› INTERVIEW Af: Sofie Hviid <strong>Familien</strong> er terapeutens bedste ven SIDE 8 | PSYKOLOG NYT NR. 3 | 2013 Den prisbelønnede amerikanske forsker og psykiater William McFarlane har i årtier dokumenteret, at familien spiller en kæmpe rolle i den vellykkede behandling af psykisk sygdom.
H an blev selv overrasket, den unge William McFarlane, da han <strong>som</strong> nyuddannet psykiater opdagede, hvor stor betydning familien har for behandlingen af psykisk syge. Hidtil var familien blevet set på med skepsis, fordi man mente, at den delvist var årsag til den psykiske sygdom. Ud fra den opfattelse arbejdede William McFarlane med familierne til psykisk syge patienter. Men han kom bare ingen vegne, forklarer han. - Det gik op for mig, at jeg gjorde familierne dårligere. Jeg prøvede at finde ud af, hvilke aspekter af familien der gjorde personen syg ved at spørge til, hvad de gjorde, når den syge gjorde sådan og sådan. Med den underliggende holdning, at de gjorde ham syg. Den slags spørgsmål og anklager er der ikke nogen, <strong>som</strong> kan lide at få. Det er dybt fornærmende, og de fleste kom heller ikke tilbage <strong>efter</strong> første session. De dårlige resultater fik McFarlane til at se nærmere på, hvad der var publiceret af forskning. Han opdagede hurtigt, at der stort set intet var på området. Samtidig arbejdede en kollega, Carol Anderson, med at udvikle konceptet psykoedukation, <strong>som</strong> på det tidspunkt var revolutionerende. Metoden var nemlig baseret på en anden holdning til familiens rolle end den hidtil dominerende. - Man indså, at familierne var vrede på grund af symptomerne af sygdommen og ikke personen. Den oprindelige idé var, at familierne engagerede personen i dysfunktionelle forhold. Den nye model lød, at de ganske simpelt svarede på neurologiske mangler. I stedet for at gøre familien til genstand for behandlingen skulle man derfor engagere dem i behandlingen, forklarer han. McFarlane tog metoden til sig og begyndte at udvikle en helt ny model for behandling af psykisk sygdom. Med sine erfaringer fra den familieterapi, <strong>som</strong> ikke fungerede, begyndte han at prøve sig frem. Den rette kombination Gennembruddet kom, da han og hans kolleger begyndte at kombinere psykoedukation i flerfamiliegrupper med problemløsning frem for traditionel terapi. Metoden med problemløsning lånte de fra den behavioristiske familie-interventions model, og den kombination viste sig at være meget kraftfuld: - Det er fantastisk at se, hvad der sker. Patienterne er <strong>som</strong> skildpadder, der kommer ud af deres skjold. Man kan se, hvordan personligheden vender tilbage, deres sociale relationer og kognitive funktioner bliver bedre. Modellen er i dag en de mest anerkendte psykosociale metoder og bliver benyttet i hele verden. Metoden er blevet gennemtestet, og dokumentationen er ikke til at komme uden om. McFarlanes egne undersøgelser viser, at man kan reducere antallet af tilbagefald blandt patienter med skizofreni med 50 procent, hvis man kombinerer medicinsk behandling og psykoedukation. I hans optik er det fuldstændig absurd, at man ikke er bedre til at inddrage familien i behandlingen. <strong>Familien</strong> kan nemlig noget, <strong>som</strong> en terapeut ikke kan. Alle de problemstillinger, <strong>som</strong> opstår i hjemmet, kommer ofte slet ikke frem, hvis man ikke har familien med <strong>som</strong> en del af behandlingen. - Man fandt ikke bare ud af, hvordan man hjælper familierne, men også hvordan man gør dem til eksperter i at gøre de ting, <strong>som</strong> kun familier kan gøre. Problemløsningen er det mest karakteristiske ved McFarlanes metode. Igennem simpel brainstorming opstiller man et problem i plenum, og så vælter det ind med mulige løsninger fra de andre i gruppen. Spørgsmålene kan handle om alt fra medicinbrug til problemer med at finde et arbejde. Han blev selv overrasket, den unge William McFarlane, da han <strong>som</strong> nyuddannet psykiater opdagede, hvor stor betydning familien har for behandlingen af psykisk syge. Ud over at der kommer reelle løsninger, bliver der også skabt netværk på tværs af familierne, og patienterne oplever – i mange tilfælde for første gang – at de møder sympati og empati fra mennesker, der ikke får penge for det. Familierne oplever også, at de bliver bedre til at håndtere problemerne. Når en patient får det bedre, virker det også meget opmuntrende på både de andre familier og patienter. ”Accentuate the positive” Det positive miljø i grupperne er fuldstændig afgørende for, at grupperne er så effektive, forklarer McFarlane. Hans teori er, at hvis du gi- PSYKOLOG NYT NR. 3 | 2013 | SIDE 9
Change language