Dansk Rock fra plagiat til KOPY

Som det ses af ovenstående, kan det ikke være sproget, der er bestemmende
for, om man hører til på den danske rockscene eller ej. Men hvad
berettiger så til betegnelsen? Det er meget forskelligt, hvilke svar man
finder på spørgsmålet i forskellige perioder (- og forskelligt om spørgsmålet
overhovedet synes relevant):
"Den danske rockmusik er kun interessant i samme omfang den
er dansk. De grupper og musikere, som spiller på engelsk eller
amerikansk, er tit gode, men sjældent gode nok. Jeg tror kun det
er Poul Ehlers og Claus Bøhling, der har tilstrækkelig særpræget
tone til, at det er ligemeget om man også mærker suset fra kornmarkerne
og Pisserenden. De fleste grupper, som spiller "internationalt"
er kun til stede i vores virkelighed, fordi de tilfældigvis
spiller i den, de har egentlig ikke noget med os at gøre. Ikke
på samme måde som Elvis har med os at gøre. Eller Fats Domino,
Little Richard og Tommy Steele, Beatles, Stones og The Kinks.
Det er den rene vare. De virker fordi de spiller ud fra noget, der
har med deres virkelighed at gøre, og vi er endnu ikke blevet så
store bonderøve, at vi ikke kan sætte os ind i andre virkeligheder
end vores egne. Problemet opstår, hvis musikken prøver at
ramme deres virkelighed, når den fungerer i vores.
( ... )trods de elendige betingelser [at landet er for småt og for
snottet til at det kan svare sig at spille musik, (m.a.)] har den
hjemlige rock alligevel fundet et leje, hvor man med rimelighed
kan tale om en speciel tone, et særpræg. Det startede med Eik
Skaløes Dylanisering af det danske sprog i 1967, det kørte via Alrune
Rods vestkystdansk til Kim Larsens rock'n'roll-christianshavnsk
og Benny Holsts gårdsangerrock til Sebastians og Niels
Skousens miljødansk, og der står vi nu. I takt med den dårlige
økonomi, den voksende arbejdsløshed og overhovedet de generelt
dårlige forhold har den del af populærmusikken, som bygger
på plagiater, fået bedre betingelser. Grupper som Walkers, Children,
Shu-bi-Dua etc.etc., er populære. Interessen for ikke at interessere
sig for noget er voksende. Set i dette lys er det i grunden
imponerende, at den ordentlige musik har holdt sig klar af den
almindelige kvalitetsopløsning. Sebastian og Røde Mor er ikke
blevet bedre, måske teknisk, men ikke kvalitativt, men heller
ikke dårligere. ( ... )"5
5. Ellegaard, p. 7-8.
137