Dragtjournalen - årg. 1 Nr. 1 2007 - Dragter i Danmark

“Du er ikke velklædt, hvis folk på gaden ser
efter dig.”
I de efterfølgende kapitler demonstrerer
Antongiavanni sin brummellske stilfilosofi
ved at forklare, hvordan den lave mand kan
klæde sig i jakkesæt mv. for at se højere ud,
hvordan den høje mand kan gøre sig mindre, og
hvordan den normale mand kan vedblive med
at se normal ud. Og siden angriber han løbende
klædningsstykker og stilvalg, der ikke bidrager
til et ”harmonious whole”. Antongiavanni vil
have, at mænd tager tøj på, der paradoksalt
nok fanger andres opmærksomhed, fordi det
passer ejermanden perfekt og ikke larmer det
mindste - fordi alt er i harmoni. For ligesom
Brummell advokerer Antongiavanni bestemt
ikke for selvfornægtelse. Klassisk stil á la
Brummell og Antongiavanni - denne æstetisering af diskretion - vil også anerkendes, men på den
særligt ædle måde, som opstår, når den, der er hævet over behovet for anerkendelse, alligevel
anerkendes.
Vejen til den iøjnefaldende diskrete stil kræver kendskab til hele den klassiske garderobe,
først og fremmest jakkesættets variationer og regler. Ingen virtuositet uden et komplet kendskab
til instrumentet, med andre ord. Så Antongiavanni fremlægger dem alle. Når man lukker bogen,
kender man forskellen på en tail coat (kjole), morning coat (jaket), dinner jacket (smokingjakke),
smoking jacket (en blanding af smokingjakke og en slåbrok), stroller (en kort, semiformel jaket),
frock coat (ca. diplomatfrakke), blazer, sports jacket og lounge suit (habit). Samtidig ved man,
at smokingjakken skal have et spidst revers eller en sjalskrave, aldrig et almindeligt revers; at
habitten bør være mørkeblå, grå eller brun, og aldrig sort, som er reserveret til kjole og smoking;
at den lave mand skal undgå tern, og den høje mand striber; at metervaren flannel kan være
vævet på både kardegarn og kamgarn; at man aldrig skal bære en blomst i knaphullet på jakken,
hvis den ikke kan sidde der af sig selv; at en lommetørklæde basalt set kan foldes på fire måder
(the four-point, the triangle, the square og the puff); at lommetørklædet aldrig bør matche
slipset fuldstændigt; at den største herreskrædder i det 20. århundrede hed Frederick Scholte,
for han opfandt silhuetten the drape; at taljeknappen i jakken skal sidde en halv tomme under
ejermandens egen talje; at en smoking også kan syes i midnight blue, for det foretrak Hertugen
af Windsor (der var Edward VIII af England, indtil han abdicerede i 1936); at Albert Thurston
laver verdens bedste seler; at slipsets farver må reflektere eller komplementere skjortens eller
jakkens farver; at Prince-of-Wales-tern er en særlig version af glenurquhart-tern; at habitten
opstod i 1860’erne, da det engelske borgerskab gjorde landtøj til dagtøj i byen og henviste jaket
og diplotmatfrakke til formelle lejligheder; at schweizere og norditalienere væver verdens bedste
skjortestoffer; at Super 100, 120 etc. er smart markedsføring, og ikke borger for habitstof af høj
kvalitet; at grå flannelsbukser næsten altid går fremragende sammen med blazere og sportsjakker;
at sartorial armor er et udtryk hentet fra forfatteren Tom Wolfe, som betyder mørkeblå habit,
hvid skjorte, mørkt slips og sorte sko; at en sommerhabit kan syes af hør og bomuld, men også af
uldstofferne tropical worsted og fresco; at en dobbeltradet habit på én gang er mere formel og
76
F ig. 3
Prince Charles i en upåklagelig dobbeltradet
habit fra Anderson & Sheppard i London Skuldrene
er blot let vatterede. Lommetørklædet spiller med
skjorten, og slipset fortæller diskret om prinsens fortid.
Skjorteflipperne dækkes akkurat af jakkens revers,
og nedenfor ærmegabet ses lidt af skjortens manchet.
Slipseknuden er en klassisk four-in-hand. Prince Charles
er en rigtig dandy med Antongiavannis øjne. Foto:
GettyImages, Wikipedia.