.
betegnelser som man sjældent finder i tilknytning
til mode i den etablerede modeverden. De
adspurgte knyttede disse begreber positivt til
deres påklædning. En fortalte eksempelvis:
Pr:“På en god dag kan man sige jeg ligner en
østeuropæisk gadeluder -på den gode måde.”
En stor del brugte ord som afvigende og afviger,
eksempelvis SA, der forklarede sin tøjstil som
en: “afviger-position udtrykt i tøj”.
Uniform eller ej?
Specielt de helt unge var egentligt ret
forskellige i stil og tøj, men definerede
alligevel sig selv som en del af samme gruppe. Der var alt fra punk med grønt hår og ganske
“almindelige teenagere”.
De interviewede blev spurgt om, man skulle have specielt tøj på for at komme i Ungdomshuset,
og samtlige svarede: “nej”. En stor gruppe rystede på hovedet og lagde ikke skjul på, at de synes
det var et latterligt spørgsmål. Andre mente at have hørt om nogen, der havde oplevet ikke at
være velkomne pga. tøjet, men ingen havde oplevet det selv. Generelt synes de interviewede,
at Ungdomshuset var og burde være et sted, hvor alle skulle have plads til at være sig selv – også
tøjmæssigt.
Før og efter – kildekritisk finurlighed
F ig. 10
Praktisk tøj til gadekamp? Aktivister for Ungdomshusets
bevarelse efter rydningen.
Et andet interessant aspekt er, at mange definerede praktisk tøj som værende tøj
til demonstrationer, og at dette var i stor modsætning til hverdagstøj og festtøj.
’Demonstrationstøj’ skulle opfylde bestemte kriterier; flade sko, så man kunne løbe, sort tøj,
så man ikke blev genkendt af politiet i mængden osv. En forklarede således, L: “Jeg har det på
jeg kan lide at gå i, jeg tænker ikke over det. Selvfølgelig tænker jeg over det til demoer, det
skal være praktisk og ikke for synligt. Man kan jo ikke komme til en demo i lyse bukser når alle
omkring en er i sort, så må det være sort ellers er man jo den første politiet får øje på og går
efter.”
Afsluttende vis skal det derfor også sige, at der var forskel på de interview, der fandt sted
før og efter, hvad man vel nok kan kalde de store uroligheder. Det blev tydeligt, at fokus var
forskelligt. Hvor de interviewede, før det gik løs, talte om festtøj, om at pynte sig og det, der var
særegent for deres stil mm., var der efter gadeurolighederne mere fokus på praktisk tøj. Det vil
sige tøj man kunne skjule sig i, løbe stærkt i og ikke vække genkendelse hos politiet.
Mange sagde, de havde gået og stået i det samme tøj i dagevis. Eksempelvis St: “Normalt er
jeg mere punk,men i dag er jeg mere casual fordi jeg er på gaden, så skal man heller skrige på
opmærksomhed på samme måde. (der er jo pansere allevegne) og jeg har været på gaden i flere
dage nu, så mit tøj er lige det jeg har gjort mest ud af.”