Dansk Rock fra plagiat til KOPY

Pointen med at fremdrage Laings artikel er, at den viser hvordan
lokalitet for pladeselskaberne er ved at være regional snarere end national.
Hans påvisninger af, at en mere pan-europæisk trend er ved at afløse
den (anglo)-amerikanske, tyder på, at tidligere tiders opfattelse af,
at rockmusikken skulle være engelsk eller amerikansk for at være original
eller autentisk er på vej væk. Igennem det sidste årti er den geografiske
autenticitet blevet ændret idet afrikanske trommegrupper,
munkesang, bulgarske kvindekor, m.v. er blevet en ny variant af
autenticitetsbestræbelserne.
Rockmusik som litteratur
Rockmusik er en hybrid, der meget gerne optager emner og stilarter fra
verden udenfor. Det er svært at fastholde den udelukkende som populærkultur,
hvilket bl.a. skyldes, at den rockkritik som udøves i medierne
ofte er en ideologikritisk litterær kritik, som det bl.a. kommer til
udtryk, når Anders Rou Jensen fremholder næsten litterære forbilleder
for musikken. Plagiatet og kopien er nu engang ikke den ægte vare, og
Rou Jensen mener da også, at stor og ren kunst, som man finder den i
Lou Reed og John ·Cale's Sangs for Drella repræsenterer "en form for
værdighed overfor musikken, der sagtens kunne fungere som skoleeksempel
også for danske rockkunstnere på den hjemlige musiks niveau"
.52
Her fungerer musikken blot som en nødtørftig ramme om en subtil
litterær kommentar:
"Jeg har intet imod, ja kan endog glæde mig over, at musik flyder
over af litterære, ideologiske og musik-polemiske pointer, hvis
den i sig selv først og fremmest er musik. Men jeg bliver provokeret,
når kritikken med den ene hånd sælger ud af selv de mest
beskedne musikalske kvalitetskrav for at gribe et sæt litterærtideologiske
fraser, som man med den anden hånd kan slå den
kunst, der tør stå ved sig selv som musik, i hovedet med."53
52. Rou Jensen p. 38.
53. Søren Ulrik Thomsen 11. okt. 1991.
152