Dragtjournalen - årg. 1 Nr. 1 2007 - Dragter i Danmark

verden og alle kulturer”, fornemme folks “stadsetøj” eller “almuens dragtskik”. Tyler efterlyser
også en bedre sammenhæng mellem teoretikerne, der gennemgår dragt tekstuelt og den viden,
der kan findes i genstandsbaseret forskning. Som eksempel anføres teoretikernes afvisning af
jugendstilens faktuelle indflydelse på datidig dragt, hvori det hævdes at illustrationer med jugend
og art noveau dragter i modeblade fra den tid udelukkende skal ses som fiktive, dekorative
elementer, der ikke overførtes til virkelig dragt. Tyler viser i stedet med faktuelle dragter i
forskellige museumssamlinger, at sådanne klæder, der indoptog jugendstilens dekorationer virkelig
fandtes. Disse spørgsmål og teoretiske formuleringer af problematikken omkring dragtformidling
står glimrende og interessant sammen med Nilssons gennemgang af tradition og skiftende trends
i dragtudstillingerne på Nordiska museet i Stockholm.
Den tredje artikel, der følger trop er Berit Eldviks artikel om dragten som kulturarv. Heri tages
fat på den svenske folkedragt som identitetsskabende i nyere tids Sverige. Artiklen gennemgår
et projekt forestået af Nordiska museet i 1998, om at dokumentere dragtbrug og tradition i et
afgrænset svensk område. Den folkelig dragtskiks udvikling ses i forlængelse af forskellige politiske,
sociale og kirkelige bevægelser, der kunne have indflydelse på dragten men også udefra kommende
modepræg i perioden 1700 og frem til vore dage. Forfatteren påpeger meget interessant hvordan
småændringer har sneget sig ind undervejs bl.a. i materialer, såsom nylonstrømper, der erstattede
uldstrømper, og før da bomuld, der erstattede lærred mens dragtelementer og dragtens opbygning
forblev ens. Dette er tilsyneladende et af de få steder i Sverige hvor folkedragt endnu anvendes
i levende tradition, men nu kun i forbindelse med konfirmation og studenterafslutning. Det er
interesant at følge denne forfatters gennemgang af de nutidige bæreres forståelse og betragtninger
af “rigtig” folkedragt, dens brug og betydning, hvor den nærmest efterhånden mere synes som et
kostume end en egentligt brugt festklædning.
Til gruppen af artikler omkring folkelighed, iscenesættelse af nationalitet og identitet igennem
udtryksformer, hører også artiklen af Jennifer Craik. Det er imidlertid ikke dragter men krop Craik
kigger på, og skønt Brück i indledingen forsøger, meget abstrakt, at overføre udtryksformer i
folkedragt til kropslige gestaltninger, for at Craiks artikel ikke forekommer misplaceret, så lykkedes
det ikke helt at se hvad artiklen om australske kroppe gør i bogen om dragt.
Som mere teoretiske indslag har man fået fat i internationalt anerkendte dragtteoretikere som
Christopher Breward, Valerie Steele og Elizabet Wilson. Breward adskiller sig væsentligt fra de
foregående forfattere ved sin fastholden af skriftlige kilder som et vægtigere bidrag til forståelse
af en given tids brug af dragt frem for en bevaret dragt. Dette er naturligvis en modsætning til
mange af de andre forfatterenes efterlysning af genstandsbaseret forskning, men formår i stedet
at fremstå som komplimitterende hverandre istedet for modsatrettede standpunkter, for de
forskellige indfaldsvinkler giver tydeligvis forskelige tolkningsflader til begrebet dragt. Steele og
Wilson peger ligesom Tyler på kønspolitiske aspekter i dragtforskningen og synliggør misforholdet
mellem den teoretisk- akademiske og genstandsbaserede forskning omkring dragt – men fra så
forskellige vinkler og positioner, at disse ikke forekommer gentagende. Wilsons gennemgang af
dragtbaseret forskning er en spændende gennemgang af forskning på feltet ført up-to-date med
anmærkninger om nutidig dragtbrug. Det lykkes Wilson at sætte svært teoretiske formler på et
ellers nærmest æterisk abstrakt objekt – for hvordan forklarer man akademisk hvorfor moderne
skuespillerinder bærer hin eller den dragt? Det formår Wilson, når hun sætter teori på en endnu
knapt akademiseret begrebsverden. Det er dertil forfriskende at læse Wilsons ellers sædvanligt
svært tilgængelige teorikompleks på forståeligt svensk. Steeles artikel derimod går det lidt sværere
med at forstå hvor vil hen; af titel og indledning får man indtryk af at få en indføring i baggrunde,
mål og mening med opstarten af det nye dragttidsskrift “Fashion Thery”,men i stedet for at blive
præsenteret for tankearbejdet bag projektet får man en endeløs præsentation af artikler, der har
været i tidsskriftet men uden rigtigt at forklare hvorfor de har været der. Artiklen synes mere som
en reklame for Fashion Theory end at give læseren et indtryk af dragtteori.
De sidste to artikler af henholdvis Ingrid Roos Björklund og Helena Lindroth, omhandler i
modsætning til de andre smalle emner indenfor genstandsfeltet dragt: den ene om bh’en den
anden om sko. Dette gøres imidlertid så forskelligt at det atter belyses hvor bredt et genstandsfelt,
der egentligt er tale om. Björklunds tager udgangspunkt i skriftligt materiale i sin gennemgang
65