Sorg – en diagnose På besøg i Norge Og hvad er efternavnet? - Elbo

Jeg tror på ADHD
For nylig kom min datter Tea alvorligt
til skade. I skolen klemte hun to
af sine fingerspidser af i en dør.
Mindre end to timer efter lå hun på operationsbordet
og fik syet fingrene på,
mens hendes far og jeg sad ved hendes
side. Ud over god faglig behandling havde
personalet fokus på os som forældre og på
Tea, som kun var lokalbedøvet. Lægerne
fortalte hele tiden, hvad de gjorde, samtidig
med at de forsøgte at aflede hende
med småsludren. Vi følte os konstant i
gode hænder med professionel behandling
og omsorgsfuld opfølgning. Under de
daglige kontrolbesøg havde vi den samme
sygeplejerske – en sygeplejerske, som
droppede en feriedag, for at Tea ikke skulle
møde en fremmed, der skulle skifte
forbindingen. Og efter sidste kontrol blev
vi mødt med et program hos ergoterapeuten
til genoptræning. Alt i alt et super
professionelt forløb, hvor vi følte os trygge
og velinformerede.
Anderledes var forløbet, da en lille, sjov
og energisk gut på syv år, jeg kender, blev
diagnosticeret med ADHD og autisme.
Fra mistanken opstod, til diagnosen forelå,
gik der næsten to år. Forældrene startede
i det offentlige sundhedsvæsen. Her fik
de at vide, at ventelisterne var så lange, at
de skulle gå til et privat sygehus, hvor
ventetiden ”kun” var et halvt år. Da de
endelig begyndte på et udredningsforløb,
kluMMen (lat. columna)
brugte de det meste af et år på konsultationer,
der blev udsat og aflyst af forskellige
omstændigheder. To år efter sluttede
udredningen med en konsultation, hvor
de fik stukket en recept i hånden med
ADHD-medicin.
Intet andet. De fik ikke anvist et terapiforløb.
De fik ikke en håndbog om, hvordan
man lever med sygdommen, og hvordan
man sikrer en god og udviklende
hverdag. De fik ikke udleveret skabeloner
som hjælp til at strukturere hverdagen.
De fik ikke en liste over forældregrupper
og legegrupper eller forslag til, hvor man
kan melde sig til fritids- og træningsaktiviteter
for børn med ADHD og autisme.
De fik heller ikke anvist gode skoler i
området. Og de fik heller ikke ADHD-
eller Autismeforeningens telefonnummer
i hånden, hvilket var det mindste, man
kunne forvente. Intet fik de. Kun en recept
på medicin og besked om at forny
den på nettet.
Måden vi behandler sygdomme på
Derefter skulle familien så møde omverdenen
med den nye diagnose. Her oplevede
de en virkelighed, som rigtig mange
ADHD-familier kender. Nemlig den, at
ADHD er noget, man vælger eller fravælger
at tro på. Det er helt almindeligt og
accepteret at betvivle ADHD-dia gnoser,
både blandt lægfolk og fagfolk. ADHD er
› KLUMME
kommet i kassen med andre ”tvivlsomme”
diagnoser som træthedssyndrom og piskesmæld.
Og det er helt almindeligt at
mene, at ADHD i virkeligheden dækker
over utilpassede børn med forældre, der
ikke forstår at sætte grænser.
Det er jeg lodret uenig i. Jeg tror på
ADHD. Og det bringer mig tilbage til Tea
og hendes fingerspidser. Måden, vi behandler
psykiske sygdomme på, betyder
noget for den almindelige opfattelse af
sygdommes berettigelse. Hvis vi behandlede
personligheds- og opmærksomhedsforstyrrelser
med lige så stor alvor og intensitet
som de fysiske sygdomme og ulykker
som Teas, ville holdningen til dem højst
sandsynligt også være en helt anden.
Oveni ville min lille ven og hans forældre
have haft stor gavn af, at der var stillet
et akut beredskab op, som da Tea mistede
sine fingerspidser. Han ville have haft en
mere alderssvarende faglig udvikling,
fordi han ikke skulle vente to år på de
rette rammer. Familien ville ikke have
været helt så tyndslidt af det lange forløb
– og hvis de så ikke også skulle kæmpe
mod en mistroisk omverden, så ville vi
være meget langt i retning af en ligeværdig
behandling af fysiske og psykiske
lidelser.
Lisbeth Zornig Andersen, cand.polit.
formand for Børnerådet
Psykolog Nyts klummetekster skrives på skift af seks personer, som har fået frie hænder til at ytre sig om tendenser i
det moderne liv og samfund. Skribenterne repræsenterer vidt forskellige fagområder – og opgaven lyder ikke på at
skrive om psykologi.
PSYKOLOG NYT NR. 1 | 2011 | SIDE 21