Diana Benneweis - Hus Forbi

af Birgitte Ellemann Höegh
| birgitte.hoegh@os.dk
foto Flemming Schiller
Det store cirkustelt med flag i toppen er slået
op, og i en halvcirkel omkring det står campingvogne
med Benneweis-logoer og en masse
private vogne til artisterne. Her er elefanter
og kameler på græsset, en hundegård med forskellige
racer, der løber rundt efter hinanden,
og en gammel køkkenvogn i mørkebrunt træ
gemt af vejen allerbagerst.
Diana Benneweis tager sammen med sine to
hunde, Bocco og Sonja, imod Hus Forbi-sælger
Jens Jarslet. På væggene i vognen er der billeder
af cirkusmomenter med alt fra Dronning
Margrethe og Eli Benneweis til en ualmindelig
smuk Diana i dragt og fjer anno 1968.
Jens har gået på landevejen de seneste 20 år
og har ud over sine aviser og sit overlevelsesgrej
lidt gøgl i sin barnevogn. Her er blandt andet
en trylleboks, djævlestok, nogle ildfakler
og bolde, som han tager frem og underholder
børnene med de steder, han slår sig ned. For
hvem vil ikke gerne købe en avis af en mand,
der netop har underholdt ens børn?
Skærslibere til kråsesuppe
Diana og Jens føler hinanden på tænderne.
Hun byder på kaffe, men Jens vil hellere
holde sig til sin sodavand. Mens vandet koger,
fortæller hun om en hjemløs mand, der de
sidste par dage har siddet nede i hjørnet af
teltpladsen med et hav af poser og cigaretpakker
spredt omkring sig. Hun har været nede
og tilbyde ham mad et par gange, men han har
ikke været interesseret.
- Jeg skal sgu ikke i
manegen mere. Sådan
er vi så forskellige.
Jens skal have sin lille
vodka i flasken, og jeg
skal have min frihed.
Diana Benneweis, cirkusdirektør
diana benneweis
- Sådan er det jo bare. Der skal være plads
til det hele, siger Diana og griner.
- Jo, jo, længe leve mangfoldigheden, følger
Jens op.
Og så er kaffen færdig. Diana sætter sig og
begynder at fortælle.
- Nu er jeg jo vokset op med hjemløse.
Dengang var det skærslibere, og hos min
bedstemor var der altid et måltid mad og en
femkrone til dem, der kom forbi. Jo, jo, Irene
Benneweis var kendt for sin madlavning, og
folk kom fra hele Danmark for at smage hendes
åle- og kråsesuppe.
- Havde I så skærslibertegn uden for teltpladsen,
så man kunne se, om man var velkommen?
spørger Jens.
- Det har jeg aldrig lagt mærke til. Men da
jeg var barn, bestod hele vores medarbejderstab
af straffede personer. Der var pædofile,
der var blevet fysisk kastrerede, der var et par
voldsforbrydere, bedragere, tyve … for mig er
vi alle sammen lige for Gud. Nogle har været
heldigere end andre, men for nogle er det jo et
valg, siger Diana.
- Det er et valg for mig. Jeg har været kastet
rundt mellem institutioner, siden jeg var barn,
og har aldrig haft et fast ståsted. Og efter jeg
har arbejdet med Rudolf Steiners principper
med dyr og grøntsager, har jeg valgt at leve i
det fri, fortæller Jens.
Man lærer at beskytte sig
De taler lidt om de gamle løsarbejdere i cirkus,
som man kaldte for ’knyster’. For det omflakkende
cirkusliv, hvor man rejser fra sted til
sted for at bygge op og brække ned, har nogle
fællesnævnere med de hjemløses præmisser.
I dag hedder cirkusarbejderne ’tekniske
medarbejdere’, er i reglen fastansatte, kommer
fra Østeuropa og har familier og børn i deres
hjemland.
- Man kan ikke få danskere til det her, for
de kan få mere i understøttelse, end de kan få
hos mig. Men især Polen og Rusland er specialiseret
i cirkusteknisk personale, som ikke
bestiller andet. Mange af dem har været her i
15-16 år. I gamle dage var der også nogle faste
Beskidte Jens, Hurtig Karl og Lars Etben – ha,
ha, og min barnepige var homoseksuel, for så
var min far sikker på, at han ikke forgreb sig
• Er 62 år og administrerende direktør i Cirkus Benneweis.
• Bor dels i Dronningmølle, dels i Sverige.
• Har to voksne børn på 22 år, som hun har adopteret fra Polen.
• Er født ind i cirkusdynastiet Benneweis. Hendes biologiske forældre var ganske unge, da de fik hende, og Dianas
bedstemor, Irene Benneweis, valgte at adoptere hende. Det var dog bedstemorens plejesøn, cirkusdirektør
Eli Benneweis, og hans kone, der kom til at fungere som hendes forældre.
• Har optrådt fra treårsalderen med smånumre i manegen, men fik sin egentlige debut som selvstændig artist som
14-årig med hestedressur, der har været hendes speciale siden.
• Har været gift i otte år med den polske artist Marek Zielinski. Bor i dag sammen med Freddy Bergmann Kolding,
daglig administrativ leder i Cirkus Benneweis.
- Når jeg går rundt
med mit gøgl og
sælger aviser, har
jeg også kun min
egen lille manege,
som jeg skal magte
at gå ind i.
Jens Jarslet, Hus Forbi-sælger
på mig. Han hed Mo, og jeg elskede ham højt,
griner Diana.
Men hvad er det for et liv, man lever, når
man hver sæson får en masse mennesker ind
ad døren i nogle måneder ad gangen? Diana,
der siden barndommen har måttet forholde sig
til nye ansigter hver sæson, lærte hurtigt ikke
at involvere sig følelsesmæssigt.
- I cirkus siger man: “Darling, I love you,
but the season is over!” Og det er noget, man
får ind med modermælken. I en del af min
barndom har jeg lidt af et knust hjerte over de
her mennesker, men inden jeg var fyldt 11 år,
svor jeg, at det aldrig skulle gentage sig mere.
Jeg er blevet god til at beskytte mig selv, og
mine børn har lært det samme – de knytter sig
ikke, siger Diana.
Hun har to tvillinger på 22 år, som hun
adopterede fra Polen, da hun var 40 år, og de
har gået i skole hele deres barndom og haft et
liv uden for Cirkus Benneweis.
Afhængig af ensomhed
- Men selvfølgelig fik jeg en kæreste her. Det
kunne ikke undgås for en pige, der så nogenlunde
godt ud, men jeg har aldrig villet giftes
eller få børn i cirkus. Jeg tror ikke på ægteskabet,
siger hun og banker bestemt i bordet.
- Det gør jeg heller ikke. Men det har nok
noget at gøre med den måde, vi er opvokset på.
Vi beskytter os selv. For man skal kunne tåle
at være alene og kunne klare sig selv. Når jeg
går rundt med mit gøgl og sælger aviser, har
jeg også kun min egen lille manege, som jeg
skal magte at gå ind i, siger Jens.
- Det er nok rigtigt. I det hele taget synes
4
HUS FORBI | nr. 87 | juli 2009 | 5