Modelkommuneforsøg - Herlev Kommune

Børnene inddrages: Hvad tror I, der sker nu. Børnene går villigt i dialog med
fortælleren. De fascineres af det menneske, der selv er fascineret af sit emne. 9
Fortælling er en empatisk del af nuet. Det er og må være improviserende,
forstået på den måde, at fortælleren nok har sin fortælling, men lytterne i
rummet er den anden del. De input, de kommer med, præger fortællingens
veje og vildveje. Det er fortællerens overblik, der får historien tilbage på
sporet. Derfor skal der altid være tændt lys, når man fortæller, så man kan se
blikket i tilhørernes øjne, man skal kunne se om de er med, om de danner
indre billeder, mens fortællingen løber. Fortællingen fodrer børnenes
billeddannelse. Det handler hele tiden om at prøve sig frem og undersøge
hvor megen billeddannelse børnene har at bygge fortællinger op på. Har man
lært at fortælle, har man også lært at lytte – og hermed rummer fortællingen
en vigtig sidegevinst – en øvelse i at kunne give andre rum og plads. Cit.
Fortæller Hans Laurents ved et evalueringsmøde oktober 2008.
Det er topmotiverede børn, der lidt uroligt venter på kunstneren, der en dag
er lidt for sent på den. Ligeså snart musikken starter, er de 100% på
aktiviteten, der er slet ikke problemer med at få startet op. ”Tali – kunstneren
fik en gude-velkomst hver dag”. (cit. Pædagog på evalueringsmøde).
Men børnenes motivation og opmærksomhed afspejles i pædagogernes
engagement. Selvfølgelig er de største succeser at finde, der hvor
pædagogerne er gode rollemodeller. Der hvor der gives ro omkring forløbet
uden at lade andre – måske daglige rutiner- med nød og næppe give plads til
at putte det kunstneriske forløb ind. Noget burde i perioden have været lagt
på hylden, så kunstforløbet ikke blev appendix til hverdagen. Børn, der ankom
til en time med dans og bevægelse efter at have været på tur eller efter at
have været på legepladsen, var forståeligt nok trætte – de havde i hvert fald
lige brugt kroppen i et stykke tid. Fordybelsen blev forstyrret, når børnene
f.eks havde legetøjsdag samtidig. Det var tydeligt for meget at skulle forholde
sig til at medbringe legetøj hjemmefra om morgenen og en halv time efter at
skulle bryde op, fordi der skulle være fortælling.
Ligeledes lod børnene sig også forstyrre, når de kunne mærke, at noget kom
bag på pædagogerne. F.eks hvis institutionen troede, at forløbet først skulle
starte nogle dage efter, at det ikke helt var aftalt hvilke pædagoger, der skulle
følge forløbet, eller at noget af det materiale kunstneren skulle bruge ikke var
fremskaffet.
I alle forløb fik vi set, hvor vigtigt det er for børnene og for udbyttet i et
læringsforløb, at der er stabilitet i voksengruppen. Faktisk kan gode og
mindre gode dage gøres op i forhold til, om det er den samme gennemgående
kendte pædagog der deltager sammen med børnene. Især i børnegrupper
med bare et par børn i problemer har en stabil voksenbesætning rigtig stor
betydning for børnenes udbytte.
De til forløbet knyttede oplevelser viste sig at være en succes. Forud for
danseforløbet fik børnene en forestilling at se, hvor deres kunstner
medvirkede. Det betød, at de var helt klar over hvilken type dans, de skulle
arbejde med. Ved besøget på Glyptoteket efter billedkunstforløbet, var
børnene virkelig motiverede for at høre om skulpturer og malerier. I
musikforløbet fik de 3 årige en koncert med de musikere de kendte, og i
koncerten blev børnene inddraget på forskellig vis, musikken nærmest åbnede
en verden for dem.
De bedste oplevelser var der, hvor det lykkedes at præsentere den aktuelle
kunstner, som børnene mødte i forløbene.
9 Når børn møder kultur, Børnekulturens Netværk 2006. Frit efter forfatter Louis Jensen.
23