Familien som medspiller Farvede fødder Jagten efter mening - Elbo

H
an blev selv overrasket, den unge William McFarlane, da
han som nyuddannet psykiater opdagede, hvor stor betydning
familien har for behandlingen af psykisk syge.
Hidtil var familien blevet set på med skepsis, fordi man mente, at
den delvist var årsag til den psykiske sygdom. Ud fra den opfattelse
arbejdede William McFarlane med familierne til psykisk syge
patienter. Men han kom bare ingen vegne, forklarer han.
- Det gik op for mig, at jeg gjorde familierne dårligere. Jeg prøvede
at finde ud af, hvilke aspekter af familien der gjorde personen
syg ved at spørge til, hvad de gjorde, når den syge gjorde sådan
og sådan. Med den underliggende holdning, at de gjorde ham
syg. Den slags spørgsmål og anklager er der ikke nogen, som kan
lide at få. Det er dybt fornærmende, og de fleste kom heller ikke
tilbage efter første session.
De dårlige resultater fik McFarlane til at se nærmere på, hvad
der var publiceret af forskning. Han opdagede hurtigt, at der stort
set intet var på området. Samtidig arbejdede en kollega, Carol
Anderson, med at udvikle konceptet psykoedukation, som på det
tidspunkt var revolutionerende. Metoden var nemlig baseret på
en anden holdning til familiens rolle end den hidtil dominerende.
- Man indså, at familierne var vrede på grund af symptomerne
af sygdommen og ikke personen. Den oprindelige idé var, at
familierne engagerede personen i dysfunktionelle forhold. Den
nye model lød, at de ganske simpelt svarede på neurologiske mangler.
I stedet for at gøre familien til genstand for behandlingen skulle
man derfor engagere dem i behandlingen, forklarer han.
McFarlane tog metoden til sig og begyndte at udvikle en helt
ny model for behandling af psykisk sygdom. Med sine erfaringer
fra den familieterapi, som ikke fungerede, begyndte han at prøve
sig frem.
Den rette kombination
Gennembruddet kom, da han og hans kolleger begyndte at kombinere
psykoedukation i flerfamiliegrupper med problemløsning
frem for traditionel terapi. Metoden med problemløsning lånte de
fra den behavioristiske familie-interventions model, og den kombination
viste sig at være meget kraftfuld:
- Det er fantastisk at se, hvad der sker. Patienterne er som skildpadder,
der kommer ud af deres skjold. Man kan se, hvordan personligheden
vender tilbage, deres sociale relationer og kognitive
funktioner bliver bedre.
Modellen er i dag en de mest anerkendte psykosociale metoder
og bliver benyttet i hele verden. Metoden er blevet gennemtestet,
og dokumentationen er ikke til at komme uden om. McFarlanes
egne undersøgelser viser, at man kan reducere antallet af tilbagefald
blandt patienter med skizofreni med 50 procent, hvis man
kombinerer medicinsk behandling og psykoedukation.
I hans optik er det fuldstændig absurd, at
man ikke er bedre til at inddrage familien i behandlingen.
Familien kan nemlig noget, som
en terapeut ikke kan. Alle de problemstillinger,
som opstår i hjemmet, kommer ofte slet
ikke frem, hvis man ikke har familien med som
en del af behandlingen.
- Man fandt ikke bare ud af, hvordan man
hjælper familierne, men også hvordan man
gør dem til eksperter i at gøre de ting, som kun
familier kan gøre.
Problemløsningen er det mest karakteristiske
ved McFarlanes metode. Igennem simpel
brainstorming opstiller man et problem i
plenum, og så vælter det ind med mulige løsninger
fra de andre i gruppen. Spørgsmålene
kan handle om alt fra medicinbrug til problemer
med at finde et arbejde.
Han blev selv overrasket, den unge William
McFarlane, da han som nyuddannet
psykiater opdagede, hvor stor betydning
familien har for behandlingen af psykisk syge.
Ud over at der kommer reelle løsninger,
bliver der også skabt netværk på tværs af familierne,
og patienterne oplever – i mange tilfælde
for første gang – at de møder sympati og
empati fra mennesker, der ikke får penge for
det. Familierne oplever også, at de bliver bedre
til at håndtere problemerne. Når en patient
får det bedre, virker det også meget opmuntrende
på både de andre familier og patienter.
”Accentuate the positive”
Det positive miljø i grupperne er fuldstændig
afgørende for, at grupperne er så effektive, forklarer
McFarlane. Hans teori er, at hvis du gi-
PSYKOLOG NYT NR. 3 | 2013 | SIDE 9