Familien som medspiller Farvede fødder Jagten efter mening - Elbo

værre med at forsvinde på uforudsigelige tidspunkter og til tider
af uforklarlige grunde. Men selv om netop manglen på stabilitet
kan virke som selve problemet, kan det såmænd også være selve
løsningen.
Med forsøget på at forenkle virker det samtidig, som om psykologen
advarer mod vor arts kendetegn og forbandelse: Tendensen
til at komplicere. Bevares, livet som et formål i sig selv er ganske
vist heller ikke ukendt for os tobenede med talegaverne. Det at
være i live kan godt føles som en tilstrækkelig gave; men den form
for beskedenhed er især typisk for forældre ved synet af den nyfødte,
overlevende fra alvorlige trafikulykker og andre, som også
har været udsat for noget livstruende. Men selv når beskedenheden
melder sig under mere fredelige forhold, indeholder den desværre
heller ingen holdbarhedsgaranti.
Når livet er blevet en selvfølge, minder det i værste fald om et
kedsommeligt overskud, som man ikke rigtig ved hvad der skal
stilles op med. De mulige følger udgøres af tidens tankevækkende
eksempler på, i hvor mange forskellige retninger man kan være
parat til at gå for at nå i mål. Det viser sig i stille forsøg på simple
living, udflugter i new age fra mindfulness til sjælevandring, men
også som ekstremsport med snow boarding i lavineterræn. Det hele
kan efter sigende byde på mening. Og når andre også taber den af
syne, kan den måske (gen-)findes i et af de scenarier.
Med den moderne borgers ønske om at finde mål
og mening i samtiden udpeges psykologen til at
være en slags professionel guide.
Historier om mennesker på sporet af den forsvundne mening
bliver ved med at være historier om yderligheder. Når forundringen
over de meget forskellige livsytringer har lagt sig, kan det til
alles forsvar siges, at de hver især har en pointe, når målet er at få
lov til at leve og få så meget ud af det som muligt.
Både problem og løsning
I den modsatte ende af skalaen findes de, der på trods af alverdens
livsbekræftende eksempler ikke kan stive sig selv af med at have
fundet tilstrækkelig mening. Den tragiske konklusion på nogle af
tidens mest udbredte diagnoser som depression og udbrændthed
er selvmordet. Men selvmordet danner kontrasten til mening med
liv: Meningen med nogen eller noget har det ganske vist med at
forsvinde, men afgjort ikke nødvendigvis for altid. Og selv når det
sker, forsvinder den gerne til fordel for en anden. Det trøstende
fingerpeg til klienten i dialogen er her interessant nok, at manglen
på stabilitet ikke kun er problemet, men også selve løsningen.
Værdien af meningen med nogen eller noget har det nu engang
med at variere. Mens meningen med fx visse venskaber afta-
SIDE 16 | PSYKOLOG NYT NR. 3 | 2013
ger og forsvinder helt, overraskes man af tilfældige bekendtskaber,
der ligefrem udvikler sig til opfyldelse af ønsket om en savnet berigelse.
Også andre begivenheder af lignende karat forløber uforudsigeligt
og beskrives gerne som udvikling. Der henvises til de
berørte i alle aldersgrupper og situationer med tilhørende forandringer
i livssyn og adfærd.
De lykkelige udviklinger har det heldigvis med at veje godt i
vægtskålen, mens de traumatiske kan øge antallet af møder mellem
vores to dialogpartnere. Med tanke på såvel det gode som det
dårlige er det ikke så mærkeligt, når psykologen (i al diskretion)
både undrer og ærgrer sig over, at klienter kan bruge så meget tid
på at søge efter mening i krise, mens stjernestunderne ikke får nær
så mange eller slet ingen ord med på vejen. Det er, som om sidstnævnte
har tradition for at være nok i sig selv.
Mulighed: ingen terapi!
Den mest sejlivede udfordring for alle klienter og deres professionelle
stifindere blev også strejfet i dialogen – den udgøres af overgangene
fra det gamle til det nye i eftersøgningen af mening. De har
det med at være talrige, af kortere eller længere varighed og mere
eller mindre krisefyldte. Antonio Gramsci kan stadig tale for de fleste
med sit notat om, at krisen præcist går ud på, at det gamle er afgået
ved døden, og at det nye ikke kan fødes. Men det afgørende er
også her, at fødslerne finder sted, selv om de kan være besværlige.
Den berørte har altid retten til at fungere som vidne i egne sager
om, hvilke overgange der er vigtige nok til at sørge for afgørende
vendepunkter. Men traditionen tro har fremmede stemmer
det med at så tvivl om den personlige drømmekraft. Fx får psykosomatiske
perspektiver på helbredsfænomenet stadig kølige iagttagere
til at trække på smilebåndet og stille kloge spørgsmål: Er
tabet af en puddelhund, en skilsmisse efter et gyseligt ægteskab eller
konkurrencen i et spændende karrierejob nok til at gøre syg?
Og er fundet af alternativer til mening med livet den effektive kur?
Det er der vist ikke evidens for!
Lidt mere livskendskab og indsigt i klinisk praksis kunne måske
føre den spørgende dommer frem til, at den slags for nogle slet
og ret er afgørende.
Hvad enten den berørte ledsages af sygdom eller stabilt helbred,
giver de krisefyldte overgange både anledning til årelangt
analysearbejde, påfaldende få konsultationer eller ligefrem et professionelt
råd om helt at give afkald på bistand for at nå frem til
næste station på rejsen. Midt i de mange diagnosers tidsalder gælder
det fortsat, at ingen terapi også kan være af det gode.
Lad os her til slut undgå at nære illusioner om de enkle løsningers
triumf. Når man forgæves prøver at komme på sporet af den
forsvundne mening, kan det selv for optimisten være sin sag at fæste
lid til tidens gang. I de tilfælde kommer det ikke mindst an på
at give den anden og sig selv lov til at have det dårligt – med god
samvittighed. Og det er bestemt ikke så lidt.
Per Betzonich-Wilken, dr.phil. i dialogfilosofi