Dragtjournalen - årg. 1 Nr. 1 2007 - Dragter i Danmark

mere excentrisk end en enkeltradet habit; at den oprindelige blazer var dobbeltradet og syet i
flannel (flonel) eller hopsack, ikke i mørkeblå serge som i dag. Og så videre.
Antongiavannis historie om jakkesættets variationer og regler er ikke ny, kan man hævde.
Inden for nichen finder man også navne som Alan Flusser, G. Bruce Boyer og Bernhard Roetzel, der
alle siden 1980’erne har udgivet flere bøger om klassisk tøjstil med vægt på jakkesættet. Men
Antongiavanni dækker mere minutiøst og præcist end de andre. Man sidder engang imellem og
kæmper med at gøre sig billeder, når bogen nu ikke har dem, men han giver svar på alle spørgsmål
om jakkesættets mikrokosmos, som i hvert fald indeværende anmelder kan komme på. Og så
skriver han knivskarpt, som kun den kan gøre, der virkelig ved noget om sin genstand.
Om ikke før, så opdager man i hvert fald suveræniteten, hvis man sammenligner The Suit med
Mads Christensens Den store blærerøv (1996), som for nylig blev genudgivet. Alle de charmerende
kvaliteter ufortalt, er den Den store blærerøv et sargassohav af unøjagtigheder og vildfarelser, hvis
man måler den med The Suit. Eksempelvis sætter Mads Christensen sig for at forklare metervarerne
Super 100, 120 etc., som ifølge ham er ”et af de mest misforståede og mest misbrugte prædikater.”
Straks derefter afslører han over for den, der er klædt på af Antongiavanni, at heller ikke han har
forstået, hvad super-betegnelsen egentlig dækker over. Men det kræver også, at man researcher,
som Antongiavanni har gjort: Super 100, 120 etc. fortæller, at det pågældende stof er vævet med
så tynde garnstrenge, at man kan spinde 100 eller 120 af dem à 560 yard (lig en hank) på et pund
uld. Indtil 1960’erne spandt man kun garnstrenge op til Super 60, 70 eller 80, for så vidt at man
slet ikke talte om ”Super” dengang. Da gjorde ny teknologi, at man kunne arbejde med tyndere
uldfibre og spinde tyndere garnstrenge. Branchen blev begejstret og kaldte stof af disse tynde
garnstrenge for Super 100, og siden Super 120 mv., ikke fordi det var bedre stof, men fordi det var
vævet på tyndere garnstrenge end sædvanlig.
Sådan sætter Antongiavanni løbende myter og halve sandheder på plads i The Suit, og så
alligevel vil mangen en læser nok sidde tilbage med en følelse af, at Antongivanni også tager
fejl her og der. For værket er stort set renset for dokumentation og referencer. Man har kun
Antongiavannis person at sætte sin lid til, og det er jo ikke meget, slet ikke hvis man leder efter
byggesten til en doktordisputats eller lignende. Men tør man tro på Antongiavanni (og det er der
faktisk grund til), nærmer The Suit sig et finalt opslagsværk om jakkesættets virvar af diskrete
komponenter.
77