Dansk Rock fra plagiat til KOPY

nemmer at akkorderne starter forfra hvergang, ja nærmest på en frisk,
på grund af den energiudladning, der sker under hvert gennemløb af
akkordsamensætningen:
A: I D / / / I D / / / I F#m / / / I F#m / / / I H / / / I H / / / I
I A# / / / I A# / / / I A / / / I A / / / I
J) H
Akkordernes spændingsforløb, Aldrig Mere, Eks. 12.
Også B-stykket udlader energi fremfor at opbygge denne. Det består
blot af tre akkorder, der fortsætter nedadstigningen:
B: I G / / / I G / / / I F / / / I F / / / I A / / / I A / / /
I Kliche versionen spilles nummeret af et rockorkester. Alle instrumenter
er meget rene i lyden udfra et sådant rockkoncept: Der er en guitar, som
energisk anslås, der er trommesæt, og ikke mindst en hi-hat, der virkelig
lyder naturelle, og der er en bas, der ligeledes anslås uden nåde i
form af equalizer eller andet lydmodulerende. Lars H.U.G. lyder her
meget desperat, han knækker over på stemmen, og fra vers 5 og ud
høres en besynderlig, nærmest absurd overstemme, der er i en egen
verden, men som på en eller anden måde alligevel forholder sig til Lars
H.U.G.s stemme.
I KOPY udgaven, der er langsommere møder vi crooneren Lars
H.U.G .. Versionernes forløb er ens, det er akkordgangen som er udgangspunktet.
Denne forstærkes i den nye, som nærmest lukker os
inde med Lars H.U.G. i en soundbox 120 .Gestisk vil de to numre se således
ud (Eks. 13):
120. Tak til Johanne Hempel, fordi hun en dag klargjorde denne måde at anvende
sound-box-begrebet på.
190
A