Dansk Rock fra plagiat til KOPY

kordmaterialets toner, idet den holder sig til disse trods de mange
spring. Også i Lars H.U.G.s version er det akkordtonerne, der er overordnede.
Han har blot valgt at lade e-mol-akkorden være det tonale udgangspunkt,
og at spænde denne op mod A-duren via en dominantisering
af akkordforløbet (eks. 5).
Sammenligner man de to versioners takt 9 (Ingmann) og 5 (H.U.G.)vil
man se, at også Lars H.U.G. holder sig til akkordernes toner.
Grethe Ingmann og Lars H.U.G., melodivarianter hhv. tkt. 9 og S, Dansevise, Eks. 6.
Den tættere funktionsharmoniske forbindelse mellem akkorderne betyder
imidlertid at hans meloditoner i højere grad opfattes som akkordtoner,
hvilket også understreges af hans nærmest medierende melodiske
udformning. H.U.G. fraserer. Her er en ny variation af folkelig
omsyngning: Rockmusikken er en musik, som har akkompagnementet
som en væsentlig del af udtrykket, og som vi alle ved, er den ofte
næsten umulig at synge uden dette. Originalversionen er præget af
klare melodiske linier, og tydelig sekvensering. Lars H.U.G.s version
læner sig så meget op ad sit akkompagnement, at hans melodi bliver
mindre signifikant (se eks. 6), det er akkompagnementet, der sekvenseres
(eks. 7).
Lars H.U.G., A-stykkets a-del tkt. 1-4 dansevise Eks. 7
I Em I I I I Eml #d I I I I Eml d I I I I A I I I I
Melodien er hos H.U.G. et middel til at udtrykke en sindsstemning: en
melodi med selvstændigt ekspressive træk forvandles til en deskriptiv,
idet Lars H.U.G.s person via fraseringen er med inde i billedet (auteuren
sætter sit præg på melodien).
184